Buffy - The Vampire Slayer

Så er jeg endelig færdig. Efter godt 144 afsnit har jeg oplevet hele det fænomen, der hedder Buffy The Vampire Slayer i al sin vidunderlige sarkasme, skiftende seriøsitet og fremragende kvalitet. Lige efter sommerferien nævnte jeg, at jeg var kommet et stykke ind i sæson 2, men nu er jeg så blevet færdig med sæson 7. Jeg tror, jeg skal holde mig fra Netflix den næste måneds tid, hvis jeg vil undgå at starte helt forfra. Jeg har valgt at inddele serien i tre æraer for at gøre det lidt nemmere for mig selv hvad anmeldelse går. Og jeg har virkeligt brug for, at nogen af mine venner ser den, så jeg ikke virker mærkelig og akavet, når jeg nævner den for dem hele tiden.

Klassisk Buffy

Buffy er frem for alt en historie om at vokse op, og den starter derfor ud i gymnasiet, hvor de første tre sæsoner tager plads. Sæson 1 er 1. g, sæson 2 er 2. g, og sæson 3 er 3. g. Klassisk Buffy er selvfølgelig hvor serien startede i sæson 1, som langsomt opbyggede kvalitet og satte standarden for resten af serien og meget andet tv. Klassisk Buffy har den oprindelige Scooby Bande (det hedder de faktisk), som er svær at slå, og mange fremragende historier. Nogle af de bedste skurke var også her og den mest stabile gruppe af biroller (Snyder, Jonathan, Larry, Amy, Joyce, Ethan, Harmony og så videre). Sæson 1 er måske ikke den bedste i serien, men den startede det hele, og den langt bedre sæson 2 fulgte efter, og til sidst slog sæson 3 dem alle. Sæson 3 er uden tvivl en af de bedste sæsoner af Buffy. Samtidigt er den sidste sæson, hvor vi har hele det oprindelige cast sammen før spin-off blev en ting, og det var altså virkeligt en fantastisk Scooby Bande, som serien jo havde brugt tre sæsoner på at opbygge. I det hele taget er det karaktererne, som udgør det stærke i Buffy. Der har været et par gode plot, og der er masser af god humor, men karaktererne er som i de fleste gode historier kernen i det hele, for hvis man ikke holder af karakterne, hvorfor skulle man så interessere sig for, hvad der sker med dem.

Overgangs Buffy

Efter sæson 3 kom den knap så perfekt sæson 4, hvor showet virkeligt var nødt til at ændre sig, tilpasse sin nye situation og bevæge sig fremad. Gymnasiet er ovre, og man ved ikke helt, hvor serien er på vej hen i et stykke tid. Der er en masse forskellige koncepter, som flyder rundt, men de fleste af dem slås ikke helt fast, men det var nok også en svær sæson at lave. Tre hovedpersoner forlod showet, flere af karaktererne skulle videre med deres liv, der skulle introduceres en helt del nye karakterer, og samtidigt skulle der selvfølgelig være et godt plot. Jeg synes personligt, at sæson 4 stadigvæk er underholdende og af høj kvalitet med et par helt utrolige afsnit ind i mellem (Hush, Fear It Self, New Moon Rising), men man kan godt se, at serien var på vej gennem en forvandling. Den følgende sæson er også langt bedre, selvom den stadig er ved at sætte alting på plads, men det går en del bedre for den end for 4, hvor der både er en flere kilometer langt bedre skurk, og de nye karakterer har fået mere tid til at falde på plads.

Mørk Buffy

Så er der den sidste æra af Buffy: sæson 6 og 7. Jeg har kigget lidt rundt på internettet, og især disse lader til at være omdiskuterede og med god grund. De er så anderledes fra resten af serien, men det synes jeg er en ganske god ting. Buffy er ikke bange for forandringer og komme videre, og selvom det somme tider betyder, at en karakter må forlade showet, så er det nok i sidste ende for det bedste, selvom nogle karakterer godt kunne komme forbi og sige "hej, hvordan går det, skal vi dræbe en dæmon sammen?" fra tid til anden. I de sidste to sæsoner af serien, har alle karaktererne virkeligt udviklet sig, og alting bliver en hel del mørkere. Til tider var det lidt deprimerende at se sæson 6, men det var ofte meningen, og kvaliteten var stadig på plads. Det er bare meget anderledes fra den klassiske Buffy, og der var en del ting, som jeg havde forventet ville være meget anderledes. På dette tidspunkt har en helt anderledes Scooby Bande etableret sig med nye stærke karakterer. Jeg kunne også godt lide seriens slutning. Der var nogle få ting, der generede mig, men i sidste ende var det en god slutning, som lagde serien på hylden, imens den stadig var stærk og ikke opbrugt. Jeg tror dog også, at det var det rette tidspunkt for serien at ende og den rette måde at gøre det på, selv om der som sagt godt kunne have været nogle få ændringer. Man får ikke nogen form for epilog, og så var der et par karakterer, som virkeligt burde havde været forbi i de sidste par afsnit og have hjulpet til. Men ellers var det en god slutning med høj fart og masser af spænding, som endte serien, før charmen kunne nå at tage af.

Buffy er nu på min top ni (for top ti er for brugt eller noget) liste over yndlings tv-serier sammen Doctor Who, Avatar, Merlin, Daredevil, Jessica Jones, Blackadder, Game of Thrones og Firefly. Arrow mistede sin plads efter den forfærdelige sæson 4. Måske hvis Buffys spin-off serie er lige så god, får den også en plads, men den er ikke på Netflix, og jeg har kun set en smule i tv (overvejer at købe DVD sættet)

Jeg syntes dog stadig, at Buffy burde have anskaffet sig en rustning, især da flere og flere våben kom i spil.

Kommentarer