Fortællinger fra Mortlan #11 Et Vintersolhvervs Eventyr

#11 Et vintersolhvervs Eventyr

”Et Vintersolhvervs eventyr… sikke en utrolig fortælling. Ikke blot er dens plot og karakterer en del utraditionelle, men det, der skræmmer mig mest, er, at denne fortælling fortælles til børn over hele Mortlan. Jeg har selv hørt den som barn, og alligevel har jeg læst den højt for min søn. Der er noget ganske unikt over denne fortælling, som nærmest drager en til den. Og så er der det med, at den ikke bare er baseret på virkelige hændelser… den er virkelige hændelser, hvis man kan sortere løgnene fra selvfølgelig” - Tash Rizzian, troldmand hos Magiens Vogtere - nu afsat.

Fortæller: Nikolaj Halvstreng

Periode: Xen 1088FA

Placering: Froststrand

På øen Froststrand i byen Aslakhavn regerede vinterens søvndyssende magt, og landskabet var dækket af et hvidt lag sne. Aslakhavns indbyggere forberedte sig på det kommende vintersolhverv, og alle byens borgere glædede sig. Jeg, musikanten Nikolaj, spillede vintersolhvervskvad på mine hjemmelavede instrumenter, den fulde olddværg Jimse snakkede ivrigt om Sinus og Cosinus, selvom ingen forstod ham, vagten Linda sleb sin økse, Karismatiske Robert holdt taler, og Onde Line lærte folk om guderne, hun ikke selv tilbad. Men netop som Vintersolhverv kun var få dage væk, skete der noget, som truede borgernes glæde.

Det var de hårdeste dage, der nogensinde ramte vores lille by i mange år. Dage hvor folk, jeg havde kendt hele mit liv, blev tvunget til at tage drastiske valg i kampen om ære, magt og vintersolhvervets overlevelse. Historien begynder en sen aften den 20. Xen på vores lille, lokale kro, hvor aftenens begivenheder gik heftigt til for sig, da Lunztras sønner havde lokket den stakkels, uvidende Jimse til nissernes mest alvorlige, voldelige og intense spil: Pakkeleg.

Lunztra var vor bys store kriger og en helt for mange, og hans fire sønner var alle mindst lige så imponerende. Først og fremmest var der de to ældste: Zotum og Grif. De to var blevet født som sammenflettede tvillingebrødre, men lige siden Lunztra huggede dem fra hinanden med sin kødøkse få sekunder efter fødslen, havde de været vidt forskellige. Grif var en mystisk hamskifter, der kunne ændre form til sin navnefælle og tage magten over dyr, og så bar han altid en pibe i sin mund. Zotum var mere af en listens mand med talent for problemer og politik. Udover tvillingerne så var deres to yngre brødre også til stede. Det var Zacharias og Zerg. Begge var mestre i symbolmagi, og Zerg var den overlegne, imens Zacharias havde brugt flere år på at lære alkymiens kunst. De var en meget usædvanlig blanding af nisser, men ligesom alle andre af racen tog de pakkelegen dødalvorligt. Der er et yderst seriøst spil blandt nisserne, hvor mange værdifulde genstande er i spil, og der gik heller ikke længe, før Jimse havde mistet både sin båd, sin daggert og alle sine penge.

Men netop som spillet var ovre, og nisserne var tilfredse, blev døren til kroen smækket op, og en bevæbnet trold trådte ind flankeret af to af de sagnfulde frosne krigere. ”Jeg taler for Bjargar søn af Bjirkhil og herre af Den Kolde Dal, og jeg siger, at han er nu jeres konge, og jeres konge kræver al den natriana, I besidder”.
Zotum, der var stolt og stærk, rejste sig op for at tale trolden imod. ”Gå til Herroth med denne Bjargar, din nidding. Aslakshavn ønsker intet med ham at gøre og vores natrina forbliver vor eget. Vend tilbage, og mine brødre skal hugge dine øjne ud”.
Her blev trolden vred og rettede sin kølle mod nissen. ”Vogt dig, nisse, for du har netop påkaldt din egen undergang. Bjargar vil hævne sig, og han vil blive jeres konge. Al natrina, I ejer, skal være klar om to dage”. Den glade stemning fyldte endnu en gang kroen, da trolden var gået, men det varede ikke længe. Skrig af rædsel hørte man i hele byen, og gaden var snart fyld af kroens gæster.
”Brand, mord og tyveri!” blev der råbt i alle byens gyder og stræder, og nissebrødrene blev mødt med et frygteligt syn. Deres fader og moders langhus var brændt til grunden, og trolden stod uden tvivl bag. Blandt de brændte ruiner lå en afdød nisse. ”Skrækkeligt!” udbrød Zacharias ”hvad gør vi da nu?”.
”Trolden skal lide for sine forbrydelser” svarede Zerg, der var bitter og besk.
”Og hans herre skal ikke gå glemt” tilføjede Grif og pakkede respektfuldt sin pibe væk.
”Til Den Kolde Dal må vi drage” nikkede Zotum nu leder af slægten ”og kræve blodhævn for vore forældre”.
”Et uvejr nærmer sig” lød svaret fra hans brødre. ”Hvordan skal vi dog nå det i tide?”. ”Fortvivl ej” lød det fra Jimse, ven af slægten og blodbroder af Zotum ”hævn er også i mit hjerte, og min slæde skal føre jer”.

Således satte de fire sønner af Lunztra og dværgen Jimse ud på rejsen til Den Kolde Dal, der lå midt på vor forfrosne ø. Et uvejr var ganske rigtigt på vej, og de fem nåede kun til dalens ydre, da den ramte. Her slog de lejr for natten og klargjorde dem til morgendagens kamp. Zerg og Zacharias ristede magiske ringe og fortryllede runesten. Zotum holdt sit reb og sin daggert klar, imens Grif endnu en gang fremfandt sin pibe, der hjalp ham med at tænke.
Natten var fyldt med uhyrlige brøl og bragen, men intet bæst truede dem. Den følgende morgen begav de sig af sted og slæden blev trukket ind i Den Kolde Dal af Jimses ranojan, et mægtigt, langt bæst med snehvid pels, tre øjne og skarpe tænder. Her rejste de hele dagen, indtil en høj kom til syne på horisonten. Ærværdig og ædel stod den i sneen. På toppen hvilede et gammelt slot af sten, og kun en spinkel trappe ledte dertil.
”Hvad gør vi nu, brødre?” lød det fra Zotum ”dette slot må tilhøre Bjargar søn af Bjirkhil, som sendte trolden til vort hjem”.
”Selv det mægtigste slot vil falde til vore runer” sagde Zerg, før han og Zacharias begyndte at hakke mystisk i den kolde jord.
”Assister vore brødre” sagde Zotum til Grif, der brugte pibe på ny ”jeg vil bruge min list til at infiltrere slottet”. Og mens de fire andre hakkede i jorden, sneg Zotum sig mod slottet, gammelt og gråt. En iskold vind mødte ham på stien, men hans nisseblod holdt ham oppe og klar til mord. Ved toppen af højen nåede han slottet, der var knækket og knust. ”Hvem mon herskede her for så mange år siden?” undrede Zotum sig og besteg den første bygning ”for Bjargar kan ikke have boet her længe”.
Snart hørte han en knurren, da videre han sig sneg. Stemmer som bæster med bjæffen som hunde.
”Bjargar kan ikke gøre dette” lød en ”vi bør stoppe ham”. ”Bjargar er vor herre” lød en anden ”for magtfuld han er”.
Den første af disse blev genkendt af Zotum. Stemmen, om end forvrænget, var den af Bjertild, afdød nabo til Lunztra, nissebrødrenes fader. Zotum sneg sig nærmere og betragtede de talende. Tre store skikkelser med pels som ulve, men bygning som nisser. Varulve af myter og sagn med grumme kløer og skarpe tænder, og dog var det ej fuldmåne. Forbandede sjæle undsluppet fra Herroth og straffet med pelsede former. Og i rummet bag dem hvilede en mystisk dør. Zotum sprang ned uden en lyd og bevægede sig uset hen til døren. Bag den fandt han en mystisk stige, der ledte ned i selve højen.

Da Zotum havde været borte i mange timer, skete der noget for hans brødre. Deres opgravede jord var netop blevet til en golem, en kriger af mineraler og magi, da en lille nisseskikkelse dukkede op i snestormen.
”Fader!” udbrød de tre brødre, der alle havde troet Lunztra død ”hvad gør du dog her?”. Men Lunztra faldt om, før han noget nåede at svare. Svag, bleg og udmattet var han. Grif løb til hans side og tilbød sin lægekyndige hjælp. ”Du var ej i huset, da det brændte”.
”Næh, det var jeg ej, for jeg har en stor skam påført jer. Jeres moder utro har jeg været, og hor jeg har begået” svarede faderen udmattet. ”Det er længe siden, men skammen har tvunget mig til at søge ensomheden i denne kolde tid”. De tre brødre var forfærdede over denne nyhed og skammede sig for deres fader, hvis ære var forfalden.

I mellemtiden var Zotum nået ned ad den lange stige og ind i højen, hvorpå ruinen lå. Foran ham nu var en stor sal udhugget i klipperne, som indeholdt række efter række af isstatuer, højde og helhed som menneskekrigere. Hver og en af dem var bevæbnet med sværd og skjold, og alle som en bar de rustninger, frosne og faste. ”Frosne krigere” fastslog Zotum, deres lige havde han set før. ”Elementar-hybrider af vand og kulde”.

Listigt og lydløst sneg nissen sig tilbage og befandt sig snart hos sine brødre på ny. ”Fader” han udbrød ved synet af Lunztra. ”Du lever!”.
Skamfuldt fortalte den store kriger om sin synd til sin sidste søn, og længe sad Zotum uroligt og lyttede.
”Al ære du har mistet, fader” han sagde efter en tænkepause lang ”familiens ære ligeledes er ramt”. Lunztra undskyldte og knælede for Zotum, men den listige søn talte snedigt med sine brødre til stede. Magten ønskede han for sig selv, og han nægtede at dele. ”Tiden til domme og straffe er ikke inde. Den store hal vi må gennemsøge, og et svar vi vil finde”.

Således begav den skamfulde fader og de fire sønner sig mod ruinen igen, imens Jimse vogtede kane og ranojan. Alene Zotum var listig og uset, men den samlede familie med to golemmer trampede og larmede.
”Hvem der?” lød en snerren, og frem sprang varulvene, vilde og kampklare rovdyr. Zotums daggert blev trukket, Zerg og Zacharias greb buer, og deres skabninger var klar til destruktion, men Grif lod blot en røgring flyve. ”Tilbage!” en brun varulv snerrede ”flygt eller bliv flået!”. Men stemmen blev straks genkendt af alle de fem nisser. ”Bjertild!” Lunztra udbrød forbløffet og forundret ”min elskede, du lever”. Skammen var ikke længere at se i hans blik, for glæde havde taget dens plads. Hans sønner forstod, og faderens synder blev gjort klare. Bjertild og faderen, siden barndommen de havde hinanden kendt og nære venner været. Men mere end venner de i smug var blevet. Et halvt år tilbage Bjertild var død, og sørget havde faderen. Alt blev nu afsløret og fortalt til sønnerne fire.
”Undslap fra Herroth” varulven fortalte ”det gjorde vi alle tre, og disse forbandede former blev vor straf. Stærke og seje, men hjemløse og jagede. Elendige og ensomme. Kun Bjargar søn af Bjirkhil opsøgte os, og han gjorde os tamme med trusler om vilje og vold. En ormekæmpe, vis, snedig og med en uendelig magt. Det er han. I hans besiddelse er en magisk stav, uden lige eller rival. Men ikke længere vil vi tjene ham. Lad retfærdigheden ske fyldest for både ham og for os. Bjargar søn af Bjirkhil har samlet sin hær; trolde, frosne krigere, nisser og mennesker. Hans mål er Aslakshavn, og han er allerede marcheret”.
”Til hvilket formål ønsker han natrina?” lød det snedigt fra Grif, der tyggede på sin pibe.
”Bjargar er mægtig og vis, men han er også stor, paranoid og utålmodig. Inde i højen der er en sal, men den er ej tilgængelig for ham. Indgangen er lille og forbudt for ham, så hans mål er en ny vej. En tunnel gravet med magi og ild fra natrina”.

Tiden var nu knap, for Bjargar havde forspringet, men først skulle gåden løses. Hvad ønskede Kongen af Den Kolde Dal i højen, og hvem var ruinens grundlægger? De fire sønner forlod deres fader hos sin pelsede, afdøde elskerinde og skyndte sig på jagten efter svar nede i den klamme og kolde hule.
”Frosne krigere i hundredvis, måske endda tusinde” observerede Grif for en gangs skyld uden pibe ”en potentiel hær på Bjargars side”. ”Eller min… vores” afslørede Zotums tanker sig højt.
”Men hvorledes kan de være på ormekæmpens side?” lød det fra Zerg og Zacharias ”frosne krigere er trænede og dygtige, men de forsvarer kun og tjener ingen. De eksisterer uden handling eller formål”.

Den kolde sal blev med ét køligere, enhver ånde frøs, og alle bevægelser blev langsommere. Frem i salen trådte en fremmed skikkelse, men den var ikke ny. Den var ældre end salen og ruinerne, for dens ejer byggede dem århundreder tidligere. Af udseende var manden omkring de halvtreds, hans skæg var prægtigt og hans kåbe gråblå. Men manden var ikke levende, han var som sne og tåge, et vinterens spøgelse.
”Jeg har begået en frygtelig fejl i et forsøg på at hjælpe” fortalte spøgelset ”jeg er Xenron Den Magtfulde, den som bragte Magiens Vogtere til Norden, og som opfandt mindekuberne. Af mange er jeg blevet kaldt den største blandt Nordens troldmænd, men jeg var også den mindste. Lad mig forklare, så I kan stoppe Bjargar søn af Bjirkhil, før min arv ødelægges, misbruges og vanæres for sidste og afgørende gang”.
Spøgelset svævede højt til vejrs og lod lys falde over hele salen. ”De Frosne Krigere er og har siden begyndelsen været forbandede af en stor magt hos ilden og luftens elementer, en djinn påkaldte denne og gjorde dem for alvor til frosne krigere. Jeg opdagede dette og skabte min stav for at ende deres fangenskab, men forbandelsen var snedig og snu, og løsningen var bitter. Min stav kunne frigøre dem, men kun så længe bæreren tillod dem fri vilje. Blev staven brugt forkert var de trælle i bærerens ejendom, så jeg forsøgte at skjule staven, og den lå skjult i tre århundreder. Nu har Bjargar søn af Bjirkhil stjålet den, og lykkedes hans plan vil alle frosne krigere tjene ham og i sandhed gøre ham Kongen af Den Frosne Dal”.

Efter at have lært denne vigtige information begyndte hjemrejsen for de fire brødre og Jimse, og tiden var knap, for Bjargars hær var på vej mod Aslakshavn. Varulvene og Lunztra fulgte dem med ønsker om at rense deres ære, men det var ikke dem alle, der blev givet denne mulighed. Ved udkanten til Den Kolde Dal slog man lejr for natten, da det var farligt at rejse videre i dette kolde mørke med fjender forude. Men konflikt fandtes ikke kun hos mødet med Bjargar, for Lunztras ære var forfalden, og Zotums plan var klar. Længe havde denne søn ønsket magten over sin slægt, og nu var tiden inde til at vinde denne. En kniv i natten og gåder i mørket. En uset død og et uforberedt offer.

Den næste morgen levede faderen ikke længere, men Grif mistænkte sandheden. Tiden var dog ikke den rette til yderligere blodsudgydelse i familien, for Aslakshavn var truet. Før daggry drog de af sted, mistænksomme og rystede, men alle klar til at forsvare deres hjem. Og forsvar havde vor by brug for. I brødrenes fravær havde de andre krigerslægter forberedt, men Bjargars magt var stor.
Hans styrker var os overlegne, og vi var ved at tabe slaget. Et halvt hundrede frosne krigere havde han samt trolde med tunge køller, nisser med økser og mænd med sværd. I midten af denne hær stod Bjargar selv, den mægtige ormekæmpe. Fem meter høj med blågrøn og skællet hud, grå horn, et prægtigt skæg og en splittet tunge som en slanges.
I hans hånd var en stav af magisk stål med en blå krystal for enden, men i hans enorme hånd var dette prægtige redskab ikke andet end en tryllestav. Nissebrødrene lagde en plan med Zotum ved styringen, der skulle ende Bjargars liv og herredømme. Varulvene løb forrest og ryddede krigere af vejen for Jimses kane, imens de flåede og flænsede alt på deres vej. Så angreb golemmerne, skabningerne af Zerg og Zacharias, og de tillod brødrene og Jimse at nå Bjargar. Med magiske ringe på gik de yngste to til værks med at affyre pil efter pil, som tiltrak al ormekæmpens opmærksomhed.
”Mider, svæklinge!” råbte han stolt og selvsikker. ”Jeg er jer overlegen, mægtig og stærk”. Men pilene var ikke andet end afledningsmanøvre, og ud af himlen fløj nu Grif i sin forvandlede form. Som sin navnebroder flåede og flænsede han, til staven ud af ormekæmpens hånd faldt.
”Forband jer, nisser!” skreg Bjargar i nød og pustede efter griffen med sin frosne ånde. Men netop da borede en krog sig fast i hans skulder. En krog hvorpå der var bundet et reb, og hvis anden ende Zotum klyngede sig til. Med ét en lynende pil fra Zacharias fløj og begravede sig ormekæmpen. Skrigende af smerte begyndte Bjargar at løbe uvidende om den uvelkomne passager på sin ryg. Han løb og løb med sin fulde kraft, og Jimses kane havde ingen chance for at indhente. Snart nåede Bjargar en grotte, mørk og mystisk, hvor han skjulte sig. Ved hulens indgang sprang Zotum af og gemte sig i skyggerne, hvor han hørte hjemme.

Såret og skamfuld var Bjargar, men han sig sikker troede. I mørket han sig lagde, hvilende, men ikke sovende. Zotum sneg sig nærmere, listende fra skygge til skygge med sin faders bane klar til mord. Blødende var Bjargar allerede, og den mægtige skabning var træt. Ormekæmpens strube blev snart overskåret, og Bjargar søn af Bjirkhil fik endt sit liv.

Således endte hans fortælling, og den trussel han udgjorde for Aslakshavn, og fred var vundet for en kort tid. Vintersolhvervet var over os, og alle var glade, men det varede ikke længe. Ikke alle trusler kommer udefra, og nu var Zotum anfører for familien med sin blodbroder Jimse ved sin side og Zerg og Zacharias misundelige under sig. Hans ambitioner voksede snart, og nye konflikter bød sig, den ene mørkere end den anden. Efter vintersolhvervets ende blev Grif aldrig set af sine brødre igen. Han rejste væk på båden, han havde vundet fra Jimse i pakkelegen, og søgte at skjule staven, hvor hans brødre aldrig kunne finde den. Zotums mål om at gøre De Frosne Krigere til sine egne trælle blev aldrig ført ud i livet.

Hvad angår Den Frosne Dal, så har den siden været skjult i sne og tåge. Få finder vej derinde, og ingen når ruinen på højen. Den er beskyttet og forbudt efter Xenrons ordrer, så ingen levende sjæl kan ødelægge hans arv og ambitioner yderligere. For selv de frosne krigere fortjener at finde fred.

Xen 1069AA

Zok-Jaqa-Qul kæmpede sig langsomt op og stå, imens han rystede over hele kroppen af kulde. Han havde været en shaman og tjener af elementerne hele sit liv. Kulde generede ham almindeligvis ikke, men uvejret i Den Kolde Dal var ulig noget andet, han nogensinde havde mødt. ”Så…” sukkede han træt og rettede blikket mod ruinen foran sig. ”Det kunne tyde på, at jeg er trådt lige ind i et eventyr. Lad os se, hvad Xenron har at sige”.

Tashs historie

Afsnit 1 - Xenrons Arv     Afsnit 2 - Vandringsmanden   Afsnit 3 - Et Vintersolhvervs Eventyr
Afsnit 4 - Den Første Djinn   Afsnit 5 - Et Indespærret Fængsel  Afsnit 6 - Litungul
Afsnit 7 - Karavane i Crymron   Afsnit 8 - Kryster og Kobbel   Afsnit 9 - "Mindre" besværligheder i ødemarken  Afsnit 10 - Gråtårn    Afsnit 11 - De Røde og De Hvide Ulve  Afsnit 12 - Xenrons Arving