Fortællinger fra Mortlan #3 Benjamin Gyldenuld

#3 Benjamin Gyldenuld

Fortæller: Roi de rat           
Periode: Gar 1076AA   
Placering: En fangekælder i Frangica i det sydlige Mortlan.
Ingen lægger mærke til en ekstra tigger, tyv eller hjemløs på gaderne. Blot endnu en nedbrudt sjæl med en ulidelig eksistens. Nogle folk efterlader dem sommetider en smule mønter for at rense deres samvittighed, imponere andre eller i yderst sjældne tilfælde, fordi de er virkelig er gode folk med gode hjerter. Men selv de godhjertede lægger ikke rigtigt mærke til os. Det sker, at folk kritiserer os eller udviser deres medlidenhed, men ingen har nogensinde virkelig lagt mærke til os. Vi har været som skadedyr, som rotter, i alle storbyerne, men selv rotter kan danne flokke. Tyvenes Broderskab har længe været den største af disse grupper, og deres domæne strækker sig til store dele af Mortlan. Så når jeg nu fortæller dig, at Tyvenes Broderskab har mistet fodfæstet i Frangica på grund af De Røde Riddere og Syndors kirke, så skal du forstå, hvor meget det betyder. Ingen kan lyve for en rød ridder, så tyve har altid haft svært ved at klare sig i deres hjemland. Den kriminelle underverden var så godt som udryddet i Frangica i mange år… indtil jeg trådte ind.

Men nok om mig. Det er ikke grunden til, at jeg har anskaffet mig jeres opmærksomhed. Det, jeg gerne vil fortælle om i dag, er mit møde med Benjamin Gyldenuld. Allerede på det tidspunkt vidste jeg, at denne mand kunne blive en stor spiller i Mortlans fremtid, og jeg havde ret.

Parins fangekælder 5 oktober 1076

”Nej, ellers tak, min gode mand, jeg kan sagtens klare mig selv. Hov pas på hatten… av”. Fangevogteren grinede af den yderst høflige mand og kastede hans mærkelige, sorte, høje hat hen til ham. Så lukkede han celledøren og gik sin vej. ”Åh pokkers også” sukkede den høflige mand med det gyldne hår og tørrede jord af sin hat ”jeg havde ellers lige fået den sidste plet mudder af den”. Han satte hatten på sit hoved igen og stak hånden ned i en af lommerne i sin mørke frakke. ”Godt” mumlede han ”i det mindste tog de ikke denne”. Så fremdrog han lang pibe af træ og lod sine fingre løbe hen over den. ”Det har du ikke lyst til at gøre hernede. Røgen bliver ulidelig i disse små celler”. Manden sendte mig et smil og lettede på sin hat. ”Hvor er mine manerer dog blevet af?” sagde han undskyldende ”jeg glemte helt at introducere mig til min nye værelseskammerat. Benjamin Gyldenuld fra Latynia. Og du kan være helt rolig, min gode dosne, jeg har ikke i sinde at fylde kammeret med røg. Dette er ikke engang en ægte pibe”. Han flækkede piben på langs, og der blev afsløret et langt hulrum inde i den. I det lå en lille flaske, som indeholdte en gylden væske. Manden tog proppen af flasken og tog en slurk af væsken. Hans ansigt blev straks helt roligt, og han satte sig på cellens eneste træstol. ”Hvad er du dog komme i spjældet for?”. Benjamin vendte sig straks mod mig igen med et smil. ”Hærværk, åbenbart” sukkede han og lænede sig op ad væggen ”det var et mindre uheld, og det tog sin at arrangere, men heldigvis lader det til at have været det hele værd”. ”Hvad mener du? Ville du gerne i spjældet? Dette er Frangicas fængekælder. Du kommer ikke ud herfra igen, medmindre du har de rette kontakter. Hvordan kan det have været det hele værd?”. ”Jeg mødte dig” svarede Benjamin og rettede sig op på stolen ”lige den person, jeg ledte efter. De er ikke nem at opspore, det må jeg give dem, deres højhed”. ”Åh for Herroth da også, jeg er ikke nogen højhed, så hold endelig igen med høflighedsfraserne. Hvad ønsker du af mig?”. Gyldenuld stoppede med at smile og blev straks helt seriøs. ”Jeg har på fornemmelsen, at du allerede ved en hel del om mig” sagde han. Jeg nikkede. ”Alle kender selvfølgelig historierne om din familie. Om Gyldenuld slægten der forsøger at bringe Latynia tilbage på rette spor med jeres nye samfundsorden, hvor alle arbejder for jer og bærer besynderlige hatte. Hele Mortlan snakker om jer. Men du har ret. Jeg ved mere end de fleste. Jeg ved, hvorfor du er her i Frangica. Du jager en tyv, som for længe siden stjal nogle plantegninger fra. Plantegninger der kan sikre dit lands fremtid, men som adskillige andre interesserede parter også ønsker at få deres kløer i. Jeg kender sågar navnet på denne tyv. Schmith. Og du ønsker min hjælp til at fange ham. Faktisk mener du, at du har brug for den”. Benjamin kiggede imponeret på mig og pakkede flasken med det gyldne indhold væk igen. ”Det ser ud til, at jeg havde ret” sagde han og rejste sig op ”nævn din pris?”. En stor rotte krydsede cellens gulv og lagde sig ved mine fødder. ”Jeg tager ikke penge. Jeg tager tjenester. Så hjælper jeg dig med dette, skylder du mig en, og jeg vil afkræve den af dig en dag. Den sidste der prøvede at trods mig var Kong Jean-Luc. Ved du, hvad der skete med ham?”. Benjamin kiggede alvorligt på mig uden at blinke. ”Han blev fundet i salaten til sit eget bal” svarede rigmanden fra Latynia ”men jeg er villig til at indgå sådan en handel med dig”. Jeg lagde min hånd på rotten ved mine fødder og fremsagde gåden, der skulle vise, om han var værdi.

”Altid ene, men aldrig alene
En tankeløs flok, går ofte amok
Insekter og rotter, er sommetider i grotter
Hvad er dens navn?”


Benjamin svarede. ”Korrekt. Jeg vil hjælpe dig med at finde din tyv. Du er faktisk kommet på et overraskende godt tidspunkt, da alle Mortlan største tyve skal mødes denne aften. Jeg er sikker på, at en af dem vil kunne pege dig i den rigtige retning. Men jeg advarer dig. Schmith er en del af noget langt større, og hans overordnede har deres egne visioner for de plantegninger, han stjal fra dig”. Jeg rejste mig op og lod mine fingre løbe hen over stenmuren. Så trådte jeg et skridt tilbage, og hele muren gled til siden, så der blev afsløret en mørk passage bag den. ”Og kald endelig på din tjener, Benjamin. Vi kommer ikke tilbage hertil”. Benjamin så overrasket ud i et halvt sekund, men han vendte sig så imod celledøren og kaldte ”Charles, kom her ind”. En kortskægget dværg med en rund, flad hat og en sort frakke magen til sin chefs dukkede op i døråbningen og gik hen til Benjamin. ”Dette møde mellem tyvene” sagde Benjamin forsigtigt ”der skulle vel ikke være mad? Jeg har ikke fået noget at spise siden i går aftes”. ”Der er mad”. ”Godt” istemte Benjamin og fulgte efter mig ind i passagen, som lukkedes, da Charles også var gået med ind i mørket ”jeg kunne godt trænge til en god lammetærte”.

Rotternes Konges historie
1 - Benjamin Gyldenuld     2 - Forbandelsen


Første Afsnit   Forrige Afsnit                                                                                  Næste Afsnit

Kommentarer