Stenhal: Et
skæbnens Slag
Fortæller: Dogro Mortus den anden
Periode: 20. Sulf 1076AA til 10. Bral samme år
Placering: Det sydlige Mortlan
(Grubarlad, Fyrk, Frangica, Flodlandet, Dragefjeldene, Magnis og Marias)
Før jeg
begynder denne fortælling, skal der lige siges et par ord.
Først og
fremmest så vil jeg lige slå det fast en gang for alle, at nej disse
fortællinger handler ikke om. Jeg, Dogro Mortus den 2., er ikke helten i mine
egne fortællinger, og det har jeg aldrig påstået. Så lad endelig være med at
give mig æren for disse gerninger, som I, mine kære og elskede læsere, altid
ender med at gøre. Jeg er blot en ydmyg og simpel skribent, som viderefortæller
disse beretninger.
For det
andet skal det også siges, at alle disse fortællinger blev givet videre til mig
i god tro, og når denne fortælling endelig bliver udgivet, vil den for længst
være til ende. Jeg forråder ikke mine venner, og jeg har undladt adskillige
personlige oplysninger og hemmeligheder, som det ikke står til mig at fortælle.
20. Sulf 1076AA: Den falske Mortus
Vores
historie starter ud med en forfærdelig tragedie, som uden tvivl var grunden
til, at vores elskede helte nogensinde slog sig sammen. Den forfærdelige
tragedie var nemlig den, at min elskede broder, Zongo Mortus, en måned
tidligere var blevet myrdet af den skrækindjagende, hemmelige organisation, der
gik under navnet Tidens Mestrer. Disse plottende, arrogante og selvglade
kujoner havde myrdet min broder og uskiftet ham med en så ussel dosne, som de
overhovedet kunne finde. Denne falske ”Zongo” var så taget om bord på den
elviske gallej Guldstorken, som min bror skulle have sejlet med hjem til
Ørkenia, men min brors erstatning havde ingen interesse i at lade skibet nå sit
mål. Han kendte nemlig til et magisk og legendarisk artefakt, der skulle være i
kaptajnens besiddelse, og han havde i sinde at stjæle det til sine herrer. Men
da tyveriet blev opdaget, og ”Zongo” blev tvunget til at handle drastisk,
gjorde morderen noget yderst risikabelt. Han sejlede Guldstorken direkte ind i
Skibbruds Klipperne i håbet om at dræbe Kaptajn Antonio, der var en hærdet
sømand, så han kunne tage sit mål fra elverens døde hænder. Men den falske
Zongos planer endte ikke, som han havde håbet på.
Guldstorken
ramte brutalt ind i klipperne, og både besætning og passager blev kastet i alle
retninger. Hverken Zongo eller Antonio døde dog ikke, og det samme galt vores
hovedpersoner.
Stenen
Guldstorkens
rejse til Ørkenia havde nemlig haft en ganske særlig samling passagerer ombord,
og uden dem ville vores historie ende i ”Zongo”s sejr. Ingen ved helt, hvem
eller hvad der havde samlet denne gruppe af udskud ombord på Guldstorken den
aften, men en ting er helt sikkert. Hvis det ikke havde været for mødet mellem
dem, ville Mortlans skæbne have set betydeligt anderledes ud. Så ville
ildæderne aldrig været opstået, Stenhal ville aldrig have rejst sig og bekæmpet
Brennus, og Tidens Mestrer ville have vundet. Men lad mig ikke komme for godt i
gang, for dette er trods alt kun begyndelsen på vores historie.
Så på
denne strand morgenen den 21. Sulf lå ”Zongo”, Kaptajn Antonio, dværgen Støvbold
med tømmermænd, den forvirrede druide Tainir, den skræmte ashas pige Aiola, den
bitre odder Za-Sien, en hævnlysten nissetyv og den luskede Køter. Sidstnævnte
var et forbandet menneske fra Elwar, som havde fornærmet naturens gud Bearon,
og han var derfor blevet påtvunget hundeskikkelse. Denne skikkelse forhindrede
dog ikke Køter at skabe ravage og problemer, hvor end han kom, og han overvejede
allerede forfærdelige ting denne triste morgen. Kaptajn Antonio havde knap nok
åbnet øjnene denne tørre og varme morgen, før ”Zongo” var sprunget på ham og
havde lagt en kniv på hans strube. ”Giv mig stenen, din idiot!” hvæsede han og
forsøgte at vriste et objekt fri fra Antonios hænder, som de andre ikke kunne
se ordenligt. ”Lad ham være!” skreg ashas pigen, hvis navn var Aiola, og satte
sig grædende i sandet. Hun havde aldrig oplevet noget lignende, da hun havde
levet et hidtil fredeligt liv. Dette skrig vækkede Støvbold op fra sine
tømmermænd, og hun forstod, at Antonio var ved at blive røvet af ”Zongo”.
Støvbold kaldte på Za-Sien og nissetyven Zhorga, som hun havde talt med aftenen
før, og de tre krigere greb hurtigt fat i den falske Zongo og slæbte ham væk
fra Antonio, før han kunne nå at skade kaptajnen. Den forvirrede elver druide
fulgte med dem, og Aiola løb bange ind mod land, hvor hun kunne se den store
Láu-Jungle. Hun havde brug for at komme væk fra det hele, da hun ikke var vandt
til strid. Tilbage på stranden var nu kun Køter og Antonio, som sukkede
udmattet og satte sig op. ”Hvad var det, han ønskede fra dem, kaptajn?” spurgte
Køter uskyldigt og nærmede sig Antonio, men kaptajnen var hverken dum eller
godtroende. ”Bare min pung” sukkede han og pakkede objektet væk i sin lomme
”jeg er så taknemmelig for, at dine venner reddede mig”. ”Bare din pung”
snerrede Køter og gik hen helt til Antonio ”er du nu helt sikker på det,
kaptajn?”. Elveren forsøgte at rejse sig op og komme væk fra Køter, men han
mærkede straks stor smerte, da Køter satte sine tænder i hans lår. ”Hvad ville
han have fra dig, kaptajn?” spurgte Køter igen helt roligt, imens Antonio skreg
af smerte og prøvede at skubbe hunden væk ”hvad ville han have fra dig?”.
I
mellemtiden havde ”Zongo” forsøgt at slippe bort fra sine fangevogtere, og det
havde næsten lykkedes. ”Zongo” var nået frem til Láu-Junglens ydre, da Za-Siens
dartpil ramte ham i halsen, og han faldt død om. Støvbold, Zhorga og den
forvirrede druide, hvis navn var Tainir, kiggede forbløffede på Za-Sien, som
kiggede vredt på den døde dosne, før han satte kursen tilbage mod Køter og
Antonio med kommentaren ”hellere det end at lade ham slippe væk”. De tre
krigere og druiden begav dem alle trætte tilbage til stranden, hvor de fandt
Aiola og Køter siddende ved siden af Antonios afdøde legeme. ”Hvad ved hele
hule Herroth er der sket her?” spurgte Støvbold forbløffet ved synet af
kaptajnens lig. ”Det var hende” bjæffede Køter vredt ”den lille uskyldige pige
myrdede ham” og lagde ekstra tryk på ordet ”uskyldig”. ”Hvad?” udbrød Aiola med
tårer i øjnene ”jeg har ikke gjort noget. Han var død, da jeg kom tilbage fra
junglen”. ”Tæven lyver” lo Køter ondskabsfuldt ”I skal ikke lytte til en
kælling, bare fordi hun er ung og smuk. Hun er en morder, lige så sandt som jeg
er en hund”. Za-Sien, Zhorga, Støvbold og Tainir kiggede alle fire forvirret
fra den ene til den anden uden at vide, hvem de skulle tro på. Kun Støvbold
valgte at tage parti, da Aiola mindede hende om sig selv, da hun havde været en
ung pige. Hun gik hen og forsøgte at trøste den unge ashas tøs. ”Hvad gør vi så
nu?” spurgte Støvbold, da Aiola stoppede med at græde ”er der nogen, der ved,
hvor vi er?”. ”Jeg kan se en landsby længere nordpå” fortalte Za-Sien de andre
”vi kan måske overnatte der og finde vej til en havneby bagefter”. Ingen af de
andre havde nogen forslag, og så begav den lille stidige gruppe så langsomt
nordpå. Stemningen var meget urolig, da ingen af dem rigtigt kendte hinanden,
og kun en af dem vidste, hvem der virkeligt havde dræbt Antonio.
Mørket var
faldet på, da gruppen nåede frem til den lille landsby. Her blev de taget imod
af de lokale med åbne arme, da de var vandt til skibsbrudne. Der blev startet
et bål til dem, og de fik mad, husly og rådgivning. ”I skal nok drage nordpå
til Trinolas gennem junglen” fortalte en gammel mand dem ”hvis I ønsker at
komme videre med skib. Ellers kan I jo også gå til Ørkenia, men under alle
omstændigheder skal I gennem junglen for at komme nogen steder herfra”. Vores
helte takkede den gamle mand for hjælpen, og så vendte de sig mistroisk imod
hinanden. ”Flot taske” bemærkede Zhorga til Køter for at bryde den truende
stilhed. ”Jeg er en hund” svarede Køter ”hvordan skal jeg ellers kunne bære
noget med mig? Nå, vi er nødt til at finde ud, hvad vi vil, og hvem der skal
hvad”. ”Det har du ret i” sukkede Støvbold og kastede et blik på den sovende
Aiola ved sin side ”spørgsmålet er jo enligt, hvem der skal hvorhen. Personligt
var jeg på vej til Ørkenia for at snakke med paladinerne der, men der er vil
også paladiner andre steder, så jeg behøver ikke at drage sydpå”. Hun kiggede
på de andre, i håbet om at de også ville afsløre deres mål og planer. ”Jeg er
faktisk ikke helt sikker” mumlede Tainir lidt fraværende ”jeg tror, at jeg var
på vej ned til min familie, men… jeg ved det ikke længere”. ”Du slog nok
hovedet i skibsbruddet, kammerat” lo Zhorga, før hun sagde ”selv er jeg på jagt
efter en mand ved navn Lars. Han brændte min kro ned, og jeg vil have hævn. Han
skulle vist arbejde for en eller anden mand ved navn Rugbert her i syden, og
jeg er kommet for at ende den karriere”. ”Rugbert” gentog Za-Sien og kiggede
beslutsomt ind i ilden ”sikke et tilfælde. Jeg er netop her i syden på jagten
efter en mand med netop det navn”. ”Så falder vore veje sammen, min ven” sagde
Zhorga ”hvad har Rugbert gjort dig? Var det ham, der gav dig de brændemærker?”.
Za-Siens øjne lyste vredt et sekund, og han dækkede hurtigt sine ar til, før
han svarede vagt ”nej, det er ikke personligt. Men jeg er nødt til det, hvis
jeg vil opfylde min drøm”. ”Hvilken drøm?” spurgte Zhorga påtrængende, men
Za-Sien ignorerede hende og kiggede endnu en gang ind i ilden. ”Hvad så med
hende?” spurgte nissen og kiggede på Aiola ”har din kæreste fortalt dig noget,
Støvbold?”. Støvbold sukkede over Zhorgas barnlighed, før hun svarede ”nej. Men
jeg ved, hvorfor hun er her. Aiola er stukket af fra et eller andet. Jeg kender
behovet om at flygte, og jeg kan genkende det hos hende”. ”Forskellen er bare,
at hun ikke flygter fra sine mord gennem flasken, ikke sandt?” lo Køter.
Støvbolds udtryk blev hadefuldt. ”Hun er bare en uskyldig pige” sagde hun vredt
og vendte sig bort fra resten af gruppen. ”Det er vist også på tide, at vi får
noget søvn” kommenterede Tainir, og så blev resten af gruppen stille.
Den næste
morgen drog de alle ind i junglen ad Lysets Sti, og de gik det meste af dagen
uden at sige en lyd til hinanden. Det var blevet sent, og mørket var faldet på,
da de endelig nåede frem til junglens korsvej, hvorfra de enten skulle drage
mod syd og tage den lange vej til Ørkenia eller mod nord og havnebyen Trinolas.
Beslutningen blev dog udskudt til den næste morgen, da det var meget sent, og
så slog den lille gruppe lejr. ”Spørgsmålet er i virkeligheden, hvor vi kan
finde en bandeleder som Rugbert” sagde Za-Sien til Zhorga, før odderen faldt i
søvn ”og hvordan vi skal opspore ham og Lars”. Svaret kom til dem i løbet af
natten.
Zhorga,
der var en tyv og derfor vandt til at tage forholdsregler, havde lagt sig til
at sove oppe i et træ, og hun vågnede så midt om natten, da hun hørte raslen i
bladene under sig. Først troede hun blot, at hendes rejsefæller var oppe for at
træde af på naturens vegne, men da hun så ned, fik hun øje på tre fremmede
mennesker med trukne sværd, der forsigtigt nærmede sig de andre. Zhorga
klatrede lydløst ned fra træet, netop som menneskerne åbnede Køters taske og
rodede indholdet igennem. ”Den er her” hviskede et af menneskerne til de andre,
og Zhorga nåede lige at skimte noget rødt i menneskets hånd, før manden
pludseligt skreg og vækkede resten af hendes rejsefæller. Den fremmede mand
blev slynget bagover, og der udbrød en kort kamp mellem hans venner og Zhorga,
Za-Sien og Støvbold, der endte i sidstnævntes sejr. Da kampen var ovre, og de
to mennesker lå døde på jorden, vendte hele gruppen sig imod den sidste, som
sad med en rød sten i sine hænder på størrelse med et æble. Zhorga indså
hurtigt, at hun havde set den før. Det var denne røde sten, som ”Zongo” havde
forsøgt at tage fra kaptajnen på stranden. ”Giv mig stenen!” knurrede Køter
vredt og gik hen imod manden, imens de andre langsomt samlede sig afventende
bag ham. ”Hvad er det for en ting?” spurgte Støvbold, imens hun stirrede
fascineret på den mystiske røde sten, hun ikke kunne fjerne blikket fra. ”Hvem
er du?” spurgte Za-Sien og trådte vredt nærmere manden, som nu havde rejst sig
op igen, og som kiggede skræmt fra person til person ”og hvad vil du med den
tingest?”. ”Jeg…” begyndte han, men han brød så pludseligt ud i et smertens
skrig ”jeg arbejder for en mand ved navn Rugbert… han betalte mig for at stjæle
stenen fra jer… Auhhhhh!”. Og så, for vore helte og Køters øjne, blev manden
kastet op i luften, og stenens røde lys forstærkedes. ”Fjolg gish margch
tazath!” råbte Zhorga på nissesproget og løb hen imod manden, men hun blev
kastet tilbage af det røde lys, netop som mandens skrig blev højere. ”Hvor kan
vi finde Rugbert?” spurgte Za-Sien og pegede sit kortsværd imod manden, men det
var allerede for sent. Manden lå sammenkrøbet og død på jorden. Den røde sten
havde dræbt ham, ligesom den havde taget livet fra Kaptajn Antonio.
Alt dette
blev hurtigt klart for hele gruppen, der nu var langt mere forvirrede end
tidligere, men det afgjorde også en meget vigtig ting. De ville alle gerne
vide, hvad stenen var for en. ”Lad os tage til Trinolas” sagde Støvbold beslutsomt
”måske kan vi finde nogen, der kan hjælpe os der”. ”Og det er et åbent sted”
mumlede Za-Sien for sig selv ”så Rugbert vil uden tvivl finde os, og så er det
ude med ham”. ”Hvad siger du?” spurgte Aiola med røstende stemme, da hun stadig
var påvirket af mandens død. ”Bare at vi skal passe på med Rugbert. Han er af
den farligste slags” svarede Za-Sien uskyldigt. ”Hvorfor fortæller du os så
ikke om ham?” spurgte en af de andre, da gruppen begyndte at bevæge sig nordpå
mod Trinolas. ”Tjo…” mumlede Za-Sien ”det kunne jeg vel godt”. Og dette var,
hvad han fortalte dem:
Rugbert
var på denne tid en frygtet og nådesløs pirat, som havde base i det sydlige
Mortlan. Han havde dræbt, plyndret og tortureret sin vej til toppen, hvilket
havde placeret ham på Det Grønne Broderskabs liste. Desværre forholdte det sig
sådan, at rangerne ikke havde uanede ressourcer i øjeblikket, da Kolonikrigens
udfald stadig var skyld i mange kvaler i Central Mortlan. Za-Sien, der var
blevet oplært siden barndom af rangeren Garion, havde ansøgt om at slutte sig
til Det Grønne Broderskab, og hans utålmodighed havde ledt til, at
Broderskabets ledere havde skænket Za-Sien denne opgave. Hvis han kunne
indfange eller dræbe Rugbert, så ville hans position hos rangerne for altid
være sikret. Problemet var dog bare, at Rugbert havde en mindre hær af
lejesoldater, røvere og tyve under sin kommando, og han var selv en berygtet
pyromantiker, en mester i ildens kræfter.
Da Za-Sien
var færdig med sin fortælling var den lille gruppe nået frem til Grubarlads
hovedstad og Vismandens By, Trinolas, der var opkaldt efter byens store helt,
som havde sikret landets frihed. Det var en stor havneby fyldt med fiskere og
træhytter. Byens mørkhudede borgere så helt afslappede ud, da vore helte (og
Køter) nåede frem til byen, og det føltes helt unaturligt med de sidste par
dage taget i betragtning. ”Hvad gør vi så nu?” spurgte Støvbold med rystende
hænder ”jeg tænker, at vi har brug for et sted at sove i nat. Jeg smutter hen
på kroen”. Før nogen kunne nå at indvende noget, var hun forsvundet, og Zhorga
fulgte hurtigt efter. ”Sikke mange kærester den dværg har” bjæffede Køter, da
de var forsvundet, men han modtog ikke nogen latter. ”Jeg går også hen på
kroen… hvis hun nu skulle få brug for mig” sagde Tainir en anelse forvirret, og
tilbage stod kun en utilpas udseende Aiola, en gnaven Za-Sien og en selvglad
Køter. Der gik ikke længe, før resten af rejsefællesskabet var taget hen på
kroen. Støvbold sad nu glad og tilfreds sammen med Zhorga, imens de bundede den
ene øl efter den gang, imens Aiola kiggede skræmt på. Tainir sad lige ved siden
af dem, men han drak ikke noget selv. Odderen og Køter sad på den anden side af
bordet, hvor de var i en vild diskussion. ”Hvis det er et våben, bør vi bruge
det imod Rugbert, når han finder os” sagde Za-Sien. ”Ja ja ja” lo Køter
ligeglad ”stenen er min, og jeg vil ikke give den til nogen”. ”Var der en af
jer, der nævnte navnet Rugbert?” spurgte en fremmed mand dem pludseligt, og
hele gruppen vendte sig imod ham. ”Hvorfor spørger du?” sagde flere af dem i
munden på hinanden. ”Det var bare et navn, som Vismanden nævnte tidligere i
dag” svarede manden dem ”han sagde, at en eller anden ved navn Rugbert måske
var i nærheden af Trinolas, og at han kunne skabe problemer”. Den lille gruppe
udspurgte manden nærmere om, hvem denne vismand var, og han sendte dem til en
mærkeligt udseende hytte, der lå midt i byen. Dens tag var dækket af fiskenet
med massevis af perler, skind og juveler på, og hytten havde tre små skorstene.
Det lille hus var endnu mere mærkværdigt på indersiden, hvor væggene var dækket
af tæpper, kort, skind og diverse mærkværdige artefakter. Der lå et
enhjørningehorn på en kommode, der hang et kranie fra en ormekæmpe, hvorunder
der var skrevet ”Bjargar”, og lang hyttens bagvægge var der opstillet mange
reoler fulde af bøger. Luften inde i hytten føltes tung, og der lugtede af røg.
Zhorga var netop gået ind som den sidste og havde lukket døren efter sig, da
Vismanden kom til syne i den lille hytte. Han var en lavstammet gammel mand med
et busket skæg og en mærkelig grønlig kåbe, og han satte sig straks på en
egetræsstol, da han fik øje på sine gæster. ”Tag plads, tag endelig plads, unge
folk” sagde han ”jeg har ventet på jer i nogle år efterhånden. I som skal vriste
skæbnen i den ene eller den anden retning. I som skal afgøre kongesønnens
skæbne, både den nordiske og den lyse. Alt dette har skæbnen fortalt mig, men
hvordan vil det mon gå jer. Vil I blive helte, eller vil I kæmpe for jer selv?
Hvem ved? Hvem ved?”. ”Du har ventet på os” gentog Zhorga skeptisk ”hvad skal
du forestille at være? Der er allerede en vølv, og jeg er rimelig sikker på, at
hun ikke er en gammel mand”. Vismanden lo af nissens ord. ”I bærer på et magisk
artefakt, hvis kræfter I ikke forstår, har jeg ikke ret? I er kommet til mig,
fordi jeg nævnte Rugbert, jeres første fjende”. ”Vores første fjende?” gentog
Za-Sien ”hvorfor kalder du ham det? Og hvor kan vi finde ham?”. ”Alting til sin
tid, og Rugbert vil I møde inden længe. Men lad os først diskutere stenen i
jeres varetægt. Lad mig se den?”. Så stor var Vismandens berygtede vilje, at
selv Køter rettede sig efter ham og fandt den røde sten frem og lagde den i
Vismandens hænder. ”Åh ja” sukkede den gamle, skæggede mand ”den legendariske
sten, som Amalosh, gudernes konge, skænkede til sine dødelige tjenere for så
mange år siden. En af et par, hvis jeg ikke tager helt fejl. Den røde skulle
ifølge legenderne være den mest kaotiske og utilregnelige. Jeg vil råde jer til
at være meget forsigtig med den ting i jeres varetægt”. ”Så fortæl os, hvordan
vi kan benytte den imod vores fjender. Hvordan vi kan bruge den imod Rugbert”
krævede Za-Sien, og Køter snuppede stenen tilbage. ”Åh” sukkede Vismanden ”men
jeg er jo blot en gammel spåmænd. En tjener af oraklet og skæbnerne. Jeg ved
ingenting om den slags… men jeg kender en, som måske gør. Hans speciale er
måske elementar magi, men han har studeret mange ting på sine rejser gennem
Mortlan, og han har lært en del. Hans navn er Tash Rizzian, og I vil finde ham
blandt Skibbruds Klipperne, hvor jeres skib blev dømt til døden. I kan låne mit
skib, hvis I ønsker at opsøge ham”.
På dette
tidspunkt i fortællingen var alle vore karakterer blevet fyldt af enten
nysgerrighed, ambition eller eventyrlyst, og de drog alle ud til Skibbruds
Klipperne, hvor deres rejse var begyndt, for at møde denne Tash Rizzian. De
sejlede i mange timer over havet, før de endelig ankom til hans lille havn
mellem klipperne. Her mødte de Tash, som var en vis og magtfuld elver troldmand
med rødt hår, men hvis rolle er betydeligt lille i denne historie. Tash
forklarede dem, at stenen gav sin bærer en begrænset magt over liv og død, men
for at mestre stenens kræfter, måtte man træne i mange år eller opnå Amaloshes
glæde. Nej, det vigtigste for den længere historie og det samlede plot var
mødet mellem Za-Sien, Køter og en gæst af hr Rizzian. Det var agnaira trolden
Garwirlighz, som viste en stor interesse for Køters forbandelse. ”Jeg ved, at
Bearon har straffet dig for dine gerninger, menneske” sagde den store, pelsede
trold ”men du skal vide, at det lige så vel kan være en mulighed som en dom. Du
blev skænket endnu en chance, og jeg råder dig til at tage den”. ”Så undervis
mig endelig i, hvordan jeg leve, oh vise agnarira” svarede Køter smigrende, da
han havde hørt mangt og meget om den magt, der skulle være i agnairas
besiddelse. ”Jeg har ikke megen tid, men jeg vil måske opsøge dig en dag”
svarede trolden ham ”og du skal også være velkommen, odder, for jeg ærer din
far”. ”Min far” gentog Za-Sien irriteret ”er død, og jeg kendte ham ikke”.
Da besøget
hos Tash var ovre, satte gruppen atter kursen tilbage mod Trinolas, men
situationen havde udviklet sig i mellemtiden. Der lå en flåde af skibe på
stranden, da de kom tilbage, og en skallet, barsk udseende mand stod og ventede
på dem med en skare af bevæbnede mænd. ”Rugbert!” sagde Za-Sien vredt, da han
genkendte piraten fra de beskrivelser, han havde fået af sine overordnede ”så
fandt jeg dig endelig”. ”Nå, det gjorde du” svarede Rugbert ligegyldigt ”men
jeg har ikke tid til folk, jeg ikke husker. Hvis du ønsker at dø, så angrib
mig, men vid at din dumskab vil føre til mange uskyldiges død. Jeg ved, at I
har stenen. Giv mig den, eller mine folk sætter Trinolas i brand!”. Za-Sien
blev paf og vendte sig imod sine kammerater. Han ønskede måske Rugberts
endeligt, men han ville ikke have uskyldige på sin samvittighed. ”Vi er nødt
til at give ham stenen” hviskede Aiola forskræmt, og flere af de andre gav
hende ret. Kun Køter var urokkelig, men situationen ændrede sig drastisk, da
Zhorgas mål pludseligt kom i sigte. ”Lars!” råbte hun, da hendes gamle fjende,
som havde brændte hendes kro ned, dukkede op blandt Rugberts folk ”så viser du
endelig dit ansigt, din nidding!”. Og uden at tænke det nærmere igennem gik
nissen voldsomt til angreb på det langt større menneske. Dette overraskede alle
Rugberts folk, der havde forventet en nem sejr, og der udbrød adskillige mindre
kampe mellem de to sider. Rugbert havde dog langt flere folk, og han undgik
Za-Siens angreb så let som en lej, og der gik ikke længe, før han havde sparket
Køter omkuld og stjålet stenen. ”Vi har den!” råbte han til sine folk, og
piraterne spurtede tilbage mod deres skibe ”vi har stenen!”. Ingen kunne nå at
følge efter dem, og inden længe var Rugbert forsvundet med stenen. Adskillige
af hans folk, der i blandt Lars, var imidlertid faldet, og Trinolas var uskadt.
Historien var heller ikke ovre, da vore helte vidste, at de ikke kunne lade
Rugbert holde sådan en magt. Han måtte stoppes, og de satte straks efter ham i
Vismandens skib…
Stenhals Historie
Kommentarer
Send en kommentar