#35 Spadsereture i skyggerne
19.
Xen 1076AA i Braldirborg ved nattetid
Solen var gået ned for mange timer siden, og en kølig blæst fra
nord havde angrebet Braldirborg hele dagen. Et tyndt lag af sne
dækkede alle byens hustage, imens gaderne var mudrede, klamme af
slud og kolde. Enhver fornuftig person sad indendørs og enten sov
eller spiste et varmt måltid mad efter dagens hårde arbejde. Selv
hvis en fornuftig person skulle udenfor, ville en sådan person pakke
sig godt ind og bevæge sig på gaderne. Ikke på hustagene. Men når
en ufornuftig dværg ønskede at tage sin kæreste på en
spadesretur, og denne havde tilbragt de sidste år i fangeskabs hos
en ond klub for ambitiøse skurke uden at have sneprivilegier, så
var der ingen kræfter i Mortlan, der kunne stoppe den ufornuftige
dværg. Tro mig, jeg har prøvet. ”Nattergal” kaldte Marintra fra
toppen af et lille vagttårn i udkanten byen. ”Blækblink?”
svarede Tsyseria nede fra gaden lidt usikkert. ”Nej” råbte
Marintra tilbage og fandt et reb frem fra sin taske ”der er en
nattergal på tårnet derovre”. Tsyseria forsøgte at se den, men
det var helt umuligt nede fra gaden. ”Nej, du skal herop, tosse”
lo Marintra og vinkede ad elveren. Tsyseria tog afprøvende fat en
sten i tårnet og forsøgt at trække sig op, men hendes arm blev
slap ved forsøget. ”Tro om igen” sukkede hun, masserede sin
smertefulde arm og råbte så ”jeg kommer aldrig derop”. Hun var
endnu ikke kommet sig efter sin lange tid i fangeskab, og der kunne
gå mange måneder, måske endda år, før det ville være tilfældet.
Marintra lod enden af et reb falde ned til Tsyseria, som hun havde
bundet fast i toppen af tårnet, og gled hurtigt ned af det. ”Tro
selv om”. ”Teknisk set var det ment til mig selv” sagde
Tsyseria forklarende ”jeg hviskede det egenligt, fordi jeg i et
kort øjeblik havde troet at... vent!”. Men Marintra lyttede ikke.
Hun greb fat i Tsyseria, bandt rebet om hende og gav sig så til at
bestige tårnet. ”Vent, vent!” hylede Tsyseria ”slip mig! Nej,
lad være med at slippe mig nu, vi er for højt oppe”, men hun
overgav sig halvvejs oppe, og da de nåede toppen af tårnet, smilede
hun. Og kort efter begyndte hun at le. Hun lo længe og hjerteligt.
”Sne” sagde hun muntert, da hun endelig holdt inde, og sparkede
til en lille dynge af det rene, hvide sne ”er en del bedre end
mudder. Lige nu i hvert fald altså... jeg mener; hvis der nu var
helt vildt meget sne, ville det skidt, før så ville vi være sneet
inde, men så igen... det kan også være ret dejligt nogle gange. Og
en tilsvarende mængde mudder er heller ikke... jeg tier stille nu”.
Marintra havde kæmpet for at holde sin latter et stykke tid nu. ”Det
behøver du ikke” hviskede dværgen og omfavnede elveren ”og se
derovre, nattergal, der er en nattergal, præcis som jeg lovede”.
”Præcis som du lovede” gentog Tsyseria med et suk ”men næste
gang, Blækblink, må du gerne spørge mig, før du trækker mig op
på et højt, koldt tårn i snevejret midt om natten”. ”Aldrig”
svarede Marintra ”gav vide, om de andre har en lige så dejlig
aften”.
18.
Xen 1076AA i Elementernes By
”Bag dig!” råbte Bruntop pludseligt, og Manwe vendte sig og
huggede med tohånds sværdet i én bevægelse. Denne modstander var
ikke nær så hurtigt som Blodbideren, og denne mindre vampyr, som
også var i jægerform, faldt blødende til jorden, før dens kløer
overhovedet nåede nær elveren. Bruntop trådte straks nærmere og
satte faklen helt tæt på vampyren, så den lige præcist ikke blev
brændt. ”Reden, hvor?” forlangte han, men vampyren snerrede bare
ad ham. Han prikkede uden tøven til den med faklen, og den grå
skabning hylede af smerte. Da han fjernede faklen to sekunder senere,
var det ikke længere en stor flagermus, der lå på gulvet, men en
såret, bleg gobling med røde øjne. ”Reden, hvor?” gentog
Bruntop og holdt faklen truende nær den sårede vampyr. ”Under os”
svarede den hurtigt ”det gamle arsenal. Mesteren holder sine fanger
dernede, og han afgør der, om der skal drikkes eller inviteres”.
”Inviteres?” sagde Manwe uforstående. ”Gøres til en af dem”
forklarede Bruntop ”vælger nok kun de værste eller svagest
sindede. Vampyrer er som sagt ikke uhyrer. Nogle flinke nok. Andre
opfører sig som dyr ligesom disse”. Så vendte han sig mod gobling
vampyren på gulvet. ”Andet du har lyst at fortælle? Greku? Hvor
mange er I?”. Vampyren slikkede sig hurtigt om munden og sank en
klump. ”Jeg gentager mig ikke” sagde Bruntop truende og rykkede
faklen tættere på goblingen. ”Vent, vent” hylede vampyren ”jeg
skal nok sige det hele. Der er otte af os i det hele, og mesteren,
trolden er vores leder. Vi fangede et par nye potentielle i går
aftes. En af dem er allerede blevet drukket. Jeg ved virkeligt ikke
mere, jeg har ikke været her i mere end et par dage”. Bruntop
tøvede et kort sekund. ”Du har altså ikke drukket nogen?”
spurgte han overvejende. Vampyren rystede voldsomt på hovedet. ”Ikke
endnu, nej” svarede han ”det var meningen, at jeg skulle i aften.
De har det her indvielsesritual”. ”Skulle du drikke en af
fangernes blod?” spurgte Manwe ”hvorfor gjorde du det så ikke
bare i nat?”. ”Ikke en af fangerne” sagde vampyren langsomt og
nervøst ”en af jer”. ”Blodbidderen vidste, at vi kom”
konkluderede Bruntop ”og alt det her er en fælde. Tak for hjælpen.
Tag det her tæppe”. Han tog hurtigt et tæppe, der lå på jorden,
og foldede det om vampyren. ”Du ser en smule bleg ud, trænger til
frisk luft”. Så åbnede han hurtigt en dør og kastede vampyren ud
i sollyset, som skreg og krøb sammen under tæppet, hvor solens lys
lige præcis ikke kunne ramme ham nok. ”Tænk på det som din
frelse gennem ilddåb” råbte Bruntop til ham ”og ikke mere med
at dræbe folk”. Så smækkede han døren i efter sig. ”Hvad?”
spurgte han ved synet af Manwes chokerede ansigt ”han forsøgte at
dræbe dig, husker du nok. Han modtog nåde, men ikke for meget. I
hans sårede tilstand vil for meget sollys dræbe ham, så derfor
tæppe. Skal vi ikke finde de andre, før de går i en fælde?”.
”Hvor er vi henne nu?” spurgte Za-Sien, da den gamle gobling
kvinde, hvis navn var Yenna, som den sidste trådte ind i rummet og
lukkede døren bag sig. Det var et stort rum med mange store kasser
placeret ved indgangen. ”Det gamle lager” svarede Trak og løftede
faklen for bedre at kunne se. ”Og derovre” sagde han og pegede
”er indgangen til arsenalet”. ”Tror du, at Blodbideren kunne
finde på at bruge våben?” spurgte Za-Sien overvejende. Han gik
hurtigt igennem lokalet, imens han konstant drejede på stedet og
kiggede rundt. ”Måske” svarede Trak ”hvis han skulle få brug
for at kæmpe et sted med sollys. Så ville han ikke kunne bruge
jægerformen”. ”Altså er det værd at kigge forbi”
konkluderede odderen og lagde sin pote på dørhåndteret. Langsomt
skubbede han døren op, klar til at skyde. Arsenalet var et stort,
rundt rum med mange hylder, skabe og rækker til våben, men rummet
var meget anderledes fra, hvordan Trak huskede det, og det gjaldte
ikke kun snavset. I flere af rummets kroge lå der bunker af tæpper,
tøj, flasker og andre personlige ejendele. Mange af våbnene var
blevet fjernet og lå beskidte rundt omkring. Men den største
ændring var, at midt i lokalet stod et langt, træbord dækket med
tallerkerner og krus. Kun ved én eneste tallerken var der bestik, og
på denne lå mange små stumper kød, imens alle tallerkernerne og
krusene var blodige. Za-Sien sendte Trak et afventende blik. Som svar
hævede goblingen en finger op til sine læber og lavede et hovedkast
mod den venstre side af rummet. Odderen nikkede og bevægede sig den
vej, imens Trak og Yenna gik til højre. Trak passerede forbi den
ende af bordet, hvor tallerkenen med kødet var. En anelse nysgerrig
trådte han nærmere og inspicerede madresterne, og han fik straks
kvalme. En grøn finger lå på tallerkenen, og der var blevet taget
en stor bid af den. Trak havde aldrig i sit liv hørt om vampyrer,
der spiste kødet fra deres ofre. Mange spiste almindeligt mad
ligesom andre dødelige racer, men ikke som dette... han havde dog
hørt nogle rygter om visse barbariske trolde, der fulgte sådanne
skikke. Fingeren på tallerkenen så ligeledes ud til at være rå,
og han havde kendt mangen en trold, som foretrak rå bøffer over
stegte. Trak tog en dyb indånding og trak så Yenna videre, som også
havde stirret forfærdet på fingeren. Han nåede snart forbi bordet
og fik hurtigt øje på tre små gobling skikkelser, der sad bundet
til arsenalets bagvæg. Den ene havde fået et stort bid i struben og
så særdeles død ud, men de andre to lod blot til at sove. Trak
nikkede igen til Za-Sien og gav ham tegn til at holde udkig, imens
han kiggede nærmere på fangerne. Den midterste gobling vågnede
straks op, da han trådte nærmere, og stirrede først skræmt så
lettet op på ham. ”Befri mig” sagde han desperat ”hurtigt, før
ham til højre vågner op. De bed ham... gjorde ham til en af dem”.
Trak skyndte sig dog ikke helt vildt og bevægede sig kun langsomt og
mistænksomt nærmere. ”De bed ham, siger du?” spurgte han og
vendte sin daggert i hånden ”hvordan kan jeg vide, at de ikke også
har bidt dig?”. Fangen til højre rørte let på sig, og
desperationen i goblingens stemme øgedes. ”Slip mig nu fri”
tiggede han ”de ville ikke have mig som andet end mad. De inviterer
kun dem, de kan bruge eller kontrollere. Jeg så dem gøre det ved en
anden gobling, men han nægtede at arbejde med dem, selv efter de
havde gjort det. De brændte ham levende. Jeg lover dig, at selv hvis
jeg var en vampyr, så ville jeg ikke have noget med de her folk at
gøre. Ham til højre har de brug for... han er forbundet til
Kiq-Nal-Tox eller sådan noget, og jeg tror, at vampyrernes herre,
ham trolden, kender ham. De snakkede om at have været
cellekammerater... vil du ikke nok slippe mig!”. Men Trak bevægede
sig ikke ud af stedet, for han havde netop genkendt vampyrfangen.
”Trak?” sagde Greku, der netop var vågnet ”Trak!”. ”Trak!”
kaldte Za-Sien samtidigt. ”Hvad er der?” spurgte Trak uden at
flytte blikket fra Greku. ”Vores værter er kommet hjem” svarede
odderen ”adskillige af dem”. Trak rejste sig hurtigt op og
opdagede, at de var omringet af fire vampyrer. Tre var store
flagermus, men den sidste var kun i form af en rødøjet gobling med
et spyd vendt mod Za-Sien. ”Har nogen af jer indbudt gæster til
banket?” spurgte goblingen sine medvampyrer ”for jeg ser, at
festmåltidet allerede er ankommet?”. V(t)ampyrerne lo
ondskabsfuldt, men holdt så inde, da en to meter høj, grå
skikkelse trådte ind i arsenalet. Det var en massiv trold med skæve
tænder, og på den måde han haltede, så han ud til at være
skadet. ”Mester!” udbrød goblingen ved synet af trolden og
knælede ”vi har omringet dem, som de nok kan se. Er det tid? Skal
vi spise?”. ”Nej, dit fjols” fnøs trolden og puffede til
goblingvampyren ”vi må først tage deres venner til fange også.
Desuden synes jeg, du lyder lige lovligt selvtilfreds for en, hvis
fanger ER BEVÆBNEDE!”. Lakajen med spyddet rejste sig hurtigt og
vendte sig sammen med de andre vampyrer mod Za-Sien og Trak. ”Et
skridt nærmere fra nogen af jer, og vedkommende vil gro ekstra
lemmer i form af pile” advarede odderen og holdt buen klar. Trak
havde fortsat en daggert i sin ene hånd og sin fakkel i den anden.
”Bag mig” hviskede han til Yenna. ”Trak” hvæsede Greku ”slip
mig fri. Jeg kan hjælpe jer”. ”Det bliver ikke nødvendigt”
sagde trolden og sendte et smil til den bunde gobling ”der er ingen
grund til at starte et slagsmål... kun en massakre. Yenna?”. Før
et kvart sekund nåede at passere, havde den gamle gobling kvinde
placeret en hånd Traks strube, hvor hun klemte med en overraskende
styrke for sin alder. ”Så så min kære” hviskede hun blidt og
strammede grebet yderligere, så han ikke kunne få luft og blev
tvunget til at slippe både fakkel og daggert ”ingen grund til gøre
noget dumt, er der?”. Så trak hun Trak tættere ind til sig og
lagde sin næse på den anden side af hans nakke, hvor hun lod til at
snuse. I mellemtiden kiggede Za-Sien skiftevis fra trolden til Yenna.
Han overvejede betænksomt sine ret desperate muligheder. ”Slip
buen, odder” truede Blodbideren og trådte et lille skridt nærmere
”ellers dør din ven”. ”Bare dræb odderen” sukkede Yenna
”han er ligegyldig... men ham her. Han er Kiq-Nal-Toxs bror. Hvis
både han og Kiqs elsker slutter sig til os eller bare er vores
fanger, så vil han gøre, hvad end vi befaler”. ”Jaså” sagde
Blodbideren interesseret og vendte sig så mod Za-Sien igen. Han
knyttede sine næver, og pludseligt blev hans tænder lange og
spidse. Trolden gjorde et enkelt ryst med hovedet, og der var blevet
tilføjet adskillige flagermusetræk. Et ryst mere og han havde både
vinger, kløer og alt, et ondt flagermuseuhyre havde brug for. ”Det
gør situationen meget simplere” hvæsede den samme stemme ud
mellem vampyrens spidse tænder ”ikke sandt, odder?”. ”Ikke
helt” sagde en nyankommen, men velkendt stemme pludseligt, da
Bruntop og Manwe trådte ind i rummet. Blodbideren vendte sig mod dem
med et hadefuldt udtryk af genkendelse i ansigtet. ”Jer” hvæsede
han ”I er lidt mindre døde, end jeg håbede på. Men så igen...
det var nok mere end Gol kunne klare”. ”I lige måde” sagde
Manwe og holdt sit sværd op mod vampyrerne, der alle kiggede
afventende på dem. Der gik et par sekunder, uden noget skete.
”Bruntop” hviskede Manwe ”truslen”. ”Nå ja” sagde
Bruntop og knipsede ”jeg stod og lige tænkte over noget”. Så
fremviste han indholdet af sin hånd til vampyrerne. Det var tre små
glasflasker fyldt med en mørkerød væske. ”I min hånd holder jeg
tre salamander øjne, miksturen ikke rent faktiske øjne, selvom der
dog indgår revet salamander skind... jeg har i min hånd tre
farlige, bum bum bomber, der vil brænde jer vampyrhud ganske
forfærdeligt og sandsynligvis også dræbe jer. Et problem. I har
vores venner. Lad dem gå, og vi får alle lov at leve lidt længere”.
Hoveddelen af vampyrerne kiggede rædselsslagne på Bruntop, men
Blodbideren så blot tankefuld ud. ”Hvad stopper jer fra at kaste
bomberne efter os, så snart vi har løsladt jeres venner?” spurgte
han overvejende. ”Du kan da ikke overveje deres tilbud så meget
som et sekund!” protesterede Yenna, men Blodbideren løftede straks
en hånd for at få hende til at tie. ”Stille” kommanderede han
vredt, men kontrolleret ”glem ikke, hvem der bestemmer her”.
”Hvem der bestemmer?” fnøs Yenna, og imens hun talte,
forvandlede hun sig til jægerformen ”har du måske glemt, hvem der
gjorde dig til, hvad du er? Hvem der ophøjede dig fra usselt
bandemedlem og kannibal til en højere race. Til en af nattens
herskere. Uden mig ville du aldrig have overlevet eksplosionen,
udslettelsen af byen”. ”Jeg glemmer intet” svarede Blodbideren
igen med en kold og alvorlig stemme ”især ikke dem, som ikke
følger mine ordrer”. Trolden sendte hende et truende blik, og
Yenna lod til at slappe af. Men det sekund han vendte sig mod Bruntop
og Manwe igen, handlede hun. Hun fæstnede straks sit greb i Trak og
satte sine tænder i hans strube, men nåede knap nok at bryde
igennem huden, da en pil borede sig ind i skulderen på hende. Yenna
skreg i smerte. ”Ingen forhandling, meget trist” sagde Bruntop,
og med ét brød kampen løs. Manwe gik straks i gang med lakaj
vampyrerne, imens Trak sprang væk fra Yenna og trak sin anden
daggert til selvforsvar. Za-Sien placerede endnu en pil på strengen,
men Blodbideren var skræmmende hurtig. På under et sekund nåede
han hen til odderen og kastede ham med bagsiden af sin hånd gennem
lokalet, så han ramte ind i døren til lagerrummet. ”Za-Sien!”
kaldte Manwe, men han for optaget til at kunne gøre noget. I stedet
skyndte Bruntop sig hen til den knapt bevidstløse halvgud. Trak stod
i mellemtiden over for Yenna, som var kommet på benene igen og stod
mellem ham og fangerne. Han havde ikke sin fakkel og kun en enkelt
daggert, så selvom at hun var skadet, var det ikke en lige kamp.
”Trak” kaldte Greku, men han undgik blikket, der åbenbart
tilhørte hans broders elsker. ”Træd til siden!” råbte
Blodbideren lidt derfra, som han skubbede sine håndlangere til siden
for at kunne stå ansigt til ansigt med Manwe ”hjælp Yenna. Denne
her er min”. Manwe tog en dyb indånding, da den store, hæslige
skikkelse trådte frem for at møde ham i kamp, og gik så i gang med
sværdet. Trak hørte, hvad der skete, og konkluderede efter et
enkelt blik tilbage over skulderen på de fremstormende vampyrer, at
han havde få sekunder. Han tvang sig selv til fortsat ikke at møde
Grekus eller den anden fanges blikke og vendte sig så for at flygte.
Yenna kom dog hurtigt i vejen for ham, men her tøvede Trak ikke i et
eneste sekund. Han dukkede under hendes angribende kløer og
placerede sin daggert lige i nakken på vampyren. Så løb han alt,
hvad han kunne, tilbage mod Bruntop og Za-Sien. ”Nej!” brølede
Blodbideren ved synet af Yenna, der styrtede til jorden, og opgav med
det samme al tanke om at bekæmpe Manwe, der så skyndte sig hen til
sine venner. ”Yenna” udbrød Blodbideren, som var omringet af
sine bange lakajer, da han løftede den døende vampyr op ”hvad har
I GJORT!”. Han vendte blikket mod odderne, dværgen, elveren og
goblingen, som stod samlet ved døren, og den store vampyr rystede af
vrede. ”Lad være” hviskede Trak til Bruntop, der igen holdt sine
bomber i hænderne ”de har stadig Greku... du dræber også ham”.
”Bliv, hvor I er” advarede Bruntop ”og følg ikke efter os”.
Manwe åbnede døren, og de fire skyndte sig ud, imens Blodbideren
skreg trusler og ikke særligt venlige ting efter dem.
Kommentarer
Send en kommentar