#21 En fortsættelse
7. Gar 1076 Anden Alder i
Braldirborg
”Jeg er
ked af det, mand, men der var ikke andet, jeg kunne gøre”
undskyldte Dolun og rakte brevet til Faros ”resten af varerne lader
bare til at være forsvundet”. Faros var skuffet, men det var helt
forståeligt, at Dolun ikke havde fundet mere. Zrulfs kriminelle
underverden lod til at have samlet hele sin opmærksomhed imod
Bagerens prototyper. Tyvenes Broderskab, Dødens Hånd,
Krakkensønnerne og adskillige andre grupper var vildt ivrige efter
at anskaffe et middel, der fjernede fri vilje. Faros havde ingen
kvaler med at skulle komme i konflikt med nogen af de grupper, hvis
det var for det bedste. Men han ville alligevel helst undgå det, da
han havde arbejdet sammen med flere af dem før i tiden, og han
vidste udmærket, hvad de var i stand til. Det var faktisk ret
overraskende, at det var lykkedes dem at udslette så mange af
Bagerens leveringer, som de havde. ”Tag tilbage til Mizil og
rapporter til mig, hvis du hører noget nyt” instruerede Faros sin
skæggede spion og gav ham et klap på skulderen, hvorefter den unge
dværg skyndte sig videre ned ad Braldirborgs hovedgade. Faros
kiggede dog ikke efter ham, da han smuttede væk. Dværgkrigerens
opmærksomhed var nemlig fuldt optaget af en pludseligt tom lomme,
hvor der for et kort øjeblik siden havde været en pung.
20. Monic 1043 AA på Klippeøerne
(snedværgenes hjem)
Thorhalls
skattekammer var kun oplyst af en enkelt fakkel, der brændte med et
orange skær. Den var samtidigt den eneste varmekilde i det iskolde
rum, og Marintra var meget glad for at have den. Resten af det
underjordiske skattekammer var dækket af et lag is, der forhindrede
tyve i at åbne nogen af kisterne. Det ville dog ikke stoppe
Marintra, og hun vidste præcis, hvad hun var ude efter. Der blev
dannet dis, hver eneste gang hun trak vejret, og kulden trængte
igennem hendes jakke, men hun fortsatte urørt gennem den frosne,
mørke kælder, til hun nåede den rette kiste. Marintra lagde sin
bue ved siden af sig og gik i knæ foran kisten. Så stak hun den
tomme hånd ned i sin lomme og fremdrog en rund lille sten, hvorpå
der var indgraveret en enkelt rød rune. Stenen udgav straks en
dejlig varme, da hun lagde den på kisten, og kulden syntes nærmest
at dampe helt væk. Runestenen skulle nok gøre sin del af arbejdet,
men der kunne gå et lille stykke tid, før det blev muligt at åbne
kisten. Hun trak derfor sine ben op under sig, krummede sig sammen og
holdt faklen ud fra sig, så hun bedre kunne udholde den ekstreme
kulde. Det var stadig virkelig ubehageligt, men Marintra kunne lette
sit ubehag ved at lade sig selv distrahere af skattekammerets
indhold. Der var over hundrede kister magen til den, hun var ved at
optø, og det mørke kammer havde også mange vægtæpper. De fleste
af dem fortalte historierne om diverse artefakter, der blev opbevaret
i skattekammeret. Et af vægtæpperne viste eksempelvis en lang,
hvidblå stav med en krystal i enden, og Marintra genkendte den fra
sin barndoms viden. ”Et vintersolhvervs eventyr” hviskede hun til
sig selv ”Xenrons stav. Gad vide, om de gemmer på andre gamle
eventyrs relikvier?”. ”Det skal du ikke regne ved” svarede en
velkendt stemme fra den anden ende af skattekammeret. Marintra vidste
med det samme, hvem det var, og hun spildte ingen tid med at lade sin
bue og pege den mod vedkommende. ”Hvad vil du, dit forbandede
egern!” spurgte hun helt opslugt af vrede, da elveren trådte frem
i lyset. Den kvindelige elver var i klædt en tyk uldfrakke, og hun
havde også en fakkel i hånden, som oplyste hendes rødbrune hår.
Der var et bekymret udtryk over hendes smukke ansigt, og hendes
onyxsorte øjne så triste ud. ”Jeg vil hjælpe dig, før du gør
noget, du kommer til at fortryde” svarede Tsyseria, men hun
stoppede pludseligt op, da hun så Marintras ansigt. ”Hvad er der
sket med dig?” spurgte hun grufuldt ”hvad har Jarskon gjort ved
dig?”. ”Det er ingenting” sagde Marintra vredt og vendte sig
bort fra Tsyseria ”du forstår det slet ikke. Han har ikke gjort
noget?”. Men Tsyseria lod sig ikke skræmme væk. Hun trådte
nærmere Marintra med et medfølende blik og satte sig i knæ ved
siden af hende. ”Rlatos” sagde hun tøvende og lagde sin hånd på
Marintras kind, som straks blev skubbet væk ”hvad skete dernede?
Jeg troede, at Jarskon ville tage med dig”. Marintra følte vreden
vende tilbage, men hun vidste godt, at den ikke var rettet mod
Tsyseria. Den var rettet mod hende selv for at have stolet på
Jarskon i så mange år. For at have elsket ham. ”Han var nødt til
at gå” hviskede Marintra og lod Tsyseria kigge nærmere på de blå
streger i hendes ansigt ”jeg blev fanget og straffet for hans
gerninger”. ”Efterlod han dig?” udbrød Tsyseria chokeret
”hvordan kan du forsvare ham efter det?”. ”Jeg forsvarer ham
heller ikke” svarede Marintra, og hun kunne føle, at tårerne
truede ”og jeg skal blot gennemføre denne opgave for at slippe ud
af hans gæld. En sidste rejse og så er Faros, Bruntop og jeg frie”.
Tsyseria tøvede et sekund, og da hun talte, lød hun meget
forsigtig. ”Jeg ved, hvad det er, du søger her. Kan du forestille
dig, hvad Jarskon vil gøre med de plantegninger? Han vil uden tvivl
opnå alt, hvad han ønsker. Forestil dig ham som lederen af
Krakkensønnerne?”. ”Jeg har ikke noget valg” sagde Marintra
vredt og rejste sig trodsigt op ”det er den eneste måde, jeg vil
blive fri på. Jeg er nødt til at gøre det”. Tsyseria kiggede
overvejende på Marintra i et halvt minut med urolige øjne. Hun
endte med at sukke opgivende. ”Så lad os gøre det” sagde hun
fortrydningsfuldt ”jeg skal nok hjælpe dig med at opnå din
frihed”.
9. Gar 1076 AA i Frangicas vande
”Vi er
der om nogle få timer” meddelte skibets kaptajn dem, før han gik
videre for at hundse på sin besætning. Marintra sukkede, da
Frangicas kyst kom til syne på horisonten. Hendes sidste besøg
hertil havde ikke været et lykkeligt et, og hun vidste stadig ikke,
hvordan hun skulle have det med slutningen. Tsyserias morder levede
endnu, selvom at han var indespærret i Stenhals fangekælder, og
hendes hævntogt var aldrig blevet fuldendt. Hun håbede bare på, at
de helt kunne undgå Rugbert på denne tur. Marintra havde ikke brug
for flere dårlige minder lige nu. ”Så hvordan går det med
hukommelsen?” spurgte hun Manwe, der stod ved siden af hende ”hvor
meget kan du huske om din mystiske ven?”. ”Ikke meget mere”
sukkede han træt og lagde sine arme på skibets ræling ”der skete
noget med Det Angloriske Imperium og os. Za-Sien og jeg var i
problemer for nogle år siden, og vi blev vist isoleret. Der var vist
en ildebrand. Mine tidligste minder efter det var fra min ankomst til
Yngol, hvor Faros reddede mig fra nogle tyve. Jeg kan virkelig ikke
huske mere end det”. ”Hvad så med din pludselige åbenbaring
tilbage på kroen i Mizil?” spurgte Marintra ”har søluften
inspireret dig til at genvinde andre minder?”. Manwe kiggede
anklagende på Marintra. Han havde været meget søsyg siden deres
afrejse. ”Fint fint” sukkede hun ”jeg lover at lade være med
at drille... medmindre jeg ser en drage. Men kan du huske andet om
Den Ensomme Skygge, end at han pludseligt viser sig at være din far?
Eller skal vi alle vente i tre år, før vi endelig får en vag
forklaring af en gammel, religiøs mand i en kåbe?”. Manwe, som
allerede var bleg nok takket være søsygen, kiggede uforstående på
hende i nogle sekunder, før han svarede med et andet spørgsmål.
”Improviserer du bare alle dine mærkelige indskydelser, eller
planlægger du dem lang tid forinden?”. Marintra trak på skuldrene
og fandt et af sine pilebundter frem, som hun begyndte at pille ved.
”Det ved jeg ikke rigtigt selv, prøv at spørg min bedstemor. Men
tilbage til mit spørgsmål. Husker du noget andet?”. ”Nej”
svarede Manwe vagt (som det var blevet spået få linjer tidligere i
denne samtale) ”jeg har bare det her billede i mit hoved af mine
forældre, da jeg var et barn. Jeg ved bare, at han er min far...
hvis det giver mening. Det lyder ikke særligt troværdigt, det ved
jeg godt, men det er noget af det eneste, jeg er sikker på i
øjeblikket”. Marintra nikkede kort og bed sine læber sammen. ”Så
lad os håbe, at din ven odderen har nogle svar til os”.
Kommentarer
Send en kommentar