#4 Som rotte efter mad
12. Byzan 1076 Anden Alder
”Jeg vil
vide, hvor det kom fra, og hvem der fik det ind i landet” sagde
Marintra, imens hun lod en pil løbe mellem sine fingre ”om jeg så
selv skal sparke hver eneste egern ned fra et tag og kaste en
skabslåge i hovedet på dem”. De var netop kommet tilbage til
hovedkvarteret, hvor Fenrik stod og ventede på dem. Faros kunne se
på ham, at han havde noget vigtigt at sige, så han skyndte sig hen
til deres sikkerheds elver. ”Du ser ud til at have noget på
tankerne” hilste Faros. Fenrik lod til at blive en smule
overrumplet af hans skarpe spørgsmål. ”Øh... ja” svarede han
(hvorfor var elvere så langsomme?) ”du bad mig om at holde dig
informeret om enhver kritisk information, som ikke kunne vente”.
Faros hævede sit ene øjenbryn og gjorde tegn til Fenrik om at
fortsætte. ”Som du ved, så står det ikke så godt til med maden
i hverken Elwar, Mugball eller Zrulf. Krigen har ødelagt mange
gårde, og kun de rige kan spise sig mætte” sagde Fenrik, selvom
Faros allerede vidste dette (elvere tog også lang tid om at komme
til pointen). ”Og dosnernes republik har netop sendt en flåde af
skibe af sted for at hjælpe til i Elwar” fortsatte Fenrik (endelig
noget Faros ikke vidste) ”og der skulle være nok mad til at hjælpe
flere tusind folk, men vi... eller jeg er bange for, at nogen vil
prøve at stjæle dem”. Fenrik så utilpas men selvsikkert ud.
Faros smilede for at vise ham, at det var okay, at han tænkte selv.
Det kom til at se ret hæsligt ud, men Fenrik fik vist pointen. ”Så
vis mig, hvad du har fundet ud af” sagde Faros og kastede et enkelt
blik imod Marintra og Bruntop, som stod og kiggede på en masse kort
”chefen har vist lidt travlt”.
Faros
havde haft ret i at stole på sin egen dømmekraft ved Fenrik, for
den unge elver lod virkelig til at have fat i noget. ”Jeg
opsnappede nogle breve mellem medlemmer af Sø Rotterne” sagde
Fenrik og pegede på en stak breve, som lå på bordet foran dem ”de
lader til at kende den præcise rute for dosnernes transport, og de
vil stoppe den og tage varerne selv. En eller anden har åbenbart
hyret dem til. En som vil have varerne for sig selv”. Faros lod
sine arrede hænder glide hen over det opslåede kort foran ham. Det
dækkede hele Central Mortlan, og det havde alle de vigtigste
handelsruter indskrevet. Mange af dem blev selvfølgelig ikke brugt i
øjeblikket takket være den lange krig, som var endt året forinden.
”Med mit kendskab til Sø Rotterne” sagde Faros ”så er de
ligeglade med, hvem de skader. Denne plan passer perfekt til deres
stil, og de vil nok ikke efterlade nogen af besætningsmedlemmerne i
live. Sagde brevene, hvor de ville slå til?”. Fenrik rodede
stakken af breve igennem og fandt et, som han åbnede. ”Den
nordlige ende af... Klippefængslet” sagde han frygtsomt, og Faros
bebrejdede ham ikke. Det sted havde et dårligt ry, som kun blev
overgået af virkeligheden. Klippefængslet var et enormt rev af
dødens farlige klipper, som var næsten umulige at sejle igennem.
Kun én flåde havde nogensinde fundet igennem den uskadt, og det var
ikke en børnevenlig historie. De fleste skibe var dog tvunget til at
sejle forbi Klippefængslet, og der skete aldrig noget til dem.
Næsten aldrig i hvert fald. ”Har du en dato for deres angreb?”
spurgte Faros. ”Om seks dage” svarede Fenrik. ”Så har jeg lige
tid til at lave nogle nærstudier af et par rotter” sagde Faros.
Edgar
Skrull var en meget trist mand. Han var den sidste af hele sin slægt.
En slægt som havde været nær døden flere gange, men den var på
mirakuløs vis overlevet hver gang. Det var nok ikke en god ting for
verden, for Edgar havde det samme erhverv som sine forfædre. De
handlede alle i død, og selvom deres rigdom og indflydelse ikke
længere var den samme, så var de stadig frygtede. Skrull familien
havde oprindeligt startet Sø Rotterne, men nu var Edgar kun kaptajn
på et enkelt skib. Et skib han ikke engang selv bestemte over, fordi
han arbejdede for gruppens leder. I øjeblikket var de dog i gang med
en af de nemmeste opgaver i lang tid. De skulle blot dræbe nogle
sølle dosner og stjæle deres varer. Deres varer som var mad. Og
selv om opgaven var nem, så var den ikke behagelig. Regnen styrtede
ned, og de var kun lige begyndt på boringen af dosnernes skib.
Vejret kunne nå at blive meget værre. Alt dette gjorde Edgar meget
vred og bitter, men det forberedte ham ikke på hans skæbne. Så da
en dværg i læderrustning og med en hætte over ansigtet sprang fra
sit skjul og gennemborede ham med et langt sværd, kom det som et
stort chok for Edgar. Han nåede ikke engang at råbe en advarsel til
sine mænd, som netop var sprunget over på dosnernes skib med trukne
sværd. Det sidste Edgar så, var dværgen, som havde stillet sig op
på rælingen af Edgars skib. ”Johannes Taran!” råbte dværgen
til Edgars førstestyrmand ”din tid er kommet. Du vil forlade det
skib og lade det sejle væk uden nogen problemer!”. Taran var en
bistert udseende mand med intet hår og store øjne. Han lod dog ikke
til at være enig med dværgen i, hvad han skulle gøre. ”Og hvem
skal du så forestille at være?” råbte han hånligt med opbakning
fra sine skibskammerater. Faros kunne se, at flere af dosnerne
kiggede skræmte på ham. De troede måske, at han også var ude
efter deres varer, og fem af dosnerne lå allerede døde takket være
Skrulls besætning. ”Dit valg er taget” råbte Faros gennem den
kolde regn og tog i et af rebene, der kunne bruges til at komme fra
skib til skib. Taran kiggede igen hånligt på ham, fordi han
tydeligvis troede, at Faros var dum nok til at svinge over til dem.
Det ville selvfølgelig være selvmord, og det var ikke, hvad Faros
havde i tankerne. I stedet bandt Faros en kæp fast til rebet og lod
den svinge over. Taran og hans folk dukkede sig alle sammen
selvtilfredse. De troede, at det var det bedste, dværgen kunne
præstere. Da de rejste sig op igen, tog de dog grueligt fejl. Nu
stod der nemlig både en dværg, en gobling og en elver foran dem,
som havde svunget sig over, imens de dukkede sig for kæppen. Taran
var dog ikke langsom, og han ledte hurtigt sine skibsbrødre frem i
et vildt angreb. Dværgen, elveren og goblingen havde dog allerede
trukket deres våben, da Taran fik øje på dem. Derfor fik de
fordelen ved at angribe først, og den fordel var mere end nok til at
sende Sø Rotterne til jorden. Efter ti sekunder lå alle ned, og
flere af dem var ikke længere i live. En enkelt af dosnerne skreg,
og de kiggede alle skræmte på Faros, Trak og Fenrik. ”Vi gør jer
ikke noget” sagde Faros beroligende ”vi er kun efter dem”. Han
nikkede til Fenrik, som gik hen for at holde med dosnerne. Selv om de
havde reddet dem, så var det bedste at være på den sikre side.
”Hvem hyrede jer?” spurgte Faros og tog et fast greb i Tarans
nakke. Taran spyttede efter ham, og Faros tog hårdere fat i piratens
nakke. Han begyndte hurtigt at bide tænder og klynke, imens han
kæmpede en håbløs kamp for at komme fri. ”Hvem hyrede jer?”
gentog Faros og strammede grebet yderligere. Taran hulkede noget
uhørligt, og Faros slap hans nakke. ”Hvad sagde du?” spurgte han
og lod Taran falde ned på dækket. ”Baldan af Bartius hus”
hulkede Taran ”jeg sværger. Det er sandt. D-d-d-du må ikke skade
mig. Jeg beder dig”. Faros opfyldt Tarans ønske, men han bandt ham
i stedet og tog ham med om bord på Skrulls skib, som nu havde
skiftet ejermand. På dværg maner.
Kommentarer
Send en kommentar