torsdag den 28. december 2017

Fortællinger fra Mortlan #26 Kragesønnens Medgift

#26 Kragesønnens Medgift

”Få legender er så omstridte og varierede, men dog mangfoldige og udspredte som dem om Kragekonen. Alle lande i Mortlan har hørt hendes navn og oplevet hendes tilstedeværelse på et eller andet tidspunkt gennem tiderne, om det værende omtalt i en sang, fremtrædende i en lokal fortælling eller ligefrem skjult som et af landets dødelige borgere. Denne gamle, men magtfulde kvinde har et utal af navne deriblandt: Moderheksen, Den Mørke Fjer, Moniems Skygge (Central Mortlan), Den Kloge Kone, Nephthys (Syden) og Fala (Det Vestlige Vildnis).”


Fortæller: Carina le Fey
Periode: Udbredt folkeeventyr fra ca. 205AA
Placering: Ukendt oprindelse

Hvad ved du rent faktisk om hekse? Er du blandt dem, der ser dem som intet andet end vildmarken og afkrogenes magikere og alkymister? Eller opfatter du dem som sortekunstnere, som plagebringere og måske endda som ondskabsbørn? Uanset hvad så tager du fejl. På samme tid er vi nemlig både begge dele og ingen af dem. At være en af os, en af de sande hekse, betyder mere end som så. Heks er ikke betegnelsen for et erhverv eller besidderen af en hemmelig magisk evne. Det betyder en af heksene, en af vort folk, hvad enten man så er en magiker eller ej. Vi er på den samme tid børn af naturen, af visdom og af mørket, men det betyder ikke, at vi foragter lyset, eller at vi tjener dæmoner. Vi lever i mange af verdens afkroge, selvom der selvfølgelig er flest i Tågelandet, på Natteøerne og Itrildar, men vi er ét folk, blot delt i mange stammer, og vi er af Mortlan og har været her længe. Og selvom der er mange af os, som besidder magiens gave eller har kundskab til alkymi og ånder, så er det vores kultur og vore skikke, der definerer os.

Det er samtidigt svært at sige, hvem der egentligt er skyld i alle disse fordomme. På den ene side har jeg ikke meget til overs for ignorante narhoveder med deres selvretfærdige anklager og handlinger i ”godhedens” navn. Men jeg ved også godt, at vi selv bærer en del af skylden. Mange af os nyder det omdømme, vi har, da det for det meste lader os leve i fred blandt vores egne. Det er heller ikke fordi, at der ingen er iblandt os, som faktisk er skyldige i nogle af de anklager, der er blevet fremlagt. Jeg har da kendt mere end en halvsnes ”sortekunstnere”, eller nekromantikere som nu de rent faktisk hedder, og blodmagikere blandt mit folk, og der har endda været en slægtning eller to. Jeg vil dog i samme forbindelse dog påminde dig om, at vi godt nok ikke er de eneste, og at andre magikere har været skyldige i mindst lige så slemme forbrydelser. Desuden er det heller ikke min opfattelse, at en bestemt form for farlig magi nødvendigvis bør være ond af natur, så længe den håndteres korrekt, og det er ikke min intention at retfærdiggøre denne holdning overfor nogen som helst, selv hvis Magiens Vogtere ikke er enige.

Men hvis der er en ting, vi i det mindste kan blive enige om, så er det, at der findes én heks, som rent faktisk fortjener al frygten og alle fordommene, og det er Kragekonen. Man siger, at ingen ved noget om hende, men personligt er der nu to ting, jeg ikke er i tvivl om: For det første så ved jeg, at hun er en rigtig heks eller i hvert fald har været det på et eller andet tidspunkt. For det andet så ved jeg, at hun betyder ondskab, og at verden ville være et bedre sted uden hende. De fleste af fordommene mod vores folk stammer fra hende og er blevet spredt gennem en af de mange fortællinger, hun optræder i, hvad enten det har været en sang, en saga eller et eventyr. Tag bare ”Kragesønnens Medgift” som et eksempel.

Der var engang en konge, som havde næsten alt, hvad man kunne ønske sig i livet. Et godt hjem, trofaste tjenere, et fornuftigt overskud, glade venner, mad på bordet og en elskværdig hustru, som han bedårede mere end alt andet i hele verden. Han manglede dog den endelige krone på værket, som ville gøre ham til den lykkeligeste mand, man kunne forestille sig. Det var dog desværre den ene ting, som fik resten af hans liv til at virke usikkert og midlertidigt, og som forhindrede ham i at nyde, hvad han havde om sig. Den gode konge manglede nemlig en arving.

I mange år havde kongen og dronningen forsøgt sig, men alt, der var kommet ud af det, havde været tre dødsfødte sønner, og de var begyndt at give op. Begge nærmede sig en alder, hvor det at få børn virkede nærmest umuligt, og blandt kongens landsmænd begyndte flere nu at kigge mod tronen og forestille sig, hvem der ville komme til at arve den. Der blev hvisket på kongens hof og i hans by, og til sidst gik han til sine rådgivere efter svar. Fra nær og fjern blev læger, alkymister og troldmænd tilkaldt, men selvom mange kom med løfter, var der i sidste ende ingen, som havde en løsning på kongens problem. Men da den sidste af de vise lærde forlod kongens slot, trådte en ydmyg kvaksalver i stedet frem for kongen. Ingen kunne rigtigt huske, hvornår han var ankommet, men han havde været der i månedsvis, vidste man, for alle de dygtige læger og troldmænd havde ofte gjort nar af ham, imens han stod og ventede på sin tur til at blive præsenteret for kongen. Den gamle kvaksalver ville nok heller aldrig have fået et ord med kongen, hvis ikke alle de andre til sidst var blevet smidt på porten, og kongens tjenere desperat havde trukket ham med indenfor, da deres hersker kaldte på at få den næste læge fremvist.

Men da det så endelig blev kvaksalverens tur til at stå foran kongen, hverken bukkede eller præsenterede han sig selv. Da man spurgte ham hvorfor, svarede han blot, at han var en gammel mand med en dårlig ryg, og at hvem, han var, ikke betød noget. ”Jeg kommer ikke for at kurere dig, konge” fortalte kvaksalveren ham efterfølgende. ”Det går udover mine ydmyge kundskaber, det kunne selv de tosser, dine rådgivere havde tilkaldt, se. Derimod er jeg kommet for at rådgive dig, hvis du ellers ønsker det. Jeg kan nemlig fortælle dig, hvem der faktisk er i stand til at løse dit problem”. Dette svar kom noget bag på både kongen og rådgiverne, men selv om de var en smule mistænksomme, så var de samtidigt nysgerrige og så ikke i øjeblikket ikke andre muligheder. Derfor spurgte de den gamle kvaksalver, hvad han skulle have for denne information. Nogle af dem tog ham nemlig for en bedrager, som kun var ude efter penge, og derfor kom svaret bag på dem. ”Det er ikke noget, du kan købe dig til, konge” lød det. ”For navnet er nemlig noget, jeg bringer til dig som en gave. I mange år har jeg boet i dette land, og selvom vi aldrig før har mødt hinanden, konge, så gør det os til landsmænd. Derfor har jeg ondt af dig, da jeg ved, hvad plager dig, og mener, at ingen i verden bør trække det barnløse lod, medmindre selveste skæbnen og gudernes vilje skulle stå imod det. Hør nu på mig, min landsmand, og så vil jeg fortælle dig, hvad du skal gøre, og hvem du må opsøge.

Du skal gå ind i den gamle skov mod øst og vandre ad den krogede sti, indtil du kommer til en lille, åben lysning. Her vil du sætte dig og vente, og på et tidspunkt vil en mørk krage lande foran dig. Den må du ikke jage væk eller gøre noget ved. Om du drager ind i skoven på egen hånd, det bestemmer du selv, konge, men først når du er alene med kragen, vil den så føre dig til den person, du søger. Hun vil nemlig kun ønske dit selvskab, og du vil ikke modtage hendes, hvis du ikke er villig til at udvise en smule tillid. Denne kvinde er løsningen på dit problem, men jeg advarerer dig, for hun kan samtidigt være begyndelsen på et nyt. Vær på agt overfor hende, men vis samtidigt respekt, og sørg for at forstå hendes aftale. Hun vil nemlig i modsætning til mig ønske noget til gengæld, og uanset hvad du forsøger dig, så skal hun nok få det”.

Med disse ord vendte kvaksalveren sig om, og han forlod kongen og alle rådgiverene forundrede og tankefulde. Nogle mente endnu, at den gamle mand havde været en svindler, men kongen troede på, at manden havde ønsket at hjælpe ham. Derfor valgte han også den næste dag at arrangere en jagt i den gamle skov mod øst, hvor han sammen med sit følge begyndte på den krogede sti og ellers arbejdede sig ind mod midten i løbet af dagen. Omkring middagstid nåede selvsskabet også som forudsagt en lille, men åben lysning, hvor kongen besluttede sig for, at de ville tage et lille hvil. Mad blev fundet frem, og imens jagtselvskabet spiste, dukkede en mørk krage som lovet op og landede foran kongen. En jæger ville til drive den bort, men kongen forbød det, da han kunne se på fuglen, at den ønskede noget med ham. ”Er du kommet for at vise mig til hende, som har en løsning på mit problem?” spurgte kongen den, og straks fløj fuglen hen mellem nogle nære træer, hvor han nu fik øje på en mørk sti, der ikke tidligere havde været der.

Derfor beordrede kongen straks sine folk, at de måtte videre, og han skulle til at lede dem ad stien, da han opdagede, at den var borte, og det samme var kragen. Skuffet drog han så videre med jagtselvskabet, imens han forbandede sig selv for ikke at have fulgt kvaksalverens ord. Selvfølgelig gik det ikke an, at han tog selvskabet med hen for at besøge denne kvinde, hvis hun kun ville tale med ham. I stedet fortsatte kongen så jagten i mange timer, og da det endnu en gang blev tid til at holde rast, valgte han en anden plads til størstedelen af jægerne, imens han kun med sin væbner og sin bedste ven tog tilbage til den forrige. Endnu en gang dukkede kragen op efter en lille ventetid, men denne gang tøvede kongen, før han rejste sig op, da han allerede havde på fornemmelsen, hvad der ville komme til at ske. Efter en smule tid lykkedes det ham dog at komme på benene, men da han så kiggede på den mørke sti, der ligesom kragen var dukket op igen, fejlede hans mod ham. Han kaldte på væbneren og vennen, men akkurat som før forsvandt både fugl og sti af dette, og fortvivlet måtte kongen genoptage sin jagt.

Den varede resten af dagen, og da der ikke var nogen grund til at holde yderligere rast i skoven, satte de kort før solnedgang kursen tilbage mod vest og mod skovens udgang. En efter en forlod de så træernes voksende skygger, og snart var kongen den eneste, som ikke havde forladt den gamle skov. Han stod usikkert på skellet, for inderst inde vidste han godt, at han kun ville få denne ene chance, og da kongens følge kaldte på ham, vendte han i stedet om og red hurtigt tilbage ind i skoven, hvor ingen kunne følge efter. Det tog ham ikke længe at finde den efterhånden velkendte lysning, hvor han for tredje satte sig til at vente. Men denne gang dukkede kragen ikke op kort efter. Solen gik ned, og mørket omgav snart kongen, men han ventede, for han ville ikke miste denne sidste mulighed. Fra træerne omkring lysningen syntes han at høre sultne rovdyr, og fra tid til anden så han mærkeligt forvredne skikkelser af uhyrer og magiske skabninger, som hørte til i mørket og her i natten var blevet til jægerne. Men kongen holdt ud, selv da han efter lang tids venten begyndte at høre sine folk kalde på sig fra vest, og da lyden var kommet ganske nær, og kongen frøs fra top til tå, sad han endnu og ventede tålmodigt. Til sidst blev hans tålmodighed også belønnet, da kragen viste sig for ham en tredje og sidste gang.

Denne gang fulgte han den uden tøven, og uden noget ønske om selvskab tog han den mørke sti mellem træerne, der lukkede sig bag ham, så snart han var trådt ud fra lysningen. Skyggerne omgav og omfavnede ham, men han fulgte efter kragen, og takket være den forvildede han ikke sig bort og forsvandt for evigt, sådan som nogle har gjort det i det mørke tomrum. Imens kongen gik, forsøgte han at tænke sagen igennem og holde styr på tid og retning, men han indså snart, at ingen af delene gav nogen mening for ham. Hvor end han så var, så herskeder der ingen forståelige regler, og da kragen så til sidst stoppede op, vidste han ikke, om han var gået i et øjeblik eller resten af natten. Alt, han forstod, var, at han lidt længere fremme kunne se en lille træhytte, og at det var her, han var ment til at være.

Kongen trådte frem mod hytten, men døren åbnede sig, allerede før han nåede at banke på. Forsigtigt gik han så indenfor, da hans angst fra tidligere nu var vendt tilbage, og da han nåede indenfor og fik øje på den, han søgte, kom han endnu en gang i tvivl. Han havde naturligvis hørt om hende forinden. Længe før kvaksalveren havde fortalt, hvordan han skulle finde hende. Men aldrig havde han forestillet sig, at han ville komme til hende efter hjælp, og ingen af hans rådgivere havde så meget som overvejet at nævne. For alle vidste jo trods alt, at Kragekonen ikke fandtes.

”Vær hilset, o konge” hilste hun dog, da han den nat stod ansigt til ansigt med hendes sære, mørke skikkelse. ”Jeg har ventet dig i nogen tid efterhånden og havde ærligtalt håbet på, at du ville være kommet tidligere. Men du kom trods alt, og jeg vil nu alligevel lade det gælde for noget. Så fortæl mig da: Hvad er det, du ønsker fra mig?”.

”Jeg ønsker mig en søn, som kan arve mit kongerige” svarede kongen med ord, der krævede alt hans mod og al hans styrke. Han var nu engang en konge, og han ville opføre sig som en. ”Du skal nok blive rigeligt belønnet, hvis du kan hjælpe mig med at opnå en”.

”Hmmm…” svarede Kragekonen med en kaglen, og det lavede en rædsom lyd, da hun slog sine kløer mod et bord. En lyd som alene var lige med at tage det sidste mod fra kongen. ”En søn, en søn, en søn. Selvfølgelig ønsker du en søn, min gode konge. Men en søn kan jeg ikke skaffe dig. Tre gange har skæbnen nægtet dig en, og derfor er det nu ikke længere muligt. Var du kommet til mig tidligere, kunne jeg have fundet ud af noget, men selveste skæbnen kan hverken jeg eller guderne gå imod. Sådan er det bare”.

Dette svar skuffede kongen, men han vidste godt, at der var en anden udvej. ”En datter” sagde han. ”Hvis du kan skaffe mig en datter i stedet, vil du også blive rigeligt belønnet. Det lover jeg dig”.
”Ja” svarede Kragekonen, og hun nikkede til sig selv, idet hun begyndte at rode sine flasker og kedler igennem. ”Jeg kan brygge dig et middel, som vil hjælpe dig denne ene gang, og din hustru vil give liv til en datter. Men først må du give mig dit ord på, at du vil betale mig, hvad jeg kræver”.
”Du fremsiger bare din pris” sagde kongen lettet, da han vidste, at hans skattekammer alligevel indeholdte mere end rigeligt. ”Bronze, sølv, guld, natrina, magiske sten. Hvad end du ønsker, skal jeg nok levere”.

”Men du misforstår, min gode konge” lød Kragekonens svar. ”For min pris kommer hverken til at være i metaller, ædle sten eller andre genstande. Jeg har brug for en aftale, ser du. Et løfte. Den skønne datter som din hustru om ni måneder vil bringe til verden, hun vil gennem sin opvækst og barndom bringe meget liv og megen lykke med sig, og alle vil elske hende. Men hun vil voksne op og blive en kvinde, og en skønne dag vil tiden komme for hende til at ægte og finde sig en mand, som du finder værdig. Mange af dine venners sønner vil spørge om hendes hånd, men du må afvise dem alle. Først når jeg sender min søn til dig, må du lade hende gifte sig, og gennem deres ægteskab vil dit barn blive min svigerdatter, og min søn vil blive din”.

”Du ønsker, at din egen søn en dag skal sidde på min tro” sagde kongen ligeud, og selve tanken forfærdede ham. ”Opdrag ham, som du vil, når han kommer til dig” svarede Kragekonen på dette. ”Giv ham dit navn, hvis du vil. Træn ham til at blive en retfærdig og god hersker som du selv, hvis det er dit ønske. Men tag ham til dig, og vent på hans ankomst. På denne måde vil din efterfølger have min beskyttelse, og dit kongerige vil vinde sig en allieret i mig fremover. Dette er mit krav, hvis jeg skal løse dit problem, o konge. Ellers får du ingen børn, og du kan få lov til at se dit rige styrte sammen i en blodig borgerkrig”.

Da kongen ikke så nogen anden udvej og desuden vidste, at hun talte sandt, accepterede han Kragekonens handel, og hun rakte ham en gul mikstur i en lille krystalflaske. Den skulle kongen og dronningen så dele, når han vendte hjem til sit slot, og takket være miksturen ville deres ønske om et barn gå i opfyldelse. Uden yderligere snak tog kongen så lettet, men samtidigt tung om hjertet afsked med Kragekonen, og fuglen fra tidligere fulgte ham tilbage gennem skyggerne og mørket.
Det var så blevet morgen, da kongen endelig nåede tilbage til skoven, hvor han fandt sine bekymrede jagtkammerater. De havde søgt hele natten af frygt for, hvad der kunne være hændt ham, men til deres overraskelse var kongen både munter og livlig, da de stødte på ham. Forventningsfuldt og ivrigt skyndte han sig hjem til sin hustru, hvor de delte miksturen som fortalt, og som ved et mirakel kunne hoflægerne nogle få måneder senere konstatere, at dronningen var gravid. Al kongens gamle tvivl og frygt forsvandt med det samme, og for første gange i mange år kunne han nu nyde det gode liv, han havde omkring sig. Hans hjem kom til at virke mere hyggeligt end nogensinde, hans tjenere syntes at være muntere, overskuddet syntes nu at have et formål, hans venner delte hans lykke, hans mad smagte så meget bedre, og hans kærlighed til dronningen gjorde det umulige og voksede dag for dag.

Ni måneder efter jagten kom hans datter så til verden, og det var den smukkeste pige, man nogensinde havde set på de kanter. Hun kom til at blive hele kongerigets hjertenskær, og alle elskede hende, præcis som det var blevet lovet. Dette blev den lykkeliggeste tid i kongens liv, og for hvert år der gik, voksede datteren sammen med hendes skønhed, og hver gang hun lærte noget nyt, blev han mere stolt af hende. Hun var snart et livligt barn, som løb rundt i alle slottets korridorer med den samme kraft som en af selveste vindguderne, men selv når hun ødelagde noget, elskede alle hende for det. Dernærst blev hun en dygtig elev hos hoffets undervisere, og hun lærte hurtigt at skrive og læse så godt som nogen af kongens tjenere. Til sidst blev hun dog en ung voksen og en rigtig prinsesse, og kongen vidste, at tiden snart måtte være inde, selv hvis han forsøgte at trække den ud år for år. Det nåede dog sin ende, da kongen en sen aften blev mødt af en velkendt skikkelse på slottet. ”Det er tid” fortalte Kragekonen ham. ”De kommer snart, hver og en af dem. Alle kongerigets unge mænd ønsker din datter til ægte, men husk nu, hvad du lovede mig. Min søn blev også blive sendt, og du vil komme til at møde ham inden længe. Vent på ham, for kun han kan ægte din smukke datter”. Med disse ord forsvandt Kragekonen, og kongen mødte hende aldrig igen.

Allerede den næste dag gik hendes ord dog allerede i opfyldelse, da et større følge kom til syne foran slottets port. Der var mange tilsyneladende tilfældige skikkelser fra forskellige dele af landet, men alle som én var de kommet med det samme formål. ”Jeg bringer bud og gaver fra øst” fortalte en ung og beskidt svinedreng kongen, da han fremviste en flok grise til ham. ”Disse tilhører nu Dem, min konge, da de er en gave fra en håbefuld bejler, som er blevet betaget af Deres yndefulde datter”. Før svinedrengen kunne nå at tale ud, begyndte den næste i rækken at præsentere sin herres sag, idet han knælede og løftede et sværd smedet med magiske runer. ”Jeg tjener en rig og ærefuld prins fra nord, som ønsker at skænke dig denne klinge” sagde tjeneren, hvis klæder var simple, men elegante. ”Han vil selv ankomme om nogle få dage med flere gaver”. Dette fik kongen til at smile, da den nordlige hersker var en gammel ven og trofast allieret. Man kunne næppe tænke sig en bedre ægtemand til hans datter. Men hans glæde forsvandt, da den næste i rækken trådte frem, og han blev påmindet om sit løfte. Denne tjeners udseende fik ham nemlig til at tænke på Kragekonen, da han bar mørke, dystre klæder og desuden talte med tunge, alvorsfulde ord. ”Min herre er en prins af syden” sagde tjeneren, og for kongen præsenterede han et sort skjold. ”Jeg bringer denne gave samt bud om, at han vil være hos dig om ganske få dage”. Med disse ord trådte den mørke tjener indenfor, og kongen blev efterladt med dystre tanker, men ingen tid havde han til dem, for adskillige andre tjenere stod stadigvæk og ventede.

Sådan fortsatte det hele dagen, og først ved aftenstide var alle gaverne blevet bragt indenfor på slottet. Om dem samledes kongen, dronningen og prinsessen, idet de så dem igennem og forsøgte at holde styr på navnene af de mange friere, der alle havde lovet at komme til slottet inden for ganske kort tid. ”Disse første gaver er blevet skænket til mig og kongeriget som et tegn på respekt” fortalte kongen dem. ”Men inden længe vil det være din tur, min skønne datter, og du vil være omgivet af disse fremmede mænd langvejsfra”. ”Hvoraf vi vil vælge den bedste til dig” konkluderede dronningen, og prinsessen smilede lykkeligt. Så lykkeligt at det gav kongen dårlig samvittighed.

Ikke mange dage efter dukkede de første bejlere op med deres følger, og snart var slottet fyldt med alverdens adelssønner, mægtige krigere, trabadurer og rige handelsmænd. For hver dag der gik, syntes stedet at blive mere livligt og mere proppet, men ingen af de mange gæster så i denne tid noget til prinsessen. Kun kongen og dronningen tog høfligt imod dem, men ingen løfter blev givet, og ikke så meget som et kortvarigt glimt blev set af den eftertragtede unge kvinde, de alle var kommet så langt for at møde og gøre kur til. Hver evig eneste dag var der en, som spurgte kongen, hvornår de ville få muligheden for selv at møde hans skønne datter. Til dette faste spørgsmål havde kongen det samme faste svar. ”Prinsessen vil ikke vise sig, før jeg er sikker på at have mødt en værdig mand i blandt jer”,

Men i virkeligheden var kongen i en dyb dyb tvivl, da han på den ene side ønskede at opholde sin aftale, samtidigt med at han gerne ville finde en fornuftig ægtemand til sin elskede datter. Derfor var han evigt og altid i dårligt humør, og hver gang han gik gennem gårdspladsen, skyndte han sig bort, før svinedrengen eller andre tjenere kunne nå at indhente ham og fortælle om deres herreres kærlighed til prinsessen.

Til sidst ankom så de to mest afventede bejlere af dem alle; nemlig prinsen af norden og prinsen af syden. De red side om side ind i slotsgården, og dette syn fik kun deres kontraster til at virke endnu tydeligere. Den nordlige prins, der som sagt var søn af kongens gamle ven, var høj og muskuløs som en ægte kriger. Hans hår var gyldent, hans træk ædle, og han fremførte sig selv med værdigheden af en ægte prins. Nej, en konge. Synet af hans skikkelse fik alle til at smile og vækkede latter hos selv den mest triste sjæl. Den sydlige prins derimod var krumrygget og senet. Hans hår var mørkt, hans træk gustne, og han fremførte sig til gengæld på mistroisk vis som en med bedrag i sinde. Synet af hans skikkelse fik alle til at gyse og vækkede frygt hos selv den braveste sjæl. Alt ved hans væsen mindede kongen om besøget hos Kragekonen, og han var ikke et eneste øjeblik i tvivl om, at han var den søn, der var blevet lovet.

Sammen med resten af bejlerne førte kongen så disse prinser til sin storsal, hvor de alle opholdt sig i mange dage, så han kunne blive sikker i sin sag af, hvem han skulle vælge som svigersøn og arving. For hver dag der gik blev han dermed mere sikker på, at den sydlige prins betød forbandelser, krager og råddenhed, imens den nordlige prins måtte betyde velstand, retfærdighed og godhed. Og denne konklusion fik ham i sidste ende til at tage en alvorlig beslutning.

Imens alt dette stod på, sad prinsessen mutters alene i sit tårnværelse med kun en enkelt kammerpige til selvskab. Længe havde hun drømt om sit bryllup og om den mand, hun skulle ægte, så da bejlerne endelig ankom, og hun blev nægtet at møde dem, var hun ganske utilfreds. Hvad, hun ikke vidste, var naturligvis, at kongen havde holdt hende fra bejlerne så længe, da han ikke ønskede, at kragesønnen skulle have en chance for at møde hende og udøve trolddom på hans elskede datter.

Dag for dag ventede prinsessen tålmodigt, men da der fortsat intet svar kom, valgte hun til sidst selv at opsøge svarene. Med sin skrækslagne kammerpige på slæb forklædte hun sig som en tjenerske, og forsigtigt sneg hun sig igennem slottet for til sidst at nå frem til storsalens indgang. Her tøvede hun dog, da hun vidste, at hendes far ville genkende hende og blive vred, men før hun nåede at tage en beslutning, blev hun genkendt af en anden, som hun dog aldrig i sit liv havde set før. Det var svinedrengen, som mangen en nat havde betragtet hendes smukke skikkelse fra svinestalden, da hun længselsfuldt havde kigget ud af et vindue fra tårnet i håbet om at finde ud af, hvordan tingene stod til. For at undgå at komme i klemme indviede hun straks svinedrengen i sine gøremål og forbød ham at nævne dem for andre samt at hjælpe hende med at komme uset rundt på slottet. Til hendes overraskelse tilbød han dog mere end bare, hvad hun krævede. ”Lad mig være dine øjne og ører” sagde svinedrengen. ”Jeg serverer for bejlerne hver eneste dag, og jeg ser mangt og meget. Hvis du vil mødes med mig hver dag i min hytte, så kan jeg berette for dig alt, hvad der er hændt i storsalen i dagens løb”.

Lykkeligt takkede prinsessen ja til dette tilbud, og sådan begyndte en månedlang rutine. Hver dag spionerede svinedrengen for hende, og hver dag rapportede han det tilbage, da de sammen sad og spiste i hans hytte. Men efterhånden som tiden gik, begyndte nyhederne bare at blive kedelig for hende, for alt hendes fader og bejlerne tilsyneladende talte om var politik, handel og tvekampe. For prinsessen virkede der ikke til at være megen forskel fra den nordlige prins til den sydlige, da hun intet for alvor vidste om dem, og efterhånden begyndte selvskabet i stedet at blive årsagen til hendes mange besøg. For i svinedrengen fandt hun en reel person, hun kunne tale med, som ikke gemte sig bag adelige titler og store godser. Han var virkelig, og han var villig til at tale med hende hver eneste dag, og dette kom langsomt til at blive af større interesse for prinsessen end, hvad de bejlere egentligt lavede.

Da måneden så var omme, forlod kongen omsider storsalen, og han skyndte sig at opsøge prinsessen i tårnet, fuldstændigt uvidende om hendes mange besøg til svinehytten. ”I morgen” fortalte han muntert sin datter. ”I morgen vil du komme ned og møde vores mange gæster, og så skal jeg nok introducere dig til din kommende ægtemand”. Denne nyhed kom en smule bag på prinsessen, der halvt havde glemt, at de mange bejlere jo var kommet for at bede om hendes hånd. Egentligt ønskede hun ikke længere noget med dem at gøre, men trofast fortalte hun faderen, at hun nok skulle gøre, som der blev sagt.

Den næste morgen vendte livet tilbage til slottet, da nyheden blev kendt af alle, og en forventningsfuld folkemængde stillede ivrigt op for at betragte prinsessen og kongen, der i fællesskab vandrede ned til storsalen, hvor bejlerne ventede. Hver og en af dem var i sit pæneste tøj, og alle som én knælede de ved synet af kongen, dronningen og deres underskønne datter. Tydeligst i mængden var de to prinser, som begge var glade for endelig at få sagen afgjort, samtidigt med at de hver især troede på, at de nok skulle blive den udvalgte ægtemand. Denne dag trak kongen heller ikke tiden ud længe, og efter en kort tale bad han nordens prins rejse sig, så han kunne tage plads foran kongen og blive velsignet. ”Dig har jeg fundet ædlest af alle, mit barn” sagde kongen. ”Og det vil være min største fornøjelse at have dig til svigersøn og arving, da jeg ved, at du en skønne dag vil blive en fantatisk konge”.

Der var jubel og klapsalver i få sekunder, men så gennemskar et forfærdeligt skrig storsalen. Røg og ild fyldte rummet, og i kaosset forvandlede kragesønnen sig. En rædselsvækkende drage med sorte skæl, der var hårde som bjerge, og en ånde, der var varm som selveste den første ild, stod nu i blandt dem, og omkring sig spredte den død. Dens skarpe hale huggede hovederne af en lang række af bejlere, og inden den nordlige prins kunne nå at trække sit sværd, greb udyrets kløer ham og slyngede ham gennem salen. Den gamle konge blev her lammet af en gammel frygt, da han med det samme indså, at dette var hans egen skyld. Han nåede netop at tænke, at dette måtte være Kragekonens straf, da drageilden fortærrede hans kød og gjorde hans knogler til aske.

Midt i dette kaos og denne røg styrtede prinsessen fortumlet rundt, og der ville hun have endt sine dage, hvis ikke den trofaste svinedreng havde fundet hende og hurtigt ført hende ud derfra. ”Mine forældre” udbrød hun fortvivlet, da han fik sat hende fra sig i slotsgården. ”De er stadigvæk derinde”. Det var dog kun et lille stykke af den fulde sandhed, da svinedrengen, prinsessen og kammerpigen faktisk var de eneste, som var undsluppet dragens vrede. Men da hun forsøgte at rejse sig op og løbe tilbage ind efter sin familie, stoppede kammerpigen hende, da hun havde til ordre at holde sin frøken ude af fare. ”Vent her” fortalte svinedrengen dem begge. ”En sidste gang vil jeg være dine øjne og ører”.

Han løb frem mod storsalens port, men før han trådte ind, knælede han først ned og samlede et sværd og et skjold op, som var faldet til jorden. Det var faktisk netop det gyldne sværd og det mørke skjold, som kongen halvanden måned tidligere havde modtaget som gaver, og bevæbnet med disse stormede svinedrengen ind i storsalen.

Udefra hørte man nu bølen og bruldren som fra et drabeligt slagsmål, men inden andre turde komme svinedrengen til hjælp. Storsalen og resten af slottet rystede, og alle forestillede sig, hvordan at dragen måtte have endt knægtens liv. Men netop som der lød et sidste skrig, og alle opgav håbet, fløj dragen ud gennem taget på storsalen, og med en lille skikkelse på ryggen bevægede den sig mod øst, mod den gamle skov.

Prinsessen og kammerpigen skyndte sig nu ind i storsalen, men der var ikke eneste levende sjæl at finde derinde. De genkendte hurtigt resterne af kongen og dronningen sammen med den nordlige prins og de mange andre bejlere. Der var kun to skikkelser, man ikke fandt blandt ødelæggelsen og de mange døde. Det var svinedrengen og den sydlige prins, som de kort forinden havde set flyve afsted mod øst, den ene oven på den anden.

På prinsessens ordre red et kompagni af jægere nu i samme retning, alt imens de døde blev tilset og på respektfuldvis fjernet fra storsalen. Langt blev deres ridt dog ikke, for da de nåede udkanten af den gamle skov, blev jægerne mødt af svinedrengens lille skikkelse. I bæltet havde han det gyldne sværd, på ryggen hang det mørke skjold, og i hans favn lå det afhuggede hoved af den sydlige prins. ”Dragen er død” erklærede svinedrengen, og jægerne jublede.

Sammen red de så tilbage til slottet, og da prinsessen fik øje på den unge svinedreng, blev hun lettet og varm om hjertet, selvom sorgen ved forældrenes død endnu hang over hende. Folket var i denne stund lederløse, og da prinsessen så erklærede, at hun ville ægte dragedræberen, var der ingen, som stod hende imod. Alle de andre bejlere var døde, og det ville ikke være rigtigt at benægte en helt hans velfortjente belønning.

Således kom det altså til at ende med, at den tidligere svinedreng og prinsessen nu blev kronet som konge og dronning, og hånd i hånd genopbyggede de riget og herskede sammen i mange år. Deres slægt kom til at blive velsignet og stærk, og mange børn bragte den nye dronning til verden, som tilførte glæde til det hulrum, hendes forældre havde efterladt sig. Svinedrengen blev også en dygtig konge, som regerede med både visdom og tålmodighed, og han blev kendt som en meget ydmyg mand. Mest af alt fordi han altid nægtede at berette om, hvordan han egentligt havde endt dragens liv. ”Det var ikke noget” hørte man ham ofte sige. ”Retfærdigheden sejrede og lod den skyldige tabe”. Selv hans egen hustru fortalte han i mange år ikke den fulde historie, selvom hun ofte spurgte ham, til sidst mere af vane end af nysgerrighed.


Det var først en sen aften, da den unge konge og dronning begge var blevet gamle og havde foruden børn også børnebørn, at hun fik et svar. ”Du har ofte stillet mig det spørgsmål” sagde den tidlige svinedreng alvorligt, da hun den aften spurgte ham for allersidste gang. ”Og jeg har altid nægtet at besvare det. Ikke mere. I aften skal du nok få sandheden at vide”. Kongen tøvede og vendte sit mørke blik mod øst, hvor han netop kunne ane udkanten af den gamle skov. ”Jeg dræbte ikke dragen” fortalte han sin hustru. ”Kun de skyldige faldt foran mig. Edsbryderen og tyvene, der forsøgte at tage det, der retmæssigt var mit. For ser du, min kære; jeg er dragen. Jeg er den, som du blev lovet til allerede før din fødsel. Jeg er kragesønnen, og jeg ankom sammen med de mange indbildske bejlere, men til forskel fra dem, så gjorde jeg krav på, hvad der var mit. Havde blot din far villet lytte til mig og æret sit ord, så ville tingene være endt anderledes. Men da han brød sin ed og trodsede min mor, så trådte skæbnen ind, og jeg var tvunget til at handle. Kongen lovede, at vi skulle blive mand og kone, og Kragekonen får altid, hvad hun bliver lovet”.

Andre Historier

mandag den 18. december 2017

SRP Bag of Holding (The Last Jedi, Shadow of War, Critical Mass, DM of the Rings og Styx: Shards of Darkness)

Så er vi ved at være godt inde i december, og jeg tror, at vi allesammen udmærket ved, hvad det betyder. Star Wars... hov vent, hvad siger du? Betydet det faktisk SRP... som jeg skal aflevere om to dage. Hvorfor pokker er jeg så ikke travlt optaget af at arbejde på den i stedet for at sidde og skrive et blogindlæg? Tja, det skal du da ikke spørge mig om. Til benægtelses-mobilen!!!

Nå, hvor kom jeg fra? Star Wars, der var det, for hvad kunne være vigtigere her i denne tid. Det eneste jeg behøver at fokusere på i denne tid er at skrive på min blog... og måske også lige en smule videre på den bog, jeg så længe har arbejdet på. Faktisk skal jeg i gang med at skrive et kapitel udelukkende fra skurkenes synsvinkel, så det glæder jeg mig til. Ellers hvad vigtige ting, der skal skrives, angår, så kunne jeg jo begynde på det vintersolhvervs bordrollespils scenarie, jeg skal afholde. Var det ikke det hele? Det tror jeg da. Nå... Star Wars.

The Last Jedi

Endnu en gang er det december, og endnu en gang betyder december en ny Star Wars film. I går aftes var jeg så inde for at se forsættelsen i den nye triologi, og for en gangs skyld var det ikke alt for længe efter alle andre. I år forsøgte jeg også at gøre alt, hvad jeg kunne for at undgå trailere, da jeg ikke ønskede at få noget som helst afsløret. Med undtagelse fra nogle få sekunder af Kylo Ren, der stod og så intens ud, lykkedes det også mere eller mindre for mig. I modsætning til sidste år igen ved The Force Awakens, hvor jeg havde overhørt en rimeligt stor spoiler, anede jeg altså næsten intet om plottet. Hvilket jeg er ganske glad for, da der var en hel del af gode sager at finde the Last Jedi. Der var flere, inklusiv mig selv, som frygtede, at den ville komme til at blive lidt for meget som the Empire Strikes Back, men det syntes jeg ikke var tilfældet, når man først var kommet ind i filmen. Plottet var på mange måder overraskende, og det udviklede sig i nye retninger indenfor Star Wars universet, så det var meget spændende at prøve noget lidt andet i en historie, der trods alt er ved at have nogle film på sig.

Det skal dog også siges, at filmen til tider kunne være en smule følelsesmæssigt manipulerende, på den gode måde altså. Man forventer, at en ting kommer til at ske, hvorefter filmen gør præcis det modsatte. Ikke for at sige at den afhænger udelukkende af chock effekten, for så chockerende er de fleste ting nu heller ikke, når man overvejer dem bagefter, men den spiller nu alligevel en vigtig rolle i the Last Jedis struktur. Jeg ved heller ikke helt, om jeg vil sige, at den gentager sig selv, men den benytter i hvert fald "vildspors" teknikken nok gange til, at det kan bemærkes. Bagefter sad jeg lidt og overvejede halvt fascineret, hvordan filmen gjorde det og slap afsted med det, men jeg er samtidigt nået frem til, at havde den gjort det en gang til, ville det have været for meget. Som sagt er det heller ikke alt, filmen indeholder. Der er nemlig også rimeligt af andre former for overraskelser undervejs som sammen med de sædvanligvis smukke planeter, spændende rumskibskampe, John Williams musik og de religiøse rumtroldmænd udgør en solid film og et vigtigt kapitel i Star Wars historien. Om det er den bedste film i sagaen, som nogle har sagt, ved jeg ikke. Der var nogle ting, jeg havde håbet på at se, som slet ikke blev udforsket, men samtidigt tilbød the Last Jedi mig noget, jeg ikke havde forventet, som jeg dog alligevel fandt ud af, at serien havde brug for. Men det er svært at sige særligt meget mere om filmen uden at gå ind i plottet, så det vil jeg undlade og blot ende med at konkludere, at jeg sagtens kan anbefale den.

Nå, nu da det er ovre, er der vist noget andet, jeg burde få skrevet... nemlig om flere ting i dette blogindlæg. 

Tolkien Fanfiction - Shadow of War

Nu er det ganske rigtigt et lille stykke tid siden, at Middle-Earth - Shadow of War udkom, men jeg er først nået frem til at anmelde det nu, så tja...

Så hvad er der at sige om efterfølgeren til 2014s rimeligt succesfulde action-fantasy spil placeret i Tolkiens Midgård? For det første så er Shadow of War langt langt større. Jeg tror, at selve spilverdenen er omtrent fire-fem gange så stor, samtidigt med at historien er en hel del længere. Desuden fylder spillet også alt for, mere end 100GB tror jeg faktisk. Det er en smule tosset, hvordan at et relativt simpelt spil pludseligt er vokset til sådant et uhyre, som Shadow of War er. På nogle punkter er det også lidt en skam, for Shadow of War lider af det samme, som så mange andre større spil lider af nu om dage. De skal allesammen være helt vildt store, både hvad spilverden, historie og indhold angår. Man praler med, hvor mange timer det tager at gennemføre ens spil, og jeg synes ærligttalt, at det er en skam. For når alle spil begynder at skulle se sådan ud, bliver det kvantitet over kvalitet. Ikke alle spil kan være Witcher III. Det var præcis det samme, der var galt med Mass Effect - Andromeda. Der skal simpelthen være så meget indhold, at der ikke er tid til at virkeligt at finpudse de bedste dele, og ærligttalt så ender der altid være så meget unødvendigt fyld, som jeg bare ikke orker at gennemføre.
Mine yndlingsspil er ofte dem, jeg kan gennemføre på forholdsvis kort tid, men som jeg har genspillet utallige gange, fordi de har prioriteret godt indhold over meget indhold. Jeg vil også vædde med, at hvis man skar halvdelen af indholdet væk fra Shadow of War, alt fedtet så at sige, og havde fokuseret lidt mere på de dele, der virkeligt virkede, så ville resultatet være et dobbelt så godt spil. For sagen er nemlig den, at der er godt indhold i Shadow of War, en helt masse af det faktisk, men det er ofte begravet under en masse unødvendigt pjat og så mange gentagelser, at sjove oplevelser med tiden bliver dødkedelige. Tag for eksempel forterobringerne i spillet. Til at starte med syntes jeg de var sjove, fordi de havde så megen fart på og så mange ting, der skete på samme tid. Men efterhånden som jeg kom igennem spillet og skulle indtage flere og flere fæstninger, begyndte charmen lidt at falme. Det var ikke længere nødvendigt for mig at bruge så lang tid på forberedelser, og orkerne i slagene begyndte at blive fremmede for mig, hvor jeg tidligere havde mødt gamle fjender, som jeg havde kæmpet mod flere gange forinden. Hvis spillet nu havde sat tempoet bare en lille smule ned ved belejringerne, men til gengæld haft færre af dem, lad os nu sige, hvis de tilføjede belejringstårne, katapulter og konstruktion af disse, så tror jeg, at jeg havde husket hver af dem bedre i sidste ende. De var virkeligt sjove, som de var, men de kunne have været fantastiske. Det samme gælder orkerne, der ligesom i det første spil er styret og reguleret af det interessante nemesis system, som denne gang er blevet udvidet med trolde. Disse orker og trolde er virkeligt et af de bedste elementer i spillet, men desværre er det kun i begyndelsen, at man virkeligt får tid til at lære dem at kende. Senere går det så hurtigt, at man næsten ikke engang når at opfange deres navne, og der begynder at komme så mange gentagelser af de samme arketyper og navne, at det hele flyder sammen. Man vil bare gerne videre i spillet, og for at gøre det skal man måske igennem 50-60 orkkaptajner. Et lidt langsommere system med flere muligheder ville have gjort meget.
Nu skal jeg selvfølgelig ikke forlange alt for meget. Det drejer sig naturligvis om tilfældigt computergenerede orker, ikke A Song of Ice and Fire skurke. For selve orkerne og deres programmører skal nemlig have deres velfortjente ros. Hvis det ikke havde været for dem, så tvivler jeg virkeligt på, at Shadow of Mordor overhovedet havde været succesfuldt nok til at få en toer. I det hele taget er orkerne og troldene bare den bedste del af spillet, også i historien. De passer ikke altid ind med Tolkiens lore, men de er altid udstyret med ca. 300% mere personlighed end menneskene til stede. For igen er de rimeligt kedelige. Altså Talion er en smule bedre med måske et eller to interessante øjeblikke, men udover orkerne så har man virkeligt kun Celebrimbors aggresive sarkasme til at lade sig underholde. Ligeledes falder historien rimeligt meget sammen under sin egen vægt. Spillet prøver på at gøre sytten forskellige ting på samme tid, uden rigtigt at finde ud af, hvordan den skal håndtere balancen eller Tolkiens univers. Når man ser et interview med folkene bag spillet, så fornemmer man også, hvor glade de er for Ringenes Herre, og hvor meget de gerne vil bidrage til den verden selv, men de lader samtidigt til ikke rigtigt at forstå hvorfor, den fungerer. Jeg er sikker på, at de har haft rigitigt sjovt med at lave spillet, og der er naturligvis også et par sjove eller måske ligefrem halvseje øjeblikke, men det bliver aldrig "episk", som de ellers kalder det for.

Sagen er nemlig den, at episk ikke betyder drager, genfærd, eksplosioner og enorme kampe. Hvis noget skal være episk, så skal det først og fremmest indeholde en god historie, og selv hvis folkene bag spillet i hvert fald lader til at have fat i et par gode ideer, så ligger deres fokus nu alligevel først og fremmest i underholdningsværdien. Tolkiens univers er ikke episk, fordi der er balrogger, troldmænd, drager, trolde og onde, smykkeentusiastiske fyrster i høje tårne. Det er episk, fordi det fortæller en historie om noget, der er større end karakterer i den. Fordi det fortæller noget universielt om godt og ondt og om det almenes menneske kamp for at overkomme livets udfordringer.

Desuden så har Tolkiens rigtige univers i modsætning til dette spil en spændende lore og baggrundshistorie, der giver mening...

Undskyld.

Det var jeg bare lige nødt til at komme ud med. 

Nå, nu da jeg har fået min indre Tolkien fan mættet (Shelob giver ikke mening i spillet, og heksekongen er ligeledes virkeligt irriterende), kan jeg med ro i sindet få afsluttet min anmeldelse. Kort fortalt så er Shadow of War en sjov oplevlese, men man skal igennem en masse unødvendigt indhold for at komme frem til de gode dele nogle gange. Hvad historien angår, så er der faktisk interessante ideer undervejs og faktisk en yderst udmærket sidehistorie (ud af måske fire desværre), men det er ikke meget mere end en sjæleløs Tolkien fanfiction. Prikker man lidt til den, finder man måske en smule liv, men den er rimeligt tilfreds med bare at smide kompromiret mytologi, store slag og alt for snakkesagelig ringånder efter en. God oplevelse som helhed, men ikke en jeg kommer til genopleve ligesom det første spil, da det ville tage alt for lang tid.

Hellblazer - Critical og DM of the Rings

Så inden vi når til det sidste element i denne bag of holding (endnu et computerspil, må jeg skuffe de mere litteære læsere med), vil jeg lige smide et enkelt Hellblazer album ind samt en anden tegneserie. Jeg blev nemlig færdig med vol. 9 for halvanden uge, tror jeg nok, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte komme ind på det her, før jeg glemte alt om det. Egentligt havde jeg lovet mig selv, at jeg ikke ville gå i gang med dette album, før jeg var færdig med at læse Sarum (som jeg har kæmpet med siden september), men ligesom med min SRP holdt jeg ikke helt løftet til mig selv. Ups. Jeg ved det, jeg ved det. Hvad er der sket med alle de mange bøger, jeg plejede at læse? Hvorfor er jeg pludseligt begyndt at læse så mange tegneserier? Jeg skammer mig ærligttalt en lille smule over det, men jeg har bare ikke haft så meget tid til at få læst her i efteråret/december. Enten det eller også har jeg været doven. Tegneserier er dejligt nemme har jeg fundet ud af, men de slår nu alligevel ikke god gammeldags romaner, og så snart jeg får juleferie, skal Sarum nok komme til at smage støvet... på min bogreol, fordi jeg bliver færdig med den og sætter bogen tilbage. Nå, men Hellblazer. Så albummet er lidt en mærkelig sag, da den egentligt udgøres af to længere historier. Den første, hvis navn jeg ikke erindrer, så lad os bare kalde den for "den med dæmonkatten, spøgelserne og den mærkelige virus", og så Critical Mass historien. "Den med dæmonkatten, spøgelserne og den mærkelige virus" er den med dæmonkatten, spøgelserne og den mærkelige virus, og det faktum, at jeg ikke husker meget mere, bør næsten fortælle dig, hvad jeg syntes om den. Den var vel meget fin, tror jeg, men historien var en lille smule mærkelig, syntes jeg, og det var desværre på den forkerte måde. Critical Mass derimod var en påformindelse om, hvorfor jeg er blevet så glad for Hellblazer. I den historie fornæmrer Constantine en masse folk, han forsøger på desperat vis at løse de problemer, han er havnet i, og så møder han nogle mytologiske skabninger. Den var fyldt med humor, deprimerende skikkelser, creapy skurke og så naturligvis John Constantine, som trods alt er 70% af årsagerne til, at man skal læse Hellblazer.

Den anden tegneserie er internetserien: DM of the Rings, som på humorristisk vis genfortæller Ringenes Herre, hvis det havde været en bordrollespilskampagne... en fuldstændigt elendig bordrollespilskampagne. Den har en masse interne vittigheder bundet til enten bordrollespil, Tolkiens univers og naturligvis Monty Python, og den er egentligt bare den rene fornøjelse at læse.
Jeg fandt den egentligt halvtilfældigt, imens jeg havde hørt lidt om den tidligere, og så kom jeg til at læse det hele fordelt ud over en eftermiddag og den efterfølgende aften (tog mig vist 2-3 timer). Da jeg først var gået i gang, var det svært at stoppe, og heldigvis kunne den findes på Goodsreads bagefter, så den tæller med i min udfordring for... bøger, jeg skal have læst i år. Ja, jeg skammer mig lidt over det, men jeg fortryder ikke at have læst den... (indsæt suk her)... jeg burde komme i gang med at læse lidt mere igen... og skrive og alt for meget andet. Sarum skal bare lige besejres først.

Nå, hvis nogen skulle være interesserede, så efterlader jeg her et link til tegneserien.

https://www.shamusyoung.com/twentysidedtale/?p=612

Nå, så må jeg hellere komme videre til den vigtige ting, der begynder med S. S... S... hvad var det nu. Nå jov, Styx - Shards of Darkness.

Styx - Shards of Darkness

Igen drejer det sig om en efterfølger til et andet spil, denne gang 2014 gobling simulator Styx - Shards of Darkness. Shards of Darkness fortsætter så historien om den lille evigt bandende, evigt rav-hungrenede gobling med en serie af besværlige missioner, hvor man ligesom i forgængeren forsigtigt sniger sig fremad og bare håber på ikke at blive opdaget. Det er også ligesom som forængeren et sjovt spil, omend udfordrende, med velstrukturerede baner og en dejligt samling værktøjer til spillerens rådighed, man kan benytte sig af for at gennemføre dem. Det er dog også et frustrerende spil til tider, og det tog mig mange måneder (måske endda ni-ti styks er jeg bange for), hvor jeg i korte intervaller vendte tilbage til spillet hver tredje måned efter at have siddet fast, før jeg endeligt gennemførte det i november.
Med nogle få ændringer, visse for det bedre, visse for det værre, så er det mere eller mindr den samme oplevelse som etteren. Det er stadigvæk sjovt at snige sig rundt, selv hvis det til tider kan være frusterende, og på den postive side er grafikken blevet meget bedre, og der er ikke nær så mange bugs og tekniske problemer. Historien er dog en smule svagere denne gang. Altså etteren var ikke noget mesterværk på det punkt, men den var simpel, ligefrem og havde et godt plottwist til sidst. Denne gang virker det til, at spillet ønsker at vise meget mere, men samtidigt virker det aldrig som om, man ser nok eller rettere sagt det rigtige til at bekymre sig særligt meget om situationen. For eksempel er der en mission, hvor man skal håndtere nogle forrædere, der har stukket Styx i ryggen, men som spilleren har man bare aldrig mødt disse individer før, kun den organisation de er medlemmer af, og missionen føles derfor hul og meningsløs. Der er også andre tidspunkter, hvor man begynder at tænke over, hvad Styxs motivation overhovedet har været i denne situation, og selvom en forklaring ofte følger senere hen, så er det bare strukturet på en ueffektiv måde. Selve Styx er også fortsat en fornuftig protagonist, men jeg tror nu alligevel, at han var bedre i etterne. Jeg tror, at studiet bag spillet hørte, hvor meget folk kunne lide ham, når han var sjov, så i dette spil prøver han ofte alt for meget. Han har stadigvæk gode vittigheder, men flere er bare referencer til overlegne historier, og der behøver altså ikke være en vittighed hver fjerde sekund, især ikke hvis kun halvdelen af dem duer til noget. Det værste er næsten, når man skal lytte til de samme kedelige vittigheder flere gange, som spillet nogle gange tvinger en til. Styx spiller dog stadigvæk sin rolle som hovedperson fint nok, men han føles bare for meget en del af tiden. Skulle der komme en treer, så har studiet altså brug for at finde en balance til ham, og når de er i gang med det, så skal de også lige sørge for, at hans motivationer bliver lidt klarere.
Hvad angår personerne rundt om Styx, så synes jeg dog, at toeren var etteren overlegen. Det er nok primært, fordi jeg ikke kan huske nogen personer fra det første spil, hvorimod der her var flere, som i hvert fald var visuelt og plotmæssigt mere interessante. De fik ikke altid en helt masse udviklig, og der er langt igen til stærke karakterer, men det hjalp, at Styx havde andre at interreagere med end papfigurerne fra etteren. Nu synes jeg dog, at jeg har fået det til at lyde, som om jeg ikke kunne lide spillet. Det er ikke rigtigt. Jeg nød det, og jeg er glad for, at jeg fik spillet det, men jeg tror, at jeg venter på en tilbudspris, skulle der engang komme en treer.

Nå. NU er det så tid. Jeg er ked af det, men jeg vil gerne fremsætte en ERKLÆRING! Det gør mig ondt at måtte bekendtgøre, at - selv om et bag of holding indlæg er en alt for kort tid at leve blandt jer - er dette SLUTNINGEN. Jeg går min vej. Jeg forlader jer NU. FARVEL!
Han steg ned og frosvandt. Man så et blændende lysglimt, og alle læserne blinkede. Da de lukkede øjnene op igen, var Fantasy Nørden ikke at se nogen steder. Et hundrede og fireogfyrre himmelfaldne læsere sad målløse tilbage. Unge Jakob Stoltenhår tog fødderne ned fra bordet, spiste en smule rugbrød stumper og stampede. Så blev der dødstille, indtil pludseligt hver eneste onkel, mentiqaner, fjerne slægtning, gamle ven fra rollespil og klassekammerat efter flere dybe indåndinger begyndte at snakke i munden på de andre.

SRPen havde taget ham, og han ville ikke vende tilbage, før den var overstået.

tirsdag den 14. november 2017

Dværge #52 Nyt år, Samme Problemer

#52 Nyt År, Samme Problemer

Den 1. monic 1077AA, årets første morgen, Smedens Datter i Braldirborg
Kruset gav et gnavent ”klonk” fra sig, da Bruntop aggressivt slog det i bordet, og en lille dråbe af indholdet fløj op og landede på konvolutten ved siden af. Alkymistens øjne fulgte dens flugt og hvilede så dernæst på det mørke brev i et par sekunder. Men da han endelig rakte hånden ud for at samle det op og åbne det, bristede hans vilje, og han greb i stedet trækruset, som han endnu en gang førte op til munden. ”Jeg må indrømme, at jeg er imponeret” kommenterede Regin, der bagefter løftede det nu tomme bæger op og inspicerede det. ”To slurke og så var det pist væk. Jeg nåede ikke engang at se dig smage på den. Det er sgu værre end dengang med Manwes far, og denne gang er det oven i købet ægte Sortmuld, du har fået... det må være noget af et brev, du har modtaget”. Kroværten rakte ud efter konvolutten, men stoppede op, da Bruntop blokerede ham med sin hånd. ”Det er jo ikke engang blevet åbnet” udbrød han målløst og gav sig så til at betragte Bruntop med reel bekymring. ”Hvad skulle øllen så til for?”. ”Forberedelse” svarede Bruntop bestemt. ”Men det var ikke nok. Jeg har brug for en omgang til”.

Det tog endnu tre fyldte krus og omtrent fem minutter før alkymisten til sidst var klar. Med det nødvendige flydende mod i årerne skar han konvolutten hurtigt, men elegant op med sin kniv og lagde så indholdet frem på bordet foran sig. Der var naturligvis et stykke pergament dækket med stolte, solide bogstaver, men i den fandt han også en perfekt rund sten med en rune på og et meget mindre stykke pergament med en helt anden håndskrift, der også var ham bekendt. Bruntop vendte kortvarigt stenen i sin hånd, dog uden at forstå betydningen af den, og samlede derefter hovedbrevet op. Efter et langt åndedrag læste han det så hurtigt igennem uden at stoppe:

Til min søn Bruntop. 23. Qos 1076AA
Jeg skriver til dig nu med nyheder, jeg tænkte, du muligvis ville finde relevante eller interessante, og som din broder påpegede over for mig, at du måske kunne have en interesse i at modtage i fornuftig tid. I så fald mente jeg, at det var min pligt at skrive til dig personligt, sådan at du fik nyhederne i deres reneste form og direkte fra kilden. Sagen er nemlig den, at jeg blevet syg med achlys. Alvorligt syg fortæller mine læger mig, og efter nu at have søgt efter en kur i flere måneder er de blevet tvunget til at konkludere min tilstand uhelbredelig. Skylden skal hverken placeres hos mine trofaste medarbejdere eller vores institution, men snarere hvile hos min egen uforsigtighed, et problem vi dødelige nogle gange kan plages af, og som i så mange andre tilfælde har ført til ulidelige fejlkilder. Pointen med dette udsagn værende at hvis du skulle besidde en interesse i at besøge institutionen og mig, inden min tid udløber, så står døren nu åben for dig. Vedlagt er en adgangssten, der kan garantere passage for dig og hvem end, du måtte beslutte at medbringe, fra det øvre Mizil til en lift, som vil føre dig til universitetet og omegn. Alle gæsteprivilegier er inkluderet, så længe lov og orden opretholdes.
Din moder, Overprofessor Hylda

Bruntop stirrede længe på brevet efter at have lagt det fra sig, på en og samme tid fuldstændigt chokeret, men også bekræftet i alt, hvad han havde forventet. Uden rigtigt at vide, hvad han egentligt følte, eller hvad han burde føle for den sags skyld, vendte han endnu en gang stenen mellem sine hænder. Den var helt glat og tydeligvis udformet med delikat værktøj, det havde han også bemærket før, men det var ikke bare en magisk sten, som han havde regnet med. Denne ”adgangsten” tillod rejse ned i olddværgenes skjulte hemmelighedsfulde rige. Et sted mange søgte imod, men kun få nogensinde nåede, da indbyggerne regulerede al transport derfra og til. Der var mere end en god del folk i Zrulf og resten af Mortlan, som ville gøre meget for denne sten. Nok endda dræbe. Personligt havde Bruntop for længe siden opgivet drømmen om engang at besøge olddværgene, men nu da muligheden viste sig for ham, var det hele blevet vendt på hovedet. Det var den første gang i mange år, at der havde været nogen som helst form for kommunikation mellem ham og herskeri... hans moder. Måske var der endda gået ti siden det sidste brev. Han havde i hvert fald ikke set hende ansigt til ansigt siden '32... det var 45 år siden nu. Med hovedet tungt af blandede følelser og bare en lille smule øl kastede Bruntop sig i stedet over det andet brev, desperat efter en uddybelse. Præcis som han havde forventet, var det fra hans bror, som han til gengæld modtog regulære breve fra omtrent en gang årligt.

Hejsa, Brune. Ked af at du skal finde ud af det på den her måde, men det var alt, jeg kunne gøre. Jeg har kun lige fået lov til at skrive en ganske kort besked, så tilgiv min kortfattethed. Som mor nok har fortalt dig på sin egen måde, så er hun blevet inficeret med achlys. Jeg ved ikke, hvor længe hun har at leve igen, men synet er allerede ved at forlade hende. Hun tillod mig ikke at læse sit eget brev igennem, men jeg kan kun gætte mig til, at hun holdt sagen fuldstændigt forretningsmæssig. Jeg ved godt, at det er mange år siden, I to sidst havde et forhold, der bare så en lille smule positivt ud, men det ville betyde meget for mig, hvis du kunne komme og væres hos os i hendes sidste dage. Hun prøver at skjule det, men jeg ved, at hun har det samme måde. Hun savner dig, Brune, og selvom jeg ikke ved, om I nogensinde vil finde fred, så ville jeg være taknemmelig, hvis du i det mindste kunne give hende en chance. Kærlig hilsen din broder i evighed, Rødtop.

”Endnu et krus” kaldte Bruntop efter Regin, da han færdig læste sedlen og lagde den fra sig.

Braldirborg Slot, senere samme dag
”Er du helt sikker, Gavin?” spurgte Runa sin krumryggede rådgiver. Den lille mand nikkede beslutsomt og klappede på kortet imellem dem, sådan at hans hånd ramte Mcilen, den vestligste by i Dinorriget. ”Ja” sukkede han alvorsfuldt. ”Fjalar er i forhandlinger med Rothil og Prins Gjortnal, og langt inde kunne det tyde på. Jeg ved ikke, hvad han er blevet lovet, men jeg vil tro, det er sikkert nok at sige, at endnu en hertug har sluttet sig til vores opposition”. ”Med Mugball og støvdværgene fortsat på min side giver det tre mod tre” konkluderede Runa af Lodiahs Hus. ”Altså må vi handle, før flere potentielle allierede falder i bæstets kløer”. De befandt sig i Mågens gamle rådskammer, som for nu i hvert fald forblev hendes. ”Så lad os da mobilisere og rykke ud” støttede Tjarn hende ivrigt, idet vagtkaptajnen knyttede en beslutsom næve. Runa kom til at smile over sin trofaste vens opførsel, og hun lagde en hånd på hans skulder. ”Så simpelt er det desværre ikke. Denne kamp udkæmpes ikke på slagmarken, men over middagsmåltider og brevudveksling”. ”Så sandt, så sandt” istemte Gavin, og han placerede så tre mønter på kortet: En på Bjergsted, en på Mizil og en på Hzul. ”Som kandidater har vi den unge Hertug Heitz, den respektable Hertug Frerin og Hertuginde Bruni” opremsede han slavisk. ”Heitzs far var måske deres mands allierede, men den unge Denberg har ikke vist tegn på at pege i nogen bestemt retning. Faktisk kunne man næsten mistænke, at han ønsker at forblive neutral grundet hans alder, hans nylige udnævning og hans generelle misinteresse i sagen. Ærlig talt er han ragende ligeglad med, hvem der sidder på tronen, så længe han bliver ladt være i fred. Han har sine egne sager at passe og ønsker ikke at erhverve sig nogen fjender”. Runa havde udmærket hørt nogle af de rygter, der omsværmede Denberg Heitz, hans særlige interesser og hans lyssky forbindelser. ”Frerin derimod er en traditionalist” fortsatte rådgiveren. ”Ligeledes vil han nok forsøge at holde sig neutral, men kan dog potentielt overtales. Under alle omstændigheder vil Rothils sædvanlige taktik, der ellers har virket så fint på Froste og Fjalar, ikke har nogen effekt her. Gaver og personlige løfter har Frerin ikke megen brug for”. Runa nikkede. Gavin havde naturligvis fortalt alt dette til hende tidligere, men det var nu engang godt at få det diskuteret, inden de lagde flere planer. ”Til sidst er der Hertuginde Bruni...” Gavin tøvede et øjeblik. ”Det er svært at sige med hende. Hun holder sine kort tæt ind til kroppen. Alle ved, at hun er ambitiøs, ja for en halv snes år siden forventede ingen, at hun en dag ville blive herskerinde af Bjergsted, men det er svært at sige til hvilken grad. En meget privat kvinde er hun i hvert fald”. ”Hun er god til at forstå potentiale og handle hurtigt” bød en ny stemme ind. De tre dværge vendte sig alle overrasket mod Trak, der nu for første gang i løbet af mødet havde sagt noget. ”Hvad mener du?” spurgte Gavin tøvende, som om han ikke rigtigt vidste, om vagten havde været seriøs eller ej. ”Tja, det er ikke fordi, jeg har så meget forstand igen på alt det her politiske stads” begyndte Trak med et uforpligtende blik. ”Men jeg da har hørt om hende, og hvad hun har gjort”. ”Ja” sukkede Gavin, nu tydeligvis irriteret. ”Hun vandt Bjergsted over på sin side på trods af at stamme fra en mindre adelsslægt, som ikke tidligere havde haft nogen reel indflydelse...”. ”Ikke det” afbrød Trak i et høfligt, men afgjort toneleje. ”Jeg snakker om før det. Efter Elementernes By faldt altså, og Kolonikrigen endte, der var hun nok blandt de første til at tage imod mit folk og det med en plan i tankerne”. ”Så hun er venligstemt overfor goblinger” sukkede Gavin. ”Ikke for noget, men det fortæller virkeligt ikke noget om hendes handlekraft eller dømme...”. ”Du misforstår mig” sagde Trak i det samme tonefald. ”Mit folk kalder Lone Bruni for 'Erhververen', fordi hun skyndte sig at tage imod alle de goblinger, hun ønskede at ansætte. Alle de bedste smede, alkymister, politikere og endda adskillige shamaner, som overlevede ulykken, hyrede hun, og de har tjent hende trofast lige siden. Jeg snakker ikke om, hvorvidt hun var venligstemt imod mit folk eller ej, for det har jeg ærlig talt ingen anelse om, men hun handlede hurtigt og effektivt, og så skaffede hun sig en masse dygtige, kvalificerede folk over på sin side, som nu skylder hende deres troskab. Hvis det ikke var et snedigt træk, så ved jeg ikke, hvad det var”. Denne gang blødte Gavins ansigt op, og et lille smil dukkede op på hans læber. ”Det vidste jeg faktisk ikke” indrømmede han. ”God pointe”. Runa, der havde stået og lyttet til alt, hvad hendes livvagt sagde, vendte nu blikket mod Bjergsted på kortet, hvor Bruni herskede. ”Hvad foreslår du da, at jeg gør, Trak?”. Dette spørgsmål kom helt bag på goblingen. ”Mig?” sagde han overrumplet og rystede samtidigt på hovedet. ”Jeg har ikke forstand på politik, det har jeg allerede fortalt”. ”Det siger du” sagde Runa med en hånd på hagen. ”Men samtidigt har jeg dog bare svært ved at tro på det... så lad da se anderledes på situationen. Hvis du var tilbage på gaden som byvagt, og du skulle have Brunis hjælp i en sag, hvordan ville du så bære dig ad med det?”. ”Tja...” sagde Trak, idet han overvejede spørgsmålet. ”Jeg ville nok først og fremmest tale med hende ansigt til ansigt. Ikke over en middag eller sådan noget andet pjat. Det er måske også bare min måde at gøre tingene på, men noget fortæller mig nu engang, at Bruni er den direkte type. Jeg har i hvert fald hørt, at hun ikke er meget til tidsspild, og at hun ønsker ægte troværdighed, før hun afgør noget”. Han trådte hen ved siden af Runa og lagde en hånd på kortet over Bjergsted ved siden af hendes. ”Vær ærlig, og vis, hvad du er villig til at gøre, og hvor dedikeret du er til sagen. Under hertuginden siges det, at man får, hvad man fortjener, når man har fortjent det. Hvis du skal vinde hende over på din side, så nytter det ikke noget med løfter om ting i fremtiden. Du må gøre det klart, hvad du er i stand til at gøre lige her og nu. Direkte på og hårdt”. Runa kastede et enkelt blik over på Gavin, der til hendes overraskelse nikkede anerkende. ”Det var ikke helt dårligt foreslået fra en med ingen forstand på politik” roste hun så sin livvagt. ”Det er sandelig en anstændigt mand, du har fundet mig, Tjarn. Både skarp, formentligt dygtig i kamp og ikke helt ubehagelig for synet...”. Hun stoppede sig selv og trådte væk fra bordet. ”Så er spørgsmålet bare, hvad vi faktisk er i stand til at vise Bruni lige her og nu”.

Manwes værelse, Smedens Datter
Elverens blik flakkede, da søvnen endnu en gang truede ham. Han hørte den bløde seng kalde lokkende på sig, og et kort øjeblik var han lige ved at give efter. Faktisk nåede han at lukke øjnene i længere end bare et kort øjeblik denne gang, og da han endelig fik dem op igen, overvejede han, om han mon var faldet i søvn bare for en kort stund. Han tog også sig selv i at overveje bare at give efter og få sovet ud... men nej, det kunne han ikke tillade sig selv. Han var sikker på, at masken snart ville tale til ham igen... ja, faktisk syntes han at have hørt den før i dag, omend kun et sekunds tid. Nu kom der dog ingen lyde fra den stilleliggende kranie maske, og et eller andet sted vidste han også godt, at der ikke ville ske noget på denne måde. Det var ikke den rette vej, hvis han ønskede resultater. Kun halvt ved bevidsthed samlede han Den Ensomme Skygges maske op og vendte det i hænderne... før han tog den på. Først formørkedes hans blik blot, og han indså, hvad han havde gjort, men før han kunne nå at fjerne masken igen, hørte han det. Stemmen var helt fjern, ja ikke meget mere end et resterne af et ekko, men den var der. En stemme han havde glemt og alligevel huskede, som han havde sidste hørt den dagen forinden. Den tilhørte nemlig hans mor.

Samme aften i kroens kælder

Der var et sølle fremmøde til den aftens forsamling i kælderen, på trods af at Marintra havde ladet alle vide det morgen forinden. For det første så var Monolo naturligvis væk, men hans fravær var de langsomt ved at have genvundet sig til. Samtidigt arbejdede Trak jo på at opretholde deres alliance med Runa og Tjarn, så goblingen var heller ikke til at finde der den aften. Hvad Manwe angik, så blev han kun sjældent set på det seneste, da han opholdte sig på sit værelse det meste af tiden. Samtidigt lå Tsyseria og sov, denne gang med lukkede og låste vinduer, og Tugy, der ikke skulle have været med til mødet alligevel, passede på hende. Til de andres overraskelse var Bruntop heller ikke mødt op, ikke endnu i hvert fald, og dette efterlod kun Faros, Marintra og Za-Sien. De stod først i lille stykke tid og ventede tålmodigt, men der lod virkeligt ikke til at være andre på vej. ”Sølle mus” knurrede Marintra utilfreds. ”Der er for meget drama i gang lige nu”. ”Vi er ikke ligefrem på vores bedste” istemte Faros ”men der er trods alt foregået en del på det sidste”. ”Alt for meget” tilføjede odderen muggent og tog samtidigt plads på en stol. ”Der kommer ikke andre, så I kan lige så godt fortælle mig, hvad end det er, I havde tænkt jer. Så kan jeg komme tilbage til at oversætte resten af ambassadørens breve bagefter... det bliver endnu en sen aften, kan jeg forestille mig. I det mindste kan jeg få øvet mit slavehandler-skidderisk”. Faros hævede uforstående det ene øjenbryn. ”Anglorisk” forklarede odderen, og den rødskæggede kriger nikkede. ”Tja” sukkede han så. ”Det er ikke så meget en egentligt besked, jeg havde hertil aften, men snarere en diskussion. Marintra og jeg er begge nået frem til den samme beslutning. Vi er nødt til at finde en måde, hvorpå vi kan komme ned til olddværgene”. ”Mechai sagen?” gættede Za-Sien sig til. ”Ja” svarede Faros. ”Men ikke kun det. Gwora, som Arolnar er ude efter, har arbejdet sammen med Prins Gjortnal, og vi er nødt til at vide mere. For meget afhænger af den nuværende politiske situation, og lige nu er næsten alt fuldstændigt uklart”. ”Forståeligt nok” mumlede odderen. ”Hvem havde du i tankerne til at tage med ned under jorden? Personligt må jeg indrømme, at jeg ikke er meget for tage turen derned. Jeg kan ikke lide tanken om en hel race af slaver, men... min dømmekraft er ikke altid den mest objektive, når det kommer til... lad os bare sige, at det vil være for det bedste, hvis jeg bliver her for nu. Desuden har Manwe brug for min hjælp”. ”Sikke ansvarlig og fornuftig du er gået hen og blevet” kommenterede Marintra med et smil. ”Vend dig endeligt ikke til det” knurrede Za-Sien som svar. ”Det er en fase, det skal nok gå over”. ”Uanset hvad så kommer det på et passende tidspunkt” sagde Marintra, og der var denne gang en vis ros at spore i hendes stemme. ”I forhold til en vej ned til olddværgene, så står vi vist endnu på bar bund, og ikke den slags hvor de serverer drikkevarer. Det må vi finde ud af. Hvad angår personale, hvem havde du så i tankerne, Faros?”. ”Mig selv først og fremmest” svarede han bestemt. ”Jeg overvejer også Tugy, men det kommer an på, under hvilke omstændigheder vi kommer til at rejse derned. På den ene side kunne hun vise sig nyttig, samtidigt med at jeg ikke har lyst til at lade hende ude af syne lige foreløbig, men jeg har heller ikke noget ønske om at placere hende i alt for stor fare. Dog kunne jeg forestille mig, at hun ville sætte pris på turen”. ”Det ville hun nok” medgav Marintra. ”Men der er desværre vigtigere ting på spil end ren fornøjelse, og jeg kan ikke tro, at jeg lige sagde det”. ”Pas på” advarede Za-Sien tørt. ”Tålmodigheden smitter”. ”Ha. Ha. Ha” fnøs Marintra, hvorefter hun udstødte en dyb, ond latter. ”Hvor kom jeg fra? Når jov. Du tager Arolnar med dig”. Der var en lille stille pause, hvor odderen stirrede vantro på hende. ”Det havde jeg også overvejet” indrømmede Faros langsomt. ”Selvom det kan vise sig at være risikabelt”. ”Risikabelt?” gentog Za-Sien skarpt. ”Du er godt klar over, at han er fuldstændigt tosset og vil forsvinde i en mørk hule, så snart han ser sit snit til det?”. ”Måske” sagde den rødskæggede kriger overvejende. ”Men han er den, som ved mest om Gwora og hele sagen. Desuden er det kun et spørgsmål om tid, før nogen dukker op her på kroen og leder efter ham... og vi har ikke lyst til, at flere snigmordere skal komme her lige foreløbig, har vi?”. Dette var odderen dog kun helt enig i, og det samme gjaldt Marintra. ”Elverne har brug for at få hvilet ud” nikkede hun. ”De spinkle stakler”. Igen var odderen ikke sikker på, hvor meget der blev sagt for sjov, og hvor meget der var seriøst. ”Bruntop skal nok også med” tilføjede Faros. ”Faktisk havde jeg lidt håbet, at han måske ville have en ide i forhold til at komme derned... men af en eller anden grund af han ikke mødt op. Jeg ved ikke hvorfor”. ”Regin nævnte noget med et brev tidligere” bød Za-Sien ind ”og noget sort muld, hvorefter han kaldte ham 'maskinen'. Ved du, hvad han mener det?”. ”Sortmuld” rettede Faros ham. ”Det er en øl og en heftig en af slagsen”. ”Hvilket er mærkeligt” tilføjede Marintra. ”Han plejer ikke rigtigt at drikke mere end et enkelt krus i ny og næ, når vejret er til det”. ”Det var det i dag” lød det fra den netop oprejste Bruntop, der indtil da havde ligget i læ under et af bordene. Han var mødt tidligt op og havde sovet indtil halvvejs igennem deres samtale. Alkymisten svajede usikkert frem og tilbage, da han kom på benene, og hans øjne var røde. ”Faktisk var det lidt noget af et møgvejr”. De to andre dværge samt odderen betragtede ham bekymret, idet han gav sig til at hoste voldsomt og dernæst synke for at holde sig selv fra at kaste op. ”Dog passer det hele ind i planen, min gode herskerinde” lo Bruntop bittert og hævede samtidigt et halvfyldt krus mod klippeloftet over sig. ”For ser I, vejret har nemlig fundet en løsning på et problem, selv hvis det øsede ned. Der er en sti gennem møget, forstår I nok... Jeg har fundet os en vej ned til olddværgene”.

torsdag den 19. oktober 2017

Bag Runner 2049 (dvs. Bag of Holding m. Blade Runner, Wise Man's Fear, Hellblazer samt Reaper og Mithril bordrollespils figurer)

Hvem er jeg? Et spørgsmål der mangen en gang gennem menneskehedens historie er blevet stillet såvel af store tænkere som små børn, der vel egentligt også er store tænkere på deres egen måde. Et spørgsmål der samtidigt ofte følges op med gamle klassikere såsom: "Hvor kommer vi fra?", "Hvad er meningen med livet?" og naturligvis "Hvornår bliver George R. R. Martin færdig med the Winds of Winter?". Den slags spørgsmål plager os ofte og vil nok fortsætte med at forfølge menneskeheden resten af vores dage. Det er også den type af spørgsmål, som vi ikke rigtigt kan udforske så meget i vores almindelige liv, men kun gennem historier. Gennem bøger, tv, rollespil, drama, flere bøger og så lige film. Og ja, der er pointe med denne lange introduktion til indlægget. Jeg skal nemlig til at snakke om Blade Runner, både den gamle og den nye, og jeg tænkte, at en ordenlig introduktion var på plads.

Drømmer androide Harrison om en elektrisk Ford?

Som enhver Sci-fi fan eller mediefags lærer sagtens kan fortælle dig, så er Blade Runner en anelse respekteret og faktisk lidt af en anerkendt film. Den slags film som ikke klarede sig særligt godt økonomisk set, da den udkom, men med tiden fik sig en dedikeret "kult" af trofaste fanatikere. For på trods af at filmen måske ikke var den mest adrenalin drevne oplevelse, så var det en tankefuld rejse med masser af visuelle vidundere, flere deprimerende, men behagelige numre på soundtracket og så ellers en masse andre cyberpunk træk. Foruden Harrison Ford i sine unge dage naturligvis.
Alt var mørkt, filosofisk og ellers bare noir, og takket være de interessante spørgsmål, som filmen præsenterede samt en fuldstændigt tosset (på den gode måde) Rutger Hauer, er den som sagt endt med at være rimeligt elsket. Det ville være noget af en underdrivelse at sige, at visse folk tog Blade Runner seriøst. For mange er det filmen over alle film, som alt andet sci-fi eller måske endda underholdning skal sammenlignes med. Personligt kan jeg også godt lide Blade Runner, men jeg vil dog samtidigt sige, at det ikke ligefrem er den type film, jeg kunne se hver dag. Den fylder på sindet og påvirker mine tanker i flere dage efter på samme måde som Rumrejsen 2001. I alt har jeg nok set den tre gange (kun Final Cut), hvor af den tredje gang var i mandags, inden min ven Jakob (om det er en ægte ven? Nej, hvis jeg havde råd til sådan en, så ville jeg nok ikke skrive min blog via google... bare en lille intern Blade Runner vittighed) og jeg tog ind for at se den nye, og hver gang har jeg ladet Blade Runners kølige charme ramme ind over mig som den regn, der evigt og altid plager Deckard i filmen. Udover at være en god film er det nemlig også en oplevelse, men jeg vil nu ikke sige, at jeg hører til blandt Blade Runner eliten. Jeg har som sagt kun set final cut-versionen, og jeg er ikke af den opfattelse, at det nødvendigvis er den absolut bedste film af alle, selvom jeg godt kan lide og værdsætte den.
Alligevel blev jeg nervøs, da jeg læste, at der i år ville komme en efterfølger til denne imponerende klassiker. Blade Runner er en... film for sig, der kan fortolkes på et halvt hundrede forskellige måder både på grund af dens surealistiske træk og bizare karakterer. Den er ikke den slags film, man bare lige sætter sig ned og nyder uden at blive påvirket. Jeg vil heller ikke kalde den for en action film, og det var nok mest der, at jeg frygtede for denne eftefølger med Ryan Gosling i hovedrollen. Reklamerne gav mig nemlig en fornemmelse af, at der ville være mere fart på denne gang, men uanset hvor meget jeg end gruede for filmens skæbne, så var jeg jo trods alt nødt til at se den.
Man har vel en pligt her i livet som blogger og sci-fi fan.
Hvad er der så at sige til filmen, der ifølge så mange umuligt kunne fungere? Altså for det første vil jeg lige bemærke, at jeg havde en smule ondt af instruktøren, selvom han nu nok selv valgte projektet. Da Blade Runner først udkom var det langt fra alle, der kunne lide den, men dens indflydelse og senere fans har sørget for, at det nok er en film, der sent bliver glemt. Den nye er derfor en film, som mange nok ikke var villige til overhovedet at give en chance, hvis jeg skal være helt ærlig. Flere brød sig aldrig om den første til at starte med, andre er for glade for den gamle til at være åbne, og en tredje part forventede at blive mødt af en spændende action-film. Men nok om det, så jeg endeligt kan komme i gang med selve filmen.
Visuelt set så er Blade Runner 2049 en sand fryd, og stilen har den samme tunge, beskidte aura over sig, der præsenterer en trist cyberpunk fremtid, der kun virker alt for realitisk på længere sigt. Masser af neon og regn. På en måde er Blade Runner den omvendte Guardians of the Galaxy på dette punkt, da de begge benytter sig af stærke farver til den samme grad, men med to forskellige formål. I Guardians er man på et eventyr, og der spilles med glade, lettere surealistiske billeder. Her er det også surealitisk på sin vis, men alligevel lidt for virkelighedsnært og som sagt trist. Blade Runners verden er smuk at kigge på, men det er godt nok ikke en, jeg kunne tænke mig at leve i. Samtidigt udvider filmen også en smule på verdenen, men uden at man får en masse unødig information. Der gives lidt om skabelsen af replikanter, og ormene fra den første forklares, samtidigt med at man hører mere om jordens status. Det tager dog ikke for meget fokus fra historien, der ligesom den første fokuserer på en ung blade runner på jagt efter en replikant eller to, imens vedkommende langsomt finder ud af mere om sagen, og en større hemmelighed afslører sig. Der er en masse noir detektiv elementer, og de få action sekvenser, som filmen nu engang har, er langsomme, intense og påvirket af den elektroniske cyberpunk musik. Der er som sagt en god detektiv historie heri, som fuldstændigt kom bag på mig. Til at starte med syntes jeg nemlig den virkede lidt for åbenlys og gennemskuelig, men efterhånden som den udfoldede sig, afslørede den flere uventede sider. Jeg vil ikke sige, at det var den bedste detektiv historie nogensinde eller sådan noget, men for mig kom der et par overraskelser på de rigtige tidspunkter, som vigtigst af alt hjalp historien og understøttede temaet.
Hvad angår historie og tema, så føles 2049 mest af alt som den naturlige efterfølger. Den stiller de relevante spørgsmål, man kan finde i kølvandet på originalens, og så tager den det oprindeligt koncept og udforsker det på en ny måde. Hvor der var mange spørgsmål om Harrison Fords Deckard i den oprindelige, så er Ryan Goslings K mere fastlagt fra starten. Men det er ikke en dårlig ting, for det præsenterer mere konkrete identitetsproblemer for ham, og det ville alligevel være kedeligt at prøve den samme ting to gange i træk. Man føler noget for denne yngre blade runner, og det er virkeligt hans film. Han har sin egen verden omkring sig, som man introduceres til, og i denne leges der med flere interessante temaer, der fungerer som forlængelser til originalen, uden at de gentager for meget. Af denne årsag er det nok også meget godt, at Fords rolle i filmen er begrænset. Han er med i en under en time, men hans scener er velbenyttede og har alle et formål, udover at det selvfølgelig er Harrison Ford, som jo for det meste er en god ting. Filmen er dog ikke helt uden sine problemer, selvom de er mindre. Skurken for eksempel er egentligt meget god og har forståelige motivationer, men Jared Leto (det er ikke en spoiler, at han spiller skurken, bare se på plakaten) har ikke rigtigt særligt meget at lave i filmen. Klimakset er heller ikke helt lige så tosset, som det i originalen, men det er dog intenst, og der står en del på spil. Mere er jeg bange for, at jeg ikke rigtigt kan sige uden at afsløre noget, og bare den mindste smule er desværre for meget. Jeg vil bare afslutte denne anmeldelse med at sige, at filmen klart er en værdig efterfølger, der står på egne ben og gør sin egen ting, imens den vedholder ånden fra den første film. Nogle har kaldt 2049 for lang, noget jeg ikke selv syntes, men det skal dog bemærkes, at jeg heller ikke ville kalde den for den perfekte film. Måske tæt på, men der er nogle små knaster under vejs, der kommer i vejen. Alligevel er det en, der skal ses af sci-fi fans og mediefagslærere, og jeg ser allerede frem til at gense den en gang i fremtiden. Nu frygter jeg bare, at der kommer en tredje film, for selvom denne ikke lægger synderligt op til det, kunne det jo godt ske, og jeg tvivler på, at succes kan slå til tre gange.

The Wise Man's Fear

Så er tiden kommet til en bog igen, nemlig murstensromanen The Wise Man's Fear, en efterfølger til The Name of the Wind, som jeg virkeligt godt kunne lide på trods af bogens få, mindre problemer i forhold til hovedpersonen. Denne længere efterfølger til en allerede rimeligt lang bog fortsætter så ellers, hvor den første slap. Kvothe er stadigvæk på universitetet, hvor han fortsat er i gæld, kommer i problemer med Ambrose, som han trækker sine venner ind i, og ellers bare lever sit liv. Denne del af bogen er nok den mest afslappede, på trods af der nu engang hænder et par ting, og det er dejligt, at den tager sig tiden til at udvide lidt på karakterer og deres forhold. Man kommer for alvor til at tro på venskaberne mellem Kvothe og de andre, og så får begge hans to bedste venner en smule fokus, hvilket også er rart, da det meste indtil da har handlet om hvor rødhårede protagonist og så Denna. Dette er dog kun den første del af bogen, da Kvothe snart rejser ud på eventyr, og man får kapitel efter kapitel af worldbuilding og fjerne, fremmede kulturer.

Her møder man en masse interessante koncepter, der ofte virker bizare eller ligefrem unaturlige, men alligevel præsenteres på en troværdig måde. Man får et bedre indblik i Rothfuss skønne fantasy univers, og det bliver aldrig kedeligt takket være hans velskrevne ord. Dog kan det til tider føles lidt for belejligt, at Kvothe er nødt til at rejse hen til alle disse steder. Historier gennemføres ikke altid helt, før han er nødt til at tage videre, og der er et par elementer og karakterer, der introduceres, men i sidste ende ikke bruges til særligt meget. Overgangen fra mindre eventyr til eventyr er ikke smertefuld eller noget, men den kunne godt være håndteret noget bedre. Det værste ved disse er dog, at man ved lige præcis, hvorfor de er der, og man kan se, at der er en tydelig mening med flere, ja især en, af disse mindre historier, nemlig at Kvothe skal være klar til treeren. Som læsere ved vi, at Kvothe kommer til at blive en legende og en berygtet sværdkæmper, så derfor er han nødt til at bruge tid på at lære det i denne bog. På det punkt i historien er jeg bare lige blevet så fokuseret på et andet plot, at denne nødvendige sidehistorie nærmest kommer i vejen for mig. Den del var nemlig ikke dårligt skrevet, men hele det afsnit var nok alligevel bogens svageste del af to årsager: Den føles lidt for meget som et redskab til at klargøre hovedpersonen til den næste bog, og så tager den fokus og tid væk fra en større historie, som bogen havde brugt så lang tid på at udfolde. Det er egentligt ret trist, da jeg tror, jeg ville have syntes meget mere om denne mindre fortælling om Kvothes "trænings montage", hvis dens placering i bogen havde været mere naturlig. I stedet kommer den i kølvandet på en af de bedste historier og falder så tæt på slutningen, at jeg mere var nervøs for, at bogen ikke ville få tid til at få afsluttet andre plotelementer. I det hele taget har den det med at introducere ting, der ikke altid bliver fulgt op på, men heldigvis er der så meget godt indhold i bogen, at de egentligt ikke betyder helt vildt meget på langt sigt. Det er bare en lang bog (ca. 1100 sider i paperback), og dens struktur gjorde, at jeg kunne lide nogle dele langt mere end andre. Især kapitlerne på kroen, hvor Kvothe skjuler sig og fortæller sin historie senere hen, syntes jeg om sammen med Elodin og hele skov-røver-plottet.

Hvad vor protagonist, Kvothe, angår, så synes jeg samtidigt, at denne bog var en forbedring over den første. Jeg har tidligere kommenteret, at han godt kan være lidt af Mary Sue, altså en karakter der er alt for god til alting og aldrig rammes af konsekvenserne fra sine fejltagelser, men det, tror jeg ikke længere, er den rette betegnelse. Kvothe har ganske vist en umenneskelig hukommelse og læreevne, der til tider kan få ham til at virke utroværdig, men han er også stolt, han kan være sårbar, han kan komme op i det røde felt, og så er det helt tydeligt ud fra kapitlerne, hvor han fortæller sin historie, at noget kommer til at gå helt galt for ham på et tidspunkt. Og jeg kan ikke vente med at finde ud af hvad. Dette betyder desværre bare, at Winds of Winter bliver gjort selskab af The Doors of Stone, som jeg så også må vente på, i Tolkien må vide hvor længe. 

Men fra denne rødhårede musikalske troldmand med sværdkundskaber og videre til den arrogante, men charmerende, trenchcoat bærende svindler af en middelmådig troldmand fra Liverpool, der går under navnet: John Constantine. Det er tid til at snakke om mere Hellblazer.

Bloodlines - Tainted Love - Rake at The Gates of Hell

I disse tre bind i serien forsætter den historie, som påbegyndte i den fremragende Dangerious Habits historie, hvorefter Constantine nu ikke ligefrem er i kridthuset med djævelen efter en sag med en smule svindel og en løftet langefinger. Bloodlines genoptager først, hvad Original Sin gjorde, idet den fortæller om en masse mindre sager, Constantine kommer ud for. Her møder man både hævngerrige spøgelser, triste hedenske juleånder (ja, julen er nu engang en meget gammel sag), gode gammeldavs' dæmoner, medlemmer af den britiske kongelige familie, vampyrer, og så er der mere tid med Johnnys bedste ven og trofaste chaufør Chas, alt imens djævelen begynder at planlægge sin hævn. Dog kan Constantines humør ikke dæmpes, da han i dette bind er glad for første gang i evigheder. Det er også dejligt at se ham i en så uvandt situation, men formålet med det er først og fremmest, at det kommer til at gøre langt mere ondt, når skæbnen nu engang indhenter Constantine og leverer ham hans sædvanlige måltid: smerte, døde venner og intet andet end dårlige valg. Samtidigt fungerer den som build up til bind syv, der nok er blandt mine yndlings i serien indtil videre.

Tainted Love, som det syvende bind hedder, var nemlig den rene fornøjelse på sådan en grufuld, smertefuld og til tider sjov måde. Heri kommer Constantine nok gennem flere af sine værste oplevelser, og det siger ikke så lidt, alt imens han forbereder sig på den uundgåelige krig mod The First of The Fallen altså djævelen, da de af en eller anden grund ikke måtte bruge Lucifer. Karakterer fra tidligere kommer tilbage, nogle mindre historier afsluttes, og Constantine plotter og manipulerer som sædvanligt. Dog får det konsekvenser, da han møder nogle nazister (ja, nazister, ingen dæmoner i den del af historien), og mere vil jeg ikke sige, men det efterfølges med nogle hårde tider for den bandende, meget menneskelige antihelt. Constantine er nemlig ikke den slags antihelt, man kan lide, bare fordi han sej, men snarere fordi han er så forståelig, som jeg har nævnt tidligere. Han begår fejl, masser af dem, og han kan være lidt af en skiderik til tider, men han har også potentialet til at gøre godt. Hellblazer er altid værd at læse på grund af Constantine selv samt den gode dialog og den anderledes måde, hvormed han løser eller undlader at løse et problem, men i Tainted Love er der bare mere end det. Vi starter ud med Constantine på hans højeste, og langsomt mister han alt. Bindet ender så med, at hans krig eller kamp eller hvad pokker, det end bør kaldes, med djævelen kan begynde, og den historie er fremragende, omend forstyrrende og noget for sig.

Derfor er det bare en skam, at det ottende bind Rake at the Gates of Hell starter ud med Damnation's Flame, hvor Constantine vælger at tage en lille ferie i New York, inden han begynder sin strid med djævelen. Denne alt for lange historie har nogle interessante ideer og et enkelt øjeblik af ren "øh hvad?", men ellers føles den bare unødvendigt lang og unødvendig i det hele taget. En gammel karakter bringes tilbage, som jeg egentligt godt kunne have tænkt mig at have set tidligere, men forholdet mellem denne og Constantine må i mellemtiden have udviklet sig, for han er pludseligt ude efter hævn, og halvdelen af tiden forstod jeg ikke rigtigt, hvad meningen med det hele var. Hvilket altsammen er trist, fordi den trækker tid fra Rake at the Gates of Hell, som egentligt burde have været længere. I denne, Garth Ennis sidste, Hellblazer historie står den britiske lurendrejer så endelig over for djævelen, idet både gamle venner og fjender trækkes ind i konflikten. Nogle ting forstod jeg ikke altid årsagen bag, men i sidste ende virkede det meste egentligt meget godt. Der er især en del, hvor Constantine taler med en præst, jeg godt kunne lide, men historien lider nu engang af for kort tid til at få alt fortalt. En hel del af Constantines forberedelse ryger naturligvis ud af vinduet, som det jo skal for at skabe spænding, men det sker lidt for hurtigt, og jeg kunne bare godt have brugt lidt længere tid på at få afsluttet en akt, der nu har fyldt hele fire bind i serien. Det er dog alligevel en interessant slutning, og den er heller ikke dårlig, langt fra, den mangler bare lidt mere plads til at udfolde sig. Den når næsten kun lige at komme i gang, og så er den ellers ovre. De fleste ting får den heldigvis afsluttet, og den har endda plads til lidt mere baggrundshistorie, fordi hvorfor ikke, men ja... jeg kom bare ikke til at føle mig helt mæt.

Lim, maling og nye mærker

Så er der også blevet malet et par bordrollespilsfigurer i denne efterårsferie, men for en gangs skyld er det ikke Games Workshop produkter, der har været fremme. Jeg besluttede mig i sommerferien, da jeg kiggede på internettet efter forskellige figurer, at jeg ville prøve nogle nye værker. Ved den lejlighed kiggede jeg dog fortsat kun efter Ringenes Herre, og det var der, jeg faldt over Mithril, der siden et tidspunkt før filmene har lavet figurer baseret på Tolkiens værker. Dette fandt jeg rimeligt interessant, da GWs figurer næsten udelukkende er baseret på filmene, og selvom de er meget flotte, så kunne jeg godt tænke mig noget variation blandt mine tropper. Desuden er GW ofte ret dyre. Der var så over i købet tilbud hos Mithril, og jeg bestilte et par, jeg godt kunne lide (primært orker). Samtidigt var jeg Dragons Lair i Aarhus for kort tid siden, hvor jeg faldt over nogle Reaper - Bones figurer, der ligeledes er meget billigere end GW, og kort fortalt havde jeg nu nok at male i ferien af andre mærker. Lad os tage et kig på udvalget:
Helt til venstre ser vi de to Reaper figurer. Et genfærd og en stor trold med en kølle (fik jeg nævnt, hvor meget jeg elskede at male trolde?). Disse var rimeligt billige i forhold til andre bordrollespilsfigurer, men desværre er materialet også en anelse blødere end eksempelvis GW (som jo egentligt er det eneste andet, jeg ejer). Det var ikket problem med trolden, da den var så tyk, eller ved spøgelset, men jeg kan godt forestille, at det ikke duer meget til mindre figurer. De tre til højre er så mithril, hvoraf der er to orker og en bjergtrold. Helt specifikt bjergtrolde kongen fra Hobbitten. Personligt kunne jeg faktisk godt lide bjergtroldene i Hobbitten filmene, hvad angår effekterne var de noget af det eneste, der imponerede mig, men deres bjergtrolde konge passede bare ikke ind i min forestilling af ham. Han var alt for stor i forhold til de andre, selvom jeg godt kunne lide stemmen. Denne her derimod er perfekt. Med en fin kappe, et løftet sværd og en smuk pelskrave ligner han bare en, der er støbt til at være konge. Meget mere troværdig. Ellers er der en ork shaman, der bare er perfektion i reneste form med løftet stav, kåbe og maske, og til sidst er der en ork bueskytte, jeg købte med, fordi han kostede ti kroner ved udsalget, og fordi jeg ikke har særligt mange ork bueskytter. Ellers er der ikke noget særligt ved ham. Det skal dog lige bemærkes, at materialet ved shamanen og bjergtrolden er bly, rimeligt gammeldags fordi det sådan rent set kan være giftigt, skulle man komme til at indtage det. De bliver heller ikke produceret længere, men nu er det trods alt heller ikke fordi, at jeg har tænkt mig at spise dem eller at lade små børn lege med dem, så det går nok.
Her ser vi så figurerne i malet udgave samt en jumbobog, fordi Anders And. Der er ikke meget andet at tilføje, end at jeg er meget tilfreds med at have købt dem, og hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg ikke, de er blevet så slemme endda. Note til mig selv: Overvej at købe flere figurer fra disse mærker i fremtiden. De er nemlig billigere end GW og egentligt vældigt flotte. 

Nu tænker du måske, at jeg vist nok er begyndt at blive lidt for glad for bordrollespils figurer på det sidste. Til det kan jeg kun svare, at det ikke er noget nyt, men et gammelt behov der er vendt tilbage. Jeg går desuden lidt og leger med tanken om at indføre figurer i Mortlan, når vi spiller bordrollespil. Altså kun til de større kampe, men det kunne være praktisk for at holde styr på alle spillerne, og samtidigt kunne jeg måske lokke en ven eller to ind i hobbbyen på samme tid. Jeg stoppede nemlig i sin tid, fordi ingen rigtigt gad praktisere denne halvdyre interesse sammen med mig, men jeg tror nu engang, at der gemmer sig potentielle ofre blandt mine bordrollespillere.

Især den rødhårede tror jeg ikke, det kræver meget for at omvende... (indsæt ond latter her). Men nej, helt seriøst, så burde jeg nok komme tilbage til mine lektier. Denne lille pause i skrivningen af min fysikaflevering har vist varet for længe nu.

Ups

Sådan da