#20 Xenrons Arving
Fortæller: Tash
Rizzian
Periode: Zyval 1071AA
Placering: Magiens
Vogtere (Mirizia/Troldmandsslottet, Central Mortlan, Elwar)
Det var mærkeligt at se slottet igen efter over tre år. Krigen
havde raseret så meget andet af Mortlan, og dens effekter kunne tydeligt ses i
både Elwar og Zrulf, hvor imellem øen med slottet lå. Selv på Elementernes Ø,
som var under de neutrale goblingernes herredømme, var der massevis af sårede
krigsveteraner, flygtninge og desertører, som skabte uro og uorden. Krigen
havde måske ikke ramt goblingerne direkte, men dens følger var slået ind over
dem som tidevandsbølge flere gange, end nogen havde gidet tælle. Huse var
brændt ned, slagsmål opstod dagligt, og goblingerne holdt kun lige med nød og
næppe skuden fra at styre ind i selve krigen. Men Mirizia så ud, som den
plejede. Der var ingen tegn på kamp, ingen nedbrændte bygninger på havnen, og
Magiens Vogtere fungerede, måske ikke helt til ordenens tidligere standarder,
men dog endnu som en skole.
Da først øen dukkede op på horisonten, blev jeg en smule
nervøs, men lidt efter lidt forsvandt al min frygt som dug for solen, da skibet
kom nærmere og nærmere, samtidigt med at en afslappende lettelse fyldte mig. Kaptajnen
gjorde mig opmærksom på, at vi snart ville lægge an ved kajen, da situationens
anden side vendte tilbage til mig. Jeg måtte stadigvæk ikke gå i land, ja
faktisk var jeg ikke engang sikker på, at jeg måtte befinde mig så tæt på
skolen. Lycan ville i hvert fald finde en måde at udnytte situationen på, hvis
han kendte til min tilstedeværelse. Det lod dog til, at mit uheld var opbrugt,
for han stod ikke på havnen og ventede på mig. ”Det må så være her, hvor jeg
siger farvel” sagde jeg til Midea, da skibets besætning gik i gang med at lægge
an.
Vi var rejst fra Crymron få dage efter Thadrun og Zoks død,
for jeg var egentligt ret træt af stedet efterhånden. Med hjælp fra de andre
nomader fik vi arrangeret et ligbål så langt væk fra Kessericks folk, som vi
kunne komme. Den efterfølgende afsked med Kryster, Kobbel og Valt’Er havde
været hurtig, men besværlig, for jeg var kommet til at holde af dem alle tre,
og Kryster var stadig meget syg, da vi forlod ham. Han var dog i trygge hænder
hos Kobbel, og efter få dage havde han det meget bedre, ikke kun fysisk, men
også mentalt. Han havde lovet mig at droppe alkoholen og at gøre noget mere
produktivt med sit liv, hvad det så end måtte blive, hvilket var mere end
dejligt at høre. Jeg nåede ikke at kende ham så længe, men jeg blev lærer af en
årsag, og det gør mig altid stolt, når en af mine elever kommer videre. Årsagen
bag Thadrun og Zoks død tog også hårdt på ham, og jeg ved, at en del af ham
følte sig skyldig, da det hævnpesten som havde fået ram på dem.
Vi sejlede fra Baksred sidst i maj, og efter omtrent
halvanden måneds sejlads var vi atter ”hjemme”. Midea havde været stille på det
meste af turen, som kun var naturligt, og jeg havde forsøgt at give hende den
plads, hun havde brug, og opmuntring, når det var nødvendigt. Selv brugte jeg
også en stor del af hjemrejsen på at sidde for mig selv og kigge Zoks forskning
igennem. Han havde rejst det meste af Mortlan rundt i sin søgen efter viden om
de frosne krigere og Xenron, efter at han forlod sin straffepost i Solens Rige.
Frigusheim, Klippeøerne, Calendor, Frangica, Kaos Øerne, Latynia, småøerne nord
for Frigusheim, Set, Fyrk, ja selv Dionisio og de andre bystater havde han
været forbi, og han havde været på Froststrand mindst et dusin gange for at
besøge Den Kolde Dal. Hans noter var lidt af et puslespil, men hans mål var
tydeligt, og jeg bekræftede snart min tidligere teori om, hvad de mange
metalstykker og den mærkværdige, lyseblå krystal måtte være.
Jeg havde næsten lagt sidste hånd på Xenrons arv, da vi
ankom til Mirizia, men det resterende arbejde kunne udsættes til en anden gang.
Det kunne afskeden med Midea på den anden side ikke.
”Det er det vel” svarede hun stille og lod sit trætte blik
glide henover øen, slottet og den livlige havn. Hun havde til ingens
overraskelse ikke fået særlig megen søvn på sin hjemrejse. ”Jeg ville ønske, at
jeg kunne gøre noget, Tash” tilføjede hun efter en lille pause og vendte sig
mod mig ”det ville jeg virkeligt, men…”. ”Det skal du ikke gruble over” afbrød
jeg hende blødt og lagde en hånd på hendes skulder ”det har aldrig været din
skyld, så hvorfor skulle det være det nu. Hils min familie for mig, og så vil
du have gjort, hvad du kan”. Med disse ord stivnede hendes blik, og hun blev
ganske bleg. ”Hvad jeg kan?” hviskede hun bittert ”ja, jeg er bange for, at det
ikke er særligt meget, jeg kan gøre. Hverken for dig, for Thadrun eller for
nogen andre”. I flere sekunder stod vi så der, Midea en skygge af sit tidligere
jeg, og personligt var jeg efterhånden ret opbrugt. Jeg trængte til en pause,
men der var en sidste opgave tilbage, før det kunne lade sig gøre. Jeg måtte
gøre afskeden rigtig. ”Det er ikke sandt, Midea” sagde jeg venligt til hende og
tog hendes hånd ”jeg ved godt, at det må virke sådan for dig lige nu, men det
er det nu engang ikke. Få dig noget søvn, og lad tiden gøre sin pligt. Det
kommer til at gøre ondt et stykke tid endnu, og hvor længe er ikke til at sige.
Men du vil ikke bukke under, hører du mig, og det er ikke noget, du selv kommer
til at bestemme, Midea. Jeg kender dig, og du skal nok klare den”.
Hun omfavnede mig pludseligt, og jeg mærkede et smil på mine
læber. ”Tak, Tash” snøftede hun ”jeg ved, at jeg har været fjern og… men jeg
vil ikke begynde igen. Bare tak”. ”Selvtak” svarede jeg og klappede hende på
ryggen. Besætningen var nu færdig med at forankre skibet, og landingsbroen stod
klar. ”Hvad vil du gøre nu?” spurgte Midea og gav slip på mig ”kommer jeg til
at se dig igen?”. ”Du er ikke den eneste, som kunne bruge et hvil, og hvad
angår spørgsmål nummer to, så kan man have lov at håbe”.
Jeg fulgte hende ned til kajen, hvor to af skolens vagter
stod og ventede, da de skulle sikre sig, at intet ulovligt blev smuglet i land.
Mirizia var måske forholdsvis urørt af krigen, men det var ikke en selvfølge. Desuden
havde vogterne altid været opmærksomme på ikke at lade grimorer og den slags
blev sneget ind på nogen af skolerne. ”Holdt” sagde den ene vagt ved synet af
mig ”Rizzian, er det dig?”. Jeg genkendte vagten og nikkede. Heldigvis var det
ikke en af Lycans lakajer, men en af mine gamle venner. ”Det er det, Ambrosius.
Du kan dog være ganske rolig, for jeg kommer ikke i land”. Vagten nikkede
accepterende, og der var et glimt af medlidenhed i hans øjne. ”Du vil være så
tæt på som muligt, kan jeg forestille mig?”. Jeg rynkede panden, da jeg ikke
forstod, hvad han mente. ”Afslutningsceremonien” forklarede Ambrosius, der nu
selv så ud til at være en smule forvirret ”din søn går fra elev til
fulduddannet troldmand i dag om ikke mere end fem-ti minutter, skulle jeg
faktisk mene”. ”Åhhh…” svarede jeg og mærkede et stik i brystet efterfulgt af
stolthed. Jeg har længe vidst, at jeg
ikke kunne være der den dag, tænkte jeg, men han klarede den. ”Jeg skal nok fortælle ham, at du var her”
forsikrede Ambrosius mig, imens jeg kiggede på slottet.
Kaptajnen på skibet og hans besætning gik snart efter i land
for at finde noget varmt mad med løftet om at bringe en smule med tilbage til
mig, og så sad jeg ellers der på dækket for mig selv. Jeg havde igen kastet mig
over Zoks forskning, og foran mig lå nu Xenrons stav, som jeg næsten var færdig
med at samle. Det var den, Zok havde fundet det største stykke af i Arifs skat
med Litunguls hjælp, og det var den, som den gamle gobling havde haft så store
planer for. Ham og så selvfølgelig Xenron selv. Jeg åbnede en af Zoks
notesbøger, som jeg endnu ikke var blevet færdig med. Den beskrev hans
oplevelser på Frigusheim, og jeg var nået til den gamle goblings studier af
Xenrons gamle gravkammer. Hvilket ifølge Zok havde været:
”… noget af en
skuffelse, men hvad kunne man have forventet? Graven blev opdaget for halvandet
årtusind siden, først af elvere med intentionen om at stjæle alle de magiske
artefakter og benytte dem til deres egne gerninger, så af såkaldte eventyrere,
der dræbte elverene, hvorefter graven lå glemt i tyve år for atter at blive
genopdaget. Derefter gentager historien sig igen og igen og igen, så mange
gange at det er imponerende, at de sidste rester af ruinen ikke er styrtet helt
sammen. Jeg opdagede dog en interessant ting, der måske ikke er det vigtigste i
hele Mortlan at vide, men som jeg fandt ganske morsomt. Lederen af de elvere,
som oprindeligt opdagede graven, hans navn var Rizzian. Det er over halvandet
årtusind siden, så det er ikke til at sige, om han på nogen måde er relateret
til Tash, men jeg vil nu alligevel kalde det spøjst. Hvad der præcis skete er
svært at sige, for der er alt for mange udgaver af den forbandede historie, og
de fleste virker ikke særligt vandtætte. Jeg kan dog næsten med sikkerhed sige,
at denne Rizzian mistede Xenrons stav til en ashas troldmand ved navn Ichigo,
som så senere mistede den til Martyn Magellan, der mistede den til en anden,
indtil staven til sidst endte i hænderne på Bjargar, hvorefter eventyret kan
begynde…”.
”Rizzian” læste jeg op og gav mig til at le. Det virkede for
absurd, for mærkværdigt, for ironisk. ”En Rizzian tager staven fra graven, og
en Rizzian samler den mange hundrede år senere”. Jeg kiggede overrasket op ved
lyden af den velkendte stemme og blev endnu mere overrasket, da jeg genkendte
ejeren. Hans klæder var nu en smule finere, kulsorte og utvivlsomt dyre, og
hans skæg var blevet længere. Ellers var han den samme skikkelse, der nemt
kunne forveksles med en fyrreårig handelsmand fra Set, hvis ikke lige det var
for øjnene. De strålede stadig lige så kraftigt, men på en måde mere diskret og
skjult, som om man kun ville kunne se den sandhed, de fortalte, hvis han tillod
det.
”Sidste gang jeg så hele staven samlet… det er godt nok
mange år siden, men jeg vil mene, at du fået de fleste dele rigtigt” sagde djinnen
og satte sig i hug over staven. ”Herre Litungul” sagde jeg og knælede, men
djinnen viftede bare ad mig. ”Der er ingen grund til det der, bare fordi jeg
ikke er længere er bundet. Desuden er jeg her ikke som Litungul, men som
handelsmanden Thoth. Når jeg vil have folk til at knæle, så skal de nok vide
det”.
”Men hvorfor er du her?” spurgte jeg forsigtigt efter at
have rejst mig. ”For at informere dig om, at min pligt er udført. Alle
medlemmerne af Litunguls Broderskab er døde, havnet i fængsel eller flygtet i
rædsel. De kommer aldrig til at skade nogen igen, præcis som min herre befalede”. Som tidligere lagde han
særligt tryk på ordet herre. Det lød
ikke hånligt, men snarere som om ordet gemte på en lille intern vittighed. ”Desuden”
tilføjede djinnen ”så var jeg nysgerrig for at se, hvordan du klarede den. Det
ville jo være lidt af en skam, hvis du efter alle dine forhindringer og al din
flid ingen belønning fik. Og her står du så: Ved porten til din gamle skole,
for tættere på din søn og kone vil vogterne ikke tillade dig at komme. En ussel
belønning, ikke sandt?”.
Djinnens ord gjorde mig mistænksom, og jeg formulerede mit
svar med omhu i vaghed. ”Man må tage, hvad man kan få”. ”Det må man vel, når
man er den stakkels ensomme helt” sukkede djinnen ”heldigvis for dig er jeg her
nu, og jeg har et alternativ til dig. Vær dog bare helt rolig. Det er ikke her,
hvor jeg frister dig med løfter om evig magt og leder dig ind i dine fristelser
i bytte for din sjæl. Nej, jeg er ikke kommet med en handel, ikke til dig i
hvert fald”. ”Hvad prøver du så på at sige?” spurgte jeg med bevaret
forsigtighed. Litungul begyndte først at smile og så langsomt at le. ”Jeg
forsøger at tilbyde dig en bedre udsigt til din søns ceremoni” lo han ”hvis du
altså er interesseret. Betragt det blot som en gave. Ganske gratis”.
Jeg tøvede et øjeblik, og djinnens lo på ny ganske
afslappet, som om jeg netop havde sagt noget morsomt. ”Du stoler ikke på mig,
Tash, og det er der vel heller ikke meget at sige til. Du er ikke ligefrem dum,
og tja... jeg ville nok også være forsigtig med at tro på noget af, hvad en
skabning kendt som Den Snedige fortalte mig. Du behøver dog ikke være nervøs
lige i dag, for jeg har andre sager at tage mig af, som, og nu må du ikke tage
det her så tungt, egentligt er langt vigtigere. Jeg var lige på egnen alligevel
og tænkte, jeg ville kigge forbi. Desuden har jeg hørt, at det skulle være
meget sundt at tage en interesse i dødelige uden at, du ved, tage en interesse i dem. Alle
bekendtskaber behøver ikke være arbejdsrelaterede”.
”Så jeg er hvad helt præcist?” sagde jeg en smule forundret ”din
hobby”. Den almægtige djinn trak henkastet på skuldrene. ”Kald det, hvad du
vil. En hobby, en interesse, et bekendtskab, en brokonstruktion… så hvad siger
du, sadeeki?”. Det tog mig ikke længe at overveje djinnens tilbud, for selvom
min fornuft samt Litungul selv advarede mig imod at stole fuldt ud på ham, så
virkede dette ikke som en fælde, og så havde jeg intet mere brændende ønske end
netop, hvad han tilbød. ”Det ville jeg sætte pris på” svarede jeg, og djinnen
nikkede muntert.
Jeg mærkede en varm vind ramte mig i ansigtet, og sekundet
efter stod jeg på en af balkonerne over Mirizias gårdsplads. Under mig var en
stor folkemængde af elevere, lærere, andre magikere og familiemedlemmer af de
afsluttende elever. Jeg bemærkede Claudia, Midea og nogle andre gamle bekendte
i mængden, men til min overraskelse var Carina ikke at se nogen steder. Hele
skaren stod med opmærksomheden rettet mod en stor hovedbygning, hvor høj
magikerne havde kontorer. I øjeblikket stod disse udenfor selve bygningen på en
lang række, hvor de tog imod eleverne, efterhånden som de kom ud derfra en
efter en. Jeg så Lycan trygge en ung troldmands hånd og Nott lykønske Anae, en mørkhudet
elverpige fra Byzant-Øerne og en af min søns gode venner.
”Sikke venner du har fået dig, siden du tog afsted” lød en
stemme pludseligt bag mig ”en djinn, hvis jeg ikke tager helt fejl, og en
rimeligt magtfuld en af slagsen. Måske endda en af de ældste”. ”Den ældste”
rettede jeg min kone, da hun lagde sine arme om mine skuldre og omfavnede
mig bagfra, imens jeg i mit stille sind takkede Litungul. ”Jaså? Det må du
hellere fortælle mig alt om på et senere tidspunkt”. ”Det må jeg nok” svarede
jeg og vendte mig om mod Carina. Hendes sorte øjne var hårde og skønne som
altid, og hendes mørke hår havde heller ikke forandret sig. Det var stadigvæk
pjusket og kaotisk, sådan at spidserne af hendes ører lige kunne anes. ”Hvordan
har de sidste tre år været her?” spurgte jeg ”jeg håber, at der ikke har været
for mange problemer?”. ”Som om jeg ikke kunne klare lidt problemer” svarede
Carina igen, og jeg sukkede opgivende. ”Det har været tre år hos Magiens
Vogtere som en mistænksom heks fra
udlandet præcist som tidligere med den ene forandring, at min mand nu også er
blevet forvist fra ordenen. Glem bare, hvordan de behandlede mig før i tiden,
for det her har ikke ligefrem gjort dem mere venligt stillede. Men det kan være
pokkers lige meget, hvad de synes og siger, for idioter har det med at sige
dumme ting, præcis som sne har det med at være koldt”.
Der lød et bask fra vingeslag, og en mørkebrun skabning med
både pels og sorte fjer landede på mine kones skuldre. Den lille hybrid af fugl
og flagermus bed sine hugtænder sammen og hvæsede ad mig. ”Broxaen har vist
savnet dig” kommenterede Carina smilende. Jeg sank en klump ved synet af det
lille uhyre, det havde taget mig årevis at vende sig til i første omgang, men
lagde så en hånd på bæstets hoved. ”Når den er bundet til din sjæl, vil jeg
fortolke det som om, at en del af dig har haft det ligeså” svarede jeg. ”Måske…”
hviskede min kone med et drillende smil og lavede så et hovedkast i retning af
høj magikernes bygning ”her kommer han”.
Han var vokset en lille smule i løbet af de sidste tre år,
og hans træk var blevet mere modne. Ikke
længere et barn, men en ung mand på toogtyve år, påmindede jeg mig selv. Hans
røde hår var mellemlangt og i dagens anledning nydeligt redt og finkæmmet. ”Richaras le Fey Rizzian” forestillede
jeg mig Nott sige, da jeg så den gamle dosne ryste min søns hånd ”tillykke med gennemførelsen af
lærlingetiden og rangen af udlært troldmand”.
”Han har savnet dig” hviskede Carina bag mig. ”Er han vred
på mig?” spurgte jeg nervøst uden at fjerne blikket fra min søn. Denne frygt
var sommetider kommet til mig under mine rejser, og den var vokset
eksponentielt på turen tilbage til Mirizia. Jeg kunne bare have undladt at
skrive til Zok. Jeg kunne have glemt ham og fokuseret på at være der for min
søn, men i stedet var jeg forsvundet fra Richaras liv. ”Nej” svarede Carina til
min lettelse ”det har jeg ikke tilladt ham at være”. Der var en lille pause. ”Men
det betyder ikke, at han ikke har brug for dig... Hvad har du tænkt dig at gøre
nu?”. Jeg sukkede træt. ”Det ved jeg ikke helt endnu” svarede jeg ”måske drage
til Froststrand på et tidspunkt… men først har jeg brug for hvile. En ferie
ville være dejlig”. ”Goinborch” foreslog Carina ”der går en uge eller to, før
Richaras nye pligter begynder. Mød os i Goinborch om et par dage”. Jeg begyndte
at smile ved tanken, men frøs så pludseligt. For i det netop det sekund kiggede
Richaras op mod balkonen. Hans udtryk var først overrasket, så forvirret, og så
begyndte også han at smile. Jeg mærkede mine øjne blive fugtige, og i mit
stille sind takkede jeg endnu en gang den første djinn for gaven.
Tashs Historie
Afsnit 1 - Xenrons Arv Afsnit 2 - Vandringsmanden Afsnit 3 - Et Vintersolhvervs EventyrAfsnit 4 - Den Første Djinn Afsnit 5 - Et Indespærret Fængsel Afsnit 6 - Litungul
Afsnit 7 - Karavane i Crymron Afsnit 8 - Kryster og Kobbel Afsnit 9 - "Mindre" besværligheder i ødemarken Afsnit 10 - Gråtårn Afsnit 11 - De røde og de hvide ulve Afsnit 12 - Xenrons Arving
Kommentarer
Send en kommentar