Dværge #11 Det forkerte blod i årene

#11 Det forkerte blod i årene

Hjemme igen... næsten da
Faros så umådeligt træt ud, da han trådte ind i skjulestedet. Hans rejsekappe var møgbeskidt, og han begravede sit hoved i hænderne, så snart han trådte ind. Fenrik skyndte sig hen til hans side, men dværgen vinkede ham bare væk. ”Er der noget galt?” spurgte Brildur, som sammen med Trak var fulgt efter Fenrik hen til Faros. Den gamle, arrede kriger sukkede, sank en klump og mumlede ”ja... der er noget meget galt. Bruntop er væk. Kidnappet af Den Ensomme Skygge, og Marintra insisterer på, at hun vil lede efter ham alene. Hun mente, at jeg skulle være her, hvis der nu skulle opstå nogle problemer....”. Fenrik sendte Trak et bekymret blik, som goblingen gengældte. Brildur så også en smule forstyrret ud. Og det var ikke kun fordi, at Bruntop var blevet kidnappet. Det var fordi, at der rent faktisk var opstået nogle problemer, som kunne blive lidt vanskelige at løse.

Bruntop åbnede langsomt sine tunge øjenlåg. Hvor var han henne? Og var det blod, han kunne lugte? Med noget besvær lykkedes det ham at åbne øjnene helt, så han kunne tage et kig på sine omgivelser. Han var hængt op med jernkæder på en væg, og rummet foran ham lignede en beskidt, gammel fangekælder, der ikke så ud til at have været blevet brugt i mange år. ”Vågn op” kaldte en fjern stemme, som Bruntop genkendte. Det var ham, som herskerinden kaldte for Maskemusen. ”Hvor vover du?” lød den vrede, hæse stemme, og en lussing fløj op i Bruntops fjæs. Men dværgen smilede blot. For Den Ensomme Skygge havde netop bekræftet Bruntops teori. ”Men vil du leve længe nok til at videregive den information?” spurgte den hæse stemme hånligt, netop som Den Ensomme Skygge trådte frem foran Bruntop. De mærkelige G-tegn i hans maske lyste grønt, og han bar ikke længere sin sorte kåbe. I stedet havde han nu lyse klæder på, som slet ikke passede til denne stemning. Han havde en ladt armbrøst i den ene hånd, og i hans anden var der en lille flaske med en grønlig væske. ”Du genkender denne væske” konstaterede Skyggen, og Bruntop gav et mentalt, uhøfligt nik, der ville have skræmt hans egen mor (og hun havde ikke ligefrem været en artig, lille dosne). ”Ufortyndet formic-blod er yderst smertefuldt, og jeg ser det som min specialitet at bruge det til at frembringe smerte. Jeg har gjort det mange gange i løbet af mit lange liv, men du har været den første i over et årtusind, som ikke virker bange. Der har ikke været nogen siden den gamle, skallede kriger fra Elwar, men selv han bad om nåde før enden. Lad os se, hvor længe du holder”. Skyggen pegede sin armbrøst imod Bruntops ben og affyrede. Projektilets kolde, natrina spids borede sig ind i Bruntops lår, men dværgen gav ikke et hyl fra sig. Han sendte vrede tanker imod elveren foran ham, men ikke et ord kom over hans læber. ”Du er sej, hård og udholdende” hvæsede Den Ensomme Skygge ”og du har min respekt”. Så hældte han flaskens indhold ud over såret, og Bruntop skreg i vilden sky. Han havde ikke følt sådan en smerte i et helt årti, der ellers ikke havde været helt fredeligt.


”Kom så Brune, du kan godt” opmuntrede Rødtop muntert. Bruntop følte sig dog ikke særlig munter eller opmuntret. Han havde mest af alt lyst til at slippe væk herfra. Væk fra denne prøve, så han kunne gå en tur i skoven i stedet for dette bavl. Dette åndssvage forsøg på at tvinge ham til at bevise sit værd, som hans mor havde startet. Som deres mor havde udsat dem begge for. Men Bruntop stak ikke af, da han ikke ville skuffe sin bror. Han ville ikke skuffe den eneste ven, han havde, som havde hjulpet ham så meget med at forberede til denne dag. Så derfor sank Bruntop en klump og gik i gang med at inspicere flaskerne og krukkerne. Det tog ham ikke længe at identificere enhver substans, der var at finde, og det tog ham endnu kortere tid at genkende giften, han skulle modvirke. Basilisk gift. Med nervøse sideblik på både sin smilende broder og sin strikse moder, gik Bruntop i gang med arbejdet. Han fandt nogle tørrede skovstjerner og puttede dem i sin store natrina kedel, som boblede lystigt. Så tilføjede han blodbær og en masse andre ingredienser. Hver og en af dem gled ned under vandets boblende overflade, hvor de hurtigt blev en del af modgiften, som Bruntop var ved at skabe. Han sendte fortsat stjålne blikke imod både hans moder og hans broder, men de kiggede begge afventende på ham nu. Der var mere opmuntring at hente hos Rødtop. Nervøst gik Bruntop i gang med at røre rundt i miksturen, imens han rystende åbnede flasken med den sidste ingrediens. Drageblod. Med noget besvær fik han proppen op, men et frygtsomt hop fik ham til at hælde halvdelen af de dyrebare dråber ud på jorden. Han skyndte sig at sigte, så resten kom i kedlen, men han var bange. Han skulle have brugt det hele, hvis han ville have den ønskede effekt. ”Er du færdig?” lød det krævende fra hans mor, som sendte ham sit mest intense døds blik. Bruntop sank endnu en klump. ”Moder...” begyndte han, men hun rappede ham hurtigt over nallerne med sin malerion stav. ”Min gode herskerinde” ændrede han det til ”jeg er ikke sikker på, at det vil virke, hvis der ikke er nok drageblod i modgiften...”. Hans moder hævede sit ene øjenbryn og slog ham igen over nallerne for god ordens skyld. ”Siger du, at du har begået en fejl” sagde hun vredt ”indrømmer du, at du ikke er god nok!”. Bruntop rystede voldsomt på hovedet. ”Nej, nej, nej, min frue. Det gør jeg slet ikke” skyndte han sig undskylde, men det var allerede for sent. Han havde allerede fået sin moders vrede. ”Så bevis dit værd” sagde hun hånligt og pegede på giften foran Bruntop. Med et desperat blik på sin broder, der så ud til at være enig med hans moder, tog Bruntop langsomt fat om giften med den ene hånd. Så tog han et krus og stak det ned i kedlen, så det blev fyldt med hans modgift. I en bevægelse tømte han begge væsker ned i sin hals, men smerten var ubærlig. Han skreg i vilden sky.

 Første Afsnit                               Forrige Afsnit                                                     Næste Afsnit

Kommentarer