#17 ”Mindre”
besværligheder i Ødemarken
Fortæller: Tash
Rizzian
Periode: Sulf 1071AA
Placering: Crymron
(Nolgar)
Det var først hen på eftermiddagen, at vi kom på farten igen
nu med Valt’Er som medlem af vores lille rejseselvsskab. Jeg gabte søvnigt, da
vi traskede langsommeligt af sted mellem de gamle, grå høje. Jeg var ikke den
eneste, som godt kunne have sovet lidt længere, men i forhold til hvad Kryster
gik igennem, så var en smule træthed det rene ingenting. Det lod til, at de
tomme vinflasker endelig havde indhentet ham, og nu vraltede han af sted med en
skæbnesvanger omgang tømmermænd. Det skal ikke udelukkedes, at malerionsygen
stadig havde en effekt, men troldmandens drikkeproblem vandt nok alligevel førstepræmien
for afgørende faktor. Jogge smuttede ned bagerst i gruppen fra tid til anden og
vrissede ad drukkenbolten på crym. Jeg forstod måske ikke sproget, men
tonelejet var ikke til at tage fejl af. Efter en halv times gang styrtede
Kryster også helt sammen, og Kobbel blev nødt til at give ham en eller anden
mikstur, før han kom på benene igen.
Hvad mig selv og Midea angik, så var denne vandring heller
ikke ligefrem behagelig. Med udsigten til at søge asyl hos Gulkapperne og
truslen om inkvisitorerne i ryggen var stemningen mildest talt anspændt. ”Men
hvad skal vi gøre?” spurgte Midea for hundrede og syttende gang, da vi nåede de
sidste af højene. ”Det ved jeg ikke” svarede jeg ærligt, men bittert ”for nu
ser situationen ikke ud til at have nogen lette løsninger. Jeg har intet
tilovers for Gulkapperne, men hvis, hvad Kobbel siger, er sandt, og det frygter
jeg, det er, så har vi ikke andre muligheder”. Jeg fnøs arrigt og kastede et
sammenbidt blik mod bjergene på horisonten, som vi styrede imod. ”For nu må vi
vel bare bide i det sure æble” konkluderede jeg ”men hvis der kommer et valg…
hvis en bedre mulighed skulle byde sig... Men Kobbel har sikkert ret. Det
kommer ikke til at ske”. ”Jeg mente Thadrun” svarede Midea hæst, og jeg lagde
min hånd på hendes skulder. ”Jeg ved, hvordan du må have det lige nu” sagde jeg
til hende ”men det vigtigste er, at du ikke tænker, det var din skyld. Det var
det ikke, hører du mig? Dine eneste muligheder var at redde dig selv eller at
forblive en fange. Jeg lover dig, at Thadrun forstår det”. Om hun troede på
mig, vidste jeg ikke. Faktisk var jeg næsten sikker på, at mine ord ingen
effekt havde, men jeg var nødt til at prøve. ”Men hvad med at… at redde dem?”
foreslog Midea med en svag og nærmest tiggende stemme. Jeg tog en dyb indånding
og overvejede mine næste ord med stor omhu. ”Det er ikke til at sige” svarede
jeg til sidst ”og jeg har absolut ikke tænkt mig at give dig nogle tomme
løfter, men tro mig, når jeg siger, at jeg ønsker dem begge frie lige så meget
som du”. Jeg tog hendes ene hånd mellem mine og gav hende et hårdere klem end sædvanligt.
”Min første prioritet er at få dig i sikkerhed, Midea” sagde jeg til hende ”men
jeg ved også, at du er en voksen kvinde. Du har en ret til at tage dine egne
beslutninger, og jeg ikke længere din lærer. Alligevel giver jeg dig denne
instruks: Vær beredt og forbliv i kontrol. Uanset hvad der sker, så husk på at
være stærk nok til at handle. Det kan meget vel være, at vi bliver angrebet
inden længe, og så er du nødt til at være klar. Det kan også være, at
muligheden for at redde dem skulle byde sig. Så må du også være klar. Men
ligegyldigt hvad der sker, så skal du være villig til at kæmpe. Vær i kontrol”.
For første gang bemærkede jeg en forandring gå over Mideas tilstand. Hendes
blik blev fast, klemmet blev gengældt og gjort til et solidt håndtryk, og hun
nikkede beslutsomt. ”Godt” sagde jeg ”lad os så komme videre”.
Ikke mange minutter senere var vi ikke længere omgivet af
høje, men i stedet en utæmmet, overbevokset vildmark. Vi var også tættere på
skoven nu, men ifølge troldkarlen Steffan burde vi ikke være inde på røvernes
territorium. ”Det skal dog ikke betyde, at de ikke kan være her” korrigerede
Jogge skarpt og lagde en daggert i hånden ”hele Nolgar er røvernes domæne. Glem
det ikke. Alle I magikere bør have øjne og ører åbne, hvis I ønsker at nå frem
til Gråtårn i et stykke”.
Dette terræn var langt mere besværligt end blandt højene, og
der gik ikke længe, før vi befandt os i et sumpet marskland omgivet af træer og
buske. Bjergene mod sydøst kom hele tiden nærmere, imens vi gik, men det blev
snart mørkt. Jogge havde netop givet os ordre til at holde inde med vor
vandring, da jeg så den mellem træerne. Lydløst listede den slørede skikkelse
sig langsomt frem mod os på alle fire, indtil den pludseligt stoppede op og
rettede sit blik mod mig. Dens øjne funklede rødt i mørket. Det var en snehvid
ulv. Stor, stærk og farlig så den ud til at være, og der var noget
ildevarslende over den. Jeg vidste instinktivt, at den måtte være noget
overnaturlig og ikke bare en albino, men efter at kigget nærmest hypnotiseret
på den i adskillige, lange sekunder, indså jeg, at det ikke var så simpelt. Det
var intet uhyre, ingen troldmand eller magisk skabning i forklædning. Det var
end ikke et spøgelse, selvom den godt kunne ligne et. Nej, den var noget andet.
Noget både farligere og fredeligere på samme tid. Jeg kom i tanke om en
historie, jeg havde hørt på en kro i min søgen efter Zok, og tanken gav mig
kuldegysninger. Så blinkede jeg, og den var væk.
Vi tilbragte natten der mellem træerne, buskene og
vandpytterne i en rimeligt improviseret lejr. Først nægtede Jogge at lade os
tænde et bål, indtil Steffan tilbød at gøre røgen usynlig og lugtfri. Der er
visse fordele ved at rejse med en hel flok af magikere. Alle kender et eller
andet snedigt trick, og disse nomader havde længe været på farten. Så på ingen
tid fik vi sat en forholdsvis komfortabel lejr op omstændighederne taget i
betragtning med et par magisk fif, som mangen en rejsende sikkert ville kalde
for snyd. Der sad vi så og spiste, da vor samtale fra tidligere begyndte på ny.
”Så I er stadig hos os, kan jeg se” sagde Kobbel med et provokerende smil. ”Det
er vi” sagde jeg, og alkymisten lod sagen ligge. ”Hvor langt er vi efterhånden
fra Gråtårn?” spurgte Valt’Er forsigtigt, og Kobbel lagde overvejende en hånd
på hagen. ”Hvad siger du, Jogge?” spurgte han og sendte vores anfører et
spørgende blik. ”Endnu en dagsrejse” svarede elveren ”og hvis vi er heldige,
forløber den som i dag. Uden hverken besværligheder eller problemer”. Det friske
minde om ulven dukkede op i mine tanker, men jeg skubbede det væk. Hvis det virkeligt
betød, hvad det efter sigende skulle, så var der ikke noget at gøre ved det. Vi
havde allerede gjort, hvad vi kunne for at placere et par beskyttende
besværgelser over lejren samt uddelt vagttider. ”Så sker denne slags ofte for
jer?” spurgte jeg henvendt til Kryster ”at I bliver nødt til ligefrem at flygte
for inkvisitorerne”. Den syge troldmand holdt inde med at spise og samlede sin
spidse hat op, som han begyndte at pille ved, sådan som nogle gør for at fjerne
stress. Han tog også en dyb indånding, som gav mig et lille stik af dårlig
samvittighed, før han svarede hæst og med tydeligt ubehag. ”Det plejede at ske
ofte, da jeg var på egen hånd… jeg var engang rigtigt uheldig og for helt vild…
havnede i selve Kahjn, deres land”. Der gik en krampetrækning gennem Krysters
ansigt, og hans pilleri af hatten intensiverede. ”Men efter jeg fandt en plads
hos Hrin, blev det bedre” fortsatte han efter endnu en dyb indånding ”vi har
været i problemer nogle gange, men vi har aldrig været nødt til at flygte før
på denne måde. Vi har så heller ikke taget til Nolgar før… normalt undgår vi
bare områder, hvor inkvisitorerne kommer i større antal. Det er nemmere, når
man er i flok… sammen med andre. Der er mange desperate folk, som kunne tænke
sig at sælge en enkelt magiker ud til at inkvisitorerne. Det er sikkert… der er
ingen konsekvenser. Men hvis du rejser med andre, så bliver det mere
risikabelt”. Han holdt inde med at pille ved sin hat, da Kobbel lagde en
beroligende hånd på troldmandens skulder. ”Magikere har det ikke nemt i
Crymron” supplerede alkymisten ”især ikke så langt mod øst”. Jeg nikkede
langsomt, imens jeg overvejede mine næste ord med omhu. Til sidst besluttede
jeg for mig, at der ikke var nogen diskret eller høflig måde at spørge på. ”De
desperate som stikker en til inkvisitorerne” sagde jeg, og Kryster kiggede
skræmt op ”var det, hvad de tog dig for? Jeg mener, siden de gav dig penge”. Elverens
blik flakkede, og så nikkede han en enkelt gang ganske voldsomt, hvorefter hans
hænder søgte feltflasken, der som sædvanligt var fuld af alkohol. ”Er du nu
sikker på, at det er en god ide?” spurgte jeg en smule mildere, men han var
allerede gået flere meter væk med den. Kobbel kastede et bekymret blik efter
sin ven, men vendte sig så mod mig, og hans øjne glimtede nu advarende og
mistroiske. ”Du stiller mange spørgsmål” konstaterede han ”og uanset hvad dine
motivationer så end er, så vil jeg bede dig om at lade være. Det er ikke
værdsat”. Sådan endte den samtale.
I stedet vendte jeg så min opmærksomhed mod troldkarlen
Steffan, som sad og snakkede med Midea. Faktisk viste det sig, at de sad og
spillede kort, og jeg følte en hengivenhed for den nordiske troldmand, da min
gamle elev begyndte at grine af en af hans vittigheder. ”Skal du være med,
Tash?” spurgte han indbydende, da han opdagede mit iagttagende blik, og jeg
takkede ja. Efter et par runder af et eller andet spil ved navn dragehale, som jeg aldrig havde hørt om
før, lavede Steffan et hovedkast i retning af Kryster og Kobbel. ”Du skal ikke
tage dig af dem, hvis de virker lidt uvenlige” sagde han ”de er bare nervøse.
Det er, hvad Crymron livet gør ved en. Før man ser sig om, er alle, man kender,
blevet kolde og paranoide. Men de mener ikke noget med det…”. Jeg nikkede
forstående. Han havde sikkert ret. ”Men hvad så med dig?” spurgte Midea
henvendt til troldkarlen ”du virker ikke hverken kold eller paranoid”. ”Tja”
sagde Steffan ”nu er det trods alt forår, og jeg har varmt tøj på”. Jeg sukkede
højlydt over hans dårlige humor og vandt et grynt af latter fra troldkarlen. ”
Jeg har heller ikke været i Crymron så længe som visse andre” tilføjede han
smilende ”og desuden har jeg aldrig kunnet modstå attraktive elvere”. ”Jeg er
smigret” sagde jeg tørt ”men du er ikke min type”. ”Jeg mente nu din smukke
veninde” fnøs Steffan og blinkede til Midea. ”Stop det der” sagde jeg
småirriteret ”hun har allerede…”, men tav så pludseligt, da glæden forlod
Mideas ansigt ved tanken om Thadrun, som endnu blev holdt fanget af
inkvisitorerne, Moniem måtte vide hvor. Og sådan endte den samtale.
Vi stod tidligt op den følgende morgen, og rejsen fortsatte.
Krysters tilstand var den samme, men jeg holdt min afstand til både ham og
Kobbel, da jeg ikke var sikker på, hvad jeg skulle tænke om dem. Det var
tydeligt, at de skjulte noget, men det var ikke min sag. Ikke endnu i hvert
fald. Alligevel holdt jeg nu et vagtsomt øje rettet mod dem af både
nysgerrighed og mistanke.
”Hvad tænker du på?” spurgte Midea den morgen, da vi
traskede af sted i mudderet. ”Jeg… jeg var lige ved at regne lidt på tiden”
svarede jeg ærligt ”og hvis jeg har beregnet rigtigt, så ligger min søns endelige
eksamen om ikke mere end nogle få måneder”. Midea fik straks et skyldigt blik
og slog hænderne op for munden. ”Det må du virkeligt undskylde” sagde hun
dybfølt ”jeg havde slet ikke tænkt på… du har jo ikke været hjemme i årevis…
der må være så mange ting, du er nysgerrig efter at høre”. Jeg smilede til
hende og sukkede. ”Du har haft rigeligt at tænke på” forsikrede jeg hende ”du skal
ikke undskylde for noget, men jeg ville nu sætte pris på det, hvis du kunne
besvare nogle få spørgsmål”. Midea nikkede ivrigt, og jeg tænkte, at dette
måtte være en lige så behagelig distraktion for hende som for mig. ”Richaras”
sagde jeg langsomt ”hvordan klarer han sig i skolen?”. ”Godt” svarede hun ”nu
er det nogle måneder siden, jeg selv var hjemme, men sidst jeg så ham, havde
han lige fået en varm anbefaling fra højmagiker Nott. Jeg tror, at Claudia var
lidt skuffet over, at han ikke valgt alkymi på højere niveau, men han virkede
nu til at være ret lettet selv”. ”Hvad ellers?” spurgte jeg med et smil ”har
Lycan været efter ham?”. ”Ikke så vidt jeg ved. Du var altid den, han ikke
kunne udstå. Dig og så Zok. Og du har ret angående eksamenen. De var ved at
afgøre datoerne, da vi rejste ud, men de burde ligge på et tidspunkt i Zyval.
Den sidste mulige var vist den 30.”. Jeg nikkede, imens en varm følelse bredte
sig i mit bryst. Tanken om min søns eksamen fyldte mig med stolthed. Jeg havde
for længe siden opgivet håbet om at kunne være til stede, men at høre om det
fra Midea var bedre, langt bedre, end den uvidenhed, jeg tidligere havde svævet
i. ”Den 30. Zyval” mumlede jeg ”kunne vise sig at blive en god dag…”. ”Hvad så
med Carina?” spurgte jeg så til sidst efter en lille pause, og en velkendt
længsel ramte mig. ”Hun…” sagde Midea tøvende, men begyndte så at smile ”hun er
Carina le Fey, præcis som hun altid har været det. Jeg ved, at hun savner dig
ligesom Richaras, men…”. Hun holdt inde, som om hun frygtede, at hendes næste
ord ville såre mig. Jeg kendte dem dog godt, og det var ikke tilfældet. ”Hun
lader ikke den slags røre sig” fnøs jeg og lo så ”det er jeg udmærket klar
over. Men det vidste jeg også, da jeg giftede mig med hende, og det er ikke
noget, jeg har fortrudt”.
Opmuntret fortsatte jeg så vandringen, og omkring middagstid
ophørte det sumpede landskab, og vi kom ind et hårdt, klippedækket terræn, der
snoede sig som en labyrint af bakker, dale og kampesten. Ifølge de andre burde
Gråtårn nu være nær, men det betød også en anden ting. Vi var nu nær grænsen
til Kahjn, hvor inkvisitorerne havde hjemme. Lad mig bare sig, at vi alle var
ivrige efter at nå frem til Gulkappernes hjem. Selv mig. Men selvfølgelig gik
det ikke efter planen. Det ville have været en ganske anderledes historie, hvis
det var. Om den ville have haft en bedre eller værre slutning, kan jeg ikke
sige. Uanset hvad så begyndte problemerne med det andet varsel. Med mit andet
møde med ulven.
”Videre, videre, videre” skyndede Jogge utålmodigt på os, da
vi passerede over en stenet høj, hvorfra man kunne se og blive set i alle
retninger. Som en af de sidste vandrede jeg over højen, og ved synet af ulven
stoppede jeg selvfølgelig op som en idiot. Mange meter væk på en hel anden høj
stod den, hvid og rød på horisonten. Her i dagens lys funklede dens øjne ikke
blot, de skinnede, og de var rettet lige mod mig. Jeg tog en dyb indånding og
samlede min vilje for at gengælde dens blik uden at vakle. ”De hvide ulve” havde en gobling tilbage
i Grolanar fortalt mig en sen aften ”når
du ser dem, kan det kun betyde en ting”. ”Kom så, Tash” hvæsede Jogge ad
mig ”skynd dig nu, ellers efterlader vi dig her, og så kan du selv bekæmpe
inkvisitorerne”. ”Jeg kommer nu” skyndte jeg mig at sige og kastede et sidst blik
efter ulven, men selvfølgelig var den væk. Om det var godt eller skidt, vidste
jeg ikke.
Det var ikke engang fem minutter senere, at vi fandt dem. Jogge
havde placeret mig forrest i gruppen efter min lille stirre konkurrence med
dødens budbringer, så jeg var blandt de første til at se dem. Steffan og jeg
var netop drejet om et lille hjørne, da vi kom ind i dalen, hvor de lå. ”Ved
Håkon-Loke!” hviskede Steffen hæst ved synet af deres livløse kroppe og faldt
så på knæ. Selv vaklede jeg baglæns i en kampesten, imens den forfærdelige,
rådne stank gav mig kvalme. ”Hvad sker der?” hørte jeg Midea sige et sted bag
mig. Jeg tænkte på at stoppe hende, advare hende, gøre et eller andet, men jeg
var ude af stand til at røre mig. Ved synet af de døde gav hendes krop et spjæt
fra sig, og så lå hun ellers på jorden i fuld gang med at kaste op. Jeg kæmpede
mig kvalmt til hendes side med stort besvær og lagde mine arme om hende. ”Stille
og rolig” hørte jeg mig selv hviske ”tag en dyb indånding”. Hun gjorde, som der
blev sagt, imens resten af vores rejseselvsskab nåede frem og mødte synet af de
døde. Flere af dem havde den samme reaktion som Midea, men til min overraskelse
var Kryster ikke blandt dem. Valt’Ers reaktion var ganske forståeligt blandt de
værste. Rystende over hele kroppen satte han sig bare på jorden op ad en høj,
ude af stand til at sige et eneste ord. Det var der ikke noget at sige til. Han
havde netop opdaget, at han selv var blandt de heldige af sin slags i Crymron.
Der var måske et dusin satyrer på den kolde stenjord. De
fleste af dem var gennemboret med pile, imens andre så ud til at være blevet
flået i småstykker. Det var svært at afgøre, for de skyldige havde ikke ladet
de døde ligge i fred. Jeg vil helst ikke gå i detaljer, men lad os bare sige,
at der var blevet taget trofæer. Blandt de døde satyrer var der også omtrent
det samme antal dryader. De smukke skovånder var heller ikke blevet skånet for
noget, men for både min egen og jeres skyld vil jeg ikke beskrive grufuldheder.
I midten af hele forsamlingen var der også en større skabning, som ved første
øjekast godt kunne ligne et væltet, ophugget og brændt træ. Det var en leshy,
hvis jeg ikke tog helt fejl. Men på trods af skabningens størrelse og tydelige
styrke så den ikke ud til at have kæmpet imod. Den havde ikke haft chancen. Scenen
foran os var ikke fra en kamp eller en slagmark. Den var fra en nedslagtning.
”Hvem kunne have gjort al det her?” hostede Midea, da hun
efter flere minutter kom på benene igen ”inkvisitorerne?”. ”Nej” sagde Kryster
og løftede så blikket mod en høj på den anden side af dalen og de døde ”de er
måske skiderikker, men de ryder op efter sig. Det var dem”. Han rettede en
rystende finger mod den fjerne høj, netop som en snes sortpelsede og tatoverede
gobling-lignende skikkelser med ladte buer og skarpe kløer kom til syne på den.
Det var gnormer, de forbandede magikerjægere. ”Heldet er med os i dag” knurrede
den største og grimmeste af uhyrerne og løftede sin bue i sejrrigt i vejret ”manablod!”.
Pile fløj om ørene på os, og vi ville alle være døde, hvis
ikke Steffan havde nået at reagere først. Lige i sidste øjeblik fik han
placeret en magisk barriere imellem os og dalen, som stoppede pilene i luften
og lod dem falde til jorden. ”Tilbage!” beordrede Jogge, og et kaos udbrød som
svar på hans ordre. Alle løb alt, hvad de kunne, tilbage hvor vi var kommet fra
i håbet om at nå væk. Alle med undtagelse fra Steffan, Midea, Kryster, Kobbel,
Valt’Er og mig selvfølgelig. Satyren sad endnu lænet mod højen, ude af stand
til at bevæge sig eller sige noget som helst, og min gamle elev forsøgte desperat
at komme igennem til ham, men han nægtede at lytte. ”Midea, kom væk herfra!”
sagde jeg strengt til hende, men hun fortsatte bare med at tale til satyren. Endnu
en regn af pile ramte barrieren, og Steffan vaklede et halvt sekund. ”Valt’Er”
sagde jeg hårdt og sendte satyren et truende blik ”jeg er virkeligt ked af,
hvad der er sket her, men nu rejser du dig. Hvis du får Midea dræbt, så vil jeg
personligt dræbe dig, er det forstået?”. Jeg vandt et chokeret blik fra min
gamle elev, men også satyrens opmærksomhed. Han nikkede og skyndte sig så efter
de andre. Midea tøvede et halvt sekund, imens hun kiggede en smule forstyrret
på mig, men Kobbel tog så fat i hende og førte hende videre. Tilbage var nu kun
mig selv, Steffan og Kryster. ”Kunne du virkeligt have gjort det?” spurgte
troldkarlen mig, og jeg nikkede uden den mindste tvivl i sindet. ”Godt” sagde
Steffan hæst ”så har hun altså en chance for at klare den med dig som hendes
vogter. Hun er en god pige. Hun fortjener bedre”. ”Hvor meget længere kan du
holde besværgelsen oppe?” spurgte jeg bekymret. Før Steffan kunne nå at svare,
ramte en tredje pileregn ind i barrieren, og han trådte en kvart meter bagud. ”Lidt
endnu” svarede troldkarlen med sved piblende ned over panden. Jeg bemærkede for
første gang en stor, rød plet i hans højre side. En af pilene var altså nået
forbi, før han havde fået barrieren op. ”Mareridt” sagde Kryster, og jeg
kiggede uforstående på ham. Så pegede han på en stor, mørk skikkelse, der var
kommet frem blandt gnormerne. Den lignede lidt de andre, men var meget større
og så ud til at være langt mere ulv end gobling. ”Den kaldes et mareridt”
forklarede Kryster og sank en klump. Uhyret sprang ned fra højen og brølede,
ivrig efter frisk blod. ”Steffan…” sagde jeg til troldkarlen, men han rystede
voldsomt på hovedet. ”Løb!” hvæsede han hæst ”og gør hele den der sorg ting,
når I er i sikkerhed”. ”Tak” sagde jeg, gav ham et enkelt klap på skulderen, og
sammen med Kryster skyndte jeg mig så efter de andre, alt imens mareridtet løb
blodtørstigt frem mod Steffan.
Vi var måske nået femten eller tyve meter længere væk, da
Steffans dødsskrig hørtes bag os efterfulgt af et jagthorn og mareridtets
triumferende brølen. Vi stoppede dog ikke op og fortsatte bare med at løbe,
imens jeg overvejede, hvor langt foran de andre måtte være. Noget jeg aldrig
fik svar på. Som om skæbnen havde planlagt det hele forhånd, var det
selvfølgelig ved den samme høj, hvorfra jeg havde set ulven, at jeg blev ramt. En
skærende smerte borede sig pludseligt igennem mit ben, og jeg faldt så lang,
jeg var. Forslået og blødende kæmpede jeg mig krybende videre, men jeg havde
ikke meget håb i lige det øjeblik. Gnormerne ville snart være over os, og jeg
tog derfor en beslutning. ”Vi kan ikke undslippe dem” sagde jeg til Kryster ”så
vi kan lige så godt købe de andre lidt ekstra tid at løbe på”. Et spjæt gik
gennem elveren, og han kiggede blegt på mig i flere sekunder. Og så flygtede
han. Ærligtalt havde jeg heller ikke ventet andet.
Under stor smerte kom jeg på benene igen og vendte mig mod
de to fremstormende gnormer. Hvor resten af dem var, vidste jeg ikke, men disse
høje var forræderiske og som en labyrint. Måske havde de allerede fundet frem
til de andre? Jeg havde ikke det privilegium at kunne nå at bekymre mig, for
uanset hvad så det her ud til at være slutningen på min historie. Fast
besluttet på at kæmpe til det sidste trak jeg mit sværd og pegede det mod den
ene gnorm, som sænkede sin bue med et smil. ”En udfordrer” lo den og rakte så
buen til sin ven ”kæmp godt, manablod!”. Den sprang straks på mig med sine
kløer, og jeg svang mit sværd som svar. Når en kriger eller stor ”helt” senere
fortæller om sine eventyr, i sikre omgivelser, ofte på en kro, og med en lille flok
beundrere omkring, beskriver de ofte kampene i hver eneste detalje. Hver eneste
hug, hver eneste finte og vigtigst af alt, dødsstødet som gjorde dem til
sejrherre. Jeg husker ikke meget fra min kamp med gnormen bortset fra smerte og
frygt, og da min fjende til sidst faldt død om, var jeg overrasket. Jeg kan til
denne dag endnu ikke huske, hvordan jeg dræbte gnormen. Alt jeg husker var min
næste udfordrers provokerende, selvsikre smil og følelsen af håbløshed. Jeg
kunne knap nok stå oprejst på dette tidspunkt. Jeg ville umuligt kunne dræbe
endnu en gnorm. Eller vent, jeg husker faktisk en ting mere. Jeg husker ulven.
Den var dukket op bag den anden gnorm, hvor den med sine
røde øjne kiggede på mig, som den havde gjort det to gange tidligere. I det
øjeblik var jeg sikker på, at jeg endelig forstod, hvis død den varslede. Det
måtte selvfølgelig være min egen. Hvor tog jeg dog fejl…
Jeg snublede, før den anden gnorm overhovedet nåede at tage
et eneste skridt, og der lå så jeg, knust, blødende og færdig på jorden. Jeg kunne
umuligt komme på benene, ikke igen. Ikke for alt i verden. Det var ovre. ”En
skam, manablod” sukkede gnormen og løftede sine kløer ”men du kæmpede godt”. Sekundet
efter indtraf døden. Gnormens død.
Det sidste jeg husker fra den dag er billedet af min ironiske
redningsmand. Billedet af inkvisitoren med lyn og torden i hænderne som vendte
rundt i luften på sin prægtige ganger efter at have dræbt gnormen. Den
maskerede skikkelse værdigede mig ikke et blik og satte straks kursen mod den
større kamp, der blev udkæmpet mellem inkvisitorer, nomader og gnormer ikke
langt derfra. Og det sidste jeg husker at have tænkt fra den dag… tja… det var
måske ikke den mest rationelle tanke i verden. Selvfølgelig havde jeg tænkt med en smertefuld, mørk og meningsløs
latter, selvfølgelig rider himmelkrigerne
på himlens heste, idet inkvisitoren på pegasussen forsvandt fra mit
synsfelt.
Tashs Historie
Afsnit 1 - Xenrons Arv Afsnit 2 - Vandringsmanden Afsnit 3 - Et Vintersolhvervs EventyrAfsnit 4 - Den Første Djinn Afsnit 5 - Et Indespærret Fængsel Afsnit 6 - Litungul
Afsnit 7 - Karavane i Crymron Afsnit 8 - Kryster og Kobbel Afsnit 9 - "Mindre" besværligheder i ødemarken Afsnit 10 - Gråtårn Afsnit 11 - De Røde og De Hvide Ulve Afsnit 12 - Xenrons Arving
Kommentarer
Send en kommentar