lørdag den 24. juni 2017

Dværge #50 Lang Vej Igen

#50 Lang Vej Igen

Den 21. Qos 1076AA, Braldirborg, Smedens Datter, heksens værelse
Heksen viste ingen tegn på at bemærke Manwes tilstedeværelse. Kun broxaen i hendes hænder betragtede ham årvågent. Den lille mørke skabning snerrede en smule og blev så tavs, da ejerens hånd aede den blidt. Bella sad i en sammenkrøbet stilling midt på sin seng, og rundt om sig havde hun nærmest bygget en lille rede af bøger, pergament og puder. Manwe nåede halvvejs igennem rummet, før hun endeligt henvendte sig til ham. ”En måned” lød den hæse stemme. ”Det er en måned siden, Den Ensomme Skygge, din fader, døde, og først nu opsøger du mig. Jeg havde troet, du ville være mere nysgerrig”. ”Og jeg troede, at du var stum” svarede elveren hende stift. ”Det siger de andre i hvert fald”. Bella Theodora le Fey rettede hovedet op og vendte sine mørke, dybe øjne imod ham. ”Jeg ønsker ikke at tale om mig selv” fortalte hun ”ikke endnu i hvert fald. Så meget er endnu uklart. Men du kommer for at tale om din fader, og der kan jeg ikke stille mig imod. Du har en ret til at høre, hvad jeg ved, eller hvad jeg tror, jeg ved. For jeg er bange for, at min forståelse af sagen ikke lader til at være så vandtæt, som jeg oprindeligt troede”.

Manwe tøvede. Han havde forventet modstand fra heksen, måske endda vrede. Da hans fader døde, havde hun råbt ad himmelene. Det her var uventet. ”Hvorfor prøvede du på at slå ham ihjel?” spurgte han efter en lille tænkepause. ”Jeg havde forstået, at han var en forræder mod Hegana” svarede heksen. ”At han havde såret hendes andre tjenere og været skyld i flere dødsfald. Derfor tog jeg det på mig selv at finde ham og at lade retfærdigheden ske fyldest. At straffe ham for hans forræderi”. ”Men han forrådte hende ikke” irettesatte Manwe hende. ”Det var, hvad han sagde” sagde hun, ikke helt overbevist. ”Hvis han virkeligt havde forrådt hende” fnøs Den Ensomme Skygges søn ”tror du så ikke, at du ville have fået den tilgivelse, du søgte?”. Heksens ansigt trak sig sammen i smerte, og hun blinkede vredt flere gange. ”Min sag er min egen” mumlede hun arrigt. ”Det siger du jo” kommenterede Manwe ”men det virker alligevel lidt mistænksomt, gør det ikke? Du påstår, at han er forræderen, imens du tydeligvis selv har gjort noget galt, da du ikke længere er i kridthuset hos din herskerinde. Det skulle vel aldrig være dig, der er forræderen”.

Stilhed. Bella sank en klump, og hendes blik søgte gulvet, imens hun igen begyndte at ae broxaen, der sendte truende blikke mod gæsten. ”Hør her” sagde hun efter en lille pause. ”Jeg har gjort noget, men jeg er ingen forræder mod Hegana, og jeg har ikke gjort dig noget. Jeg sætter pris på dine venners gæstfrihed her, og jeg forstår, hvis I er mistænksomme over for mig. Jeg skal også glædeligt rejse bort igen, hvis det er, hvad I ønsker. Men jeg er ingen forræder, selv hvis jeg måske har taget fejl af din fader. Selv hvis det er tilfældet, så slog jeg ham ikke ihjel, og husk også lige engang på det her: Jeg er har aldrig arbejdet som en lejemorder eller dræbt uskyldige i modsætning til din fader, som arbejdede for Prins Gjortnal for nogle måneder siden, hvis jeg ikke tager helt fejl”. Kommentaren ramte Manwe hårdt, og ude af stand til at komme med et svar vendte han sig om for at gå. ”Manwe” kaldte hun efter ham, og han stoppede op. ”Det var, hvad jeg fik at vide. At elveren ved navn Manwe havde forrådt Hegana og dræbt en af hendes mest trofaste tjenere”.

Der gik nogle få minutter, og så gik døren op igen. Denne gang var det Bruntop, der som sædvanligt havde hendes mad og blod til broxaen. Et halvt sekund syntes dværgen også at opfatte et smil på heksens læber, men så var det væk igen, og han blev usikker på, om det overhovedet havde været der i første omgang. ”Hvad synes du om bogen?” spurgte alkymisten, da han med et smil bemærkede bogmærket stikkende ud fra den. ”Den er... behagende” svarede heksen uden tegn på nogen følelser. Bruntop vidste ikke helt, hvad han skulle sige til det, og satte blot maden fra sig på bordet. Så stod han et kort øjeblik og kiggede rundt, imens han ledte efter en undskyldning for yderligere 'samtale', men gav til sidst op. Han var næsten nået ud af rummet igen, da han pludseligt kom i tanke om noget. ”Jeg hørte Manwe tale lidt højlydt tidligere herinde” sagde Bruntop nysgerrigt. ”Jeg håber, at I fik snakket sammen om, hvad der skete”. Heksen sendte ham et utilfreds blik, og han opgav at finde flere undskyldninger.

Da alkymisten smækkede døren i bag sig, trådte en tredje besøgende frem fra skyggerne. Bella spærrede straks øjnene op ved synet af den velkendte skikkelse, og hun sprang forskrækket en halv meter bagud. ”Tante Carina” udbrød hun overrasket, idet hun følte både håb og frygt på samme tid. ”Shhh” tyssede elverkvinden på hende. ”Vi behøver ikke alarmere dine værter, vel?”. Den ældre heks satte sig på sengekanten og lod sin mørke hætte falde tilbage, så hendes pjuskede og kaotiske sorte hår kom til syne. Det stak ud i alle retninger, og spidserne af hendes elver ører kunne lige nøjagtigt anes under roddet. ”Hvad laver du her?” spurgte Bella lavmælt og rykkede hen ved siden af tanten. ”Jeg hørte, hvad der skete i Mugball” svarede Carina. ”Troede du virkelig, jeg ikke ville opdage det, hvis sådan noget skete så nær mit hjem?”. ”Det ved jeg ikke” mumlede Bella ærligt. ”Jeg havde vist ikke helt tænkt det igennem”. ”Titlen på din livshistorie” kommenterede tanten køligt, og Bella lo for den første gang i mange måneder. ”Har du hørt noget fra... præstinderne?” spurgte hun nervøst, da latteren til sidst døde ud. ”Det har jeg” svarede Carina alvorligt. ”De er ikke glade, Bella. Langt fra. Først var der din opførsel på Natteøerne og nu det her. Den Ensomme Skygge var måske ikke længere i Fyrstindens tjeneste, men det gør ham ikke til en forræder”. ”Jeg hørte bare, at...” begyndte Bella usikkert, men blev tavs, da Carina løftede en pegefinger. ”Jeg hørte præcis det samme, men der er mere end en elver i verden med navnet Manwe. Et utal af præstinder har døbt deres børn efter ham, og så er der selvfølgelig også hans egen søn. Lad nu sagen ligge”. ”Men...” udbrød Bella og blev atter gjort tavs af tanten. ”Lad den ligge, min kære” sagde Carina alvorligt, næsten i et truende tonefald. ”Du har allerede fået dig mere end rigeligt af fjender hjemme i Itrildar, og jeg ønsker ikke at se min broders datter falde i unåde hos dem. Lad være med at drage tilbage dertil, det vil kun ende grimt. Hvad, du gør nu, er op til dig selv, men du kan ikke tage hjem. Der er du ikke velkommen længere”.

I krostuen
”Så, hvor sagde du, at de små krus befandt sig?” spurgte Regin, imens han stod og rodede baren igennem. ”Nede til højre” svarede Monolo ”og lad for Monicas skyld være med at putte løg i dem, jeg beder dig”. ”Jeg er bange for, at du mistede al ret til at bestemme den slags, da du mistede positionen” svarede dværgen ham stædigt igen, og dosnen sukkede. ”Så dagen er kommet, hva?” lød det fra Trak, idet goblingen trådte ind i krostuen. ”Det er den” svarede Monolo ham. ”Jeg er bare ikke ment til at være et sted alt for længe ad gangen. Men hvad med dig selv? Burde du ikke være i gang med at beskytte dværgenes fremtid eller sådan noget?”. ”Det burde jeg egentligt” nikkede goblingen. ”Jeg har kun nogle få minutter”.

”Og du vælger at spilde dem på den taber?” mumlede Regin. ”Hvad skal det betyde?” spurgte dosnen fornærmet, og den nye krovært trak på skuldrene. ”Ikke noget. Bare at han kunne bruge dem på bedre ting såsom at møde den nye medarbejder på Smeden Datter og bestille et eller andet”. ”Jeg har måske lige tid til et enkelt krus” bifaldt goblingen. ”Men uden løg”. ”Det samme her, men med ekstra ingen løg” meldte Marintra sig ind i samtalen, da hende, Faros, Tsyseria og Bruntop kom hen til baren. ”En omgang på huset kan jeg næsten gætte mig til” sagde Regin, som gik i gang med at skænke op. ”Som din nye chef ville jeg råde dig til det” svarede Faros ham med et smil. ”Det her skal nok blive sjovt”. ”Åh nej” sukkede Regin, da han indså, hvad det betød.

”Hvornår sejler skibet?” spurgte Tsyseria og tog imod et krus. ”Om ikke alt for længe” svarede dosnen. ”Faktisk er jeg ved at være sent på den”. ”Og der har vi en af efternølerne” observerede Regin, da Za-Sien sluttede sig til dem. ”Hvad skulle det være? Jeg ved, at I oddere deler dosnernes holdning til øl. Kan jeg byde på noget frugtsaft måske?”. ”Bare vand” svarede odderen. ”Manwe kommer ikke ned. Jeg forsøgte at tale til ham, men han trængte virkeligt til noget søvn”. ”Det er helt fint” sagde Monolo med et smil. ”Lad ham hellere sove”.

”Sådan der” sagde Regin, da han delte de sidste drikkevarer ud. ”En skål for stedets nye krovært... og også lidt for Monolo for at være så god at give plads til forbedring”. Tsyseria sendte ham et arrigt blik. ”En skål for Monolo” rettede hun ham ”og også en lille smule for Regin, selvom han er en fladpande”. ”Skål!” sagde alle de andre i kor, og krusene blev slået sammen, sådan at Regins: ”skål... hvem, hvad!” blev overdøvet. Da de hver især havde taget en slurk, satte de krusene fra sig og tog afsked med dosnen en efter en. ”Pas nu på dig selv” sagde Trak og lagde en hånd på Monolos skulder. ”Jeg kan prøve” svarede dosnen ”men ingen løfter”. Dernæst overrakte Bruntop en taske med eliksirer til Monolo som afskedsgave med kommentaren ”kunne blive nyttige”. Marintra stjal hans næse og gav ham et overkompliceret og fuldstændigt improviseret håndtryk, imens Faros nøjedes med et normalt et af slagsen. ”Hvis jeg finder noget i Scienca, skal jeg nok skrive” lovede dosnen ham. ”Det kan jeg være, det er lidt nemmere at finde ud af ting om olddværgene i en mindre koloni”. ”Godt” sagde Faros ”og ikke for at gentage Trak, men pas på nu dig selv. Crymron er et farligt sted. Især nu hvor Jarskon er vendt tilbage dertil”. ”Jeg skal nok forsøge” lo Monolo ”og ellers har jeg en fætter eller fire i området. Udover Dogro er der også en lejesoldat og en håndfuld ty... tyende”.

”Så er øjeblikket omsider oprundet” sagde han dramatisk, da turen kom til Za-Sien. ”De sidste to følgesvende fra Stenhal skilles. Efter denne dag vil vores gamle fællesskab kun eksistere i vore hjerter”. ”Lad venligst være med det der” sagde odderen irriteret. ”Skal vi ikke bare nøjes med et håndtryk?”. ”Jov, lad os det”. Til sidst var der kun Tsyseria tilbage. ”Tja” sagde Monolo. ”Det er nok en naturlov, at man gemmer det bedste til sidst”. De to gamle venner omfavnede hinanden, og elverkvinden lod en hånd løbe gennem den unge dosnes hår. ”Jeg ved ikke rigtigt om, jeg ville kalde en afsked for det bedste” kommenterede hun. ”Du ved, hvad jeg mener” vrissede dosnen som respons. ”Jeg er ked af, at jeg ikke kan blive længere... men verden kalder på mig, og jeg kan ikke holde mig tilbage. Jeg skal nok komme tilbage en dag, og i mellemtiden må du venligst gerne lade være med at dø igen. Det ville jeg sætte pris på”. ”Jeg skal prøve” svarede Tsyseria.
Monolo stoppede op et halvt sekund, da han nåede udenfor, og tog en dyb vejrtrækning. I det fjerne kunne han mærke det evige kald, som alle dosner oplevede på et eller andet tidspunkt i livet. Formålet med deres skabelse. Eventyrets kald og opdagelsernes invitation. ”Skal du virkeligt af sted?” peb en lille, forsigtig stemme til venstre for ham, og han vendte sig med et smil mod Skruml, den lille troldepige. Hun var i selskab med Raz, Tugy og de andre hjemløse. ”Det er jeg bange for” svarede han, og hun kiggede trist ned i jorden. ”Dog vil jeg mene, at der er tid til en sidste historie på gåturen ned til havnen. Hvis I altså er interesserede?”. Forslaget blev mødt med et bifald. ”Jamen så” sagde Monolo muntert. ”Lad os da endelig komme af sted. Har jeg nogensinde fortalt jer om dengang, jeg narrede to byvagter i Frangica til at løbe i ring i en halv time”.


Da dosnen var forsvundet, tømte Trak resten af krusets indhold i et drag. ”I må hellere komme i gang” sagde han så til Faros og Tsyseria. ”Jeg har altså kun øjeblikke, så drop ventetiden”. ”Komme i gang med hvad?” spurgte Marintra nysgerrigt. ”Hvad snakker møgduen om?”. ”Lige et øjeblik” sagde Tsyseria, hvorefter hun forsvandt ind på lageret i ganske kort tid og snart efter dukkede op igen med en lang stofindpakket genstand, som hun rakte til Marintra. ”Det skulle I da ikke have gjort” udbrød Blækblink ”en dims! Jeg altid aldrig ønsket mig en dims”. ”Åben den nu bare” sukkede Trak. Med et stort smil gjorde Marintra, som der blev sagt, og hun udstødte faktisk et lille gisp ved synet af indholdet. ”Nej” sagde hun overrasket og taknemmeligt. ”Nej, det kan ikke. Den må godt nok have været dyr og ikke bare et lille dyr som en hare, men haljamar dyr eller sådan noget i den stil”. ”Jeg kendte en, som skyldte mig en tjeneste” forklarede Faros. ”Tro endelig ikke, at jeg har brugt penge på dig”. ”Lad være med at lytte til ham, Blækblink” sagde Tsyseria og gav ham en albue i siden, imens Marintra nøje inspicerede den blå bue. ”Han arbejdede hårdt på at skaffe den til dig”. ”Den er i hvert en fald en skønhed” erkendte Za-Sien næsten højtideligt. ”For ikke at nævne vandkrystallernes magiske egenskaber” tilføjede Bruntop. ”Den skal nok blive nyttig, hvis jeg bliver tørstig” mumlede Marintra til alkymistens utilfredshed. ”Det er ikke helt sådan, det fungerer. Krystallerne kommer fra døde vand elementar ånder, og deres magi er skyld i, at buens projektiler kan passere direkte igennem...”. ”Tak” afbrød Marintra ham ”allesammen, tak skal I have for den. Men forklaringen kan vente til senere. Lige nu har jeg mest lyst til at afprøve den”. ”Så lad os da gå nedenunder” foreslog Tsyseria. ”Kunne det tænkte sig, at andre måske måtte få lov til at affyre et enkelt skud?” spurgte Za-Sien ivrigt. ”Især hvis vedkommende nu faktisk er en søn af skytternes gud”. Marintra lyttede dog ikke rigtigt til ham, for i netop det øjeblik tænkte hun ikke særligt meget på selve buen, men snarere folkene omkring sig. For lige der i det øjeblik havde hun en fornemmelse af uovervindelighed. Der var intet, som kunne stå i vejen for dem. Hverken Prins Gjortnal, Gwora eller noget pokkers mechai oprør. De havde måske meget at nå i fremtiden, men lige her og nu var hun ikke særligt bekymret. Hele verden kunne bare komme an. Især musene måtte gerne komme an, jo før, jo bedre og jo blodigere.  

 Første Afsnit            Forrige Afsnit

fredag den 23. juni 2017

Dværge #49 Familie er Noget Værre Noget

#49 Familie er Noget Værre Noget

Morgenen den 8. Qos 1077AA i Braldirborg, Smedens Datter
”Sikke en fin korridor I har derude” kommenterede Arolnar, da Faros hurtigt lukkede døren efter sig. ”Den kunne jeg faktisk godt tænke mig at tage et kig på, når vi er færdige her. Dette rum er begyndt at kede mig”. ”Ikke tale om” lød svaret. Bageren smilede. ”I kan da ikke bare holde mig herinde”. ”Åh, vi både kan og vil” sagde Faros. ”Og hvad nu hvis jeg skulle føle trangen til at besøge jeres latrin?”. ”Jeg kan få arrangeret en spand”. ”Virkelig?” fnøs Arolnar ”jeg troede, I skulle forestille at være de moralske typer”. ”Og du skal forestille at være vores informant” svarede Faros ham igen ”men indtil videre har du ikke sagt et ord. Hvis du gerne vil have den mindste mulighed for på et tidspunkt i fremtiden at få de der ønskede latrin besøg, så må du hellere komme i gang med at snakke”. ”Tja...” sukkede Arolnar ”det må jeg vel hellere. Lad os nu se, om jeg ikke kan finde det rette fortælletempo, så jeg bliver færdig omtrent samtidigt med, at I får løst jeres lille børneproblem. I har alligevel ikke tænkt jer at lukke mig ud herfra før det, har jeg ikke ret? Åh, se dog ikke så overrasket ud. Ungerne larmer, og jeg har ærlig talt ikke bedre ting at tage mig til end at lytte... trist, ikke sandt?”. Faros satte Arolnars mad hårdt fra sig på rummets ene lille bord og sendte ham så et truende blik. ”Hvis du så meget som overvejer at gøre noget...”. ”Så åbner du mit kranium og benytter indholdet til at fodre dine fisk eller sådan noget, det ved jeg, det ved jeg” sagde Arolnar ligegyldigt. ”Også det” kommenterede Faros ”men først giver jeg dig en privat koncert med alle Hughard Halletts største klassikere”. Ved denne trussel blev Bageren bleg. ”Du vover”. ”Ja, jeg vover”. Arolnar bed tænderne sammen, og en rystelse gik gennem ham til Faros' overraskelse, men han tog sig så sammen og talte med en kontrolleret og høflig stemme. ”Altså nu fortalte jeg bare, at jeg havde hørt visse ting ud af respekt for dig, så du vidste, hvordan landet lå. Jeg kunne sagtens have holdt det for mig selv”. ”Naturligvis” brummede Faros mistænksomt. ”Hvad med at vi springer denne del over og går direkte videre til årsagen bag dit ophold her?”. ”Det lyder... acceptabelt” sagde Bageren overvejende, hvorefter han satte sig ved det lille bord og begyndte at spise, imens han fortalte.

”Så, du vil gerne vide lidt om Gwora, ikke rigtigt? Det var i hvert, hvad du spurgte mig om, lige efter du fandt sedlen blandt mine varer i Thornas hænder. Jeg er bange for, at jeg var lidt privat på området den gang. Det var trods alt ikke min hensigt, at du skulle få fingre i varerne, så du må tilgive mig, hvis jeg var lidt... knotten og eller sindssyg. Men hvem er Gwora? Tja, for at gøre en lang historie kort, så lad os bare sige, at hun er den ledeste karrierekvinde, olddværgene har at byde på. Ingen står i vejen for hendes ambitioner, selv ikke familie eller venner. Hvis hun altså havde nogen tilbage. Før i tiden arbejdede hun i Mugball på at undersøge effekterne af fortyndet formic-blod, men det lykkedes aldrig for hende at fuldføre konceptet. Derfor tænkte jeg, at den bedrift måske ville tiltrække hendes opmærksomhed”. ”Og hvorfor er du så opsat på at slå hende ihjel helt præcist?” spurgte Faros. ”Jeg har mine årsager” svarede Arolnar vagt, idet han tog endnu en mundfuld mad. Krigeren sendte ham et utilfreds blik, og alkymisten skyndte sig at tilføje ”hun tog noget meget vigtigt fra mig for adskillige år tilbage, men lad nu være med at afbryde mig, hvis du gider høre, hvad jeg har at sige. Så, Gwora, hun er opsat på et eneste mål. At blive den vigtigste olddværg af dem alle, nemlig Stor Professoren”.
Faros vidste ikke alt for meget om olddværgenes hemmelighedsfulde samfund, men det var alligevel klart for ham den magt, som Stor Professoren havde. På ydersiden så det måske ikke ud til, at olddværgene havde så meget at skulle have sagt, men al videnskaben og opfindelserne, som dværgene var så kendte for, havde oprindelse i deres underjordiske laboratorier og smedjer. Alle de bedste og klogeste mekanikere og videnskabsfolk blev sendt derned, og det var slet ikke alle de store opdagelser, der nåede op til overfladen igen lige med det samme. Troede man på rygterne, så var olddværgenes underjordiske samfund som regel et par århundreder længere fremme på det teknologiske område end resten af Mortlan, og Stor Professoren forhandlede med dinoren om, hvornår diverse opdagelser blev overdraget til resten af dværgene.

”Men hvad har alt dette med disse mechai væsner at gøre?” spurgte Faros. ”Alt” svarede Arolnar med munden fuld af brød. ”Hun har opbygget det meste af sin plan omkring dem. Omkring deres oprør”. ”Deres oprør” gentog Faros hult, imens ordenes betydning langsomt gik op for ham. ”Lige præcis” sagde Bageren med et smil og et alt sigende blik. ”Velkommen til Zrulf, dværgenes mægtige rige. Bygget af vores helt egne trælle, som belejligt nok ikke er inkluderet i Thorhall Traktaten på grund af deres ukendthed og hemmelige eksistens. Vores videnskabsfolk bryder ikke loven, for nej, de har bare skabt deres helt egen slaverace i stedet, så man undgår den slags papirarbejde. Og krigene naturligvis, dem må man ikke glemme. Overvej engang den pudsige situation. Kolonikrigen begyndte, da elwariske kolonister i hemmelighed havde forsat slaveriet, efter Thorhall Traktaten blev underskrevet, men havde nogen blot taget et kig under jorden her i vores skønne land, så ville problemerne været opstået meget tidligere. Belejligt nok løb Elwar med skandalen”.

”Forventer du virkeligt, at jeg skal tro på det. At der findes en hel race af hemmelige væsner i trælskab til olddværgene?” spurgte Faros i et forsøg på at lyde mere skeptisk, end han i virkeligheden var. Arolnar var måske ikke den mest pålidelige kilde i verden, men hvad, han havde sagt, stemte overens med det, han selv havde set på rejsen tilbage fra Rlatos. Olddværgene var også kendt for deres hemmeligheder, noget de selv tog en stor stolthed i. På den anden side lød dette måske lige lovligt overdrevet. ”Håber i hvert fald” svarede Bageren henkastet, idet han færdiggjorde sin mad og sprang tilbage på sengen. ”Tro er en finurlig ting, især når man forholder sig til en kendt løgners udsagn. Men du misforstår noget. Mechai er ikke kun olddværgenes hemmelighed. Jeg kan love dig for, at mange andre indflydelsesrige folk kender til dem, men foretrækker at kigge bort og ikke tænkte for meget over det. Du kunne tage og spørge Mågens, hvis han ellers stadigvæk levede... Nogle gange bidrager moraldrevne genovervejelser heller ikke til med andet end bøvl. Uanset om du så vælger at tro på mig eller ej, så vil du snart erfare, at jeg taler snart. Om ganske kort tid begynder det, kan jeg forestille mig”. ”Det oprør du nævnte?” gættede Faros, og Arolnar nikkede bekræftende. ”Lige præcis. Elwanor-Krisen fandt sted for næsten trehundrede år siden, men nu er vi åbenbart tilbage ved den gamle sag igen. Lad frihedens horn høres over hele landet. Fra hvert eneste jordhul og grav kommer de snart, og undergrundens fanger vil flygte mod dagens lys. Det skal nok blive interessant at se deres reaktioner, når de kommer ud af hulen og undslipper skyggebilledernes verden. Mon det bliver for meget for dem? Der er en stor smuk verden derude, altså når vi ikke lige har travlt med at ødelægge den, når vi ellers bekriger hinanden, som bare venter på at blive udforsket af dem”. ”Du er tosset” kommenterede Faros usikkert. Han var tør i halsen og vidste ikke, hvad han skulle tænkte om alt det, Arolnar havde fortalt ham.

”Jeg er ikke helt rask” erkendte Bageren henkastet og slikkede madrester af fingrene ”det accepterede jeg for mange år siden. Men fantasifostre og hallucinationer har aldrig været mit krus øl. Du så en mechai. En herold af revolutionen måske. Og snart vil alle komme til at se dem, når de kravler, kryber og kæmper sig op fra underverdenen. Ikke længe nu, det er jeg vis på”. ”Hvis det her bare er noget, du finder på” truede Faros gnavent ”så skal jeg nok levere dig til denne Gwora helt personligt”. ”Lige præcis” fnøs Arolnar ”så hvorfor skulle jeg lyve over for dig?”.

Samtidigt på Manwes værelse
Elveren kunne mærke søvnen nærme sig, men han nægtede fortsat at give efter. Ikke nu. Ikke når han var så tæt på. Han var næsten sikker på, at han i det fjerne kunne ane stemmen fra tidligere... ”Manwe, hvad laver du?”. Odderens spørgsmål vækkede ham brat, og han forsøgte desperat at skjule masken, imens han gabte højlydt, og værelset roterede rundt om ham for hans søvnige blik. Lad os bare sige, at det ikke lykkedes helt, som Manwe ønskede det. ”Hvad er...” begyndte Za-Sien overrasket, men blev så dybt seriøs, da han genkendte masken. ”Hvor har du den fra, Manwe?”. Elveren svarede ikke, men vendte Den Ensomme Skygges maske i sine hænder, som om han slet ikke havde hørt odderen. ”Manwe?” gentog Za-Sien, denne gang en del hårdere, og han lagde en stram pote på elverens skulder. ”Manwe, kan du høre mig?”. ”Selvfølgelig kan jeg høre dig” lød det irritable svar. ”Undskyld, jeg er bare lidt søvnig”. ”Nej, du har øjensynligt haft for travlt med at sidde herinde og stirre på den der ting hele natten” bemærkede odderen anklagende. ”Hvorfor fortalte du os ikke, at du fandt den? Hvorfor fortalte du mig det ikke?”. ”Jeg...” svarede Manwe langsomt ”jeg var bange for, hvordan I ville reagere”. En kort stilhed fulgte, hvori elverens trætte blik hvilede på vennen. ”Du var bange for at miste den” konkluderede Za-Sien. ”Det forstår jeg godt. Med alt det mærkelige, der er sket, kan det være godt at have noget fysisk, man kan holde fast i”. ”Det er mere end det” sagde Manwe, nu pludseligt lysvågen. ”Hvordan mere?”. ”Det er svært at forklare” sagde elveren langsomt, men ivrigt. ”Da jeg første gang rørte masken, var det som om... som jeg blev ramt af et eller andet. En eller anden kraft”. Odderen rettede et mistænksomt blik mod masken. ”Manwe” sagde han langsomt ”hvis der hviler en forbandelse eller noget lignende i...”. ”Sådan er det slet ikke” afbrød elveren ham ”nej, det var ikke magi som sådan... ikke på den måde. Nej, det var noget andet. Et minde”. ”Et minde?” sagde odderen nysgerrigt, men lige så mistænksomt. ”Hvilken slags minde, og hvem tilhørte det?”. ”Min far gætter jeg på” svarede Manwe ”jeg ved ikke, hvornår det foregik, men det var ikke helt nyt... for jeg var med i det”. ”Du var i det?” udbrød odderen overrasket. ”Som en lille dreng” nikkede Manwe. ”Men det er ikke alt... min moder var der også, jeg genkendte hendes stemme... Za-Sien, jeg så min familie”.

På en markedsplads, andetsteds i byen
Vagtkaptajn Tjarn hilste med et nik på et par velkendte byvagter, der passerede forbi bænken, hvor han sad og hvilede sig. Det var midt på dagen, og markedspladsen var fuld af liv. Der blev solgt, der blev købt. Der blev råbt, og der blev skrålet. ”Skulle du ikke forestille at være en trænet byvagt?”. Tjarn sukkede opgivende ved den pludselige tilstedeværelse af Marintra ved hans side. ”Og goddag til dig” sagde han tørt ”du er sent på den”. ”Jeg havde travlt” svarede hun vagt ”med at stjæle, myrde og fornærme adelige. Forbryderting, ved du nok”. ”Vil du ikke nok lade være med det der?” sagde Tjarn irriteret. ”Jeg tilkaldte dig af vigtige årsager, så jeg ville sætte pris på det, hvis du ville tage det her alvorligt”. ”Det gør jeg skam” svarede Marintra ham igen ”men hvis vi har et problem med attitude, så er du selv skyld i det. Lad mig lige få en ting på det rene her. Jeg arbejdede ikke for Dinor Mågens, og jeg arbejder ikke for dig. Det gør ingen af os”. Tjarn blev tavs, og Marintra kunne se på ham, at han overvejede sine muligheder med omhu. ”Da aftalen i sin tid dukkede op, blev der foreslået en alliance af en art. Det var alt” fortsatte hun ”alligevel kommer du til os efter hjælp gang på gang. Du truer Faros, og du får to af mine folk såret, ja faktisk er du heldig, at de ikke døde for at redde dit sølle skind. I så fald ville du allerede være nede for at hilse på din bedstemor, det kan jeg godt love dig for”. ”Vi... Dinoren skaffede jer adgang til Baldan” sagde Tjarn stædigt, og Marintra fnøs som svar. ”Mange måneder siden. Hvad har I gjort for os sidenhen?”. Vagtkaptajnen betragtede hende overvejende i flere sekunder og åbnede til sidst munden. Men før han nåede at sige noget, afbrød Marintra ham endnu en gang. ”Hvis noget i stil med 'Gjortnal er også jeres fjende, og han vil hævne sig på jer, hvis han kommer til magten, så gør nu, som jeg siger, lalalala' kommer ud af arret på dig nu, så kan du godt spare dig. Skulle ske det, ville vi tage sagen i egne hænder. Vi kan passe os selv. Desuden har du brug for os. Ellers ville du nok gå til en af dine anstændige bekendtskaber. Hvis du da overhovedet har nogen tilbage af den slags”.

Tjarn lukkede munden igen med et udtryk af blandet vrede og respekt. ”Du fik mig” sagde han ”men det gør det ikke mindre sandt. Hvis Runa og barnet dør, inden rådet er klar til at vælge, så bliver Gjortnal kronet. Hvis det er det, der skal til, så vil jeg personligt tigge og bede om jeres hjælp. Betale jer endda, hvis det er nødvendigt”. ”Du kender mig slet ikke, din skæggede filurmager” sagde Marintra ”hvis du tror, jeg ønsker penge for det her. Nej, jeg ønsker, at du skal give andre personer penge. Eller få nogen til det i hvert fald. Du eller Runa eller en tredje person vil bruge sin indflydelse til at få nogle penge doneret til en sød, gammel kattedame, jeg kender, så hun kan starte et børnehjem for krigsflygtninge op her i byen. Er det forstået?”. ”Det kan måske godt arrangeres” erkendte Tjarn. ”Ikke noget med måske” rettede Marintra ham ”i dag kommer jeg med kravene. Desuden vil du diskret begynde at spørge alle de mest pompøse og vigtige folk, du kender, hvad de ved om mechai. Specifikt dem med kontakter til olddværgene”. ”Mechai?” gentog Tjarn uforstående. ”Hvad snakker du om?”. ”Det kommer du snart til at finde ud. Eller måske ikke og i så fald skal du bare glemme, jeg spurgte dig, for så er det hele noget værre sludder. Som det tredje og sidste, så kommer Braldirborgs bygarde aldrig til at genindfange Arolnar. Ikke før du har hørt fra Klippedyret Erik i hvert fald. Er det forstået?”. ”Klippedyret Erik?” sagde Tjarn uforstående, men han lod så til at erkende sig ligeglad. ”Men du har nok ret angående Arolnar” tilføjede han ironisk ”hvem end, der gjorde det, var tilsyneladende dygtig. Jeg ved ikke, om du har hørt det, men fængselsvagterne skammer sig så meget over det, at de har valgt den efterladte orne, Baldan hed den besynderligt nok, til at være deres nye maskot. Den skal åbenbart minde dem om deres største fejltagelse og presse dem til at blive bedre”.

Tilbage på Smedens Datter, mange timer senere
Tugy vågnede med ét sæt og en kold brystkasse. Med drømmende skridt skyndte hun sig ud i det tomme køkken, hvor hun febrilsk stak sine klistrede hænder ned i en spand med koldt vand. De skulle være rene, det var alt, hun vidste. Hun kunne ikke klare at have beskidte hænder længere. Stanken var blevet for meget. Den kom til hende, hver gang hun lukkede øjnene, selv i dagtimerne var hun ikke altid sikker. Hvis hun var alene et kort øjeblik, ville hun pludseligt mærke den velkendte fornemmelse af den røde, klistrede væske. ”Tugy, hvad laver du dog?” lød Tsyserias stemme søvnigt henne fra døråbningen. ”Har du fået noget på hænderne, skat?”. Tugy nikkede, uden at sige noget, og elverkvinden kom nærmere. ”Jeg tror, du har fået det af” bemærkede hun blidt, da hun nåede frem til Tugy ”dine hænder er rene. Se selv”. ”Nej, de er ej” svarede Tugy, der nu langsomt begyndte at indse, at hun ikke længere drømte. ”De kommer aldrig til at være rene igen... ikke efter, hvad jeg har gjort. De er blodige... Tsyseria, mine hænder er blodige”.

”Det var bare en drøm” protesterede Tugy, da hun lidt efter sad overfor Faros, nu helt vågen. ”Selvfølgelig var det bare det” lød svaret. ”Men det ændrer ikke på noget”. Han rakte ud efter hendes hånd og sagde roligt til hende ”jeg ved, hvad du går igennem, Tugy. Det er kun helt naturligt, efter hvad der skete”. ”Naturligt!” udbrød hun arrigt ”sku' er det da ikke naturligt. Han fortjente det... han sårede Irram, tog os til fange, brændte mig... han fortjente det, og jeg var mere end glad for at gøre det. Jeg ønskede at dræbe ham”. ”Sandt alt sammen” nikkede Faros. ”Men det udelukker ikke, at din reaktion er naturlig. Tugy, hvad du gjorde... jeg vil ikke kalde det en ond handling, men det bør heller ikke være en, der tages for ingenting. At tage et liv skal være en alvorlig sag”. Tugy bed tænderne sammen, og Faros kiggede strategisk væk, så hun ”diskret” kunne fjerne en tåre. ”Men hvad med dig?” spurgte hun lidt efter. ”Har du det da stadigvæk på samme måde, når du... jeg mener, du har levet der her liv så længe”. ”Det kan være hårdt til tider” svarede Faros ”at holde styr på tingene længere. Jeg lærte allerede at dræbe længe før Legionen, men der fuldendte de træningen. Man lærer, at ens liv er ligegyldigt, hvis det ikke kan bruges til at dræbe ildtrolde og at beskytte resten af dværgene. Liv og død bliver reduceret til det normale, og inden længe opsluger det en helt... det tog sin tid at bryde fri af de tanker igen, men jeg prøver. Jeg prøver. Nå, det var nok om mig. Der er ingen grund til at give dig yderligere mareridt. Hvis du skulle få brug for at tale igen, så kommer du bare til mig uden tøven, husk det, Tugy”. Hun nikkede forstående og rejste sig så for at gå, men stoppede op i døråbningen og vendte hovedet tilbage mod den gamle kriger. ”Jeg vil gerne blive her” sagde hun bedende. ”Jeg ved, at I planlægger at finde et sted til Irram og de andre, men jeg vil gerne blive her hos dig og Tsyseria og de andre... hvis jeg altså må det?”. ”Selvfølgelig må du det” svarede Faros øjeblikkeligt. ”Men sørg nu for, at du er helt sikker, inden du beslutter dig” tilføjede han. ”Det er jeg” svarede hun beslutsomt ”desuden kan det jo ikke gå, at Raz er den eneste, som skal et andet sted hen. For I sender ham væk, gør I ikke? Efter hele magtblods-tingen er det ikke sikkert for ham længere”. ”Du overhører mere, end hvad du har godt af, din lille spion” fnøs Faros. ”Hvor sender I ham hen?” spurgte hun nysgerrigt med skjult bekymring i stemmen. ”Intet er besluttet endnu” svarede han. ”Måske Magiens Vogtere, hvis de kan holde ham sikker”. ”Er det ikke for tæt på?” spurgte Tugy og forsvandt så ud af rummet.

”Hun har ret” kommenterede Tsyseria, da hun få sekunder senere tog hendes plads i døråbningen. ”Det er alt for tæt på”. ”Ikke også dig” sukkede Faros. ”Er der ingen her, som ikke aflytter andres samtaler? Jeg begynder snart at fortryde at have indbudt en hel flok tidligere spioner og tyve til at bo på min kro”. ”Ja, slemme Tsyseria” lød det fra Monolo, der også trådte frem fra bag døren, hvor de begge havde stået i skjul. ”Skam dig”. I hånden havde en skål med tørret frugt, som han øjensynligt havde medbragt for at spise, imens han og Tsyseria aflyttede Faros og Tugy. ”Har nogen af jer rent faktisk konstruktive ting at sige?” spurgte Faros irriteret. ”Eller er I bare kommet, fordi I kedede jer?”. ”Vi var også bekymrede for Tugy” svarede Monolo ærligt. ”Du skal ikke tro, du er den eneste, som holder af tøsen. Men hun havde også ret i forhold til Raz. For det første er Magiens Vogtere alt for tæt, denne afdeling i hvert fald, og for det andet så ville de ikke lade ham gå igen, når de først har fået fat på ham. Ved du, hvor sjælden en magtblodet lige er? Hvor meget de er værd i magikernes verden, for slet ikke at tale om den medfølgende prestige ved at have oplært en?”. ”Jeg ved det, jeg ved det” sukkede Faros. ”Vi må finde på noget andet. Der skulle vel ikke være nogen i din familie, som kunne ordne noget, Monolo?”. ”Hmmm” mumlede dosnen ”Dogro er i øjeblikket i Crymron, hvor han bor hos en magtfuld heks, som i hvert fald kunne oplære ham... men jeg ville ikke ønske at sende noget barn derned, og desuden har de allerede et magtblodet spædbarn at tage sig”. ”Jeg troede, du sagde, at de var meget sjældne?” fnøs Faros med et hævet øjenbryn. ”Det er de også” svarede Monolo igen ”men denne dreng blev født for længe siden og fik først for ganske nylig ophævet forbandelsen, der hvilede over knægten, da Dogro og hans 'veninde' Camilla valgte at tage det til sig som deres eget... og jeg står bare og ævler om en lang og kompliceret historie, som ikke er relevant lige nu”.


”Hvad med Aiola?” lød et pludseligt forslag fra den netop ankomne odder. ”Shrakirens bortløbne datter?” spurgte Tsyseria. Både dosnen og odderen nikkede som svar. ”Hvad med hende?” sagde Faros uforstående. ”Sagde I ikke, at Raz var den uægte søn af en eller anden Malka adelsmand fra Ashas?” spurgte Za-Sien. ”For Aiolas moder var også en Malka”. ”Det påstod han, jov” svarede Faros. ”Men ashas-folk plejer at være ret hårde mod uægte børn. Dem gider ingen rigtigt have, end ikke deres egne familier”. ”Sådan er det som regel, ja” sagde Monolo med gnitrende øjne af forståelse. ”Aiola står dog noget ud fra den klassiske ashas kvinde. Jeg synes også at huske noget om en moder fra Malka slægten. I så fald er hende og Raz fætter og kusine, og hun rejser af sted mod Rina om nogle få uger. Langt væk herfra hvor ingen vil have hørt noget. Jeg kunne prøve at kontakte hende”. ”Det skal jeg nok” bed Za-Sien af ham. ”Tag hellere og få noget søvn. Jeg skal alligevel være oppe i nogle timer endnu... at oversætte Den Angloriske Ambassadørs dokumenter tager tid, for mit anglorisk er en smule rustent”.

Første Afsnit        Forrige Afsnit                                                                                      Næste Afsnit

lørdag den 10. juni 2017

Dværge #48 Ud af Spjæld og Ind i Spjæld

#48 Ud af Spjæld og Ind i Spjæld

Natten til den 8. Qos 1077AA i Braldirborg, dinorens fængsel
Sangen skar gennem natten som en hæslig kniv med det ene formål at forhindre de andre fanger i at sove. Det var den rene pinsel. Jamren og klagen og ligegyldig mumlen kunne Arolnar håndtere, det hørte til i et fængsel, det var trods alt ment til at være et sted for de desperate og fortabte sjæle. Men fangen i cellen ved siden af... hvad, han gjorde, var den rene ondskab. ”Nej, hør nu lige engang her i stedet for at skråle sådan” beklagede Bageren sig til sidst, da han håbløst havde forsøgt at falde i søvn hele natten. ”Du beder jo nærmest om en dolk eller et søm gennem lungerne, noget jeg med glæde vil gøre for dig, skal det lige siges, men jeg tror ikke engang, du forstår din forbrydelse i dens fulde alvor”. Sangen steg til nye højder, som var Arolnars brok den rene opmuntring og ros. ”Jeg forstår godt hele den forstyrrede vinkel, det gør jeg skam, og jeg må indrømme, at det også kan være sjovt at plage og irritere folk uden grund fra tid til anden, men hvad du gør lige nu.... hvad du gør lige nu er en forbrydelse imod kunsten selv. Du kan tydeligvis ikke finde ud af at synge, og så giver du dig i kast med et af Hughard Halletts bedste værker. Han var en gud blandt sangskrivere, selveste Monica værdig, og nu ødelægger du DEN BEDSTE SANG NOGENSINDE for mig ved at hyle som en stukken gris hele natten. Så vil du venligst ikke tage og holde din kæft! Ellers skal jeg nok sværge, at du får den dolk i lungerne før eller senere”. Dette fik omsider nabocellens beboer til at tie stille, og Arolnar smed sig tilbage på sengen. Der var mange onde ting i denne modbydelige verden, han kunne håndtere, men Halletts musik var hellig for ham. Da Bageren lukkede øjnene i og nød stilheden, syntes han også næsten at kunne frembringe mindet om en yderst god koncert for nogle år tilbage afholdt til ære for den mange hundrede år døde musikant, og naboens støj blev visket væk fra hans hjerne. Men lige som han fandt fred i sindet, bemærkede hans søvnige øjne en skygge bevæge sig i mørket lige udenfor cellen, og Arolnar viste, at besøgstiden skulle til at begynde på ny.

Ikke længe efter
Ingen hørte Den Brændte bevæge sig igennem fængslet, ja selv ikke det stjålne nøglebundt raslede i hans hænder. Tiden var kommet til at aflægge Bageren besøg nummer to, og denne gang skulle han nok komme med, om han så ville det eller ej. Samtidigt brændte Den Brændte også efter at takke alkymisten for de knap så venlige ord, der var blevet sagt om både ham og Gwora. Den flabede, ignorante tølper skulle nok komme til at betale for den pludselige flugt, han havde været nødt til at foretage sig ved det sidste besøg. Ingen narrede Den Brændte.

Celledøren gled lydløst op, og en hornet, mørk skikkelse gled frem mod sengen, hvori en bred skikkelse lå uroligt under tæppet. Og han har ret i at frygte natten, tænkte Den Brændte, for nu bliver hans mareridt til virkelighed. Med en sort kniv klar i den ene hånd og en sprøjte med en stærk sovemikstur i den anden sneg han sig helt frem til sengen og lagde en hånd på tæppets kant. En kort rystelse gik gennem Bageren efterfulgt af et gryntet snork, men målet sov fortsat tungt. Den Brændte smilede, for nu var hævnens øjeblik kommet. Ingen narrede Den Brændte og slap godt fra det. Han flåede tæppet væk og stak til med sprøjten i søgen efter Bagerens arm. Men den var ikke at finde, og det samme gjaldt egentligt også resten af alkymisten. ”Nej” hørte Den Brændte sig selv sige ”nej, nej, nej... men... det giver jo ikke engang... hvordan i al... NEJ!”. Som svar fik han kun søvnig grynten fra den store orne, der lå Bagerens seng. I cellen ved siden af begyndte en hæslig sang som svar på Den Brændtes udråb, og snart kunne der høres klagen fra de andre fanger. Men Den Brændte stirrede bare fortsat på grisen i først forbavselse og så vrede. Det gav jo ikke den mindste smule mening. Først fortalte en mistanke ham, at nogen havde kastet en forbandelse på Bageren, men han vidste, at det ikke var sandt. I stedet måtte en eller en anden have befriet Den Brændtes mål... og af en eller anden grund efterladt en orne i hans sted. Samt et brev bemærkede Gworas håndlanger, idet hans hånd strejfede den lille fold af papyrus. Fuldstændig tom for andre ideer samlede han sedlen op og læste den korte meddelelse:

Undskyld ulejligheden, men jeg var virkeligt nødt til at låne jeres bager for en tid.
Det er af vigtige årsager, tro mig, ja selv kejseren af østen er inviteret, og han får brug for en god kage, ikke sandt?
Tag det ikke personligt, min gode vagt, og jeg håber altså ikke, det kommer til at gå udover dit arbejde. Du var altså virkeligt svær at liste forbi, det lover jeg. Bedre held næste gang.
Som tak for kampen efterlader jeg denne orne i jeres varetægt, ja faktisk må I beholde ham.
Hans navn er Baldan af Bartius' Mus, og han foretrækker sin vin i den røde udgave. Gerne frangicansk hvis muligt.
Pas nu godt på ham
Venlig Hilsen Den Blå Bandit.

Smedens Datter
”Er vi der ikke snart?” spurgte Arolnar irriteret. Han var lige ved at falde, da de trådte ind på kroen via bagindgangen. ”Vi er der, når vi er der... eller måske ikke” svarede Marintra ham vagt. ”Ja, det siger du jo” sagde den bagbundne alkymist ”men min tålmodighed ville måske være lidt bedre, hvis jeg faktisk kunne se noget”. Marintra gav ham et sollidt puf hen ad korridoren. ”Du skal nok få tid til at kigge løs... når du er på dit nye værelse. Pas på, trapper”. Arolnar tog et højt skridt for at føle efter det første trin, men var lige ved at snuble som resultat. ”Der er da ikke nogen trapper!” beklagede han sig. ”Det er der da, fem meter længere fremme. Kan du slet ikke se dem? Nå nej...”.

Faros observerede de to i stilhed, imens Bageren bøvlede op ad trapperne, noget Marintra kun gjorde mere besværligt for ham. Han brød sig ikke om tanken om, at Arolnar skulle befinde sig her på kroen sammen med dem. Især ikke eftersom at Irram, Tugy, Raz og resten af børnene også befandt sig her i øjeblikket. Det måtte han også se at finde en løsning på, for det kunne de heller ikke blive ved med i længden. ”Er det ham?” lød en hæs stemme bag Faros. Dværgkrigeren nikkede. ”Det er Bageren”. ”I så fald er det nok bedst, hvis vi kommer af sted tidligst muligt” konkluderede Irram ”vi har været i vejen her længe nok efterhånden”. ”Vel har I ej” svarede Faros, samtidigt med at han lagde en hånd på den lille kobolds skulder. ”I bliver så længe, I har behov for”. Irram fnøs skeptisk. ”Vi har været her i over tyve dage efterhånden, og i den tid har vi ikke gjort andet end at spise jeres mad og skræmme jeres gæster væk. Lad nu være med at smide alt væk på grund af os”. ”Du er såret, Irram” insisterede Faros ”og du kommer ikke til at kunne beskytte nogen, hvis I tager tilbage til den gamle kælder. Nej, du og ungerne bliver her så længe, det er nødvendigt”. ”Der må jeg altså erklære mig enig med Faros” bidrog Regin, der netop var vågnet og kommet ud på gangen. ”Ikke også dig” sukkede den gamle kobold ”du har i det mindste en smule forstand på kroer og værtshuse, Regin. Hvor længe vil du skyde på, at Smedens Datter har igen, så længe en flok hjemløse, en gammel kobold, en farlig alkymist og en stum heks bor her? Uden de hjemløse og lille mig kan det nok godt fungere, men det hele på en gang er simpelthen for meget”. ”Du skal ikke tilbage til den kælder” sagde Faros urokkeligt, og Irram sukkede igen. ”Det er jeg bange for, at du ikke afgør, Faros” sagde hun ”men jeg smutter i seng nu. Det er alt for sent til den slags”. ”Hun skal ikke tilbage til den kælder” sagde Faros bestemt til Regin, så snart hun var ude af syne ”heller ikke børnene”. ”Det har du ret i” svarede den løggnaskende ekskrovært ”men hun har også ret. De kan ikke blive her. Faros, jeg ved godt, at du ønsker der bedste, men det her kommer ikke til at fungere for nogen af jer på lang sigt. For det første så har børnene ikke godt af det, det skal trods alt forestille at være hjemstedet for alle jeres små planer, og jeg kan ikke forestille mig, at du ønsker at bringe dem i fare igen”. Faros svarede ikke, men Regin vidste, at hans fosterbroder var enig. ”For det andet så tog jeg lige et kig på jeres økonomi, og det ser ikke godt ud. I har ikke haft nogen konkrete indtægter i snart en måned, og det tager ikke et geni at udregne, at du brugte alle jeres resterende opsparinger på denne kro og på jeres lille hemmelige hule nedenunder. Misforstå mig ikke, stedet har en vis stil og noget klassisk over sig, men det var måske lidt meget at hælde så mange penge i et sted med ingen indtægter. Ja, selv kroen kan I knap nok finde ud at styre, ser det ud til, og...”. ”Regin” afbrød Faros ham ”ikke nu”. ”Undskyld, men du forstår min pointe”. ”Ja” bed Faros bistert sammen ”men de skal ikke tilbage til den kælder”. ”I så fald” sagde Regin ”må vi slå hovederne sammen og finde en kreativ løsning... kender du tilfældigvis nogen, vi kunne afpresse?”.

Den følgende morgen
Så snart daggryet oprandt, blev krostuen fyldt med larmen af netop vågne børn, som alle var sultne og i højt humør. Monolo blev vækket brat ved deres ivrige morgensnak, og han satte sig søvnigt op, imens han gned sine øjne. Han befandt sig på en stol i krostuen med en bog i skødet, hvor han aftenen før havde læst højt for ungerne. ”Sovet godt?” lød det ironisk fra den gabende Marintra i døråbningen, og Monolo nikkede med lukkede øjne. ”Som en sten” svarede han ”desværre starter dagen vist med et jordskælv. Hvordan gik det i nat?”. ”Som planlagt” svarede Marintra ”kedeligt nok... vores nye gæst sidder og venter spændt på sin morgenmad”. ”Lad ham vente” gabte Monolo, imens han strakte sig. ”Så du egentligt Tsyseria gå ud i går?” spurgte Marintra en smule bekymret, idet de begge satte kursen mod køkkenet, hvor morgenmaden allerede var ved at blive ordnet. ”Ja, hvorfor?” spurgte Monolo. ”I så fald er Nattergalen ikke fløjet hjem til reden endnu” svarede Marintra, og dosnen smilede nervøst. ”Jeg er sikker på, at det er ingenting”. ”Monolo?”. Dosnen tøvede, men spærrede så øjnene op. ”Tsyseria” udbrød han lettet ved synet af elverkvinden med de onyxsorte øjne i døren, hvorefter han hurtigt forduftede. ”Nattergal” sagde Marintra en smule paf ”hvor hun har du været hele natten?”. ”Ude” svarede Tsyseria muntert med en fløjten. ”Ude hvor, hvordan og med hvem?” pressede Marintra bekymret. ”Blækblink?” sagde Tsyseria en smule nervøst ”hvad går der dog af dig?”. ”Jeg vil bare gerne vide, hvad du har lavet” sagde Marintra ”og hvorfor du er nødt til at gøre det helt alene om natten”. Tsyseria indså, hvad det gik ud på. ”Det her handler om mine skader, ikke sandt?”. Marintra nikkede langsomt. ”Jeg ved godt, at du plejede at gøre denne slags før i tiden, men det er måske ikke helt tid endnu. Måske skulle du bare tage tingene langsomt... et skridt ad gangen”. ”Præcis som da snigmorderen brød ind på kroen?” fnøs Tsyseria irriteret. Marintras blik blev nedslået, og Tsyseria fortrød sine ord. ”Jeg ved godt, at du ønsker det bedste for mig, Blækblink, og jeg elsker dig for det” tilføjede hun med et blidt smil ”men verden giver os ikke altid den tid, vi behøver, og det er på tide, jeg kommer i gang igen. Desuden var jeg bare ude med Tugy i nat, vi tog på vintermarkedet. Det var Faros' ide”. ”Så I kom altså ikke i problemer?” spurgte Marintra skeptisk, men mindre alvorligt. ”Det sagde jeg ikke” svarede Tsyseria vagt ”men det var ikke noget, jeg ikke kunne klare. Jeg sætter pris på bekymringen, men jeg kan godt håndtere en markedsplads på egen hånd”. ”Det ved jeg, Nattergal” sukkede Marintra, hvorefter hun omfavnede elveren ”men næste gang må du gerne lige sige til først... eller endnu bedre, invitere mig med”. ”Det skal jeg nok” lovede Tsyseria.

”Fik I fat i den?” spurgte Faros, så snart den lille tyv kom ned i skjulestedet. Tugy nikkede og lagde indpakningen fra sig på bordet. ”Lige hvor du sagde, han ville være. Han bad mig dog om at bringe en meddelelse med tilbage til dig”. ”Og hvad sagde den kære Flan så?”. ”At det dragedme er den sidste gang, han gør noget for dig, og at gælden for længe siden blev tilbagebetalt...”. ”Det havde jeg også regnet med” afbrød Faros, imens han åbnede indpakningen. ”Hvorefter han kom med en masse bandeord og fornærmelser” sagde Tugy muntert ”såsom...”. ”Tak, Tugy” sukkede Faros ”men jeg behøver ikke at høre dem, og du kan godt gå i gang med at glemme dem igen”. ”Æv”. ”Er det meningen, at den skal være blå?” spurgte Trak med et hævet øjenbryn, da han så pakkens indhold.

Broxaen stirrede nysgerrigt på Bruntop, da han trådte ind på værelset, men Bella rørte sig ikke fra vinduet. Hendes seng var uredt, og det rene tøj på sengebordet var ikke blevet rørt. ”Morgenmad” hilste Bruntop i et forsøg på munterhed, men hun stirrede fortsat ned på gaden, hvor Braldirborgs borgere var på vej mod deres arbejde. Alkymisten var en smule skuffet, men ikke overrasket. Hun havde ikke sagt meget siden ankomsten, og flere af de andre var efterhånden begyndt at finde hende forstyrrende med de bundløse, mørke øjne og det truende smil. Ingen af dem var rigtigt sikker på, hvad de skulle gøre ved hende. Hun var fulgt med dem fra Platnir uden indvendinger, men nu gjorde hun ikke andet end at sidde på værelset dag ud og ind i skrædderstilling nær vinduet. ”Er du sulten?” spurgte Bruntop og trådte forbi broxaen, som vagtsomt kiggede på den lille flaske, alkymisten havde i hånden. Det var udyrets daglige blod, det eneste heksen havde bedt om siden sin ankomst. En lille flaske blod fra den lokale slagter en gang om dagen sammen med Bellas egen mad. ”Jeg har taget noget andet med til dig” fortalte Bruntop, da han havde sat maden sammen med en flaske vand og blodet til broxaen fra sig på sengen. Bella viste ingen tegn på at høre ham. En smule nedslået, men ikke opgivende fandt Bruntop en bog frem fra sin taske. ”Tænkte, det nok er kedeligt at sidde heroppe hele dagen. Kender du Ilin-Uri-Garmos værker?”. Intet svar. ”Lægger den bare her” sagde Bruntop og satte bogen på sengen ”hvis du skulle få lyst”. Med de ord vendte han sig så om for at gå, og han var lige nået tilbage til døren, da heksen omsider talte. ”Er jeg en fange?”. Hendes spørgsmål overrumplede Bruntop en smule. ”Nej” svarede han hurtigt og vendte sig om mod hende ”nej, det må du ikke tro. Din dør er ikke engang låst”. Men hun kiggede ikke længere på Bruntop og var atter blevet tavs.


Bank, bank, bank” sagde det, og Manwe rejste sig langsomt op for at åbne sin dør. Til ingens overraskelse stod Za-Sien på den anden side. Odderen kiggede bekymret på sin ven, og han kunne ikke skjule en vis frygt. ”Kommer du ikke ned og får noget morgenmad?” spurgte halvguden med et kunstigt smil, der så helt forkert ud på Za-Siens ansigt. ”Måske senere” svarede Manwe uinteresseret ”jeg er ikke rigtigt sulten”. Odderen sank en klump. ”Jeg kunne også hente noget til dig?” tilbød han ”hvis du ikke har lyst til...”. ”Nej tak, sagde jeg” sukkede Manwe ”jeg er ikke sulten... bare en smule en søvnig”. Za-Siens knurhår bøjede sig bekymret på ny. ”Du er ret bleg” bemærkede han ”er du sikker på, at du ikke...”. ”Jeg har bare brug for lidt tid alene, Za-Sien” mumlede elveren gnavent ”det er alt. Jeg skal nok komme ned senere, men ikke lige nu”. Odderen nikkede langsomt, men så slet ikke tilfreds ud. Faktisk havde han et blik tungt af skyldsfølelse, men han indvente ikke yderligere og gik sin vej. Da han var borte, lukkede Manwe døren i igen og låste den efterfølgende. Han satte pris på vennens bekymring, men han ønskede samtidigt ingen forstyrrelser i øjeblikket. Manwe havde nok at tænke over, som han blev mindet om, da han nåede tilbage på sengen. Ligesom tidligere lå Den Ensomme Skygges maske nemlig derpå, hvorfra den stirrede op på ham. ”Lad os se, om den hundrede og syttende gang bliver lykkens gang” mumlede Manwe med søvn i øjnene ”for uanset om det så kommer til tage fem hundrede dage, så giver jeg ikke op. Vis mig det igen”.

Første Afsnit       Forrige Afsnit                                                                          Næste Afsnit

onsdag den 7. juni 2017

Dværge #47 De Skæggedes Trone

#47 De Skæggedes Trone

Den 3. Qos 1076AA i Braldirborg, dværgenes rådsmøde
”Sikke et latterligt forslag. Naturligvis kan vi ikke give tronen til Gjortnal, han myrdede dinoren, sin egen fætter”. ”Det ved du ikke, og desuden var tronen aldrig retmæssigt Mågens' til at starte med. Den burde være gået i arv til prinsen, og enhver, der påstår andet, er enten idiot eller forræder”. ”Kalder du mig for idiot, din forbandede dyng æder?”. ”Åh, du godeste, kan I to ikke klappe i? Man sku' næsten tro, I begge havde dej i bogen, sådan som I knævrer løs!”. ”Shhh, nu kommer hun, vær så stille”.

De mange hviskende dværge blev alle tavse, da Runa af Lodiahs Hus trådte ind i rådssalen. Hendes firkantede hoved var løftet stålfast, og hun gik frem i lange, stolte skridt med rank ryg. Det var tydeligt, at hun ikke ville lade den store gravide mave tyngde hende ned, så længe overvejende øjne observerede hende i søgen efter svagheder. Det sorte hår var flettet i en strid hestehale, og hendes blik var trodsigt og udfordrende. Ved hendes side var den sårede Vagtkaptajn Tjarn, hvis stok gav genklang i salen, hver gang den mødte det hårde stengulv. ”Se ham lige” hviskede Hertug Rothil af Mzorgs yngste søn til en ven. ”Han vogter over hende som en trofast hund. Bare en skam at han ikke havde den samme dedikation, da det kom til hendes mand”. ”Tja...” svarede vennen med et ondskabsfuldt smil ”hvad nu hvis han ikke ønskede konkurrencen?”. ”Hvad?”. Hertugens søn lyste op i nysgerrighed. ”Siger du, at den gamle, arrede knark...? At han...?”. ”Jeg siger ikke noget” hviskede vennen vagt ”jeg hører blot”.

Den lille sladderudveksling endte dog brat, da Runa nåede rådssalens midte, hvor hun stillede sig op på det gamle sten podium. Rundt om hende var der placeret en rund tribune fyldt med mange af de vigtigste dværge i Zrulf og naturligvis deres afskyelige afkom. Hun genkendte alle hertugerne af byerne Mzrog, Mcilen, Mizil, Hzul og Klippeborg samt hertuginden af Bjergsted, men til hendes skuffelse var ingen af herrerne fra hendes hjemland, Mugball, endnu ankommet. Runa havde håbet på en smule støtte fra deres side, men det var naturligvis for meget at forlange. Det kunne hun dog næsten have sagt sig selv. Støvdværgene fik altid nyheder i dårlig tid, ja avisen var ofte hurtigere, og bekæmpelse af ildtrolde var ikke ligefrem noget, man kunne udsætte. Så i stedet for yderligere tøven, tog hun en dyb indånding og henvendte sig til rådet.

”Hertuger af Zrulf, mine gode herrer, jeg, Runa af Lodiahs Hus, hustru til den nu afdøde Dinor Mågens VII, må han finde fred hos Amalosh, træder frem foran jer i dag med retten til at forsvare mit barns krav og rettigheder”. Det kom til at blive Hertug Cornelius Frerin, den ældre hvidskæggede hersker af Mizil, der talte først som det mest erfarne og respektable medlem af rådet. ”Og hertugernes råd vil skam lytte til Dem, Runa af Lodiahs Hus ud af respekt for både din fader, hertugen af Lodiah, og naturligvis din afdøde mand, må han finde hvile hos Amalosh, som blev Dem berøvet i alt for ung en alder. Fremlæg, hvad du mener Deres ufødte barn har krav på, og argumenter Deres sag”. Runa nikkede og bukkede dybt for hertugen, noget der måske ville have været en fejltagelse at gøre for flere af de andre hertuger, men Frerin var en respekteret og overordenlig dværg. Hans ord var måske ikke lov i rådet, men nu da han havde vist sin respekt og erklæret sin vilje for at høre hende ud, ville ingen af de andre hertuger vove at afbryde hende.

”Jeg er kommet for at gøre krav på alt, hvad min afdøde mand, Mågens VII, ejede på vegne af vores ufødte barn. Alt, der var ejet af eller skyldt til vores afdøde dinor, vil for fremtiden tilhøre mit barn fra dets fødsel og frem, som jeg vil varetage og vogte over, indtil det når myndighed”. De seks hertuger udvekslede blikke, og kort efter rejste hertugen af Mzrog sig. Han var lille af vækst og udstyret med spinkle arme, men Dennis Rothil, som han hed, besad et lynende intellekt og store ambitioner. ”Naturligvis er det dit barns ret at eje dinorens private formue samt den anden arv, Mågens' navn må bringe med sig” sagde Prins Gjortnals kendte støtte med store fagter ”det ville være imod gudernes love at gøre andet, for ikke at sige forkert. Et barn af Braldirs Slægt fortjener de muligheder, der følger med navnet, selv hvis faderen ikke længere er i spillet, må han finde fred hos Amalosh”.

”Men du misforstår mig, Hertug Rothil” svarede Runa igen, ikke fornærmet eller uforskammet, blot irettesættende. ”Mit barn har ikke alene krav på Mågens' ejendom. Det er dets ret at blive dinorens arving og at følge faderen på tronen”. En interesseret mumlen brød ud alle vegne ved denne udvikling i begivenhederne. ”Jeg sagde det jo” pralede Sir Patrul af Zhar overfor sin kusine ”du skylder mig femten guld”. Alle blev dog atter stille, da Rothil igen tog ordet. ”Det er ikke op til dig at afgøre det, frøken Runa” sagde han alvorsfuldt og en smule bistert. ”Nej, det er op til dinoren selv at vælge sin arving” svarede Runa ham ”og havde Mågens vidst, hvad der ville hænde, havde han hun uden tvivl erklæret det præcis, som jeg nu siger. Det er ikke andet end retfærdighed”. ”Du glemmer vist, at Mågens lige netop ikke erklærede det sådan” sagde Rothil skeptisk. ”Hvad end hans ønsker har været, så kan vi ikke kende dem nu, og det er i en situation som denne op til hertugernes råd at tage en beslutning. Dit ufødte barn er ikke den eneste, som har fremlagt sit krav på tronen”.

Døren til rådskammeret fløj op, og en uigennemtrængelig stilhed faldt nedover tribunen. Runas blik fæstnede sig ved Prins Gjortnal, og det forlod ham ikke et eneste sekund, idet han trådte frem mod podiet i salens midte. Lige før han nåede det, trådte Vagtkaptajn Tjarn dog ind foran for at blokere vejen for prinsen. ”Hvor vover du!” udbrød den arrede, gamle kriger i et truende tonefald, og hans greb om stokken blev stærkere. Gjortnal gjorde holdt foran Tjarn og rettede så et bebrejdende blik mod hertugernes råd. ”Vagtkaptajn?” kaldte Hertug Frerin ”vil De ikke træde til siden. Prinsen har den samme ret til at blive hørt som den gode frøken Runa”. Tjarn blev stående nogle få sekunder længere, men trådte så til siden med de lavmælte ord: ”hvis du rører hende, vil selv ikke Bearons styrke være nok til at holde mig tilbage”, som kun Gjortnal hørte. Prinsen sendte ham et hævet øjenbryn og trådte så op på podiet ved siden af Runa, som til hans overraskelse ikke rykkede væk fra ham. Hun var stærkere, end han havde forestillet sig. Langt stærkere end hans fætter havde ville anerkende.

”Jeg kan forstå, at vi er i gang med at fremsætte vores krav på tronen” begyndte Gjortnal sin tale, idet han tiltalte både rådet og sin rival. ”I så fald ønsker jeg at kræve, hvad der retmæssigt er mit. Tronen skulle være gået til mig efter min faders død og ikke Mågens, må han finde fred hos Amalosh, og min ret skal ikke benægtes to gange i træk. Retfærdigheden vil ske fyldest, det er gudernes vilje, og det ved I alle”. Rothil var lige ved at hoppe op af sit sæde af ivrighed, men tålmodighed var en dyd, vidste han. Han kunne ikke lægge ud, eftersom at alle vidste, han var en støtte af prinsen. Efter nogle få øjeblikke begyndte Hertug Frerin atter at tale. ”Det er Deres ret, Prins Gjortnal, søn af Dinor Thrandar” sagde han langsomt og tankefuldt ”at fremsætte Deres krav på tronen og de tilhørende bilag derfor for at udfordre Mågens' ufødte barn. Det vil være op til at rådet at afgøre, hvem der endegyldigt skal have tronen. Hvem der er den retmæssige arving, og hvem der bedst vil fungere i rollen som vores vejleder og hersker”. ”Det er ganske rigtigt proceduren” bidrog Hertug Powel Froste af Klippeborg ”men barnet er endnu ikke født, og der vil gå mange år, før det vil være i stand til at lede os. Det er strenge tider, vi lever i, og der er behov for en stærk dinor nu”. ”Desuden” tilføjede Hertug Skarvid Fjalar af Mcilen ”så kender vi endnu ikke barnets køn. Det kunne blive en pige, og så ville hele denne diskussion være for ingenting”.

”Nej, det er ikke sandt” sagde Runa højt og klart, så hertugerne blev tavse. ”Selv hvis barnet viser sig at være en datter, så kræver jeg stadig tronen på dets vegne”. Denne skandaløse drejning genantændte mumlen hos alle de tilstedeværende, og Hertug Rothil valgte netop det øjeblik til at blande sig i debatten. ”Hvad for noget?” udbrød han fornærmet ”jeg kan respektere deres ret til at fremsige kravet i en søns navn, men det her kan man knap nok tage seriøst. Det kan du ikke mene, frøken Runa”. ”Går det måske imod loven?” spurgte Runa retorisk ”for i så fald var jeg ikke klar over det”. ”Hun har ret” sagde Hertuginde Lone Bruni, herskerinden af Bjergsted og det eneste kvindelige medlem af rådet. ”Det er måske aldrig sket før, men intet sted i loven er det forbudt”. Der var en glød af ambition og trodsighed at spore i hendes overvejende blik. De fleste andre af rådets medlemmer lod dog til at dele Rothils mening. Selv den ellers så fornuftige Frerin var i sine rødder en traditionalist, og hertuginden ville ikke være nok i sig selv. Endnu var der kun et medlem af rådet, der ikke havde talt, nemlig det yngste og det nyeste. ”Og hvad siger du, Hertug Heitz?” henvendte hun sig til ham ”din fader var en af mine mands mest pålidelige og trofaste venner, og jeg ønsker, at venskabsbåndet imellem de to kan fortsætte mellem vores familier”. Den unge Denberg Heitz, som ikke engang havde været hertug i en måned, rettede sig op på sædet og satte en hånd under hagen. ”Jeg siger” svarede han langsomt ”at denne beslutning ikke bør blive taget forhastet eller uovervejet. Det er mit forslag, at vi venter til efter barnets fødsel med at afgøre arvingen”. ”Sikke vise ord fra et nyt medlem af rådet” bemærkede Frerin ”du skal nok nå langt, Denberg. Jeg er enig”. ”Også ja” lød det fra først hertuginde Bruni dernæst hertug Fjalar, hvilket udgjorde et overtal ud af de tilstedeværende rådsmedlemmer. ”Lad os da vente” gav Rothil sig, ude af stand til at skjule sin skuffelse. ”Hvor længe kan vi regne med at vente på fødslen?”. ”Lægerne gætter på to måneder” svarede Runa. ”Det er acceptabelt” nikkede Frerin ”ventetiden skal nok gøre alting klarere, det er jeg ganske vis på. Prins Gjortnal, frøken Runa, må I begge have det godt indtil vores næste møde”. Runa bukkede igen for Hertug Frerin, denne gang med lidt mindre iver. Prinsen gjorde ligeså og vendte sig så mod Runa med et udfordrende blik. ”Må den bedste dværg vinde” sagde det.

Samtidigt i fangekælderen
”Allerede tilbage igen? Tja, jeg skal ikke klage over nogen at snakke med, men er det ikke lidt trist? Har du virkeligt ikke bedre ting at tage sig til, Faros? Selv efter hvor dårligt selskab, jeg var den sidste gang”. ”Åbenbart ikke” svarede den rødskæggede dværg med et suk og satte sig på jorden overfor Arolnar med kun tremmerne til at adskille dem. ”I så fald har du et problem” sagde Bageren i et bekymret tonefald, der næsten lød ægte ”der er altså noget, du må forstå. Det var sjovt at kæmpe mod dig og din lille bande, og det er ikke fordi, jeg ikke nød at plage jer for en tid, men det er altså mange måneder siden. Hvad vi havde... det var en engangsting, det må du forstå. Det er ikke din skyld, jeg bryder mig bare ikke om at binde mig til nogen”. Faros sukkede irriteret, og Bageren rystede på hovedet. ”Jeg er ikke den rette for dig. Du fortjener bedre, så lad være med at spilde tiden på mig”. ”Sidste gang jeg var her” afbrød Faros ham ”sagde du, at denne Gwora, du er så ivrig efter at lokke frem og slå ihjel, havde for travlt med mechai til at komme og finde dig. Hvad mente du med det?”. ”Er du nu tilbage på den gamle, kedelig sag?” rystede Bageren opgivende på hovedet ”jeg er ærlig talt skuffet over dig, Faros, gamle kammesjuk... hvorfor bruger du så lang tid på at søge i skyggerne, når svarene ikke er at finde på den måde. Jeg er næsten overrasket over, at du overhovedet husker ordet, hvis du ikke har fundet ud...”.

Arolnar stoppede pludseligt sig selv, og hans øjne glimtede skræmt. ”Du så en, gjorde du?” udbrød han og sprang på benene. ”Jeg så en mechai, ja” svarede Faros og rejste sig ligeledes op ”selvom jeg ikke var sikker på, hvad der foregik”. Arolnar gav sig til at trave frem og tilbage i den lille celle. ”Hvad skete der med den? Er den død?”. ”Ja” svarede Faros, lettere tilbageholdent. På den ene side måtte han passe på, hvad han fortalte fangen. Han kunne absolut ikke stole på ham. På den anden side forstod han ikke selv, hvad der var sket, og han havde brug for at få Arolnar i snak. ”Tørst?” gættede Bageren, og Faros nikkede langsomt. ”Hvad skete der med liget?”. ”Olddværge” svarede den rødskæggede kriger, og Arolnar lod begge hænder løbe gennem sit hår. ”Så er det begyndt” sagde han ”det er ved at starte. Gwora må passe på, hvis det hele ikke skal falde sammen under fødderne af hende. Badum, badum, badum, brag!”. Den tossede alkymist imiterede en eksplosion med sine hænder. ”Hvad er begyndt?” spurgte Faros afkrævende, men Arolnar ignorerede ham. ”Hun må have åh så travlt, gode gamle Gwora. Håbede måske, jeg kunne løse nogle af hendes problemer med mine opdagelser. Og den pokkers Gjortnal forrådte mig, gjorde han. Solgte mig for en snigmorder til at bane vejen til dinorens kammer. Han har godt nok været snedig, den lille rævepels. Men ikke helt snedig nok, det vil han snart erfare. De har alle sammen glemt noget meget vigtigt”. ”Hvad snakker du om?” afbrød Faros ham ”jeg er mere end vandt til vrøvlehoveder, men lige nu har jeg kun tålmodighed til klare svar. Hvis du ikke kan give mig det, så går jeg igen”. Arolnar stoppede sin vandren frem og tilbage for at genindtage pladsen på gulvet. ”Gwora sendte sin lakaj for at hente mig, men jeg takkede nej. Inden længe vil han vende tilbage, og jeg kan love dig for, at jeg ikke bliver givet et valg næste gang. Derfor kan jeg ikke være her, når det kommer til at ske”. ”Og hvordan har du helt præcist tænkt dig at arrangere det, hvis man må have lov at spørge?” fnøs Faros. ”Det må blive din hovedpine, Faros, gamle dreng” svarede Arolnar ”hvis jeg bliver her i fængslet, kommer Gworas udsending snart og tager sig af mig, og så kommer vi nok ikke til at ses igen. Ville det ikke være en skam, hvis du mistede din eneste kilde, den eneste person som kan fortælle dig om både Gwora og mechai? Hvis jeg derimod befandt mig et andet sted, et hemmeligt sted som kun du og din lille bande kendte til, så kan det jo være, at jeg ville være lidt mere snakkesaglig”. ”Hvad blev der af os som en engangsting?” spurgte Faros sarkastisk. ”Tja, jeg indså, hvor prægtigt dit skæg nu engang er” svarede Bageren med et smil. ”Hvad siger du, min skat? Skal vi give det en chance til?”.

Nogle timer senere i Runas kvarterer
”Det kunne være gået værre” trøstede Runa de andre og kastede sig udmattet i sin bløde lænestol. ”Langt værre”. ”Og hvis nu barnet viser sig at være en pige?” spurgte Gavin, hendes rådgiver, nervøst. ”Så kommer vi til at få vores første kvindelige dinor” svarede hun ham stædigt igen. ”Hvordan har du så lige tænkt dig at overbevise hertugerne om den geniale ide?” fortsatte han skeptisk ”som det ser ud nu, har du i øjeblikket kun Mugballs hertuger på din side, og selv dem kunne du miste i så... kontroversiel en sag”. ”Støvdværgene skal nok være på min side uanset kønnet af mit barn” insisterede Runa ”men du har ret. Vi må få flere hertuger på vores side, ligegyldigt om det så er en søn eller en datter, jeg bærer på. To af Zrulfs herskere burde gøre det”. Gavin nikkede og satte sig overfor hende. ”Det vil være lige præcist være et flertal på rådet, ja” beregnede han ”så spørgsmålet er bare, hvilke vi skal gå efter. Rothil er Gjortnals mand i tykt og tyndt, det har han allerede gjort klart, imens Froste også lader til at være på den side. Det efterlader Frerin, Fjalar, Heitz og hertuginde Bruni. Heitzs fader var måske på deres mands side, men det er ikke til at sige med sønnen. Han og faderen var trods alt meget forskellige. Det kunne dog måske også være muligt at overtale Fjalar og Bruni, men jeg frygter, at Frerin vil forsøge at holde sig ude af debatten, medmindre han tvinges til at afgive en afgørende stemme”. ”Jeg er mere bekymret for fruens sikkerhed” kommenterede Vagtkaptajn Tjarn ”hvad forhindrer Gjortnal eller hans snigmordere i at slå til, ligesom han gjorde med Deres mand”. ”Intet” svarede Gavin ”og tro det eller ej, Tjarn, men du kan ikke være ved hendes side konstant. For det første har du et arbejde at udføre som lederen af bygarden, for det andet så er du skadet, og for det tredje så ønsker vi ikke at nære de falske rygter, der opstået om jer to”. ”Jeg bekymrer mig ikke synderligt om så latterlig sladder” fnøs Runa irriteret ”men du har alligevel ret, Gavin. Tjarn, du kan ikke være ved min side dag og nat. Jeg ved, at du er blandt mine mest loyale allierede, men vores fjender ville gribe muligheden for at afskedige dig som vagtkaptajn eller værre, og desuden så er du jo skadet”. Tjarn blev en smule rød i hovedet, men rystede det så af sig. ”Du har nok ret, min frue” sukkede han ”men jeg stoler ikke længere på alle mine folk, efter at de bare lod en snigmorder slentre ind og skyde dinoren”. ”Der må da være nogen, du stoler på” sagde Gavin, og Tjarn nikkede. ”Det er der, men det kan blive udfordrende at overtale dem”.

På Smedens Datter

”Og det ser ud til, at jeg vinder endnu en gang” bemærkede Regin med et smil. ”Jeg elsker bare, når det sker”. ”Jeg er ude” sukkede Za-Sien og smed sine kort fra sig ”jeg tror ikke, at Dragehale er noget for mig længere”. ”Åh, du behøver ikke lyde så nedslået” lo Regin og fyldte kæften med løgstumper, idet han gav sig til at indsamle de vundne bronzemønter. ”Det er jo bare et spil”. ”Ikke når man spiller mod dig” kommenterede Monolo, der ganske klogeligt havde valgt at observere i stedet for at deltage. ”Så er det en fælde”. ”Ja, angående det” sagde Trak, der også havde opgivet nogle runder tidligere, da han tabte sin sidste bronzemønt ”er du så udelukkende kommet med til Zrulf for at blanke os alle af”. ”Nej da” svarede Regin defensivt ”det er mere en slags sideopgave. Jeg tænkte bare, at jeg kunne være lidt hos jer, indtil tingene er kølet en smule ned i Mugball, og legionen ikke længere er så opsat på at finde mig. Bare rolig, Faros har det fint med det. Jeg har gjort det mange gange tidligere, da Marintras og hendes oprindelige bande stadig var i forbryder karrieren. Ikke sandt, Bruntop?”. Alkymisten, der var den sidste tilbageværende spiller udover Regin, nikkede med et mistroisk smil. ”Jeg havde aldrig nogen småpenge”. ”Ja” sukkede Regin ”gode tider”. Netop, som han sagde det, trådte Marintra ind. ”Har I set Tsyseria?” spurgte hun en lille smule bekymret. ”Jeg tror, hun gik ud” svarede Za-Sien ”er Manwe stadigvæk på sit værelse?”. ”Jeg tror, at han sover, eller hvad end elvere nu gør” svarede hun. ”Elvere sover da også” rettede Regin hende ”det tror, du har mere end en lille smule erfaring med”. Marintra stoppede op og smilede, lige før hun nåede døren. ”Nu spiller I vel ikke Dragehale med Regin, vel?” spurgte hun ”ikke en god ide kan jeg fortælle jer. Den møgdue snyder mere end min gamle oldefar, og olde, han var en værre svindler. Narrede endda min oldemor til at være sammen med ham i første omgang”. Onde blikke blev rettet mod Regin fra alle retninger, imens den frakkeklædte barmand diskret begyndte at pakke kortene sammen. ”Godt spil, Bruntop” sagde han ”hvorfor tager du ikke bare indsatsen og beholder den. Jeg har alligevel så dårlige kort, og jeg kommer lige i tanke om, at jeg faktisk har lidt travlt...”.

Første Afsnit      Forrige Afsnit                                                                                     Næste Afsnit

onsdag den 31. maj 2017

Fortællinger fra Mortlan #22 Hels Beretning

#22 Hels Beretning

”Fordums Krigen er en historie skjult i myter, sagn og ganske få troværdige historier. Det var den krig, som blev udkæmpet før den første alder og placerede Amalosh på gudernes trone efter Banrigh Mania, da denne tidligere hersker forsvandt. Ligeledes var krigen skyld i adskillige civilisationers undergang, øget fjendskab mellem adskillige guder og den uskrevne regel om, at guderne ikke må blande sig for meget i dødeliges affærer.”

Fortæller: Moira Qosni (og Hel)
Uddrag fra Qosnis rejsejournal fra 698FA, Morbus måneden efter den gamle kalender fra tiden, der nu kaldes Xen. Heri berettes om hendes møde med portvogteren Hel.

16. Morbus, 698, Kalkrunerne
Denne dag forlader ekspeditionen den sidste i gruppen af små, barske øer, som mandskabet har døbt Kalkrunerne. I løbet af det korte ophold er ruiner lignende til de andre blevet fundet. De var her en del mindre og kunne minde en smule om udposter, men trækkene var de samme, og der er ligesom tidligere blevet fundet rester af runeskrifter, hvis alder er usigelig, men må være meget høj. Heldigvis opstod der denne gang ingen komplikationer, da vi hverken stødte på jætter, nisser eller ormekæmper, som de resterende øer ellers huserede mange af. Dette har tilladt et længere studie af en af de mærkelige is statuer, mandskabet også stødte på i Benhavne. Denne gang blev der udvist en større forsigtighed, og statuen forblev frosset på stedet.

17. Morbus, 698, Nord for Kalkrunerne
Foran os ligger ukendt farvand, som ingen andre ekspeditioner endnu har gennemrejst, og i det fjerne på horisonten rejser Nordens Ende sig pludseligt og dødbringende op fra havets bund, og bjergkæden løber så langt, øjet rækker i både vestlig og østlig retning. Allerede nu er der urolig snak blandt besætningen på Skaden, og jeg kan kun forestille mig, at det kommer til at blive værre. ”Verdens ende” beklager de sig. ”Vi sejler imod verdens ende og vil aldrig komme tilbage igen”. Det er meget muligt, men vi trods alt dosner, og nogen er sku’ da nødt til at gøre det.

22. Morbus, 698, Nord for Kalkrunerne
Der er noget helt galt. Vi burde for længe siden være nået bjergkæden. Ifølge både mine og min navigatørs beregninger er der lidt under en dagsrejse tilbage til vejs ende, men det har der nu været i de sidste tre dage. Vi kommer næsten ikke videre, når vi sejler, og moralen blandt besætningen falder dag for dag. Samtidigt er det så umådeligt koldt efterhånden, at intet hjælper. Uanset hvor mange tæpper, man pakker sig ind i, eller hvor tæt vi sover om natten, føles det lige frysende.

26. Morbus, 698, Nord for Kalkrunerne
Det er nu tiendedagen efter vores afgang fra Kalkrunerne, og beregningerne påstår fortsat hårdnakket, at der er under en dagsrejse til bjergene. Nu er vi dog næsten nede på en halv dag, men jeg ved ikke, om det er godt eller skidt længere, og jeg tør næsten ikke håbe. Kulden bliver ligeledes ved med at være ulidelig, og moralen er helt i bund.

29. Morbus, 698, Nord for Kalkrunerne
Trettendedagen af den sidste sejletape, og der er fortsat ingen fremskridt. I dag observerede mandskabet og jeg dog noget ganske usædvanligt, som jeg fandt nødvendigt at berette om. Vi betragtede nemlig kampen mellem en mægtig sødrage og så en af de drabelige krakkener, der har hjemme i norden. Striden varede i timevis og var på én og samme tid både rædselsvækkende og betagende. Det var et skræmmende vidunder, som jeg på den ene side frygtede skulle ramme Skaden og besætningen, men som jeg samtidigt er glad for at have oplevet. Kampen var til sidst lige ved at ende med en sejr til krakkenen, men den snedige sødrage benyttede sig af Moniems visdom og undslap dens greb i en hurtig bevægelse. Derefter forsvandt begge bæster tilbage i det dybe blå hav, og vi fik i det mindste noget nyt, vi kunne snakke om.

15. Mortem, 698, Nord for Kalkrunerne
Det er nu tredive dage siden, vi sejlede ud fra Kalkrunerne, og kulden tog i går aftes to gode sømænds liv. Var moralen dårlig før, så ligner den nu noget nær mytteri. Selv min vilje begynder også at svinde bort, og jeg ved ikke, hvor meget længere jeg kan tvinge os fremad, hvis jeg da ikke ligefrem bliver tvunget tilbage selv. Mit eneste håb ligger i det fremmede syn, der er dukket op på horisonten. På bjergkæden kan jeg se omridset af en sort port, det er jeg sikker på, men ingen af mine besætningsmedlemmer lader til at være enige eller overhovedet at stole på min dømmekraft længere.

16. Mortem, 698, Nord for Kalrunerne
Heureka! Jeg takker skæbnen, guderne og især mit gode mandskab for at have vist mig den sidste nødvendige tillid. På denne velsignede dag nåede jeg mit mål, og jeg har oplevet en belønning langt større, end jeg nogensinde kunne drømme om. Jeg ved knap nok, hvordan jeg begynde, eller hvad jeg skal fortælle først.

Dagen startede ud som de sidste tredive andre med frost, kold mad og onde blikke fra besætningen. Så omkring middagstid kom en ny klippe til syne på horisonten, tættere på end resten af bjergene, og snart kom både den og Nordens Ende nærmere. Jeg blev samtidigt bekræftet i mit tidligere udsagn, for der var virkeligt en port i bjergene. En stor sort port lige bag det høje tynde klippespir, der tårnede sig op lige fremme. Mandskabet kom med alle mulige teorier om, hvad det mon kunne være, men jeg vidste, hvad jeg havde fundet. Det var en de fem porte til Herroth, og på klippespiret sad dørvogteren.
På en eller anden måde vidste jeg bare, at hun ønskede at snakke med mig, så jeg fik sat en jolle i vandet og sammen med to roere, brødrene Marco og Hanno, og nordboeren Fridtjof, som vi havde samlet op på Frigusheim, sejlede jeg frem til den lille klippeø.

Da vi nåede stenen og fik sikret båden, havde hun rykket sig, og hun stod nu afventende på bredden. Jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg kunne forvente fra portvogteren til Herroth, for jeg havde hørt både de værste og de mere positive historier, der blev fortalt i norden. Sådan som jeg så hende i hvert fald, var hun klædt i en mørk, lang kjole af uld i kombination med en tyk skindkappe mod den hårde blæst. Hun var ganske rigtigt ligbleg, som så mange nordfolk havde insisteret på, da vi lagde til på Frigusheim, men hun så heller ikke helt død ud. Der var samtidigt en ganske specifik fornemmelse over hende som en aura, og det kunne tydeligt mærkes, at hun var en gudinde, om end en laverende stående en af slagsen. Ikke at det forhindrede hende fra at være farlig. Hvis hun havde ønsket det, er jeg sikker på, at hun kunne have dræbt os alle i løbet få øjeblikke.

Vi satte os på klippen, hvor hun startede et bål, som vi ivrigt varmede os omkring. Så fortalte hun, at hun vidste, hvem jeg var, og at hendes halvbroder Fjallvindr, nordenvindens gud havde holdt øje med os i de sidste mange dage. Jeg havde åbenbart ham at takke for, at vi til sidst blev tilladt at sejle videre. Det og så havde portvogteren talt med mine to døde besætningsmedlemmer, da de kom forbi på vejen til Herroth. For hun talte ofte med de afdøde sjæle for selskabets skyld, men også for at lære og høre historier. På grund af dette vidste hun meget på trods af at være blandt de yngre guder, som hun selv kaldte det.

Da vi talte, lod hun også til at vide præcis, hvad jeg ønskede at finde ud af, og hvad jeg havde oplevet på mine rejser for at nå så langt. Hun vidste, at jeg havde set de gamle ruiner i norden, og at jeg havde gættet en del af hemmeligheden, som vi dødelige racer ellers ikke var ment til at kende. En hemmelighed hun også selv havde lært ved at tale med de døde. Til min overraskelse var hun villig til at fortælle i hvert fald en del af, hvad hun vidste, hvilket var mere end jeg. Så vi andre blev tavse, og Hel, datter af Odar og den nordlige portvogter til Herroth, begyndte sin beretning om tidsalderen før vores egne og om fordums krigen.

Beretningen

Mortlan er ældre, end du tror, dødelige. Langt ældre. Faktisk ankom elverene, dværgene, dosnerne, troldene, goblingerne og menneskene, alle I dødelige racer, ja selv jætterne, min moders folk, og nisserne, først i denne verdens tredje årtusinde. Men den tid er nu glemt af de fleste, for guderne taler ikke om den, og mange af dem, som levede dengang, er nu ikke mere.

Hvor gammel Mortlan er, det husker nok end ikke guderne selv efterhånden, for stor magi var på spil i tidernes morgen, og det var dengang, Tidens Skriftrulle endnu blev brugt af gudernes hersker. Men ikke Amalosh. Nej, gudernes oprindelse herskerinde var dronningen, Banrigh Mania, sjælenes gudinde. Det var hende, som med Tidens Skriftrulle i hånden ledte de ældste guder bort fra deres oprindelse verden og til tomrummet, hvor hun begyndte skabelsen af Mortlan. Med sig havde hun før og fremmest sine to sønner Hypnon og Marenius samt søstrene Syndor og Hegana, hvoraf Nattens Fyrstinde var Manias svigerdatter gennem ægteskabet til Hypnon. Der var de tre andre brødreflokke Amalosh og Le’Ma-At, Odar og Krator og til sidst Bearon, Halwar og Operafex, og til sidst var der den stride Volkia og så den vise Moniem, der allerede dengang var ægtet til Halwar.

Under Manias lederskab rejste store imperier sig, og de oprindelige racer befolkede Mortlan. Der var lerkløerne i østen, tankehyrderne i vesten, kykloperne på De Enøjede Øer, de fjerklædte i syden, elvinorerne på Arashia og de lande, som nu tilhører elverene, tabarra i Elwar, imens dragerne og nymferne levede i vildmarkerne, havfolket herskede havene, og der i norden blev opbygget et imperium af ormekæmper og frosne krigere, hvis ruiner du allerede er kommet forbi på dine rejser. Hvert folkefærd havde sin eller sine guder bag sig til at vejlede dem, og i den tid vandrede de udødelige oftere blandt deres tjenere, end de har gjort det sidenhen. Noget der er grund til. For mange af guderne blev langsomt mere og mere ambitiøse, og tronen kom til at se mere tillokkende ud for nogle, især eftersom at Mania selv blev betragtet af mange som uinteresseret i at regere længere.

En dag forsvandt hun også sporløst og efterlod sig både tronen og Tidens Skriftrulle uden ejer. Nogle siger, at hun frygtede en uundgåelig krig, som hun ikke ønskede at udkæmpe. Andre mener, at hun blot mistede lysten til at være dronning og rejste bort. Alle er dog enige om, at hun ikke er død.

Banrigh Manias forsvinden udløste ganske rigtigt også en krig, den første store krig i Mortlans historie. Med tronen tom manglede guderne en hersker og Tidens Skriftrulle en ejer. I stedet for blot at udkæmpe det imellem hinanden, fik gudernes deres tjenere til at starte en krig i deres navn, hvori der var fem sider.

På en side var Prins Hypnon som repræsentant, og han blev støttet af sin hustru Hegana, hans broder Marenius og svigerinden Syndor. Tankehyrderne, havfolket og nymferne blev hans hær og vesten hans domæne.

På en anden side var Volkia, og under hende kæmpede de fjerklædte, den mægtigste krigerrace Mortlan nogensinde har set. Ingen guder kom til hendes side, men hun vandt i stedet djinnernes hersker Litunguls venskab, og han ledte sine ildens børn i krig i hendes navn.

Den tredje repræsentant var Bearon, der kæmpede med sine brødre Halwar og Operafex samt Moniem. Under hans banner samlede der sig tabarra, dem I dødelige kalder for de gamle bjørne, kykloperne og så dragernes samlede magt.

Nordens ormekæmper og frosne krigere allierede sig med østens lerkløer i opbakning af Odar, der også blev støttet af sin broder og lerkløernes skaber, jordens hersker Krator.

Den sidste og femte repræsentant var Amalosh, livets og dødens gud, der sammen med sin broder Le’Ma-At ledte elvinorerne.

Krigen begyndte først mellem Hypnons og Volkias støtter, samtidigt med at Bearon gjorde front mod Odars enorme hær. Imens afventede Amalosh tålmodigt sin mulighed, og den greb han så ved at indsætte en uventet hær i de fjerklædtes rige, og i et effektivt angreb mistede syden al koordination og overblik. Mange troede, at livets og dødens gud havde valgt at støtte Prins Hypnon, men i stedet pressede han Volkia og de fjerklædte til en alliance, og efter at have ægtet sin broder til Volkia, vandt han både djinnernes og de fjerklædtes styrker.

Nu var Amaloshs hær blevet fordoblet i størrelse, og selvom vesten måske havde de samme antal, så besad hans side de overlegne krigere, da tankehyrderne er mere filosoffer end soldater, nymferne ligesom nu var ganske få, og havfolket var afholdt fra mange vigtige slag på landjorden. Så efter at have besejret syden, vendte Amalosh blikket mod Prins Hypnons hære, og selvom det tog ham længere tid end med Volkia, fik han til sidst knust deres rækker. Også her foreslog han en alliance, da han endnu en gang stod som sejrherren, og han svor at ville ægte Syndor, Heganas søster og Hypnons svigerinde, når først denne krig var til ende.

I mellemtiden var Bearons hære blevet svækket og presset tilbage af Odars, og den mægtige bjørn søgte forhandlinger med Amalosh, da han vidste, at en sejr nu var en umulighed for ham. Bearon krævede, at Tidens Skriftrulle skulle benyttes af guderne i fællesskab fremover, og at den skulle bevogtes af værdige tjenere, når der ingen planer for den var. Dette krav måtte Amalosh acceptere for at vinde bjørnene, dragerne og kykloperne over på sin side.

Til sidst stod kun østen og norden vendt mod Amalosh, og han tilbød dem fred, hvis blot Odar og Krator ville knæle og sværge ham troskab. Dette nægtede nordens hersker, og så udsendte begge sider deres fulde hære, men ormekæmperne og lerkløerne var i stort undertal og havde ikke en chance. By for by faldt begge folkefærd, og Amalosh tilbød endnu en gang fred, hvis Odar ville bøje sig i støvet og opgive alle krav på tronen. Atter nægtede nordens hersker.

Østen var den første til at falde, og lerkløernes mægtige imperium blev udslettet fra jordens overflade. Snart var der kun små landsbyer tilbage, og også disse døde i flammerne, der var Amaloshs vrede, og det siges, at de sidste lerkløer måtte lade livet, uden at Odar bøjede sig. Derefter blev norden ramt, som dog holdt ud en smule længere, men i sidste ende også blev knust i krigen. En forfærdelig forbandelse ramte de frosne krigere og gjorde dem til, hvad du ser nu, kolde livløse statuer ude af stand til andet end selvforsvar. Ormekæmpernes Kong Bjirkhil blev halshugget, og hver eneste by jævnet med jorden, men Odar nægtede fortsat at overgive sig.

Først da han med vold blev kastet for fødderne af Amalosh i alle de resterende guders nærvær, endte han omsider krigen, da ingen andre muligheder var tilbage for ham. Siden har Herroths og nordens herskere været bitre fjender, selv hvis krigen er ovre.

Amalosh ægtede nu Syndor som lovet, og han blev kronet til gudernes konge. Men der var ikke meget tilbage at regere over. Lerkløerne var borte, elvinorerne hårdt sårede og de fjerklædte lige så, hvoraf begge er så godt som forsvundne nu om dage. Ormekæmperne lever nu isolerede i norden, kun en bleg skygge af deres forrige skikkelser, de gamle bjørne skjuler sig i deres templer, gudedragerne er næsten alle døde, og kykloperne holder sig ligeledes for dem selv på deres øer. Ironisk nok er tankehyrderne, nymferne og havfolket dem, som blev mindst berørt af krigen, og Amaloshs egne tjenere, elvinorerne, begik senere oprør mod guderne og afstraffes nu med afbrændingen af deres hjem, Arashia.


Så efter krigens afslutning erklærede Kong Amalosh, at en ny alder var begyndt, og at den havde brug for nyt liv. Alle I yngre racer blev skabt for at udfylde de gamles pladser, men for en sikkerhedsskyld blev I ikke gjort nær så magtfulde, og gudernes valgte at afholde sig fra at vandre blandt jer i udødelige form på grund af, hvad der var sket under fordums krigen.

Andre Historier
Varhjorten og Nymfen     Tashs Historie     Cinators Skæbne      Alexanders Historie      En lille sag i Keinzeht med en dæmon (kommer snart... eller relativt snart... altså ikke om alt for lang tid i hvert fald)