I går brugte jeg hele min dag på at hjælpe min onkel og hans kæreste med at flytte sammen. Som tak fik jeg en biograftur ind til en film, som jeg rigtig gerne ville se (det var ikke Guardians, den var ikke udkommet endnu, og jeg har lovet, at jeg skal se den med min bror). Det var Dawn of The Planet of the Apes. Før tirsdag havde jeg kun set to Abernes Planet film. Det var Rise of the Planet of the Apes (storslået og fremragende film) og Tim Burtons reboot fra 2001. De to eksempler giver den Tageryanske galskabs formel til at gælde for Abernes Planet film også (bortset fra at galskab er udskiftet med skuffende). Nu kan jeg så tilføje to film mere til hvad jeg har set, og formlen er nu ændret. Dawn of the Planet of the Apes (lad os bare kalde den Dawn) klarede det ikke særligt godt i at skuffe mig (dobbelt negativ). Det betyder, at den var god. Nej den var rigtig god. Andy Serkis (gollum) vendte endnu en gang tilbage som Caesar i efterfølgeren til Rise. Samtidig var både Koba og Maurice også med igen. Der var også mange mennesker, som alle var godt castet (filmen havde Gary Oldman). Der er gået ti år siden Rise.
Virussen har dræbt måske 90% af alle menneskerne, og krig har nok dræbt 90% af de immune folk. Aberne lever nu i en kæmpe by i den skov, som de flygtede ud til i etteren. De har ikke set mennesker i to år, da der pludselig vandrer nogle hen til dem. Konflikter optræder, og det ser ud til at blive krig. Men Caesar og mennesket Malcolm (Jason Clarke) ønsker ikke krig. De to bliver venner, og sammen prøver de at skabe fred. Filmens plot er genialt, og det var kun de sidste to minutter, hvor jeg tænkte, at det godt kunne have været anderledes. Jeg er også nødt til at rose filmholdet for deres special effects. Der er virkelig mange aber med i den her film, og de har klaret at have flere hundrede på skærmen ad gangen. Filmen er et sandt mesterværk, som forklarer, hvordan velplacerede idioter på begge sider altid kan starte en krig. And war, war never changes.
Og for at trække indlægget ind på et helt andet emne, så vil jeg bare lige nævne, at Dawn teknisk set er en apokalypse film. Og i den kategori er den helt klart den bedste, jeg har set. Den er langt bedre en nogen zombie film eller tv serie, jeg nogensinde har set (mange vil hade mig for at have skrevet dette). Faktisk så er zombie film ikke ligefrem, noget jeg elsker. The Walking Dead har aldrig rigtigt fanget mig, og jeg synes ikke, at den er bedre end bare god (måske 7/10). Men jeg har stor medlidenhed med serien, på grund af den position, som den i følge min opfattelse er fanget i. Serien får jo ingen kritik. Enten elsker folk den, eller også ser de den ikke. Dette kan være meget farligt for et franchise. Uden ordenlig kritik kan det være, at det ikke udvikler sig ordenligt (lad venligst hver med at lave dumsmarte kommentarer, de kan vente til, at du har læst resten af indlægget). For en serie så stor og berømt som TWD, så er det mærkeligt, at jeg aldrig har mødt nogen, som hader den. Jeg kan altid finde nogen, som hader Ringenes Herre (ingen kommentarer om "at det fordi at TWD er bedre end Ringenes Herre", jeg gider ikke høre på sådan noget barnligt pjat) eller Harry Potter eller Star Trek eller stort hvad som helst andet. Og jeg har slet ikke tænkt mig at bevæge mig ind på emnet med selve zombie virussen, jeg ved, at fans er meget følsomme og går i forsvarsposition med at det hele forklares i løbet af plottet, hvis at man så meget som nævner det. Lige meget hvad så er der ingen forklaringen, der kan forklare, hvorfor zombierne ikke skal bruge deres hjerter til at leve, som ikke involverer cyborgs eller magi (magiske zombier elsker jeg dog). Jeg synes faktisk ikke, at selve horror zombie ideen er særligt interessant længere, og Abernes Planet konceptet er mere intelligent (på trods af at det er en franskmand, der fandt på det). Jeg siger dog ikke, at jeg hader zombie film, jeg vil bare gerne, at der er flere folk, der stiller spørgsmål til dem.
Videre fra zombie halløjet vi drager nu. Nu er vi gået tilbage i tiden til tresserne, til det samme årti som skabte Doctor Who. For dengang blev den første Planet of the Apes lavet. Den første Apes er i sandhed en klassiker, som jeg først har haft fornøjelsen af at se i tirsdags. Den holder helt klart stadig, og den er rigtig god. Min onkel forklarede mig, at i bogen, som den er baseret på, havde abernes skyskrabere og laservåben. Men på grund af budgettet kom det ikke med i filmen. Filmen er dog stadig rigtig underholdende (selvom at laserskydende aber i skyskrabere kunne have været rigtigt godt). Apes har et godt plot, som bygger på ironi, menneskelig/abelig natur og gennemtænkte handlinger. Filmen er meget intelligent, og jeg tror gerne, at jeg vil læse bogen, som den er bygget på (jeg tror dog ikke, at jeg læser den på fransk, eftersom at jeg ikke kan det mærkelige sprog). Jeg vil anbefale den til alle, som gerne vil se en intelligent film til en forskel, og som er træt af meningsløse action sekvenser, og selv om at man sagtens kan se, at det er mennesker i masker, så holder filmen hele vejen igennem.
Kommentarer
Send en kommentar