#14 Slam og sorg
9. Zyval 1076 Anden Alder i Mzorgs
kloakker
Faros
satte sig op. Hans vejrtrækning var urolig, men han faldt hurtigt
til ro igen, da han opdagede, at det blot havde været en drøm. Men
han var sikker på, at han ikke ville falde i søvn igen. ”Set
noget?” spurgte han Trak, som sad og holdt vagt ved bålet. De
befandt sig alle tre ned i kloakken, hvor de havde slået lejr. Den
Ensomme Skygge ledte sandsynligvis stadig efter dem, og det var ikke
til at sige, hvor den stenløse gedeelsker befandt sig. ”Der har
været helt stille” svarede Trak med sit blik rettet imod bålets
flammer. Faros nikkede. Han kunne ikke lide at vente hernede, men det
var det bedste, de kunne i øjeblikket. De havde ingen anelse om,
hvordan de skulle kontakte Marintra, eller hvad situationen var i
Mzorg. Hele deres skjulested var brændt, så de havde mistet alt
deres indsamlede information og deres netværk. Men det var at
foretrække, frem for at Bageren skulle få fat i deres ting. Det
nagede bare stadig Faros, at han havde brændt skjulestedet. For den
første gang i mange år havde han dræbt nogen, som han ikke kendte
navnet på. Han havde dræbt nogen, og han ikke vidste, om de
fortjente at dø. Han kendte ikke deres forbrydelser. Faros havde
været medlem af Den Grå Legion, så drab var ikke noget fremmed for
ham. Men han havde lovet sig selv, at han ville være bedre. Og nu
havde han brudt sit løfte til sig selv. ”Hvad med knægten?”
spurgte Trak og lavede et hovedkast i retning af den sovende Fenrik
”tror du, han klarer den?”. Faros kiggede en smule bekymret på
den unge elver. Han vidste nu med sikkerhed, at Fenrik havde løjet.
Om det var med vilje eller ej, det var han ikke sikker på, men
knægten havde ikke fortalt dem sandheden. Samtidigt havde han vist
sig at være meget loyal, trofast og pålidelig, så han havde lidt
blandede følelser i forhold til ham. ”Jeg kunne godt tænke mig at
kende sandheden” sukkede Faros ”men jeg er ikke sikker på, at
knægten selv kender den”. Trak nikkede. Det var tydeligt for dem
begge, at Fenrik ikke kunne have været til stede under Slaget Ved
Elementernes By. Han kunne ikke have fået sine brandsår og skader
der. Ingen, der havde rørt flammerne den dag, var overlevet. Den
magiske ild havde fortæret alle, der havde været i vejen. Alle, den
havde skadet, var blevet til aske. Men det lod til, at knægten havde
hukommelsestab. Han havde virket meget tænksom siden flugten, men
det kunne også skyldes Brildurs død. ”Få noget søvn” sagde
Faros til Trak ”jeg tager resten af vagten”.
”Så
hvad er planen?”. Spørgsmålet hang ubesvaret i luften, imens
Faros ledte dem videre igennem kloakken. Det var heller ikke fordi,
at Fenrik havde forventet et svar. Han vidste, at de var i en kneben
situation, og at de ikke havde mange muligheder. Brildurs død havde
også lagt tungt på dem alle tre. Deres eneste mål i det sidste
døgns tid havde været at finde en vej ud herfra, der ikke førte
dem forbi Den Ensomme Skygges folk, så de kunne finde en måde at
kontakte Marintra på. Men det var ikke det eneste, Fenrik havde
tænkt over. Slørede minder og uklare spørgsmål dukkede hele tiden
op i hans hoved. Han var nu klar over, at han ikke kunne huske meget
af sin fortid. Og selvom han ikke forstod, hvorfor han ikke havde
lagt mærke til det før, så beroligede det ham på en måde. Han
havde noget at tænke på, som fik hans tanker væk fra Brildurs
pludselige død. Han prøvede at finde hoved og hale i det, han kunne
huske. Fenrik vidste, at han var fra Yngol, det var han sikker på.
Hans far havde arbejdet for kejseren, men det havde ikke været den
nuværende, som ellers havde regeret i de sidste mange år. Han
huskede også noget med Det Angloriske Imperium. Fenrik havde haft et
problem, som slavehandlererne havde været involveret i. Denne
Za-Sien havde også været en del af dette. Der var kun en ting mere,
han vidste. Han havde intet minde til at bekræfte det, men han var
alligevel sikker på, at hans mor var død. Hun var blevet dræbt,
men han huskede ikke af hvem. ”Shhh” lød det fra Faros lidt
længere fremme, og dværgen gjorde tegn til stilhed. Fenrik stoppede
op. Han kunne høre nogen, der bevægede sig længere fremme i
tunnellen. Faros, Fenrik og Trak trak deres våben. Så talte en dyb
stemme. ”Hvem der?”.
Kommentarer
Send en kommentar