Af Anders Winther
Advarsel: Følgende er ikke skrevet af Fantasy Nørden, men hans ven der i sin tid spillede Køter til bordrollespil, og en sen aften fik overtalt spilmesteren til at lade ham skrive denne serie. Den indeholder sandsynligvis mange bandeord og grimt sprogbrug og ville indeholde flere, hvis ikke nørden havde fjernet de værste. Ydermere så er Anders mellemnavn ikke Gabriel, uanset hvor mange gange han påstår det.
Man kunne knapt se lyset fra de dryppende celler under Galagis, det var flere timer siden Maegors baghold. De lyse morgenstråler ramte den modstående mur og varmede rummet til en, hvis klamhed var opnået.
“Du må aldrig bukke under, Køter, uanset havd de gør ved dig. Tortur, mord, hvad end de smider efter dig. Hvis du ved, at du har ret, så bukker du aldrig under. Husk det, husk det Køt-”
Døren gik op, og en af de Blå trådte ind, “Maegor vil se dig nu” vagten løsnede Dairons lænker og fulgte ham ud af døren. Dairon nåede at sende Køter et hastigt, betryggende blik, før de ikke længere kunne se hinanden. Han blev ført ind i Maegors store kammer, et kammer benyttet som koncil for byens vigtigste mænd, men idag var det kun Maegor og Dairon. Vagten slap han og forlod rummet.
“Dairon, hvor er det mig en ære at træffe Dem igen. De må selvfølgelig forstå, at jeg ikke kan tolerere terrorisme i min by, forrædere fortjener intet andet end den højeste straf”
“De kalder mig forræder, men det er Dem, som ønsker blod!” spyttede Dairon.
“Blod, ja. Men fra personer, nej. Jeg kræver blot blodet af dem som retmæssigt skylder mig det, forræderiske slavehandlere, De kender og ved, hvad jeg taler om, men alligevel sympatiserer De med fjenden.”
“Maegor, du ved, at jeg ikke sympatiserer med de forrædere. Du ved hvem jeg er, hvad jeg har mistet.”
En tåre gled over kinden på Dairon.
“Det Angloriske Imperium” sagde Maegor med en hånende tone.
“Det er, hvad de kalder sig, et imperium som er i stand til at modstå os. Vores imperium har stået i over to tusind år, og de svin kan slå os i kamp!” Maegor vendte sig mod Dairon. “Og ikke nok med, at vi skal bekæmpe folk på den anden side af havet, så må jeg slås mod mit eget folk, ikke mere Dairon!”
Køter hang stadig i cellen, stirrende i panik omkring for en vej ud. Han kunne mærke hvordan solen varmede lokaldet, hvordan genskæret brændte i hans øjne. Og så slog det ham. Han lukkede øjnene og tog en dyb indånding.
“Min herre”
Stilheden var gennemborende, men blev brudt af en brummen, som gradvist tog over og fik det til at ryste i knoglerne.
“Køter? Længe siden” kom en brummende stemme.
“Jeg har været distraheret, men sidder nu i brug for din hjælp”, lænkerne begyndte at vibrere, og vinduet begyndte at knirke højlydt.
“Jamen dog Køter, du ved jo godt hvad, sådan noget koster. Det er skam ikke gratis, nææ, husk at jeg bragte dig tilbage af en grund”
“Jeg er her for at tjene dig, mester. Hvad er prisen?”
“Du kender prisen, den samme som altid”
“Hvem ønsker du?” snerrende Køter.
“Det er skam dit valg, men kriteriet holder. Giv mig sjælen af en god mand, og jeg skal stå til din tjeneste”. Køter tog en indånding… “Som du ønsker”.
Med et sprang hans lænker op, rummet blev stille, og døren gled langsomt op.
Tilbage i den store hal var den store debat mellem Dairon og Fyrst Maegor gået i gang.
“Du kan ikke invadere Anglor, krigen er først lige slut!”
“Men kan du ikke se det? Vi kan ikke bare stå til siden, imens slaveri lever i vores verden, det er vores pligt som elvere at passe på den verden, vi er i så længe!”
“Så du vil invadere et helt imperium? Dig? Èn veteran? Selv den samlede elviske hær har fejlet!”
“Selvfølgelig, for de mangler, hvad mine Blå Riddere har, en fælles ånd. Har du hørt om Syndors røde riddere af Frangica?” Maegor stirrede på Dairon, som måtte trække på skuldrene.
“Rygter, de siges at være noble mænd”.
“De nobleste krigere, Dairon. Og hvorfor? Fordi de deler én religion, én sag, ét broderskab. De sidder i deres katedral og kæmper ikke medmindre, de får besked fra deres gudinde. Dét er tricket, troen vælter imperier, min gamle ven. ” Dairon så skræmt ud, han så først mod gulvet, men rejste så sit ansig mod Maegor “Hvad er din plan, at træne dine amatør vagter til at føre en krig?”.
“Ikke føre en krig, kæmpe til døden for retfærdighed. Mine mænd er stærke i deres tro, og Syndor belønner dem. Med hjælp fra Splidar af Magiens Vogtere, har de fået velsignelse i kamp. De er min hær, og de kæmper ligesom jeg og denne by for en verden uden lænker”
“UDEN LÆNKER, SIGER DU!”. Køter stod nu bag Maegor. Fyrsten nåede knapt at vende sig, før hundens gebis var solidt plantet hans ben. Med et støn af smerte faldt Maegor til gulvet, og Køter løb over og skubbede til Dairon.
“Løb, din svans, vi må afsted, før vagterne hører os!”.
“Hvordan slap du ud? kom det fra Dairon, imens de løb ud af hallen med lyden af den pinte Maegor i baggrunden.
“Forklarer jeg senere, vi er nødt til at løbe, vagterne er ude i byen for at lede efter resten af din gruppe.” Dairon forstod, og de løb begge så hurtigt, de kunne ud af inderporten, gennem gården og ud gennem muren. Inden længe var de nede i byen. De blev hurtigt enige om at søge tilbage til deres tilholdssted bag kroen. Dér fandt de et par fra gruppen. De var sluppet fra De Blå, men ikke uden skrammer. Syv var de tilbage, og førsteprioriteten var at få deres sår tilset af en læge. Bagefter forklarede Dairon alle de andre, hvad Maegor havde sagt om at invadere Det Angloriske Imperium, og hvordan han havde samlet De Blå Riddere.
“Vi er nødt til at gøre noget, halvdelen af byen regner med os” forklarede Dairon, “vi er nødt til at finde ud af, hvad vores næste træk er.” De andre nikkede og begyndte at tale indbyrdes.
“Og Køter? Hvordan var det egentlig, du slap fri”
Køter så ham i øjnene “deres lænker var vist ikke lavet til mine små poter”
Med et kækt blik så Dairon tilbage “Det må alligevel have været nogle gode lænker, siden dine poter ikke faldt ud de timer, vi hang ud sammen”
Kommentarer
Send en kommentar