Dværge #28 Charybdis

(Lige en lille kort note):

Så blev endelig færdig. Dette afsnit har taget en pokkers lang tid at skrive, men nu er det færdigt omsider. Det var fordi, at scenariet faktisk foregår inde i en P&P kampagne, vi har spillet i Mortlan. Det gør alle stort set alle Stenhal-kapitlerne, og mange af de nye karakterer var spillerkarakterer. Men efter dette afsnit og bare et mere, er det over. Det er langt mere besværligt at skrive, da jeg skal huske, hvad der skete til mange bordrollespils scenarier. Jeg har også været nødt til at redconne en hel del. Jeg håber heller ikke, det virker for mærkeligt, at en så stor og vigtig konflikt bliver en baggrunds handling i Dværgeplottet... nå men efter dette afsnit og bare et mere kan jeg gå tilbage til at skrive almindelige afsnit igen omsider.

#28 Charybdis

29. Gar i et telt i Det Nordlige Dragefjeld få sekunder efter

Der var fuldstændigt stille. Selv vejret udenfor lod til at være stoppet, hvor der før havde været et vildt stormvejr. ”Sig det en gang til” hvæsede Marintra vredt uden at blinke en eneste gang ”gentag ellers får du en pil”. ”Kender nogen af jer denne mand?” lød det forvirret fra Flammetand og de andre generaler ved bordet. ”Ja” svarede Støvbold ”vi har haft flere møder med denne mand. Først som en agent for Tidens Mestrer og senere som vores fange... indtil han undslap under Slaget Ved Stenhal”. ”Og han er en kriminel på flugt fra Det Grønne Broderskab” afbrød Za-Sien hende ivrigt ”som jeg blev sendt til syden i første omgang for at indfange i live”. Han fandt også selv sin bue og rettede den mod et punkt mellem Marintra og Rugbert, som om han ikke kunne beslutte sig for, hvem han skulle sigte på. Da han var søn af selveste skytternes gud, tvivlede Marintra på, at han ville ramme forbi, men han havde et rygte for at være uheldig. ”Angående det...” sagde Rugbert flabet ”så gjorde jeg altså ikke, hvad de end anklager mig for... håber jeg da”. ”Nej!” lød det pludseligt fra Monolo Mortus, som selv trak en daggert fra sit bælte og rettede den mod Za-Sien ”han kommer til at dø her og nu for at have dræbt Tsyseria”. Der var endnu et øjeblik af fuldstændig stilhed, før den blev brudt af Biskop Francois. ”Hvad er dette for noget?” udbrød han med kontrolleret vrede ”allierede der trækker våben mod hinanden. End dette kaos nu og få afgjort sagen på en retskaffen måde”. ”Bare rolig, Biskop Kærlighed” sagde Marintra og sænkede langsomt sin bue ”ingen her kommer til at dø, før denne mand har gentaget, hvad han netop sagde”. Også Za-Sien og Monolo sænkede deres våben, men odderens øjne lynede af vrede. Der bredte sig et selvsikkert smil på Rugberts læber. ”Tsyseria er i live” sagde han smilende ”hun er i live og ombord på Charybdis. En fange af Tidens Mestrer. Og jeg er den eneste i hele verden, der kan hjælpe dig med at redde hende”. ”Og hvorfor skulle vi tro på et eneste ord af hvad, du siger?” lød det kritisk fra Za-Sien med bifaldende mumlen fra de fleste andre af Stenhals folk ”hvorfor skulle du hjælpe os?”. Rugberts smil blegnede ikke i et eneste sekund. ”Fordi” sagde han langsomt ”hun ikke vil risikere, at jeg faktisk taler sandt” og lavede et hovedkast i retning af Marintra.

Stemningen var rimeligt anspændt, da Rugbert langsomt blev inddraget i de helt nødvendige dele af deres plan, som hans viden kunne bidrage til. Der var selvfølgelig ikke en eneste person i rummet, som stolede på ham, men de havde intet valg. Hans viden om Charybdis og Brennus var stor og meget nyttig. Hans motivationer for at hjælpe dem var også hurtigt blevet afsløret, og de var langt fra ædle, men forståelige. ”Brennus har en blodmagiker” fortalte Rugbert dem ”den dygtige slags som kan kontrollere enhver, hvis blod han har. Så selvfølgelig har han fået noget af mit fra Brennus til, hvis jeg skulle forråde dem. Ironisk ikke sandt”. ”Så du prøver på at redde dit eget skind?” lød det hånligt fra Za-Sien ”din usle...”. Men han lod ikke til at have et ord for, hvad Rugbert var. ”Ja” svarede pyromantikeren ligeud ”jeg forsøger at redde mit eget skind... og det meste af syden. Hvis Brennus lykkedes i at åbne sin portal, vil det frangicanske kontinent og nok også det settiske komme til at brænde. Jeg ved ikke med jer, men jeg kender et værtshus eller to, jeg helst ser ikke brændt ned”. Monolo kiggede tvivlende på ham, imens Za-Sien skulede, og Støvbold sukkede. Marintra selv ignorerede bare alt det irrelevante, han havde at sige. ”Lad os gå igennem planen en sidste gang, møgduer” sagde hun beslutsomt og kiggede ud på den lille gruppe, som skulle borde Charybdis sammen med hende. Der var Støvbold, Za-Sien, Monolo, Aiola ”Helt-Sikkert-Ikke-En-Bortløben-Ashas-Prinsesse”, en elverkvinde ved navn Contessa, en menneskekriger kaldt Kodin, Hr. Gyldenduld samt en ”tyv” under navnet Erik Søn fra Stenhal. De havde også deres egne motivationer for at nå frem til Charybdis fangekælder, da en af deres egne samt Monolos fætter, Dogro, blev holdt fanget ombord. ”Du har ret” sagde Støvbold og tog føringen som Stenhals leder ”alle skal være helt klar over deres roller, når vi slår til, imens slaget raser rundt om Charybdis”. Hun pegede på plantegningen over det store skib foran sig og bankede let på et stort rundt rum i midten. ”Når vi er kommet ombord, deler vi os her. Monolo, Erik og Marintra går mod fangekælderen og får befriet de tilfangetagne. Camilla er måske frustrerende, men hun er en af vores egne”. Marintra modtog et smil fra Monolo, som hun ikke gengældte og kastede i stedet i blik mod Erik Søn, som skulle ledsage dem. ”Duer han til noget?” hviskede hun til Monolo ved sin side. Dosnen trak let på skuldrene. ”Han har ikke været hos os længe i Stenhal, men han har vist sit værd. Hans største talent lader dog til at ligge i korttrick, bedrag og tyveri”. ”Jeg er ingen tyv” hvæsede Erik, som overhørte deres hvisken. ”Selvfølgelig ikke” svarede Marintra ham ”og jeg er ikke en elver”. ”Men du er jo ikke nogen elver” hviskede Monolo forvirret. ”Selvfølgelig er jeg ikke det” svarede Marintra ”vær nu ikke fjollet. Og hold venligst kæft begge to. Vi har en opgave”. Støvbold hostede, falskt to gange irriteret og pegede igen på plantegningen. ”Jeg selv vil sammen med Aiola, Kodin og vor kære Rugbert her tage os af blodmagikeren, imens Za-Sien og Hr. Gyldenuld leder de resterende til maskinrummet, hvor de vil genvinde Gyldenulds plantegninger og sabotere Tidens Mestrers... hvad var det nu, de hed?”. ”Kanoner er det rette substantiv” svarede Benjamin Gyldenuld og rettede let på sin hat en smule utilpas, imens han kiggede rundt på gruppen omkring sig. Han virkede stadig ikke tryk ved planen, og Marintra vidste hvorfor. Han frygtede, at nogen ville forråde ham og tage plantegningerne i stedet for at opfylde aftalen. Marintra selv havde ingen interesse i at få fat i dem. Rejsen fra Klippeøerne til Latynia for mange år tilbage havde været mere end nok tid sammen med dem, og hun ønskede ikke flere minder fra den del af hendes liv. Hun var dog en smule bekymret for Manwe, som skulle med til maskinrummet, men Za-Sien havde personligt spurgt om, Manwe kunne komme i hans gruppe, og desuden var det ikke hendes beslutning. Så længe de var sammen med folkene fra Stenhal, var hun ikke chefen. ”Godt så” mumlede hun, da Støvbold var færdig med at gennemgå planen ”hvis det var det, så lad os komme ud af dette forbandede telt. Det føles som om, vi har været herinde i dagevis, og daggryet kan ikke være mere end en time væk. Jeg har aldrig troet, jeg skulle sige dette, men lad os så gå i krig”. Støvbold hostede lettere irriteret to gange og hævede sit ene øjenbryn rettet mod Marintra. ”Nå ja” sagde hun ”fint så” og trådte nogle skridt tilbage med hænderne overgivende i vejret. Støvbold smilede og sagde så: ”Godt så... lad os så i krig!”

Charybdis var et ganske enormt skib, som hovedsageligt bestod af metal, og hvis dæk var en kæmpestor plads stor nok til at rumme en hær, og det var lige, hvad den gjorde. Tusindvis af Brennuses lakajer stod klar med trukne våben og i kamp formation, hvis nogen fjender skulle nå ombord på selve skibet. Hovedparten af disse folk var en desertør fraktion af De Røde Riddere, der var blev blevet manipuleret til at melde sig ind i Tidens Mestrers rækker. Biskop Francois, en af de tre generaler bag angrebet på Charybdis, havde ledt længe efter en udvej, som ville lade dem skåne disse folk, da mange trods alt ikke var klar over, hvad de egentligt havde gjort. Ifølge den kriminelle Rugbert havde blodmagikeren også mange af dem under sin kontrol, og til mod sætning fra Francoises røde riddere, så havde disse ingen problemer med at dræbe gamle våbenbrødre og venner. Eliphas bekymrede sig dog ikke meget om dette faktum. For ham var de blot fjender. Ganske vist fjender som var blevet manipuleret til at kæmpe for en anden side, men det betød blot, at de var svage i sindet. Og Eliphas kunne ikke tolerere svaghed. ”Dyk!” råbte han pludseligt til sin gruppe drageryttere, da flere kanonkugler skar gennem luften med en overnaturlig fart mod dem, og hele gruppen, inklusiv Eliphas selv, fik deres wyverner til at flyve stik nedad, så de undgik at blive flået sønder og sammen. Der lød to skrig bag Eliphas fra hans ildædere, men han viste ingen reaktion på at have mistet dem og rettede straks kursen mod Charybdis igen. Gruppen af drageryttere var nu under tohundrede meter fra skibet, og indtil videre havde de mistet tyve krigere samt deres wyverner. Eliphas havde aldrig set våben magen til disse kanoner, fjenden brugte, og han havde personligt kæmpet under Kolonikrigen og set mange skræmmende ting. Men han vidste, at de kunne besejres, da det ikke var kanonerne selv, der skulle stoppes, men folkene som brugte dem. Og det kunne Eliphas sagtens gøre med sit sværd. ”Venstre!” brølede han, da endnu en salve af kanonkugler nærmede sig faretruende . Samtlige ryttere forsøgte at undvige, men endnu tre af hans af krigere mistede livet og faldt til deres grave på bunden af havet. Men nu var de ikke langt væk fra Charybdis, og Flammetand, lederen af ildæderne og Eliphas general, ledte samtidigt en gruppe ind på en anden side af skibet, imens Ifenriel af Dragekulten tog den tredje side. Den fjerde side var den bedst bevogtede, og den kom der intet direkte angreb ved. Det var der, de havde sendt det lille infiltrationshold. Eliphas håbede bare på, at Støvbold og hendes tosser kunne få ordnet deres del af planen.

Vagten blev slået i gulvet, før han overhovedet nåede at bemærke noget eller pille sin næse færdigt. ”Ad...” hviskede Marintra og sprang hen over den bevidstløse kriger, før hun hjalp de andre med at løfte op i ham, og med fælles hjælp blev han skjult under et par borde. Infiltrationsholdet var efterhånden nået et godt stykke ombord på skibet, og det var nu tid til at dele holdet. ”Vi mødes tilbage her, når vores separate opgaver er blevet fuldført” mindede Støvbold dem alle om, før hun sammen med Aiola, Kodin og Rugbert satte kursen mod det sted på skibet, blodmagikeren skulle befinde sig. Marintra kiggede en sidste overvejende gang efter Rugbert, og hun var ikke den eneste. Za-Sien så meget utilpas ud ved at skulle lade ham ude af sit syn i den næste halve times tid. ”Uden ham vil jeg aldrig komme med i Det Grønne Broderskab” hviskede han til Manwe, før de to sammen med Contessa og Benjamin Gyldenuld begyndte at snige sig mod maskinrummet, der var placeret dybt nede i skibet. Manwe kunne nu godt huske fra sin tid som slave i Det Angloriske Imperium, at det altid havde været Za-Siens drøm at blive en sand ranger og slutte sig til broderskabet, eftersom han var blevet opdraget af en. Åbenbart var han efter at være hjemvendt fra sin slavetid blevet givet et tilbud. Det Grønne Broderskab havde i øjeblikket ekstremt travlt med at rydde op efter Kolonikrigen, ligesom Marintra og co. havde gjort det, så det meste af hierarkiet var et stort rod. Så han var blevet givet et simpelt tilbud fra en ranger kaptajn. Bring os Rugbert, og du vil blive et medlem, og ingen ville kunne betvivle hans medlemskab efter sådan en handling. Og nu da Rugbert var blevet taget af fjendelisten, stod Za-Sien på usikker grund. Det var bare ikke det rigtige tidspunkt at tænke på den slags. ”Kan du fortælle os noget, om disse kanoner, der kunne vise sig nyttigt?” spurgte Contessa henvendt til Benjamin Gyldenuld. Den fine herre fra Latynia, som i den snigende anledning havde udskiftet sin høje hat med en mørk hætte, rettede lidt på sine briller og sagde så nervøst ”undgå at beskadig tønderne, eller hvad der er i dem”. ”Hvorfor?” lød det straks fra Za-Sien ”hvad der er i tønderne?”. ”Så længe de ikke beskadiges, så behøver du ikke være bekymret” sagde Benjamin beroligende, som havde misforstået hensigten bag Za-Siens spørgsmål. Odderen skulle lige til at spørge igen, da der pludseligt kom lys længere fremme i passagen. ”Maskinrummet” hviskede Hr. Gyldenuld og rettede endnu en gang på sine briller ”fremragende. Godt så... jeg foreslår, at...”, men han blev straks afbrudt af Za-Sien. ”Jeg har kommandoen, og vi gør ikke noget, før jeg har fået set nærmere på situationen”. Han faldt ned på alle fire og sneg sig hen til et sted, hvor passagen tog et sving, hvorfra han kunne kigge direkte ind i maskinrummet. Det var et stort cirkulært rum med mange tønder, borde fyldt med værktøj og forskellige stykker metal, og bagerst i rummet var der en stor mærkværdig metalkasse, hvorfra der kom en summende lyd. Midt i rummet stod der en typisk dværg videnskabsmand med monokel, flere tasker end det burde være fysisk muligt og et fint sæt værktøj af natrina i hænderne. Han stod og biksede med et langt metalrør, som Za-Sien genkendte som en kanon fra Benjamins beskrivelser. Bag ham var der en håndfuld arbejdere, som var ved at konstruere endnu en kanon. Et lille stykke derfra stod også fire fodsoldater og snakkede, men der lod ikke til at være flere. ”Hmmm... det går for langsomt... alt for langsomt” mumlede dværgen højlydt ”hvis blot man kunne bytte nogle af disse arbejdere til mechai... ville gøre alting meget nemmere”. Ser man det, tænkte Za-Sien, Rugbert lader faktisk til at have fortalt sandheden. De regnede virkeligt ikke med, at nogen kendte den vej ombord på skibet. De har knap nok orket postere vagter her. Odderen vendte sig om og skulle til at snige sig tilbage til de andre, da hans legendarisk uheld slog til, og han snublede over en hidtil uset skammel. Der lød et brag i den stille passage, da odderen faldt til jorden, og et råb fra videnskabsmandens vagter, da de så ham. ”Så for Køter...” knurrede Za-Sien og trak straks sin bue for at sætte en pil på strengen. ”Grib odderen” lød det arrigt fra videnskabsmanden ”sørg for, at han ikke generer mig”. ”Dobbelt Køter” snerrede odderen, da alle fire fodsoldater trak blankt og stormede frem mod ham, imens alle arbejderne kiggede skræmte til. Han nåede at affyre sin første pil, før de havde taget mere end to skridt, og den borede sig ind i skulderen på en kriger. Men da han forsøgte at trække sin anden pil, opstod der komplikationer, da han var landet på sit kogger. ”Tredobbelt Køter” gryntede Za-Sien, da han var ved at snuble igen på vejen op, før det endeligt lykkedes ham at placere den anden pil på strengen. I mellemtiden var to af de resterende fodsoldater nået frem til Za-Sien, imens den sidste knælede over sin sårede kammerat. Za-Sien affyrede straks sin anden pil og ramte endnu en kriger, men sekundet efter blev triumfen brudt, da den anden kriger svingede en økse mod odderen. Han havde ikke tid til at springe til siden, men i det sidste sekund glimtede en klinge, og økseslaget blev stoppet. Det var Manwes tohånds sværd i hænderne på dets ejer, som straks gik til modangreb på krigeren, imens Hr. Gyldenuld hjalp Za-Sien op og stå, og Contessa assisterede Manwe med en smule magi. ”Jeg er ikke helt sikker på, jeg forstod det taktiske element i den plan” kommenterede Gyldenuld og rettede endnu en gang på sine briller ”var vi overraskelsesmonumentet?”. ”Åh hold din kæft” bandede Za-Sien og rettede på sit kogger. Han trak derefter en pil dog uden at sigte på noget bestemt mål med det samme, da Manwe kæmpede indædt mod en kriger, imens Contessa holdt den sidste optaget med en smule frost magi. I stedet vendte odderen så blikket mod den anden soldat, han havde skudt, som nu var ved at komme på benene igen. Za-Sien sendte straks en anden pil i ham, og han faldt død til jorden. Så vendte han blikket mod videnskabsmanden og sigtede en pil mod ham. ”Nej!” udbrød Gyldenuld pludseligt ”skyd ham ikke. Han kan fortælle mig, hvor plantegningerne er”. Za-Sien bandede for sig selv, men sænkede samtidigt buen en lille smule. ”Rør jer ikke” råbte han advarende til dværgen og arbejderne, samtidigt med at Contessa og Manwe færdiggjorde deres modstandere. Videnskabsmanden havde desperat været ved at dreje håbløst på kanonen for at vende den mod Za-Sien og Gyldenuld. Han holdt straks inde og faldt ned på gulvet bag kanonen som for at skjule sig. Odderen løb hurtigt hen til den, sprang elegant over kanonen og landede lige foran dværgen. ”Jeg sagde, at du ikke skulle røre dig” sagde han småirriteret og hævede endnu en gang sin bue ”fortæl mig nu. De plantegninger du har brugt til at konstruere disse våben. Hvor er de henne?”. Dværgen kiggede overvejende på odderen i et sekund, men han sagde intet. I stedet vendte Za-Sien sig så mod arbejderne, som alle var krøbet i skjul bag nogle borde. ”Hvor er de?” spurgte han. ”I æsken” hviskede en af dem skræmt og pegede mod et lille skrin, der lå i den anden ende af rummet på et bord ved siden af nogle tønder. Za-Sien skulle lige til at sætte kursen mod det, men Gyldenuld sprang ham hurtigt i forkøbet og løb hen til skrinet. ”Jeg har det” sagde han forsikrende, men det var vidst mest til sig selv. Han vendte hurtigt ryggen til dem og åbnede skrinet, imens ingen uønskede øjne kunne kigge med. ”De er her” sagde han begejstret lidt efter og jublede ”de er her virkelig... åhhh... jeg turde næsten ikke håbe på dette. Og det er ikke engang en kopi... altså selvfølgelig er det ikke en kopi, vi fik gjort det umuligt med magi for længe siden... men jeg frygtede alligevel”. Han fjernede skrinets indhold og stak det i sin lomme, før han igen sluttede sig til Za-Sien, Manwe og Contessa, som stod foran videnskabsmanden. ”Godt klaret, alle sammen” udbrød han glad og smilede selvtilfreds ”vi gjorde det”. ”Ikke takket være dig” mumlede Za-Sien for sig selv, før han vendte sig mod videnskabsmanden og alle arbejderne. ”Vi må hellere komme tilbage til de andre” sagde Za-Sien ”men først...”. Han vendte sig igen mod videnskabsmanden, som endnu ikke havde sagt et eneste ord til dem, og med en enkelt bevægelse trak han en pil og skar halsen over på ham. ”Hvad laver du?” udbrød Manwe chokeret, da dværgen faldt blødende og døende til jorden. ”Hvad mener du?” spurgte Za-Sien ligegyldigt ”han var vores fjende. Nu er han det ikke længere”. ”Men...” udbrød Manwe, men han var ikke i stand til at sige yderligere. ”Det var vel... nok for det bedste” lød det fra langsomt fra Hr. Gyldenuld, der både så forstyrret og kvalm ud ”han havde bygget massevis af kanoner til Brennus. Men hans viden døde med ham”. ”Ikke helt” sagde Za-Sien koldt og satte pilen på sin buestreng, hvorefter han rettede den mod arbejderne, som alle sad og rystede ad frygt ”de hjalp ham med at bygge disse katastrofemaskiner. De kender hans hemmeligheder”. Der lød en lavmælt hulken fra flere af arbejderne, da Za-Sien trak strengen tilbage. ”Stop!” udbrød Hr. Gyldenuld pludseligt ”du behøver ikke dræbe dem. De har ikke gjort noget...”. ”De arbejder for Brennus, vores fjende. Og i modsætning til Rugbert er de ikke til nogen hjælp til os” fnøs Za-Sien irriteret, men han skød ikke ”giv mig en god grund til at skåne dem”. ”De er bare arbejdere for Herroth da også!” råbte Manwe chokeret og stillede sig ind foran odderens bue ”de har ikke gjort noget galt. De er altså ikke Tidens Mestrer. Bare almindelige, hyrede arbejdere”. Za-Sien sænkede langsomt buen, men hans blik var blevet koldere end sædvanligt. ”Fint” knurrede han vredt ”men hvad vil I så gøre med dem? De kender også hemmelighederne til at skabe disse kanoner. Var det ikke dig, Hr. Gyldenuld, som ønskede at bevare denne hemmelighed?”. Hr. Gyldenuld så i et øjeblik ud til at være i tvivl, men så lyste han pludseligt op, da han fik en ide. ”De kan komme og arbejde for mig” udbrød han lettet og vendte sig mod arbejderne ”hvem af jer kunne tænke sig et arbejde”. Samtlige arbejdere rakte straks hånden i vejret uden så meget som et sekunds tøven. ”Godt så” lo Hr. Gyldenuld lettet ”det løser vidst det problem”. ”Tjaaa...” sukkede Za-Sien irriteret og lagde pilen tilbage i sit kogger ”eller også skaber du et helt nyt problem, som jeg ikke vil løse for dig. Skal vi så se at komme tilbage til de andre, hvis alle her er færdige med at være tøsedrenge?”.

”Vi klarede det” jublede Richi, en ildæder i gruppen til venstre for Eliphas, da hæren landede på Charybdis ”lad os nu vise dem vores stål. Richi kommer efter jer!”. Han sprang straks af sin Wyvern og stormede frem mod horden af fjendtlige tropper. Eliphas selv hoppede også af sin Wyvern og trak sit flammende sværd, Den Gyldne Tand, og ledte sin gruppe mod fjendens hær. ”For Flammetand! For ildæderne!” råbte han ”lad os vise dem, hvem der besidder magten!”. Få sekunder efter var der kamp hele vejen rundt om. Hans sværd skar, parerede og huggede konstant, og fjende efter fjende faldt til ham. Vi kan vinde dette slag, tænkte Eliphas fuld af sejrsrus efter at hugget sin femte fjende ned, og ingen fjende vil nogensinde kunne måle sig med os. Det vil denne sejr vise alle. Vi er rene. Vi har ingen svaghed.

”Stop lige der, afskum!” råbte en af fængselsvagterne vredt og pegede sin økse mod dosnen ”hvem er du, og hvad laver du her?”. Dosnen vendte sig langsomt rundt med et venligt, men lidt for optimistisk smil på læben. Han var klædt ganske bizart i silkekåbe og læderfrakke med en tricorne på hovedet. ”Hej” sagde han ”mit navn er Monolo Mortus” og rakte sin hånd frem. Fængselsvagten spyttede for fødderne af dosnen og trådte nærmere ”dit navn betyder ikke en skid. Du er en af de forbandede Stenhal-folk, er du ikke?”. Monolo rynkede let på næsen og hævede sit ene øjenbryn. ”Hvis mit navn ikke betyder noget, hvorfor spurgte du så efter det?”. Vagten tøvede et øjeblik, før han så svarede ved at spytte på dosnen endnu en gang. ”Det var ikke særligt høfligt. Nå man lad komme til sagens kerne. Jeg er her, fordi du holder en af mine mest dyrebare venner fanget samt min fætter, Dogro... og desuden bliver du slået ned sådan cirka nu”. Der lød et klonk, og vagten gik i gulvet, da hans hoved mødte Marintras næve. ”Av” hvæsede Marintra ”han var forbandet tykhovedet, egernet. Havde han ikke været det, var din plan nok heller ikke virket, møgdue”. ”Men den virkede jo” sagde Monolo uden bekymring og sendte sin chef et glad smil ”lad os nu få reddet Tsyseria og min fætter... og Camilla selvfølgelig”. Marintras hjerte begyndte at galoppere, da Monolo sagde hendes navn... altså Tsyserias, ikke Camillas. Indtil nu havde hun gjort, hvad hun gjorde bedst og holdt fjollefacaden oppe, men nu var de lige uden for fangekælderen, hvor Tsyseria ifølge Rugbert burde befinde sig. Hun er i live, havde Marintra mindet sig selv de sidste mange timer gang på gang, hun er virkelig i live. Men inderst inde kunne hun ikke tro på det. Hvordan kunne det være tilfældet efter al den tid. Hvorfor skulle Tidens Mestrer og Brennus have holdt hende i live. Rugbert havde muligvis ikke dræbt hende, man han kunne umuligt vide, om der var sket noget med hende, efter han havde overladt hende i hænderne på Brennus. Brennus ønskede trods alt at invadere Mortlan med en hær af mytiske, sagnvæsner eller sådan noget, så hvorfor skulle han have holdt hende i live så længe. ”Lad os få dem ud” sagde hun med falsk overbevisning til jubeloptimisten Monolo, hvorefter hun vendte sig mod deres medsammensvorne, Erik Søn. ”Hvordan går det med nøgletolden, Eriksen?”. ”Mit navn er Erik SØN” lød det irriteret fra ”tyven”, som sad og biksede med låsen til fangekælderen ”og jeg er lige ved at være færdig... sådan der”. Døren gik op. ”Så er det nu, at det gæller” sagde Marintra ”nej vent... gæller er de der fisketing... åh glem det”.

 Første Afsnit         Forrige Afsnit