#41 Evige Problemer
Morgenen
den 9. Baigh 1076AA i Braldirborg
Det var en ganske særlig morgen på det gamle forladte bageri. Den
dagsrytme, som langsomt var blevet opbygget siden koboldens ankomst,
gjorde sig ikke gældende på denne specifikke morgen, og det kom den
aldrig til at gøre igen. Plejer var død og begravet. Der var ingen
børn, som forlod kælderen tidligt for at tage ud byen på det ene
eller det andet ærinde og heller ikke bare for at lege. Der var
heller ikke nogen af de sædvanlige lyde, ingen skænderier, ingen
lunten af små fødder og ingen småsnak om dagens planer. Samtidigt
var der heller ikke en eneste levende sjæl tilbage i kælderen
bortset fra nogle insekter og mus, der ellers langsomt var blevet
fyldt op med hjemløse møgunger i løbet af de sidste måneders tid.
Den eneste ting, der var bare en smule som sædvanligt, var kobolden,
som befandt i det gamle bageri, hvor hun havde sat sig på vagt mange
timer tidligere. Det var almen rutine for hende at smutte op om
morgenen for at få lidt frisk luft, inden alle ungerne blev lukket
ud, men denne morgen havde hendes ophold i bageriet intet med rutine
at gøre. Hun lå forfrossen og dødeligt såret på den hårde jord
med en pil i ryggen og adskillige sår i ansigtet og på resten af
kroppen fra spark, slag og knivstik. Det var i denne tilstand, at
hendes rødhårede dværgsøn fandt hende den morgen, da han var
kommet for at snakke med hende og hendes andre børn, hans på en
måde fostersøskende. Men ingen af børnene var at se nogen steder,
nej, de var blevet hentet af ambassadøren i nattens løb, og tilbage
var kun den døende kobold, som sønnen panisk og vred tog i sine
arme, imens han forbandede gerningsmændene og med hadefulde tanker
overvejede, hvad han skulle gøre. Hvad han kunne gøre. Hvad han
burde gøre. Hvem han måtte slå ihjel.
Den
18. Baigh 1076AA i Platnir, Mugball
De nåede Platnir hen ad eftermiddagen på deres fjerde dag i
støvdværgenes land. Byen lå nu foran dem som en stjerne på en
ellers sort nattehimmel eller et træ på en gold ødemark. Hverken
Za-Sien eller Manwe havde været i Mugball tidligere, og de havde
derfor kun hørt rygterne om landets ufrugtbare jord og barske
terræn. Rygter der for det meste havde vist sig at være sande.
Den lille gruppe var rejst igennem landet på ponyryg, og selv der
var de kun kommet forbi tegn på liv få gange i døgnet. Der var
skam byer i landet med gårde og marker, men de var få, og der var
langt i mellem dem. Byerne var heller ikke ligefrem mirakler af natur
og liv, for som i resten af landet var jorden stenet, grå og sort,
og forskellen på disse og det døde landskab mellem dem, var blot,
at man lige præcist kunne drive landbrug der, hvis man havde den
nødvendige stædighed og tålmodighed. Jo længere de rejste ind i
landet, jo længere kom der også mellem de beboede områder. På den
anden og tredje dag i Mugball var de ganske vist kommet igennem en
skov, men den havde været mørk, truende og tør samt ofte livløs,
og desuden var den omgivet til begge sider af hårde og fjendtligt
udseende bjerge. ”Formic territorium” havde Monolo informeret dem
og peget først på den ene og så den anden bjergrække ”den
bedste del af dem i hvert fald. Resten er hjem til røvere, uhyrer,
og Monica må vide hvad”. Manwe kom da i tanke om den beskrivelse,
Faros havde givet ham af det sagnomspundne formic-folk, tilbage da
Bageren havde eksperimenteret med deres blod. De skulle efter sigende
være mærkværdige myrevæsner med overkroppe i stil med dværge,
elvere og den slags. De blev åbenbart regeret af deres dronninger
via en slags kontrollerende telepati, hvilket var årsagen til, at
Bageren havde kunnet bruge blodet, som han havde gjort det. Manwe
erindrede med ubehag den fornemmelse af magtesløshed, der havde ramt
ham, da Arolnar havde brugt en af sine ”prototyper” på ham og
fået ham til at kæmpe mod Trak. Manwe mente derfor godt at forstå
en del af den fare og frygt, der omgav formic-folket, og han var
taknemmelig for, at denne rejse til Mugball ikke involverede dem.
Da gruppen endelig nåede Platnir på den fjerde dag var de derfor
alle rimeligt trætte af grå, gudsforladte ødemarker og klipper,
for selvom at byen foran dem havde omtrent de samme farver at gøre
godt med, så kom der både lys og lyd fra byen i store mængder. ”Vi
må hellere starte med at finde Regin” sagde Monolo, da de red ind
i byen ”så kan han sætte os bedre ind i situationen. Han arbejder
på et værtshus i byen”. På rejsen dertil havde Monolo fortalt
odderen og elveren lidt om Faros' gamle ven samt fosterbroder
inklusiv hans forkærlighed for arbejde på kroer.
En halv time senere trådte de alle ind på Det Rustne Skæg, som var
halvfyldt med gæster. Nær indgangen sad en gruppe hårdkogte
dværgkrigere med sure miner. ”Legionen” hviskede Monolo til de
Za-Sien og Manwe ”bare undgå øjenkontakt”, hvorefter han satte
kursen op mod bardisken. Her sad en dværg i en rød frakke med både
skæg og hår stikkende i alle retninger i form af små rottehaler,
som var i et lavmælt skænderi med en kunde. ”Nej, du kan ikke få
et nyt værelse, bare fordi du bor ved siden af dem” sagde værten
med en kraftig løgånde og lavede et hovedkast i retning af
soldaterne fra Den Grå Legion. ”Men du forstår det ikke...”
svarede kunden nervøst ”hvis de finder ud af, at jeg... jeg har
bare ikke lyst til at...”. ”Du er en tyv” fnøs værten, imens
han gav sig til at hakke et råt løg ”og du vil ikke have, at de
forsøger at rekruttere dig, for de vil ikke give særligt mange
valgmuligheder, hvis de finder ud af det. Legionen eller henrettelse.
Men jeg kan ikke bare give dig et nyt værelse lige pludseligt, det
ville vække mistanke...”. ”Jeg skal nok betale dig” tilbød
tyven desperat uden at fatte, at han blev manipuleret. ”Nej tak,
du” svarede værten og fyldt kæften med løgskiver ”jeg gider
ikke have dine usle bronzemønter, det er simpelthen ikke det værd”.
”Vent!” udbrød tyven og bed sig i underlæben ”jeg kan hjælpe
dig... jeg vil skylde dig en tjeneste, bare hjælp mig ud af det
her”. ”Hmmm...” mumlede værten tøvende og tørrede løgsaft
af i sin røde frakke ”hmmm... måske... men hvad kan du da gøre
for mig?”. ”Jeg hører ting” udbrød tyven hurtigt ”jeg kan
finde ud af ting for dig. Være dine øjne og ører”. ”Dem har
jeg allerede rigeligt af” sagde værten ligegyldigt ”nej, hvis du
vil have en handel på plads, så må du tilbyde noget, jeg ikke
allerede har. Noget jeg ikke allerede ved”. Tyvens ansigt blev
blegt, da han indså, hvad værten hentydede til. ”D-d-du vil vide,
hvor han er?” sagde han langsomt. ”Ja” svarede værten bestemt
”det vil jeg, og hvis du finder ud af det for mig, så vil jeg ikke
bare ændre dit værelse. Så skal jeg nok sørge for, at legionen
ikke kommer til at finde dig. Forstået?”. Tyven sank en klump,
nikkede og smuttede så forbi Monolo og kompagni, der straks blev
genkendt af værten. ”Hva' filen?” sagde han pludseligt og rejste
sig op ”Monolo Mortus og Bruntop. Fik Faros også mit brev, eller
var det kun dig, dosne?”. ”Det gjorde vi begge to” svarede
Monolo og tog imod Regins løgindsmurte hånd ”han havde bare lidt
for travlt til at komme”. ”Nå, det havde han?” fnøs Regin ”så
i stedet sender han sin diplomat og sin alkymist for at klare en
krigers arbejde... og hvem er jeres to følgesvende forresten, jeg
mener ikke at have mødt dem før?”. ”Ved du hvad?” foreslog
Za-Sien ”hvorfor sætter vi os ikke et sted hen, hvor du ikke er så
nem at spionere på, og snakker om det?”.
Da de var færdig med introduktionerne, og Regin havde fået
nyhederne om Tsyserias pludselige tilbagekomst til de levendes
rækker, satte han dem nærmere ind i situationen over en omgang øl.
”Så det er godt en måned siden” begyndte Regin at fortælle ”at
Den Ensomme Skygge... jeg mener Manwe... jeg mener din far altså...”.
Han skævede undersøgende til elveren, som forblev udtryksløs, og
kastede så et spørgende blik på Bruntop, der ligeledes forsøgte
at holde et neutralt ansigt. ”Han bliver pludseligt set på egnen,
og jeg skynder mig naturligvis at få nogen til at kigge nærmere på
sagen, for jeg mener, altså hvad pokker gjorde han nu her lige
pludseligt? Især efter sagen i Zrulf tænkte jeg, det nok ville være
bedst at holde et vagtsomt øje med, og selv hvis I ikke var stødt
på ham, så... tja... Den Ensomme Skygge. Heganas legendariske
snigmorder også kendt som 'den der gør det beskidte arbejde for
mørkets gudinde'. Ikke ligefrem hverdags nyt her på egnen”.
Regin tog en slurk af sit krus og smaskede højlydt. Hverken Monolo
eller Za-Sien smagte på alkoholen, men Bruntop havde allerede
drukket halvdelen af sin. ”Hvordan gik det så for dig?” spurgte
Manwe, uden helt at kunne skjule sin spænding, og smagte forsigtigt
på krusets indhold. ”Lad os bare sige” svarede Regin ”at han
nok ikke var forblevet Heganas håndlanger så længe, hvis han ikke
været en fuldkommen idiot. Der var ikke engang gået en dag, før
pludseligt så var han der. På mit værelse. Midt om natten. Klædt
i mørkt og det hele med en ganske seriøs hætte. Yderst
professionelt”. ”Ingen maske?” spurgte Bruntop nysgerrigt, og
Regin rystede på hovedet. ”Nå, men han begynder ellers at true
mig. I ved: 'lad være med at blande dig i mine affærer, ellers
bliver du stukket i milten med en lang kniv'. Den slags”. ”Hvorfor
slog han dig ikke bare ihjel?” spurgte Za-Sien mistroisk ”det
ville have været meget simplere”. Regin fnøs og tog endnu et drag
af sin øl. ”Du tror måske, at jeg arbejder for ham, gør du? Nej,
det tilbud kom han ikke lige med. Jeg tror snarere, at han bare ville
skræmme mig. Få mig til at klappe i og stoppe med at lede efter
ham. Hvis jeg pludseligt blev fundet med en gennemboret milt, ville
det vække mistanke. Vi, Mugballs beskidte sønner og døtre, er et
mistroiske folk, er jeg bange for, hvilket til tider kan være
dejligt, og værtshuse er nu engang værdsatte her. Der ville
pludseligt være dobbelt så mange øjne rettet mod ham. Måske
frygtsomme øjne, men også paranoide og måske endda et par
hævnlyste, kan man have lov at håbe på”. ”Så du ved altså
ikke noget?” sukkede Manwe og lænede sig skuffet tilbage. ”Hvad
snakker du om?” klagede Regin i et fornærmet tonefald
”selvfølgelig ved jeg noget. Noget og lidt mere til tror jeg
faktisk”. ”Men du sagde lige...” begyndte elveren for straks at
blive afbrudt af Regins løftede hånd og stædige blik. ”Jeg
værdsætter skam min milt og mit liv for den sags skyld”
forklarede han ”men hvis noget, så gør trusler mig kun mere
sikker på, at jeg bør være oppe på dupperne”. ”Iagttag, uden
at blande sig” kommenterede Za-Sien og modtog et bifaldende nik fra
dværgen.”Delen med at blande sig vil jer overlade helt til jer”
sagde Regin ”eller det ville jeg, hvis en anden person ikke
allerede havde meldt sig på banen”. Manwe og Bruntop kiggede op på
samme tid. ”Hvem?” spurgte de i munden på hinanden. Regin tog
sig til halsen i et kort øjeblik, som om han kom i tanke om et eller
andet, men rystede så mindet fra sig og fortsatte sin fortælling.
”En heks” svarede han ”og en uhøflig en af slagsen, skal det
lige siges. Hun dukkede op en uge efter skyggen, øjensynligt på
jagt efter ham”. ”Hvorfor dog det?” spurgte Manwe. Bruntop fnøs
provokerende og forsvandt atter bag sin øl. ”Tja...” sagde Regin
og skævede mellem de to i et par sekunder ”jeg mistænker, at hans
forhold til hans tidligere arbejdsgiver ikke er helt i top. Jeg har
forsøgt at forhøre mig lidt omkring på egnen, hvad folk har set
til hende. Det var svært, og jeg skal ikke påstå at kunne skrive
hendes biografi, men jeg fik et navn, et slægtsnavn i hvert fald: Le
Fey”. Monolos ansigt lyste straks op. ”Aha” udbrød han
begejstret og rejste sig op ”det forklarer jo alt”. ”Gør det?”
spurgte Manwe lettere paf, og dosnen sendte ham et bedrevidende, men
ivrigt blik. ”Selvfølgelig gør det det” svarede han og vendte
sig så høfligt mod Regin med ordene ”hvis værten tillader, at
jeg tager ordet”. ”Naturligvis” sagde Regin, der lod til at
finde dosnen underholdende ”du ved mere om det stads, end jeg gør.
End de fleste faktisk”. Monolo rødmede let over smigeren, rømmede
sig og begyndte så ellers sit foredrag.
”Le Fey” begyndte han ”er navnet på en yderst magtfuld slægt
af hekse fra Itrildar, men som også har haft vigtig betydning i
mange andre lande. Ja på hele Mortlans historie, kan man sagtens
sige. Joan le Fey, den berømte martyr og slaveoprører for eksempel.
Eller Morge le Fey i Crymron som min fætter Dogro i øjeblikket
besøger. At sige at hun blot er en neutral rådgiver i landet ville
være århundredets underdrivelse”. Za-Sien sukkede, og Monolo
skyndte sig at gå videre til det relevante. ”Men hvad der er
vigtigt for netop vores sag, og det, som jeg indså, forklarede
situationen, det er følgende: Le Fey slægten er trofaste tilbedere
af Hegana, vor kære skygges tidligere herskerinde. Jeg har flere
gange grublet over, hvad Den Ensomme Skygge lavede i Zrulf og især i
ledtog med Arolnar. Hvordan kan det være, at han pludseligt havde
forladt Heganas tjeneste. Men hvis en af mørkets fyrstindes
dygtigste tjenere pludseligt er på jagt efter ham, så har vi
svaret”. Der var en stille pause, og som tidligere talte Za-Sien
først. ”Så han forrådte hende altså?”. ”Muligvis” svarede
Monolo ”eller også gik noget bare galt. Under alle omstændigheder
så lader Hegana ikke til at være tilfreds med ham”.
Den 9.
Baigh 1076AA i Braldirborg på Smedens Datter
”Kom nu, kom nu, kom nu!” vrissede Faros irriteret og sparkede
døren til krostuen op. Kun ganske få gæster opholdt sig der,
to-tre stamgæster og en flok gennemrejsende dværge, som var inde
for at få morgenmad. ”Ud med jer!” beordrede den rødhårede
kriger og lagde så forsigtigt den sårede kobold fra sig på et
bord. Stamgæsterne kastede hver et enkelt blik på Irrams svage
skikkelse og var så ellers ude derfra, men gruppen af fremmede rørte
sig ikke. ”Hvad er der sket?” lød det til højre fra Faros, da
Trak dukkede op. Goblingens træk blev stive, da han genkendte den
sårede. Straks vendte han sig mod de fremmede. ”I hørte manden”
sagde han hårdt ”skrid med jer”. ”Det bør du nok genoverveje”
svarede en af de fremmede, men Faros kiggede ikke op. ”Vi har en
læge med os, som med glæde vil kigge til din vens sår, hvis du
ellers tillader det”. En af dværgene samlede en taske op og trådte
hen mod bordet, men blev stoppet tre meter derfra af Traks advarende
blik. ”Faros?” sagde goblingen ”hun har brug for lægehjælp.
Nu”. Dværgkrigeren betragtede overvejende lægen i flere sekunder
og besluttede sig så, da Irram vred sig i smerte. Han vinkede lægen
nærmere, som hurtigt åbnede sin taske og gav sig til at inspicere
koboldens sår. ”Det ser ud til at være mange timer siden”
observerede lægen ”og risikoen for infektion er derfor stor, men
jeg skal gøre, hvad jeg kan”. Faros nikkede taknemmeligt til lægen
og vendte sig så mod Trak. ”Det var ambassadørens folk” sagde
han fuldstændigt ligeglad med hvem af de fremmede, der måtte lytte
med ”de har taget Tugy og alle de andre, så det må være ham. Vi
er nødt til at finde ham og hurtigt”. ”Hvad sker der?” spurgte
Tsyseria, da hende og Marintra trådte ind på krostuen, før
goblingen kunne nå at svare. Deres miner, som få sekunder tidligere
havde været muntre, blev til chokerede masker. Men deres blikke var
ikke vendt mod Irram, Faros og lægen. De betragtede i stedet den af
de fremmede dværge, som først havde talt og tilbudt lægens hjælp.
Ham som Faros ikke havde fået kigget nærmere på. Det gjorde han
nu. ”Hvad laver du her!” hvæsede Tsyseria skarpt ad den
velkendte, men uønskede dværg. Marintra frøs samtidigt på stedet
ved genkendelsen, og en serie af krampetrækninger gik gennem hele
hendes krop. ”Hvor er min kniv?” spurgte Tsyseria ud i luften og
søgte forgæves sit bælte ”jeg sværger, at hvis du ikke skrider
lige nu, så skal jeg...”. ”Hvad helt præcist?” spurgte
Jarskon med underholdt nysgerrighed ”angribe mig med den. Myrde en
gæst på jeres kro, hvis rejsekompagnon netop er ved at rede livet
af en af jeres venner. Det lyder ikke helt som din stil, Tsyseria, må
jeg nok sige”. Han var klædt i mørke rejseklæder, men på hans
hoved var den sædvanlige lodne hue, og sammen med hans tatoveringer
og eksotiske kulør kunne Faros ikke forstå, at han ikke havde
genkendt skiderikken lige med det samme. ”Desuden” tilføjede
Jarskon med et venligt smil til elverkvinden ”så tror jeg ikke
helt, du er frisk nok til en sådan dans i øjeblikket. Du ser mig en
smule sløj ud”. Tsyseria mærkede sin brystkasse blive kold og
klam ved kommentaren, og hun var lige ved at vakle, da minderne
drænede hendes begrænsede styrke. Det lykkedes hende dog til at
rette sig op. ”Jeg kan stadig klare dig, hvis du så meget som
tænker på at gøre noget. Skrid nu med dig”. Jarskon slog flere
klik med tungen og rystede let på hovedet. ”Stadig den samme
irrationelle vildbasse” sukkede han med en skuffet stemme ”men
jeg er ikke kommet for at tale med dig. Derimod dine chefer, eller
hvad end du nu kalder dem, dem kunne jeg godt tænke mig et ord med”.
Marintra, der indtil nu havde været frosset, trådte frem med
lynende øjne. ”Hvad vil du, Jarskon?” sagde hun sammenbidt med
en knyttet næve. ”Komme med et forslag” svarede han
forretningsmæssigt ”om samarbejde i en lille sag, som interesserer
os alle, og som ikke burde tage længere end...”. ”Vi er ikke
interesserede” bed Faros ham af, men han værdigede næsten ikke
Jarskon et blik. ”Der er vigtigere sager end handler med hugorme,
så du må hellere gøre dig selv en tjeneste og klappe i, for jeg
har ikke tålmodigheden til det her”. Han trådte hurtigt hen til
bardisken, hvor han greb en taske og gav sig til at fylde den med
proviant, knive, reb og andet udstyr. ”Åh ja” sagde Jarskon
afslappet ”jeg kan forestille mig, at du har vis slavehandler at
slå ihjel. Men hvordan vil du finde ham? Det er ikke lykkedes dig
indtil nu, så jeg kan ikke se, hvordan du vil nå at gøre det nu,
før han er over alle bjerge”. ”Og det har du måske løsningen
på” lo Faros glædesløst. ”Lige netop” svarede Jarskon
kortfattet ”for jeg er kommet af netop den samme sag. For at
foreslå en fælles aktion mod slavehandleren Djulidur også kendt
som Den Angloriske Ambassadør”.
”Og hvorfor skulle jeg tro på et eneste ord af, hvad du siger?”
spurgte Marintra, da hun, Faros og Jarskon lidt efter stod i et
baglokale på kroen. ”Du har aldrig været særlig ærlig over for
mig, selv da vi...”. ”Har jeg ikke det?” sagde Jarskon uenigt
”jeg husker ikke nogensinde at have løjet over for dig, selvom jeg
måske ikke fortalte dig alting. Men hvordan kunne jeg det? Det er
umuligt at sige, hvem man kan stole på i denne branche, og i sidste
ende valgte du og dine slynger også at forlade mig præcis som
Tsyseria”. ”Du udnyttede mig!” protesterede Marintra vredt, så
spyttet fløj ”du lovede mig sikkerhed og venskab og...”. Hun tav
et kort øjeblik, bed sig i hånden og fuldendte så anklagen. ”Du
sagde, jeg ville være sikker hos. At jeg kunne stole på dig, og
alt, du genbetalte min loyalitet med, var møg, dit forbandede
egern!”. En stor spytklat ramte Jarskon lige i ansigtet, og han gav
sig lettere misfornøjet til at tørre den væk. ”Jeg lovede, og
jeg leverede” svarede han ”og du fik, hvad du var skyldt af vores
aftaler. Ikke mere og ikke mindre. Hvad angår vores mere private
forhold, så gav jeg aldrig nogen løfter, og det påmindede jeg dig
om adskillige gange. Jeg ved ikke, hvad Tsyseria har fyldt dit hoved
med, men...”. ”Ikke et ord mere” advarede Faros ham ”om noget
som helst andet end slavehandleren. Begynd at tale”. Et smil
spillede sig på krakkensønnens læber. ”Lige til sagens kerne,
godt så. Hans fulde navn er Djulidur af huset Rigri, og han er
ganske rigtigt en slavehandler fra Runvur i Det Angloriske Imperium.
Jeg ved, hvor han holder til, og hvordan han transporterer de
tilfange børn ud af landet, men derefter kan jeg ikke sige meget om
hans fremtidige planer. Så hvis du ønsker at redde dine
skarnsunger”, Faros' øjne glimtede rødt, men Jarskon lod sig ikke
skræmme, ”foreslår jeg, at du tager med mig med det samme, for at
vi sammen kan få ram på ham. Jer begge to ville være bedre, for
han har utvivlsomt adskillige lejesvende ved sin side, og ifølge
mine kilder er han en dygtig troldmand”. ”Og hvilken interesse
har du så i sagen?” spurgte Faros mistænksomt. ”Lad os bare
sige” svarede Jarskon hemmelighedsfuldt ”at han er i besiddelse
af noget, jeg søger. Mere får du ikke at vide, og det kan du ikke
gøre noget ved, det kan jeg forsikre dig om”. Faros stirrede
mistroisk på sin gamle chef i få, men meget lange øjeblikke. Han
vidste allerede, at krakkensønnerne, sikkert på Jarskons
opfordring, havde anskaffet sig hovedparten af Bagerens prototyper,
og den snu ræv havde uden tvivl sine egne kopier af de
plantegninger, han havde solgt til Benjamin Gyldenuld. Faros havde
ikke lyst til at give noget, som kunne gøre Jarskon mægtigere, end
han allerede var, men hvis det på den anden side var sandt... så
havde han vil ikke meget af et valg, vel. ”Sidste gang vi så dig”
sagde Marintra langsomt ”sagde du, at vi fra nu ikke ville være
andet end fremmede for hinanden, så hvorfor komme til os? Og hvorfor
ikke bare sende dine lakajer i første omgang, når du jo har så
mange af dem. Der må da være mindst otte alene inde på krostuen”.
”De er ikke mine lakajer” svarede Jarskon hurtigt ”bare nogle
rejsekammerater. Nej, jeg er her ikke som lederen af krakkensønnerne,
men snarere i en mere diskret affære, og jeg kan derfor ikke tillade
mig at sende mine lakajer. Desuden har de andet at tage sig
til. Hvad angår valget af jer, så var det netop, fordi vi nu er
fremmede. I er ikke mine fjender, men jeg ønsker heller ikke venner
med mig på denne tur. Bare en neutral partner i sagen”. ”Neutral
partner?” fnøs Marintra, og Jarskon trak på skuldrene. ”Okay,
det var måske lidt meget sagt. Jeg mener bare, at jeg forventer
professionalisme fra jer. Den slags I plejede at eje i de gode gamle
dage. Er det for meget at forlange i bytte for denne mulighed? Hvad
siger I? Kom nu, beslut jer, før tiden er gået”. Faros og
Matinttra udvekslede et hurtigt blik og dermed en ordløs samtale.
Ingen af dem stolede naturligvis på Jarskon, men de var nødt til at
redde Tugy og de andre børn. Og Faros havde et lige så brændende
ønske om at afslutte ambassadørens ynkelige liv. ”Hvis du spilder
min tid med det her” fremlagde Faros sin trussel og sendte Jarskon
et hårdt blik ”så slår jeg dig ihjel”. ”Og du skal være
velkommen til at prøve” svarede krakkensønnen igen med en kold
stemme ”men jeg lover dig, at jeg ikke er her for at spilde din
tid. Nogen af jeres tid. Tro mig, når jeg siger, at jeg ikke er
kommet for at møde mine gamle 'kammersjukker' og tænke
tilbage på de gode gamle dage. Dette er fuldt ud professionelt”.
Faros tøvede et øjeblik og kiggede på Marintra for en afgørelse.
Hun var stadig bleg, men en nyfunden beslutsomhed lod til at have
grebet hende. ”Lad os gøre det” sukkede hun ”fuldt ud
professionelt som du siger og ikke noget med at sende ekskærester
til Herroth for at besøge deres bedstemødre. Nå, hvor siger du så,
at denne Djulidjudidujur har gemt sig med vores venner?”. Endnu et
smil spillede sig ganske kortvarigt over krakkensønnens læber, men
det var hurtigt forsvundet igen. ”Et sted der nok skal holde dig
oppe på mærkerne, og som du allerede kender ganske udmærket”
svarede han ”Rlatos”.
Kommentarer
Send en kommentar