#26 Kragesønnens Medgift
Fortæller: Carina le
Fey
Periode: Udbredt
folkeeventyr fra ca. 205AA
Placering: Ukendt
oprindelse
Hvad ved du rent
faktisk om hekse? Er du blandt dem, der ser dem som intet andet end vildmarken
og afkrogenes magikere og alkymister? Eller opfatter du dem som sortekunstnere,
som plagebringere og måske endda som ondskabsbørn? Uanset hvad så tager du
fejl. På samme tid er vi nemlig både
begge dele og ingen af dem. At være en af os, en af de sande hekse, betyder
mere end som så. Heks er ikke betegnelsen for et erhverv eller besidderen af en
hemmelig magisk evne. Det betyder en af heksene, en af vort folk, hvad enten
man så er en magiker eller ej. Vi er på den samme tid børn af naturen, af
visdom og af mørket, men det betyder ikke, at vi foragter lyset, eller at vi
tjener dæmoner. Vi lever i mange af verdens afkroge, selvom der selvfølgelig er
flest i Tågelandet, på Natteøerne og Itrildar, men vi er ét folk, blot delt i
mange stammer, og vi er af Mortlan og har været her længe. Og selvom der er mange
af os, som besidder magiens gave eller har kundskab til alkymi og ånder, så er
det vores kultur og vore skikke, der definerer os.
Det er samtidigt
svært at sige, hvem der egentligt er skyld i alle disse fordomme. På den ene
side har jeg ikke meget til overs for ignorante narhoveder med deres
selvretfærdige anklager og handlinger i ”godhedens” navn. Men jeg ved også godt,
at vi selv bærer en del af skylden. Mange af os nyder det omdømme, vi har, da
det for det meste lader os leve i fred blandt vores egne. Det er heller ikke
fordi, at der ingen er iblandt os, som faktisk er skyldige i nogle af de
anklager, der er blevet fremlagt. Jeg har da kendt mere end en halvsnes
”sortekunstnere”, eller nekromantikere som nu de rent faktisk hedder, og
blodmagikere blandt mit folk, og der har endda været en slægtning eller to. Jeg
vil dog i samme forbindelse dog påminde dig om, at vi godt nok ikke er de
eneste, og at andre magikere har været skyldige i mindst lige så slemme
forbrydelser. Desuden er det heller ikke min opfattelse, at en bestemt form for
farlig magi nødvendigvis bør være ond af natur, så længe den håndteres korrekt,
og det er ikke min intention at retfærdiggøre denne holdning overfor nogen som
helst, selv hvis Magiens Vogtere ikke er enige.
Men hvis der er en
ting, vi i det mindste kan blive enige om, så er det, at der findes én heks,
som rent faktisk fortjener al frygten og alle fordommene, og det er Kragekonen.
Man siger, at ingen ved noget om hende, men personligt er der nu to ting, jeg
ikke er i tvivl om: For det første så ved jeg, at hun er en rigtig heks eller i
hvert fald har været det på et eller andet tidspunkt. For det andet så ved jeg,
at hun betyder ondskab, og at verden ville være et bedre sted uden hende. De
fleste af fordommene mod vores folk stammer fra hende og er blevet spredt
gennem en af de mange fortællinger, hun optræder i, hvad enten det har været en
sang, en saga eller et eventyr. Tag bare ”Kragesønnens Medgift” som et
eksempel.
Der var engang en konge, som havde næsten alt, hvad man
kunne ønske sig i livet. Et godt hjem, trofaste tjenere, et fornuftigt overskud,
glade venner, mad på bordet og en elskværdig hustru, som han bedårede mere end
alt andet i hele verden. Han manglede dog den endelige krone på værket, som
ville gøre ham til den lykkeligeste mand, man kunne forestille sig. Det var dog
desværre den ene ting, som fik resten af hans liv til at virke usikkert og
midlertidigt, og som forhindrede ham i at nyde, hvad han havde om sig. Den gode
konge manglede nemlig en arving.
I mange år havde kongen og dronningen forsøgt sig, men alt,
der var kommet ud af det, havde været tre dødsfødte sønner, og de var begyndt
at give op. Begge nærmede sig en alder, hvor det at få børn virkede nærmest
umuligt, og blandt kongens landsmænd begyndte flere nu at kigge mod tronen og
forestille sig, hvem der ville komme til at arve den. Der blev hvisket på
kongens hof og i hans by, og til sidst gik han til sine rådgivere efter svar. Fra
nær og fjern blev læger, alkymister og troldmænd tilkaldt, men selvom mange kom
med løfter, var der i sidste ende ingen, som havde en løsning på kongens
problem. Men da den sidste af de vise lærde forlod kongens slot, trådte en
ydmyg kvaksalver i stedet frem for kongen. Ingen kunne rigtigt huske, hvornår
han var ankommet, men han havde været der i månedsvis, vidste man, for alle de
dygtige læger og troldmænd havde ofte gjort nar af ham, imens han stod og
ventede på sin tur til at blive præsenteret for kongen. Den gamle kvaksalver
ville nok heller aldrig have fået et ord med kongen, hvis ikke alle de andre
til sidst var blevet smidt på porten, og kongens tjenere desperat havde trukket
ham med indenfor, da deres hersker kaldte på at få den næste læge fremvist.
Men da det så endelig blev kvaksalverens tur til at stå
foran kongen, hverken bukkede eller præsenterede han sig selv. Da man spurgte
ham hvorfor, svarede han blot, at han var en gammel mand med en dårlig ryg, og
at hvem, han var, ikke betød noget. ”Jeg kommer ikke for at kurere dig, konge”
fortalte kvaksalveren ham efterfølgende. ”Det går udover mine ydmyge
kundskaber, det kunne selv de tosser, dine rådgivere havde tilkaldt, se. Derimod
er jeg kommet for at rådgive dig, hvis du ellers ønsker det. Jeg kan nemlig
fortælle dig, hvem der faktisk er i stand til at løse dit problem”. Dette svar
kom noget bag på både kongen og rådgiverne, men selv om de var en smule
mistænksomme, så var de samtidigt nysgerrige og så ikke i øjeblikket ikke andre
muligheder. Derfor spurgte de den gamle kvaksalver, hvad han skulle have for
denne information. Nogle af dem tog ham nemlig for en bedrager, som kun var ude
efter penge, og derfor kom svaret bag på dem. ”Det er ikke noget, du kan købe
dig til, konge” lød det. ”For navnet er nemlig noget, jeg bringer til dig som
en gave. I mange år har jeg boet i dette land, og selvom vi aldrig før har mødt
hinanden, konge, så gør det os til landsmænd. Derfor har jeg ondt af dig, da
jeg ved, hvad plager dig, og mener, at ingen i verden bør trække det barnløse
lod, medmindre selveste skæbnen og gudernes vilje skulle stå imod det. Hør nu
på mig, min landsmand, og så vil jeg fortælle dig, hvad du skal gøre, og hvem
du må opsøge.
Du skal gå ind i den gamle skov mod øst og vandre ad den
krogede sti, indtil du kommer til en lille, åben lysning. Her vil du sætte dig
og vente, og på et tidspunkt vil en mørk krage lande foran dig. Den må du ikke
jage væk eller gøre noget ved. Om du drager ind i skoven på egen hånd, det
bestemmer du selv, konge, men først når du er alene med kragen, vil den så føre
dig til den person, du søger. Hun vil nemlig kun ønske dit selvskab, og du vil
ikke modtage hendes, hvis du ikke er villig til at udvise en smule tillid. Denne
kvinde er løsningen på dit problem, men jeg advarerer dig, for hun kan
samtidigt være begyndelsen på et nyt. Vær på agt overfor hende, men vis samtidigt
respekt, og sørg for at forstå hendes aftale. Hun vil nemlig i modsætning til
mig ønske noget til gengæld, og uanset hvad du forsøger dig, så skal hun nok få
det”.
Med disse ord vendte kvaksalveren sig om, og han forlod
kongen og alle rådgiverene forundrede og tankefulde. Nogle mente endnu, at den
gamle mand havde været en svindler, men kongen troede på, at manden havde
ønsket at hjælpe ham. Derfor valgte han også den næste dag at arrangere en jagt
i den gamle skov mod øst, hvor han sammen med sit følge begyndte på den krogede
sti og ellers arbejdede sig ind mod midten i løbet af dagen. Omkring middagstid
nåede selvsskabet også som forudsagt en lille, men åben lysning, hvor kongen
besluttede sig for, at de ville tage et lille hvil. Mad blev fundet frem, og
imens jagtselvskabet spiste, dukkede en mørk krage som lovet op og landede
foran kongen. En jæger ville til drive den bort, men kongen forbød det, da han
kunne se på fuglen, at den ønskede noget med ham. ”Er du kommet for at vise mig
til hende, som har en løsning på mit problem?” spurgte kongen den, og straks
fløj fuglen hen mellem nogle nære træer, hvor han nu fik øje på en mørk sti,
der ikke tidligere havde været der.
Derfor beordrede kongen straks sine folk, at de måtte
videre, og han skulle til at lede dem ad stien, da han opdagede, at den var
borte, og det samme var kragen. Skuffet drog han så videre med jagtselvskabet,
imens han forbandede sig selv for ikke at have fulgt kvaksalverens ord.
Selvfølgelig gik det ikke an, at han tog selvskabet med hen for at besøge denne
kvinde, hvis hun kun ville tale med ham. I stedet fortsatte kongen så jagten i
mange timer, og da det endnu en gang blev tid til at holde rast, valgte han en
anden plads til størstedelen af jægerne, imens han kun med sin væbner og sin
bedste ven tog tilbage til den forrige. Endnu en gang dukkede kragen op efter
en lille ventetid, men denne gang tøvede kongen, før han rejste sig op, da han
allerede havde på fornemmelsen, hvad der ville komme til at ske. Efter en smule
tid lykkedes det ham dog at komme på benene, men da han så kiggede på den mørke
sti, der ligesom kragen var dukket op igen, fejlede hans mod ham. Han kaldte på
væbneren og vennen, men akkurat som før forsvandt både fugl og sti af dette, og
fortvivlet måtte kongen genoptage sin jagt.
Den varede resten af dagen, og da der ikke var nogen grund
til at holde yderligere rast i skoven, satte de kort før solnedgang kursen
tilbage mod vest og mod skovens udgang. En efter en forlod de så træernes
voksende skygger, og snart var kongen den eneste, som ikke havde forladt den
gamle skov. Han stod usikkert på skellet, for inderst inde vidste han godt, at
han kun ville få denne ene chance, og da kongens følge kaldte på ham, vendte
han i stedet om og red hurtigt tilbage ind i skoven, hvor ingen kunne følge efter.
Det tog ham ikke længe at finde den efterhånden velkendte lysning, hvor han for
tredje satte sig til at vente. Men denne gang dukkede kragen ikke op kort
efter. Solen gik ned, og mørket omgav snart kongen, men han ventede, for han
ville ikke miste denne sidste mulighed. Fra træerne omkring lysningen syntes
han at høre sultne rovdyr, og fra tid til anden så han mærkeligt forvredne
skikkelser af uhyrer og magiske skabninger, som hørte til i mørket og her i
natten var blevet til jægerne. Men kongen holdt ud, selv da han efter lang tids
venten begyndte at høre sine folk kalde på sig fra vest, og da lyden var kommet
ganske nær, og kongen frøs fra top til tå, sad han endnu og ventede tålmodigt. Til
sidst blev hans tålmodighed også belønnet, da kragen viste sig for ham en
tredje og sidste gang.
Denne gang fulgte han den uden tøven, og uden noget ønske om
selvskab tog han den mørke sti mellem træerne, der lukkede sig bag ham, så
snart han var trådt ud fra lysningen. Skyggerne omgav og omfavnede ham, men han
fulgte efter kragen, og takket være den forvildede han ikke sig bort og
forsvandt for evigt, sådan som nogle har gjort det i det mørke tomrum. Imens
kongen gik, forsøgte han at tænke sagen igennem og holde styr på tid og
retning, men han indså snart, at ingen af delene gav nogen mening for ham. Hvor
end han så var, så herskeder der ingen forståelige regler, og da kragen så til
sidst stoppede op, vidste han ikke, om han var gået i et øjeblik eller resten
af natten. Alt, han forstod, var, at han lidt længere fremme kunne se en lille træhytte,
og at det var her, han var ment til at være.
Kongen trådte frem mod hytten, men døren åbnede sig,
allerede før han nåede at banke på. Forsigtigt gik han så indenfor, da hans
angst fra tidligere nu var vendt tilbage, og da han nåede indenfor og fik øje
på den, han søgte, kom han endnu en gang i tvivl. Han havde naturligvis hørt om
hende forinden. Længe før kvaksalveren havde fortalt, hvordan han skulle finde
hende. Men aldrig havde han forestillet sig, at han ville komme til hende efter
hjælp, og ingen af hans rådgivere havde så meget som overvejet at nævne. For
alle vidste jo trods alt, at Kragekonen ikke fandtes.
”Vær hilset, o konge” hilste hun dog, da han den nat stod
ansigt til ansigt med hendes sære, mørke skikkelse. ”Jeg har ventet dig i nogen
tid efterhånden og havde ærligtalt håbet på, at du ville være kommet tidligere.
Men du kom trods alt, og jeg vil nu alligevel lade det gælde for noget. Så
fortæl mig da: Hvad er det, du ønsker fra mig?”.
”Jeg ønsker mig en søn, som kan arve mit kongerige” svarede
kongen med ord, der krævede alt hans mod og al hans styrke. Han var nu engang
en konge, og han ville opføre sig som en. ”Du skal nok blive rigeligt belønnet,
hvis du kan hjælpe mig med at opnå en”.
”Hmmm…” svarede Kragekonen med en kaglen, og det lavede en
rædsom lyd, da hun slog sine kløer mod et bord. En lyd som alene var lige med
at tage det sidste mod fra kongen. ”En søn, en søn, en søn. Selvfølgelig ønsker
du en søn, min gode konge. Men en søn kan jeg ikke skaffe dig. Tre gange har
skæbnen nægtet dig en, og derfor er det nu ikke længere muligt. Var du kommet
til mig tidligere, kunne jeg have fundet ud af noget, men selveste skæbnen kan
hverken jeg eller guderne gå imod. Sådan er det bare”.
Dette svar skuffede kongen, men han vidste godt, at der var
en anden udvej. ”En datter” sagde han. ”Hvis du kan skaffe mig en datter i
stedet, vil du også blive rigeligt belønnet. Det lover jeg dig”.
”Ja” svarede Kragekonen, og hun nikkede til sig selv, idet
hun begyndte at rode sine flasker og kedler igennem. ”Jeg kan brygge dig et
middel, som vil hjælpe dig denne ene gang, og din hustru vil give liv til en
datter. Men først må du give mig dit ord på, at du vil betale mig, hvad jeg
kræver”.
”Du fremsiger bare din pris” sagde kongen lettet, da han vidste,
at hans skattekammer alligevel indeholdte mere end rigeligt. ”Bronze, sølv,
guld, natrina, magiske sten. Hvad end du ønsker, skal jeg nok levere”.
”Men du misforstår, min gode konge” lød Kragekonens svar. ”For
min pris kommer hverken til at være i metaller, ædle sten eller andre
genstande. Jeg har brug for en aftale, ser du. Et løfte. Den skønne datter som
din hustru om ni måneder vil bringe til verden, hun vil gennem sin opvækst og
barndom bringe meget liv og megen lykke med sig, og alle vil elske hende. Men
hun vil voksne op og blive en
kvinde, og en skønne dag vil tiden komme for hende til at ægte og finde sig en
mand, som du finder værdig. Mange af dine venners sønner vil spørge om hendes
hånd, men du må afvise dem alle. Først når jeg sender min søn til dig, må du
lade hende gifte sig, og gennem deres ægteskab vil dit barn blive min
svigerdatter, og min søn vil blive din”.
”Du ønsker, at din egen søn en dag skal sidde på min tro”
sagde kongen ligeud, og selve tanken forfærdede ham. ”Opdrag ham, som du vil,
når han kommer til dig” svarede Kragekonen på dette. ”Giv ham dit navn, hvis du
vil. Træn ham til at blive en retfærdig og god hersker som du selv, hvis det er
dit ønske. Men tag ham til dig, og vent på hans ankomst. På denne måde vil din
efterfølger have min beskyttelse, og dit kongerige vil vinde sig en allieret i
mig fremover. Dette er mit krav, hvis jeg skal løse dit problem, o konge.
Ellers får du ingen børn, og du kan få lov til at se dit rige styrte sammen i
en blodig borgerkrig”.
Da kongen ikke så nogen anden udvej og desuden vidste, at
hun talte sandt, accepterede han Kragekonens handel, og hun rakte ham en gul
mikstur i en lille krystalflaske. Den skulle kongen og dronningen så dele, når
han vendte hjem til sit slot, og takket være miksturen ville deres ønske om et
barn gå i opfyldelse. Uden yderligere snak tog kongen så lettet, men samtidigt
tung om hjertet afsked med Kragekonen, og fuglen fra tidligere fulgte ham
tilbage gennem skyggerne og mørket.
Det var så blevet morgen, da kongen endelig nåede tilbage
til skoven, hvor han fandt sine bekymrede jagtkammerater. De havde søgt hele
natten af frygt for, hvad der kunne være hændt ham, men til deres overraskelse
var kongen både munter og livlig, da de stødte på ham. Forventningsfuldt og
ivrigt skyndte han sig hjem til sin hustru, hvor de delte miksturen som
fortalt, og som ved et mirakel kunne hoflægerne nogle få måneder senere
konstatere, at dronningen var gravid. Al kongens gamle tvivl og frygt forsvandt
med det samme, og for første gange i mange år kunne han nu nyde det gode liv,
han havde omkring sig. Hans hjem kom til at virke mere hyggeligt end
nogensinde, hans tjenere syntes at være muntere, overskuddet syntes nu at have
et formål, hans venner delte hans lykke, hans mad smagte så meget bedre, og
hans kærlighed til dronningen gjorde det umulige og voksede dag for dag.
Ni måneder efter jagten kom hans datter så til verden, og
det var den smukkeste pige, man nogensinde havde set på de kanter. Hun kom til
at blive hele kongerigets hjertenskær, og alle elskede hende, præcis som det
var blevet lovet. Dette blev den lykkeliggeste tid i kongens liv, og for hvert
år der gik, voksede datteren sammen med hendes skønhed, og hver gang hun lærte
noget nyt, blev han mere stolt af hende. Hun var snart et livligt barn, som løb
rundt i alle slottets korridorer med den samme kraft som en af selveste
vindguderne, men selv når hun ødelagde noget, elskede alle hende for det. Dernærst
blev hun en dygtig elev hos hoffets undervisere, og hun lærte hurtigt at skrive
og læse så godt som nogen af kongens tjenere. Til sidst blev hun dog en ung
voksen og en rigtig prinsesse, og kongen vidste, at tiden snart måtte være
inde, selv hvis han forsøgte at trække den ud år for år. Det nåede dog sin
ende, da kongen en sen aften blev mødt af en velkendt skikkelse på slottet. ”Det
er tid” fortalte Kragekonen ham. ”De kommer snart, hver og en af dem. Alle
kongerigets unge mænd ønsker din datter til ægte, men husk nu, hvad du lovede
mig. Min søn blev også blive sendt, og du vil komme til at møde ham inden
længe. Vent på ham, for kun han kan ægte din smukke datter”. Med disse ord
forsvandt Kragekonen, og kongen mødte hende aldrig igen.
Allerede den næste dag gik hendes ord dog allerede i
opfyldelse, da et større følge kom til syne foran slottets port. Der var mange tilsyneladende
tilfældige skikkelser fra forskellige dele af landet, men alle som én var de
kommet med det samme formål. ”Jeg bringer bud og gaver fra øst” fortalte en ung
og beskidt svinedreng kongen, da han fremviste en flok grise til ham. ”Disse
tilhører nu Dem, min konge, da de er en gave fra en håbefuld bejler, som er
blevet betaget af Deres yndefulde datter”. Før svinedrengen kunne nå at tale
ud, begyndte den næste i rækken at præsentere sin herres sag, idet han knælede
og løftede et sværd smedet med magiske runer. ”Jeg tjener en rig og ærefuld
prins fra nord, som ønsker at skænke dig denne klinge” sagde tjeneren, hvis
klæder var simple, men elegante. ”Han vil selv ankomme om nogle få dage med
flere gaver”. Dette fik kongen til at smile, da den nordlige hersker var en
gammel ven og trofast allieret. Man kunne næppe tænke sig en bedre ægtemand til
hans datter. Men hans glæde forsvandt, da den næste i rækken trådte frem, og
han blev påmindet om sit løfte. Denne tjeners udseende fik ham nemlig til at
tænke på Kragekonen, da han bar mørke, dystre klæder og desuden talte med
tunge, alvorsfulde ord. ”Min herre er en prins af syden” sagde tjeneren, og for
kongen præsenterede han et sort skjold. ”Jeg bringer denne gave samt bud om, at
han vil være hos dig om ganske få dage”. Med disse ord trådte den mørke tjener
indenfor, og kongen blev efterladt med dystre tanker, men ingen tid havde han
til dem, for adskillige andre tjenere stod stadigvæk og ventede.
Sådan fortsatte det hele dagen, og først ved aftenstide var
alle gaverne blevet bragt indenfor på slottet. Om dem samledes kongen,
dronningen og prinsessen, idet de så dem igennem og forsøgte at holde styr på
navnene af de mange friere, der alle havde lovet at komme til slottet inden for
ganske kort tid. ”Disse første gaver er blevet skænket til mig og kongeriget
som et tegn på respekt” fortalte kongen dem. ”Men inden længe vil det være din
tur, min skønne datter, og du vil være omgivet af disse fremmede mænd
langvejsfra”. ”Hvoraf vi vil vælge den bedste til dig” konkluderede dronningen,
og prinsessen smilede lykkeligt. Så lykkeligt at det gav kongen dårlig
samvittighed.
Ikke mange dage efter dukkede de første bejlere op med deres
følger, og snart var slottet fyldt med alverdens adelssønner, mægtige krigere,
trabadurer og rige handelsmænd. For hver dag der gik, syntes stedet at blive
mere livligt og mere proppet, men ingen af de mange gæster så i denne tid noget
til prinsessen. Kun kongen og dronningen tog høfligt imod dem, men ingen løfter
blev givet, og ikke så meget som et kortvarigt glimt blev set af den eftertragtede
unge kvinde, de alle var kommet så langt for at møde og gøre kur til. Hver evig
eneste dag var der en, som spurgte kongen, hvornår de ville få muligheden for
selv at møde hans skønne datter. Til dette faste spørgsmål havde kongen det samme
faste svar. ”Prinsessen vil ikke vise sig, før jeg er sikker på at have mødt en
værdig mand i blandt jer”,
Men i virkeligheden var kongen i en dyb dyb tvivl, da han på
den ene side ønskede at opholde sin aftale, samtidigt med at han gerne ville
finde en fornuftig ægtemand til sin elskede datter. Derfor var han evigt og
altid i dårligt humør, og hver gang han gik gennem gårdspladsen, skyndte han
sig bort, før svinedrengen eller andre tjenere kunne nå at indhente ham og
fortælle om deres herreres kærlighed til prinsessen.
Til sidst ankom så de to mest afventede bejlere af dem alle;
nemlig prinsen af norden og prinsen af syden. De red side om side ind i
slotsgården, og dette syn fik kun deres kontraster til at virke endnu
tydeligere. Den nordlige prins, der som sagt var søn af kongens gamle ven, var
høj og muskuløs som en ægte kriger. Hans hår var gyldent, hans træk ædle, og
han fremførte sig selv med værdigheden af en ægte prins. Nej, en konge. Synet
af hans skikkelse fik alle til at smile og vækkede latter hos selv den mest
triste sjæl. Den sydlige prins derimod var krumrygget og senet. Hans hår var
mørkt, hans træk gustne, og han fremførte sig til gengæld på mistroisk vis som
en med bedrag i sinde. Synet af hans skikkelse fik alle til at gyse og vækkede frygt
hos selv den braveste sjæl. Alt ved hans væsen mindede kongen om besøget hos
Kragekonen, og han var ikke et eneste øjeblik i tvivl om, at han var den søn,
der var blevet lovet.
Sammen med resten af bejlerne førte kongen så disse prinser
til sin storsal, hvor de alle opholdt sig i mange dage, så han kunne blive
sikker i sin sag af, hvem han skulle vælge som svigersøn og arving. For hver
dag der gik blev han dermed mere sikker på, at den sydlige prins betød
forbandelser, krager og råddenhed, imens den nordlige prins måtte betyde
velstand, retfærdighed og godhed. Og denne konklusion fik ham i sidste ende til
at tage en alvorlig beslutning.
Imens alt dette stod på, sad prinsessen mutters alene i sit
tårnværelse med kun en enkelt kammerpige til selvskab. Længe havde hun drømt om
sit bryllup og om den mand, hun skulle ægte, så da bejlerne endelig ankom, og
hun blev nægtet at møde dem, var hun ganske utilfreds. Hvad, hun ikke vidste,
var naturligvis, at kongen havde holdt hende fra bejlerne så længe, da han ikke
ønskede, at kragesønnen skulle have en chance for at møde hende og udøve
trolddom på hans elskede datter.
Dag for dag ventede prinsessen tålmodigt, men da der fortsat
intet svar kom, valgte hun til sidst selv at opsøge svarene. Med sin skrækslagne
kammerpige på slæb forklædte hun sig som en tjenerske, og forsigtigt sneg hun
sig igennem slottet for til sidst at nå frem til storsalens indgang. Her tøvede
hun dog, da hun vidste, at hendes far ville genkende hende og blive vred, men
før hun nåede at tage en beslutning, blev hun genkendt af en anden, som hun dog
aldrig i sit liv havde set før. Det var svinedrengen, som mangen en nat havde
betragtet hendes smukke skikkelse fra svinestalden, da hun længselsfuldt havde
kigget ud af et vindue fra tårnet i håbet om at finde ud af, hvordan tingene
stod til. For at undgå at komme i klemme indviede hun straks svinedrengen i
sine gøremål og forbød ham at nævne dem for andre samt at hjælpe hende med at
komme uset rundt på slottet. Til hendes overraskelse tilbød han dog mere end
bare, hvad hun krævede. ”Lad mig være dine øjne og ører” sagde svinedrengen. ”Jeg
serverer for bejlerne hver eneste dag, og jeg ser mangt og meget. Hvis du vil
mødes med mig hver dag i min hytte, så kan jeg berette for dig alt, hvad der er
hændt i storsalen i dagens løb”.
Lykkeligt takkede prinsessen ja til dette tilbud, og sådan begyndte
en månedlang rutine. Hver dag spionerede svinedrengen for hende, og hver dag
rapportede han det tilbage, da de sammen sad og spiste i hans hytte. Men
efterhånden som tiden gik, begyndte nyhederne bare at blive kedelig for hende,
for alt hendes fader og bejlerne tilsyneladende talte om var politik, handel og
tvekampe. For prinsessen virkede der ikke til at være megen forskel fra den
nordlige prins til den sydlige, da hun intet for alvor vidste om dem, og
efterhånden begyndte selvskabet i stedet at blive årsagen til hendes mange
besøg. For i svinedrengen fandt hun en reel person, hun kunne tale med, som
ikke gemte sig bag adelige titler og store godser. Han var virkelig, og han var
villig til at tale med hende hver eneste dag, og dette kom langsomt til at
blive af større interesse for prinsessen end, hvad de bejlere egentligt lavede.
Da måneden så var omme, forlod kongen omsider storsalen, og
han skyndte sig at opsøge prinsessen i tårnet, fuldstændigt uvidende om hendes
mange besøg til svinehytten. ”I morgen” fortalte han muntert sin datter. ”I
morgen vil du komme ned og møde vores mange gæster, og så skal jeg nok
introducere dig til din kommende ægtemand”. Denne nyhed kom en smule bag på
prinsessen, der halvt havde glemt, at de mange bejlere jo var kommet for at
bede om hendes hånd. Egentligt ønskede hun ikke længere noget med dem at gøre,
men trofast fortalte hun faderen, at hun nok skulle gøre, som der blev sagt.
Den næste morgen vendte livet tilbage til slottet, da
nyheden blev kendt af alle, og en forventningsfuld folkemængde stillede ivrigt
op for at betragte prinsessen og kongen, der i fællesskab vandrede ned til storsalen,
hvor bejlerne ventede. Hver og en af dem var i sit pæneste tøj, og alle som én
knælede de ved synet af kongen, dronningen og deres underskønne datter. Tydeligst
i mængden var de to prinser, som begge var glade for endelig at få sagen
afgjort, samtidigt med at de hver især troede på, at de nok skulle blive den
udvalgte ægtemand. Denne dag trak kongen heller ikke tiden ud længe, og efter
en kort tale bad han nordens prins rejse sig, så han kunne tage plads foran
kongen og blive velsignet. ”Dig har jeg fundet ædlest af alle, mit barn” sagde
kongen. ”Og det vil være min største fornøjelse at have dig til svigersøn og
arving, da jeg ved, at du en skønne dag vil blive en fantatisk konge”.
Der var jubel og klapsalver i få sekunder, men så gennemskar
et forfærdeligt skrig storsalen. Røg og ild fyldte rummet, og i kaosset forvandlede
kragesønnen sig. En rædselsvækkende drage med sorte skæl, der var hårde som
bjerge, og en ånde, der var varm som selveste den første ild, stod nu i blandt
dem, og omkring sig spredte den død. Dens skarpe hale huggede hovederne af en
lang række af bejlere, og inden den nordlige prins kunne nå at trække sit sværd,
greb udyrets kløer ham og slyngede ham gennem salen. Den gamle konge blev her
lammet af en gammel frygt, da han med det samme indså, at dette var hans egen
skyld. Han nåede netop at tænke, at dette måtte være Kragekonens straf, da
drageilden fortærrede hans kød og gjorde hans knogler til aske.
Midt i dette kaos og denne røg styrtede prinsessen fortumlet
rundt, og der ville hun have endt sine dage, hvis ikke den trofaste svinedreng
havde fundet hende og hurtigt ført hende ud derfra. ”Mine forældre” udbrød hun
fortvivlet, da han fik sat hende fra sig i slotsgården. ”De er stadigvæk
derinde”. Det var dog kun et lille stykke af den fulde sandhed, da svinedrengen,
prinsessen og kammerpigen faktisk var de eneste, som var undsluppet dragens
vrede. Men da hun forsøgte at rejse sig op og løbe tilbage ind efter sin
familie, stoppede kammerpigen hende, da hun havde til ordre at holde sin frøken
ude af fare. ”Vent her” fortalte svinedrengen dem begge. ”En sidste gang vil
jeg være dine øjne og ører”.
Han løb frem mod storsalens port, men før han trådte ind,
knælede han først ned og samlede et sværd og et skjold op, som var faldet til
jorden. Det var faktisk netop det gyldne sværd og det mørke skjold, som kongen
halvanden måned tidligere havde modtaget som gaver, og bevæbnet med disse stormede
svinedrengen ind i storsalen.
Udefra hørte man nu bølen og bruldren som fra et drabeligt
slagsmål, men inden andre turde komme svinedrengen til hjælp. Storsalen og
resten af slottet rystede, og alle forestillede sig, hvordan at dragen måtte
have endt knægtens liv. Men netop som der lød et sidste skrig, og alle opgav
håbet, fløj dragen ud gennem taget på storsalen, og med en lille skikkelse på
ryggen bevægede den sig mod øst, mod den gamle skov.
Prinsessen og kammerpigen skyndte sig nu ind i storsalen,
men der var ikke eneste levende sjæl at finde derinde. De genkendte hurtigt resterne
af kongen og dronningen sammen med den nordlige prins og de mange andre bejlere.
Der var kun to skikkelser, man ikke fandt blandt ødelæggelsen og de mange døde.
Det var svinedrengen og den sydlige prins, som de kort forinden havde set flyve
afsted mod øst, den ene oven på den anden.
På prinsessens ordre red et kompagni af jægere nu i samme
retning, alt imens de døde blev tilset og på respektfuldvis fjernet fra
storsalen. Langt blev deres ridt dog ikke, for da de nåede udkanten af den
gamle skov, blev jægerne mødt af svinedrengens lille skikkelse. I bæltet havde han
det gyldne sværd, på ryggen hang det mørke skjold, og i hans favn lå det
afhuggede hoved af den sydlige prins. ”Dragen er død” erklærede svinedrengen,
og jægerne jublede.
Sammen red de så tilbage til slottet, og da prinsessen fik
øje på den unge svinedreng, blev hun lettet og varm om hjertet, selvom sorgen
ved forældrenes død endnu hang over hende. Folket var i denne stund lederløse,
og da prinsessen så erklærede, at hun ville ægte dragedræberen, var der ingen,
som stod hende imod. Alle de andre bejlere var døde, og det ville ikke være
rigtigt at benægte en helt hans velfortjente belønning.
Således kom det altså til at ende med, at den tidligere
svinedreng og prinsessen nu blev kronet som konge og dronning, og hånd i hånd genopbyggede
de riget og herskede sammen i mange år. Deres slægt kom til at blive velsignet
og stærk, og mange børn bragte den nye dronning til verden, som tilførte glæde til
det hulrum, hendes forældre havde efterladt sig. Svinedrengen blev også en
dygtig konge, som regerede med både visdom og tålmodighed, og han blev kendt
som en meget ydmyg mand. Mest af alt fordi han altid nægtede at berette om,
hvordan han egentligt havde endt dragens liv. ”Det var ikke noget” hørte man ham
ofte sige. ”Retfærdigheden sejrede og lod den skyldige tabe”. Selv hans egen hustru
fortalte han i mange år ikke den fulde historie, selvom hun ofte spurgte ham,
til sidst mere af vane end af nysgerrighed.
Det var først en sen aften, da den unge konge og dronning
begge var blevet gamle og havde foruden børn også børnebørn, at hun fik et svar.
”Du har ofte stillet mig det spørgsmål” sagde den tidlige svinedreng alvorligt,
da hun den aften spurgte ham for allersidste gang. ”Og jeg har altid nægtet at
besvare det. Ikke mere. I aften skal du nok få sandheden at vide”. Kongen
tøvede og vendte sit mørke blik mod øst, hvor han netop kunne ane udkanten af
den gamle skov. ”Jeg dræbte ikke dragen” fortalte han sin hustru. ”Kun de skyldige
faldt foran mig. Edsbryderen og tyvene, der forsøgte at tage det, der retmæssigt
var mit. For ser du, min kære; jeg er dragen. Jeg er den, som du blev lovet til
allerede før din fødsel. Jeg er kragesønnen, og jeg ankom sammen med de mange
indbildske bejlere, men til forskel fra dem, så gjorde jeg krav på, hvad der
var mit. Havde blot din far villet lytte til mig og æret sit ord, så ville
tingene være endt anderledes. Men da han brød sin ed og trodsede min mor, så trådte
skæbnen ind, og jeg var tvunget til at handle. Kongen lovede, at vi skulle
blive mand og kone, og Kragekonen får altid, hvad hun bliver lovet”.
Andre Historier
Kommentarer
Send en kommentar