#37 Goblinger vs Vampyrer
18.
Xen 1076AA, nattetide, Elementernes By, er nattetide et ord? Det er
det nu
Goblingernes lejr var fuldkommen stille og mørk. Ikke et eneste bål
eller en eneste fakkel var tændt, og ikke så meget som en snorken
blev hørt. ”Hvor er de alle sammen?” spurgte en af vampyrer
nervøst til sin ven ved synet af lejren, men blev straks tavs og
skælvede skrækslagent, da Blodbideren sendte ham et vredt blik.
”Spred jer” kommanderede han med en skarp hvisken ”find dem”.
De skiftede alle til jægerform og gjorde, som der blev befalet.
Blodbideren havde samlet forstærkninger fra to andre vampyrreder på
øen, som han havde været med til at starte. Lykkedes deres plan her
til aften, ville hele øen være hans. ”Og dig, lille mide”
gryntede Blodbideren og skubbede til Greku ”hvis du ønsker, at
nogen fra dit folk skal overleve, må du hellere være lidt
samarbejdsvillig”. Fangen, som var i sin normale form, svarede ikke
og kiggede blot nervøst ind over lejren.
En af vampyrerne bevægede sig lydløst hen langs jorden, imens den
forsøgte at opfange duften af en fjende. Men hele lejren stank af
goblinger og trolde, så det nyttede ikke meget. Forsigtigt bevægede
den sig ind mod den store bålplads midt i lejren, som den først
havde undgået på grund af negative associationer, men det lod
virkeligt ikke til, at goblingerne var hjemme. ”De må være
flygtet” hvæsede den til sine venner efter at være kravlet hele
vejen rundt om bålet uden at få øje på et eneste spor. Brænde
var ganske vidst stablet på bålpladsen, men ingen havde rørt ved
det i mange timer.”Du har ret” sagde en stemme pludseligt, da en
elver med et tohånds sværd trådte ud fra ruiner og ind i lejren
adskillige meter derfra ”men jeg
blev for at holde jer med selvskab”. Vampyren blev først nervøs,
men lo så, da den indså, at elveren var alene. ”Og hvad ved
Herroth har du tænkt dig at...” nåede vampyren lige at le
hånligt, da store flammer pludseligt sprang op fra bålet, spredte
sig og greb fat i vampyren. Den skreg smertefuldt og kastede sig
rundt på jorden for at få det til at gå ud, netop som et kampråb
blev kastet tilbage fra alle lejrens sider, og elveren endte
vampyrens eksistens med sin skarpe klinge. Og den var ikke alene.
Mindst et halvt dusin vampyrer var trådte nærmere for at se
elveren, og de havde alle befundet sig nær bålet som konsekvens, da
Shakas magi havde slået til.
Trak trak sine daggerter, stoppede et halvt sekund for at beundre det
dårlige ordspil, og trådte så ind i lejren, hvor vampyrerne for
øjeblikket var spredt ud og forvirrede. Men i modsætning til de
andre krigere tog han ikke del i kampråbet: ”Ild og klinge”. Han
havde en ganske anden opgave, imens vampyrerne var distraherede. Gol
havde informeret dem om de to andre vampyrreder samt Blodbiderens
ønske om at tage kontrol over hele øen og hans temperament. Ud fra
disse informationer havde de været sikre på, at de kunne forvente
et angreb så tidligt som muligt. Hovedparten af lejrens beboere var
blevet evakueret og placeret nede ved havnen sammen med en håndfuld
af Kiqs krigere. Der havde selvfølgelig været en risiko ved dette,
men en som havde vidst at være det hele værd. For nu var planen at
holde vampyrerne forvirrede og usikre ved at lade Shaka angribe dem
med sin ild og Bruntop med sine bomber, samtidigt med at Manwe, Kiq,
Za-Sien og tre andre af Kiqs mænd holdt dem yderligere optaget.
Resultatet var fuldkomment kaos, og Blodbideren forsøgte forgæves
at organisere sine folk i midten af lejren.
”Angrib dem, I fjolser!” råbte han af sine lungers fulde kræft
”lad være med at flygte, kujon!”, netop som en vampyr blev slået
ud af luften af en af Bruntops bomber og faldt til jorden. Som
resultat gik de resterende vampyrer i yderligere panik, fuldstændigt
uvidende om at Shaka ikke havde megen mere magisk kraft i sig, og at
det havde været Bruntops sidste salamander øje bombe. ”Bliv her!”
brølede han vredt og greb fat i nakken på en af sine håndlangere
”angrib dem!”, hvorefter han kastede selvsamme håndlanger efter
Kiq, der var kommet lidt for tæt på. Men netop som trolden trak sin
hånd til sig igen, begravede to daggerter sig i den. Blodbideren
skreg af smerte og slog ud, men i stedet for at ramme Trak, fik han
kastet Greku mange meter bagud. ”Lille, grønne rotte!” hvæsede
trolden hadefuldt ved synet Trak-Nal-Tox ”du myrede Yenna, dit
skadedyr. Dø!”. Trak spildte ingen kræfter på at være vittig og
sprang adræt til siden for at undvige troldens andet og tredje
angreb. Han dukkede fortsat det fjerde og lavede et rullefald til
siden ved det femte, hvor han placerede endnu en kniv i sin
modstanders side. Vampyren gryntede på ny af smerte, men fortsatte
blot med at bruge af sine tilsyneladende uendelige kræfter på at
angribe. Ved ottende forsøg lykkedes det ham endelig, og Blodbideren
fangede Trak mellem sine grå, klo-beklædte hænder. Hans
vejrtrækning var nu også blevet ganske tung af træthed. ”Nu har
jeg dig, møgdyr” brummede Blodbideren lavmælt og sydende af had,
hvorefter han gav sig til at bore kløerne ind i goblingen. Trak bed
tænderne sammen af smerte og forsøgte uden nytte at trække endnu
en kniv fra sin bælte. ”Ja” fnøs Blodbideren stadig udmattet
ved synet af Traks opgivende ansigt ”jagten er ovre, og det er
spisetid”. Han løftede goblingen op mod sine tænder, men hylede
så af smerte og faldt bagover, da en mørk, bevinget skikkelse
sprang på ham. Trak faldt ligeledes til jorden, da vampyren gav slip
på ham, og han kom forpustet på benene og greb to knive fra sit
bælte. Men netop som han skulle til at handle, genkendte han sin
redningsmand og tøvede et kort øjeblik. Han var måske i jægerform,
men det kunne ikke nogen anden end Greku. Vampyrens assistance varede
dog ikke længe, for Blodbideren greb hurtigt fat i Greku og brækkede
hans ben med sine bare næver, så det gav en ubehagelig knæklyd.
”Nej!” skreg Kiq og affyrede straks en flammende pil mod
Blodbideren, som gav slip på Greku og flygtede, skrigende af smerte.
Både Kiq og Trak skyndte sig hen til Grekus side. ”Klarer I jer?”
spurgte Trak hurtigt, imens han kiggede fra sin bror til den sårede
vampyr tung af skyldsfølelse. ”Jeg overlever” hostede Greku og
tog Kiqs hånd i sin ”afslut det”. Trak tog en dyb indånding,
nikkede og satte så i løb efter den flygtende vampyr. Blodbideren
fik hurtigt øje på ham og forsøgte at flyve væk, men Trak sendte
straks to knive gennem luften, som skar sig ind i begge vampyrens
vinger. Endnu en gang skreg Blodbideren af smerte, og Trak greb sine
sidste to knive for straks at gå til angreb. ”Lille mide”
brølede troldevampyren og undveg desperat stik efter stik, i takt
med at hans åndedræt blev tungere og tungere. ”Du kommer til at
dø, rotte!” skreg Blodbideren, men hans bevægelser var nu
langsommere og mindre kontrollerede. Ikke lige i nat, tænkte
Trak og sprang op på Blodbiderens arm, hvorfra han elegant tog
aftag. Et halvt sekund senere landede han med benene rundt om
vampyrens hals og med sine knive i uhyrets øjne. Han pressede alt,
hvad han kunne, og endelig løb Blodbiderens kræfter ud. Benene
kollapsede under trolden, og Trak sprang hurtigt væk for ikke at
blive mast af det store lig. Han landede på maven flere meter derfra
med forfærdelig smerte over hele kroppen. Men Blodbideren... han
rørte aldrig på sig igen.
To
dage senere den 20. Xen 1076AA om morgenen
Trak haltede langsomt ned til færgen, hvor Za-Sien, Bruntop og Manwe
stod og ventede på ham. Men han tog sin gode tid om det, og da han
var nået halvvejs ned til båden, indså han, at han ikke længere
havde så stor lyst til at tage tilbage til Zrulf. Trak-Nal-Tox
stoppede op og kastede et blik tilbage på ruinbyen bag sig. Den så
ikke længere så truende og skræmmende ud, som den havde gjort ved
hans ankomst tre dage tidligere. ”Hvad er der dog galt?” spurgte
Kiq med et drilsk smil og klappede ham på skulderen ”kommer
Blodbiderens Bane pludseligt i tvivl?”. ”Lad være med at kalde
mig det” sagde Trak straks, imens han forsøgte at skjule et smil.
”Men er det nu engang, den du er” svarede Kiq ham igen ”og det
kan være, det har været længe siden og den slags... men du var
vidst stadig min lillebror, sidst jeg checkede. Det er min edsvorne
pligt at drille dig... især når du har fortjent det... og tro mig,
du har fortjent lidt ros”. ”Javel, min herre” svarede Trak og
kunne ikke længere skjule smilet ”jeg tror nu også, at du
fortjener bare en anelse ros... du ved for at have holdt sammen på
byen”. ”Tja...” sukkede Kiq og kastede et blik tilbage mod byen
”det er nu ikke så sikker på altid... havde det ikke været for
dig, ville Shaka aldrig have hjulpet os i kampen. Hvordan fik du ham
overtalt?”. ”Jeg mindede ham blot om, hvad det ville sige at være
af Elementernes By, og hvad vi kæmpede for” svarede Trak ”ligesom
du gjorde for mig. Jeg skal ikke have nogen ære for det, jeg har
gjort... det er trods alt mit arbejde, ikke sandt? Bygarde ved du
nok”. Kiq smilede også. ”Tja...” sagde han ”bygardevagter
kan sommetider udføre store gerninger, eller det har jeg i hvert
fald hørt”. ”Hey!” udbrød Trak og puffede til sin bror, som
lo hjerteligt. ”Hvordan har Greku det egentligt?” spurgte han
lidt efter sin storebror, hvis smil straks døde ud ”han sov, da
jeg besøgte ham tidligere”. ”Ja...” sukkede Kiq ”det gør
han meget af tiden, men han skal nok komme sig. Jeg tror, det vil
betyde meget for ham, at du var bekymret”. Trak nikkede lidt
usikkert. ”Kan du fortælle ham, at jeg er sked af, hvad der
skete... jeg vil bare gerne starte forfra, og nu da I to er... det
ser ikke helt ud til, at vi kommer til at kunne undgå hinanden for
evigt”. ”Det tror jeg godt, han kunne tænke sig” sagde Kiq med
endnu et smil og omfavnede så sin bror. ”Tak” sagde han ”tak
for alt, du har gjort”. Trak kæmpede ikke imod, og i flere
sekunder stod de to brødre bare og omfavnede hinanden. ”Nå... øh”
sagde Kiq så lidt efter og gav slip på Trak. ”Husk nu at komme på
besøg” forlangte han, og Trak nikkede. ”Selvfølgelig”.
”Hvordan har du det?” spurgte Bruntop lidt efter, da goblingen
nåede ned til sine venner på færgen. ”Godt” sagde Trak
smilende og tog plads på færgen ”for en gangs skyld har jeg det
godt”. Det ændrede sig fem sekunder senere, da et signalhorn lød
inde fra land, og et råb blev gentaget flere gange. ”Farvel, du
Ærede Trak-Nal-Tox, Blodbiderens Bane!” lød det. ”Åhhh....”
sukkede Trak og begravede sit ansigt i sine hænder ”forbandede
idiot”.
29.
Xen 1076AA i Mugball nær Platnir
Regin fløjtede muntert, da han kom gående hen ad den lille flækkes
beskidte gader. Det havde været en rimeligt god dag uden hverken
ildtrolde aktivitet, utilfredse kunder på det lille værtshus, hvor
han arbejdede, eller så meget som et eneste stykke rå løg, der var
faldet på gulvet. Faktisk lod dagen til at være gået lige en
anelse for godt, indså han pludseligt og stoppede op. Det kunne kun
betyde en ting... Pludseligt sprang en hånd ud af mørket, greb fat
i hans strube og pressede ham op mod væggen. Det var umuligt at se
dens ejer ordenligt, det var nærmest som om, at skyggerne klæbede
sig til vedkommende. ”Hvor er Den Ensomme Skygge?” forlangt en
kvindestemme at vide, og endnu en arm dukkede op. Denne med en lille,
mørk flamme i hånden. ”Den Ensomme Skygge?” gentog
kvindestemmen, og presset på Regins strube blev øget ”hvor er
Manwe?”. ”Jeg er ikke sikker” hostede han desperat ”jeg mødte
ham for en uge siden, men... han tog ind mod Platnir, det er alt, jeg
ved”. Pludseligt forsvandt begge arme og deres ejer, og Regin faldt
ned på sin bagdel. Han sad i flere sekunder og trak vejret dybt, før
han kom på benene. ”Ikke én dag” mumlede han for sig selv ”der
kan ikke gå en eneste dag uden sådan noget her. Det er bare
typisk... ved Braldirs Skæg, jeg håber snart, Faros modtager mit
brev”.
Kommentarer
Send en kommentar