Køter - Blod og De Blå del 7Af Anders WintherAdvarsel: Følgende er ikke skrevet af Fantasy Nørden, men hans ven der i sin tid spillede Køter til bordrollespil, og en sen aften fik overtalt spilmesteren til at lade ham skrive denne serie. Den indeholder sandsynligvis mange bandeord og grimt sprogbrug og ville indeholde flere, hvis ikke nørden havde fjernet de værste. Ydermere så er Anders mellemnavn ikke Gabriel, uanset hvor mange gange han påstår det.
Dagen var næsten gået, og Køter og Dairon var gået fra deres møde med Splidar for at hente rebellerne. Imens den mindre deling havde været på missionen hos Magiens Vogtere, havde resten forberedt det endelige angreb imod Maegor. Alle vidste, at det ikke ville blive nemt, derfor havde de håbet, at Dairon ville finde en svaghed hos De Blå. Men Dairon måtte skuffe dem. Han fortalte dem hurtigt om kuglen, og hvordan den var den eneste måde at sejre over disse magiske riddere. Problemet var blot at for at få fat i denne kugle, måtte de sikkert kæmpe sig igennem en hel hær. Modet hos banden var sænket, men Dairon ville som sædvanligt ikke lade dem i stikken. Han tog plads foran dem, ved kloakkens udløb, og sagde.
“Vi er i undertal, vi er ikke professionelle, og vores modstandere er ikke blot elvere som os. De er stærkere, de har ingen frygt, men tro ikke, at det betyder, at de er modigere. Hvad jeg ser er, at vi få er villige til at gå i døden for en værdig sag. Maegor tror måske, at denne krig vil ende slaveri, men vi husker alle kvalerne og lidelsen fra den sidste krig. Vi kæmper, for at vi ikke skal føle den smerte igen, for at ingen uskyldige borgere, i Yngol eller på Anglor, skal opleve igen at leve i frygt for morgendagen. En ting, som Maegor også tror på, er, at guderne er på hans side, at han kæmper deres sag for fred i denne verden. Vi ved, at dette er falsk: For det første har vi hørt, at hans metode direkte går imod gudernes konge, men vigtigst er at tænke på, at vi har bevis for gudernes medhold. Vores Køter blev sendt til os af Bearon, dæmonernes fjende. I vores mørkest time løste han Køter og jeg selv fra vores fangenskab, hvis dette ikke er et komplet tegn på hans støtte, så klip mine ører af og kald mig en kætter. Vi har dem på vores side, og lyset vinder altid over mørket. Gennem historien har vi set dette, vi kender alle utallige legender, hvor mørket har fejlet. Satomirs historie, Det Grå Broderskab og Ellium. Vi ved, at vi kan gøre alt, når guderne vil det. Men det er ikke kun guderne, der vil sikre sejren. Jeg har personligt æren af at gå i kamp med de mest fantastiske elvere, jeg nogensinde har mødt. Nogle af jer kender mig fra tiden i hæren, og nogle af jer har sluttet sig til mig, da jeg bad om hjælp. Uanset hvem i er og var, så har i opgivet alt for at hjælpe mig, hjælpe jeres folk, og jeg kunne ikke ønske et bedre broderskab at kæmpe side om side med. Jeg takker jer alle, må vi sejre på denne dag!”
Dairon gav tegn til, at de skulle rykke ud, Køter veg lidt tilbage. I alle de år hvor han havde kæmpe for at komme frem i verden, som menneske og som hund, nu var tiden kommet, hvor han kunne mærke konsekvenserne. Han var komme ttil at holde af Dairon, han var en god leder, og han behandlede ham ikke som en hund, som nogle af Køters tidligere allierede havde gjort. Det gjorde det sværere, da han vidste, at Bearon ikke støttede Dairons sag, om ikke andet kendte guden ikke til noget af det, der var hændt i Observatoria. Og nu kom det endelige slag, og Køter bad ved sig selv til, at Fordærv ikke skulle dukke op og kræve sin offergave.
Den grå hund løb ud til de andre, som sneg sig hurtigt gennem byens mørke gader. Lys brændte nede fra havnen, det var begyndt. Nede på havnen var De Blå begyndt at marchere ombord på skibene, i det største skib, et gammelt krigsskib stod Maegor og Splidar og overværede situationen. Fra havnens mørke kunne Dairon og Køter se, at det næsten var fuldendt, uheldigvis var der ingen kugle at se. “Den må være på Maegors skib, måske nede i lageret” udbrød Dairon. “Eller måske har Splidar den på sig. Hvad skal vi gøre?” spurgte Køter.
Dairon sendte et af sine eftertænksomme blikke efter skibet.
“Køter, jeg vil lede mine mænd til en åben kamp på havnen, nogle af os er magikere, vi kan tage nogle slag og give igen. Jeg vil have dig til at infiltrere Maegors skib og tage kuglen.”.
“Det kan jeg da ikke, jeg ville blive dræbt, før jeg finder den”. Køter var bange, en følelse han sjælden viste til andre.
“Køter, jeg stoler på dig, hvis du får brug for opbakning, så skal du bare kalde, så vil jeg være der med det samme”. Dairon lød som altid sikker, han kunne selv få Køter overbevist om, at det var en god ide. Hunden nikkede tilbage til den brave leder og gjorde sig klar til at løbe.
Dairon hævede sin daggert og talte. “3...2……..1!” han gjorde tegn, og alle rebellerne løb frem mod skibene. Før De Blå overhovedet havde opfattet noget, var angrebet blevet seriøst. I løb rakte Dairon ind under sin frakke og trak et par sten ud, med en hvislende prusten kastede han dem mod det forreste skib. I det sekund de små stykker ramte det knirkende skrog, eksploderede de i store separate ildkugler. Flere af De Blå blev indhyllet i varmen og sprang skrigende fra borde. Resten havde nu tid til at reagere, pilene fløj fra skibene, og runesten, ildkugler og lyn ransagede både elver og ridder, kampens hede var blusset op.
I mellemtiden var Køter løbet som en ulv hen ad havnen og ud på skibsbroen. Ubemærket og hurtig, som en skygge i natten som set af en person, der i forvejen ikke havde det bedste syn. Folk sloges på begge sider af broen, lugten af brændt kød havde spredt sig på havnen, og udtrykket i Spladars øjne gav intet behov for spekulation. Han var også bange. Maegor derimod så selvsikker ud, uden tvivl vidste han, hvor lille gruppen af rebeller i virkeligheden var.
Køter var nu ganske tæt, og han sneg sig langsomt ombord på skibet. Før han gik ned i lageret fik han et sidste glimt af kampen. Havnen var i brand, under halvdelen af krigsskibene havde mistet sejlene, og ilden blev brændte blåt med rustningerne fra Maegors mænd, men det var ikke nok. Der var stadig mange tilbage, og med et tilsyneladende endeløst arsenal, så det lidt efter lidt ud til at rebellerne ville tabe. I midten af kampen stod Dairon, kæmpende som en fisk i vandet. Svingede med sine daggerter og munden ustoppeligt løbende med ord, ord med magt over elementerne. Pilene fløj, og Dairons højre ben blev revet op, blot et kødsår for en kriger, men nok til at forkrøble en bonde. Mange af rebellerne var døde af mindre, nogle havde taget mere. Køter måtte handle hurtigt, han hastede ned i lageret. Det var tomt for folk, for stille til at stille Køters forventninger. Uroen rakte hen over ham, hvorfor var rummet ikke beskyttet? Sekunderne løb, og Køter ledte febrilsk efter kuglen.
“Kom nu, jeg beder dig, Bearon, hjælp mig bare en gang for Herroth” hviskede han til dig selv, men kuglen var der bare ikke.
Et bump lød oppe fra dækket, og Mitram Køter gik varsomt op forbi den halvlukkede dør. På dækket stod nu Dairon sammen med de to andre. Splidar var faldet, og Maegor stod med sværdet hævet mod hans gamle kammerat. Dairon faldt langsomt i knæ. Køter gik ud og Fyrstens blik hvilede nu på ham. “Køter, velkommen. Nu står vi igen her. Mig med magten over Dairons liv, og dig bag ham klar til handling. Hvordan har du tænkt dig at redde ham denne gang? Vil Bearon sende en bjørn efter mig?”.
Køters og fyrstens blikke veg ikke fra hinandens øjne. Maegor var ilter, hans øjne brændte som en mand, hvis skæbne lå for hans fødder. Køter vidste det ikke, han vidste ikke, hvordan han skulle redde sig ud af situationen. Det kunne høres i baggrunden, at De Blå gav ordrer, mange af Køters allierede allerede var døde, Dairons venner. De overlevende var blevet sat på række på det sideliggende skib og ventede på Maegors ordre. “Kom med os, eller dø her”.
Splidar kom langsomt til benene, en skramme på hans kind vidnede om, hvad der var sket, da Dairon var kommet om bord.
“Jeg kommer ikke med en plan, lad Dairon gå. Så vidt jeg ved, er en krig ikke, hvad nogle af jer ønsker.”
“Køter, flotte hund. Ingen ønsker krig, men den er nødvendig. Fred kommer ikke af sig selv, og bare fordi Anglor har vundet det sidste slag, betyder det ikke, at de vinder det næste. De kan ikke forhandles med, for de ser os som dyr, produkter og varer. Deres folk er barbarisk, og jeg vil behandle dem som barbarer. Hvordan kan du leve med, at slaveri eksisterer? Selv en hund som dig må væmmes ved tanken”.
Køters så ned, han kunne se Maegors pointe. “Du har ret, slaveri er noget lort. Vi må stoppe det, men ingen her i byen er nødt til at dø for det. Dairon ønsker det samme som dig, fred.”
Maegors hånd strøg over Dairons ansigt, blodet løb ud over dækket. “Tror du, at jeg nyder dette! At kæmpe imod mit eget folk? Selvfølgelig gør jeg ikke det, men disse svin saboterer mine planer, kæmper imod det samfund, jeg ønsker, og respekterer ikke den autoritet, som kejseren har givet mig. Så ja, jeg kæmper imod mit folk, for jeg ved, hvad der er bedst for dem!”.
Imens Maegor talte, havde Dairon grebet sin dagger fra under sig. Med en bevægelse stak han den i Fyrstens ben og rejste dig, men den anden daggert stærkt plantet ved Fyrstens hals. De Blå på det andet skib løftede deres armbrøster. “Hvad nu, Dairon, vil du gøre en ende på mit liv. Så langt og så smertefuldt, og du vil straffe mig med at ende det? Hvad er din plan? Jeg dør, og mine Riddere vil bare lade dig gå? Jeg siger dig, de ville gå i døden for min vision, om jeg så lever eller ej!”
De stod der, gamle venner, begge ledere af krigere. Hvem kunne vide, hvor mange forskellige beslutninger, som havde bragt dem til dette. Kolonikrigens konsekvenser, deres familie, Køter. Hvordan ville det have fundet sted, hvis Køter aldrig var dukket op? Ville de stadig have endt her? Det kan ikke siges, Tidens Mestre er måske de eneste, som kan svare på dette. Men en ting er sikker, det, som skete bagefter, ville aldrig været sket, hvis ikke Køter havde været der.
Som når en le glider gennem korn, når vinden er stille. Og Kornet bliver stående, som hvis det ikke engang selv ved, at det er blevet fældet. Stående i et sidste øjeblik. Således lød det igennem luften på dækket. Og ikke et øjeblik efter landede Dairons hoved på det knirkende dæk, udtrykket i hans ansigt, som frosset i et øjeblik af en sejr, der aldrig kom til at blive til noget. Blodet flød, og et bump lød fra hans krop, som ramte dækket straks efter. Maegor og Køter stod begge lammede, forskrækkede i angst. Hvad var sket? En hånd lagde sig på Fyrstens skulder, og idet han vendte sig blev grebet af en mavetumlende rædsel. Foran dem stod han, dæmonen i egen skikkelse og så ned på Dairons rester.
“Offer accepteret”.
Maegor hævede sit sværd, men det gjorde ingen nytte. Fordærv greb hans sværd, og det smuldrede i hånden på ham. Med et brækkende slag sendte Fordærv den gamle fyrste over borde, pilene fløj, men ingen ramte. Han vendte sig mod De Blå, de var målløse. “Splidar” sagde han “ræk mig kuglen”. Splidar greb ind under sin kappe og fandt kuglen frem, den skinnende rødt i flammerne fra skibene. Køter stirrede på Splidar, hans øjne var sorte, og hans ansigt var som frosset, ingen frygt, ingen glæde. Han rakte Fordærv kuglen. Dæmonen løftede den op mod De Blå, som stirrede på kilden til deres kraft, kilden til deres sejr. “Mine damer og herrer, tiden er kommet til en ny mester. Adlyd mig, eller i skal lide den evige smerte i selv påfører de døde ved denne kugles kraft. Under min ledelse, skal I sprede kaos i evighederne. Jeg er jeres mester, jeg er jeres kilde”. Han vendte sig nu mod Køter.
“Min trofaste Køter, hvor lidt jeg fortryder at sende dig tilbage i verden. Du har bragt mig dette, denne kraft. Jeg tager ímod dit offer. Denne elver og denne kraft. Du skal aldrig lide nød igen. “ Han afsluttede og løftede nu kuglen over sig, De Blå knælede for ham, og med et var de forsvundne. En røg omsluttede dem alle, og da den lettede, var der kun Køter tilbage på dækket. De tilfangetagne rebeller rejse sig nu, der var ingen Blå at se på hele havnen. De så op på Køter, og Køter så ned på dem.
En af dem samlede sit sværd op. “Køter, jeg tror det ville være bedst, hvis du forlader byen. Maegors styre eller ej, så er dæmon tilbedere ikke velkomne her.”. Køter så ham i øjnene, tårerne løb.
Hunden gik ned på broen, forbi dem alle. For hvert skridt gik han lidt hurtigere, inden længe løb han. Aldrig igen ville han se Observatorias skindende solopgange, eller det lysende smil fra hans gode ven. Aldrig igen, aldrig igen.
Afsnit 1 Afsnit 2 Afsnit 3 Afsnit 4 Afsnit 5 Afsnit 6 Afsnit 7 Afsnit 8
Kommentarer
Send en kommentar