Jeg har været på Aarø i denne weekend. Jeg var der sammen med en masse af mine venner, og vi spillede en af de bedste omgange p&p, jeg nogensinde har spillet.
Vi spillede et fantastisk plot (undskyld men jeg har opgivet at genfortælle det for jer), og vi havde det super sjovt. Det var virkeligt godt at få set så mange af mine venner igen.
#10 Forbindelser og Hemmelige Opskrifter
Den 28. Pan 1076 Anden Alder i
Mizil
Marintra
vippede nervøst frem og tilbage på sine fodballer, imens hun
afventede Faros. Det var gået galt, da de havde mødt den Ensomme
Skygge, og hun ville ikke lade endnu en trussel mod hendes land med
et dumt navn snyde dem. Denne Bager, hvem han så end var (sikkert en
person der bagte ting), måtte også have forbindelser til Baldan.
Det var i hvert fald, hvad Trak, Bruntop og Ikke-Fenrik havde
fortalt. Hun var endnu ikke sikker på, om hun stolede på
Ikke-Fenrik, men Marintra havde fuld tillid i Trak. Han havde været
hos dem lige siden Slaget Ved Elementernes By. Lige siden Tsyseria
blev... Hun stolede derfor fuldt og fast på Trak, og hun havde rost
dem alle tre for deres arbejde. Nu havde de et navn og en
forbindelse. De havde noget, der gav mening. Baldan af Bartiuses hus
havde stået bag det, da Sø Rotterne forsøgte at røve dosnerne, og
maden skulle have været leveret til denne Bagers folk, hvis det
havde lykkedes. Baldan var altså allieret med denne Bager. Marintra
vidste allerede, at Baldan blot prøvede på at svække Zrulf. Den
forbandede mus-aik fra Yngol havde intet andet end had til overs for
jerndværgene efter den lange krig, der havde endt i alle siders tab.
Men denne Bager. Marintra kendte intet til hans ambitioner, dagsorden
eller hans musiksmag. Hun vidste intet om ham.
Det var
derfor, hun nu ventede på Faros uden for templet i Mizil. Hun stod
lænet op ad den grå sten bygning og spejdede ned ad gaden, og hun
var blot en i mængden. Hende, Faros og Bruntop var alle sammen i
byen, fordi denne Bager skulle være her. Der var nemlig kommet en
gammel ledetråd ind i sagen. For nogle uger siden havde en af
Marintras folk nemlig hørt rygter om en såkaldt Bager, der skulle
have en hemmelig baggrund, som holdt til i Mizil. I denne store
mineby, hvor den højeste dødsårsag næst efter folk, der faldt ned
i de lange, mørke huller, som førte ned til minerne, var mord,
kunne en fyr som ham let skjule sig. Det havde ikke virket vigtigt.
Ikke før nu. Der lød en høj klokke klinge inde fra templet. Sådan
en typisk zrulfisk en, som sikkert var lavet af kobber. Det var
signalet. Marintra krydsede gaden, netop som Faros kom gående forbi.
Helt diskret stak han hende en seddel, som hun stak ind under sin
krave, idet hun kløede sin hals. Hun trak den ikke ud igen, før hun
havde passeret gaden helt og var nået ned på en lille sidegade (som
lugtede lidt for meget af urin). På sedlen stod der kun et ord:
Kontoret. Marintra læste den igennem fem gange, selvom det
kun var et ord. Hvordan kunne denne Bager have så stor indflydelse.
Hvordan kunne han komme ind på olddværgenes kontor?
Olddværgene
var Zrulfs mekanikere. De var de mest stædige, klichefyldt dværge,
som Marintra nogensinde havde hørt om eller mødt. De gamle, støvede
professorer insisterede på at leve langt under jorden, og de fik
meget sjældent besøg. Af nogen som helst. Jerndværgene boede
heller ikke alle sammen på overfladen, men olddværgene boede bare
åndssvagt langt nede. De ville være i fred, hvor de kunne arbejde
på deres opfindelser. De havde kun et enkelt kontor, som de kaldte
det, i hver by. Ambassade ville være et bedre udtryk. Det var på
dette kontor, at de besluttede, hvilke af deres opfindelser (som
inkluderede trykpressen, uret, stepdans og kompasset), som skulle
deles med resten af verden. Hvis Bageren havde adgang til
olddværgenes teknologi (for de havde nok ikke engang delt en
fjerdedel af deres opfindelser med resten af Mortlan), så ville han
være svær at stoppe. Alt for svær.
Marintra
skyndte sig derfor hen til kontoret, som lå i de lavere kvarterer af
byen. Hun skulle omtrent halvtreds meter under overfladen, før hun
fandt det. Bygningen var ikke pralende eller på nogen måde
opmærksomhedskrævende. Det var bare en grå bygning med et banner
på muren, der viste en hammer og et teleskop. Marintra skyndte sig
forbi bygningen og om på siden, hvor hun mødte Faros og Bruntop.
”Herskerinde” hviskede Bruntop og bukkede, men Marintra havde
ikke tid til hans hurlumhej. ”Hvad sker der?” spurgte hun Faros,
som så dybt urolig ud. ”De er i et møde” forklarede han
”Bageren og en af olddværgene”. Marintra følte en desperat
vrede imod olddværgenes tåbelighed. De havde aldrig ladet hende få
en audiens med nogen. ”Kan vi se, hvad der foregår?” spurgte
hun, og Faros nikkede. Han åbnede en tydeligvis hemmelig dør (den
dukkede nærmest bare op på den grå stenvæg) ved sin side og
gjorde tegn til, at hun skulle træde indenfor. ”Vent her, Bruntop”
beordrede Marintra ”og hold vagt”. Han bukkede igen, men hun
skyndte sig ind, før han kunne nå at sige noget. Faros trådte også
ind efter hende, og han lukkede hurtigt døren. De befandt sig i et
baglokale. Et lager så det ud til. Men de kunne høre stemmer. ”Hvis
de kunne mig deres navn, ville det hele være meget nemmere” lød
en pibende, alt for bureaukratisk stemme. ”Jeg er simpelthen
Bageren” svarede en afslappet og svag velkendt stemme. Marintra
kunne bare ikke huske, hvor hun havde hørt den før. I et forsøg på
at få et kik på de to talende, sneg hun sig langsomt hen imod
lagerrummets dør. ”Denne overførsel er ingen simpel ting, og jeg
skal bruge mere end Bageren” forsøgte den bureaukratiske stemme
igen, men der lød kun et fnys som svar. Det lod dog til, at
olddværgen (det kunne ikke være andet) lod sig slå til tåls med
”Bageren”, for han spurgte ikke yderligere. Marintra var nu
næsten henne ved døren. ”Men hvad skal du dog bruge alt dette
formic-blod til?” spurgte olddværgen tydeligvis for at lette
stemningen. Marintras hjerte slog et slag over. Formic-blod! ”Jeg
elsker at lave tærter” svarede Bagerens afslappede stemme, netop
som Marintra nåede frem til døren. I det næste rum var der to
dværge. Den ene var en tydelig olddværg, og den anden havde hun set
før. Det var den skægløse, arrede bager Arolnar, som havde lavet
formic-blods tærterne. Han bar stadig de samme hvide, rene klæder.
Marintra knyttede sine næver. Hvorfor havde hun ladet ham gå den
dag? Hun skulle lige til at springe frem og gøre bod på sin skade,
da en ny person trådte ind på kontoret. Det var Den Ensomme Skygge
(Maskemus). ”Jeg fandt en dværg, som spionerede på jeres samtale.
Han påstod, at han blot ventede på sin kone, men... man skal altid
lytte til, hvad de mener, og ikke hvad de siger”. Marintra følte
sin brystkasse snøre sig sammen. Hun glemte alt om både professor,
bager og skygge og skyndte sig forbi Faros og ud gennem den dør, de
var kommet ind ad. Hun kom uden for bygningen igen, men Bruntop var
væk.
Kommentarer
Send en kommentar