lørdag den 29. juli 2017

Fortællinger fra Mortlan #23 Kroki

#23 Kroki

” Da de første kolonister fra Central Mortlan ankom til Crymron, var området allerede tyndt beboet af flere indfødte, hvoraf den absolut vigtigste var og fortsat er Evienne af Fruesø. Denne udødelige troldkvinde er velsignet med spådomskræfter ligesom Oraklet og leder Søens Udvalgte, en orden af magikere og visdomssøgere, fra Cinator. Af fremtrædelse ligner hun en klarøjet elverkvinde, men det er tydeligt, at hun er noget langt ældre og mere magtfuldt.”

Fortæller: Evienne af Fruesø
Periode: Foråret og sommeren 1077AA
Placering: Crymron

Meget er blevet ændret i de sidste måneder. Nogle skæbner er blevet fuldendt, andre er endnu kun påbegyndt. Crymron har altid været et forandringernes sted, men i dette forår er der sket mere end sædvanligvis, og mange skæbner er blevet sat på nye stier, for det bedre eller for det værre det kan endnu ikke siges. Nolgar er faldet til blodmagikeren Kesserick og hans følgere, et oprør hos dværgene er begyndt, som allerede har spredt sig mod nordvest til Zrulf, og grænserne til Kahjn har de seneste måneder været mere urolige end i mange mange år.

Af denne grund har jeg kaldt til rådsforsamling, mine kære ordensmedlemmer og allierede, for der er meget at diskutere. Vores tidligere forbundsfæller i Frangica forrådte måske deres eder og pligter, da de svor troskab til Brenus, men vi vil ikke følge i deres fodspor. I stedet kalder jeg jer alle til samling for at diskutere fremtiden, for den ser både usikker og fjendtlig ud.

Mange har haft en hånd med i de seneste udviklinger, men vi ved vist alle, hvis rolle har været den største og i sidste ende mest afgørende. Ja, selv i vores affærer indviede vi dem for en kort stund, da de dukkede op i Morghana til det sidste rådsmøde, og før det hyrede både Katia og Camilla dem til at skaffe tekster til deres forskning. En gæld til slyngen Jarskon på fem jerndrager drev deres skæbne fremad og indviklede deres i så mange andres. Ofte er det hændt tidligere, at Crymron er blevet påvirket af det jævne folk, men aldrig før har en flok lejesoldater gjort, hvad Jernstøvlerne har formået. Reduceret til en brøkdel af tidligere styrke, først af pesten, så af konflikten med Rotternes Konge og til sidst af deres egen forræderiske Kaptajn Sommer, lykkedes det dem alligevel at sætte fodspor tværs gennem alle rigerne.

Den Blodige Præst

Måske vigtigst af alt så har han gobling blodmagikeren kendt under navnet Kesserick opnået sine ambitioner. Han, som har taget titlen: ”Blodnymfernes højpræst”, er blevet deres general, og Nolgar ligger nu under hans domæne. Røverne stod ingen chance, da blodets hær erhvervede deres leders blod. Blot en lille flaske skulle der til, og så var Yaroslav af Arhænderne ikke andet end en ussel dukke. Røvernes land, der altid har været os en plage, om end en håndterlig en af slagsen, er nu blevet til blodnymfernes, varulvenes og de forbandedes land. Noget der aldrig ville have været muligt, hvis ikke Jernstøvlerne havde leveret flasken med blod til Kesserick i første omgang.

Den Overlevne Jægerinde

Når tingene ser sortest ud, griber selv de braveste ofte til mørke midler. Ikke at de hårdnakkede røde jægere tidligere har veget udenom nådesløse metoder, hvis det kunne bidrage til deres kamp imod blodmagien. Dette kom også til at blive denne gang, da Kesserick nærmede sig Røverhøj, for De Røde Jægere allierede sig med de morderiske indbyggere for at bekæmpe det blodige tidevand. Mange af dem faldt i slaget, og det endte i et knusende nederlag til jægerne, men i modsætning til røverne blev de tilfangetagne ikke bundet med blodmagi. For meget had hviler imellem de to grupper til det, for ikke at nævne jægernes forsvarsteknikker, og imens I læser dette, torteres endnu en rød jæger sandsynligvis til døden i Røverhøj.

En enkelt jægerinde undslap efter slaget, og Itinriniel, mesterjæger af Baruna og baronens højre hånd, sidder nu og hviler sig i Hugrs, den venlige fedttrold, hule, imens hun plotter sin hævn. Hendes redningsmand, eller rettere sagt redningskvinde, var heksen Eimhir, der, på trods af sin støtte til Kesserick under slaget, ønsker fjender til at stå imod blodmagikerne, skulle deres ambitioner øges. ”Et nødvendigt onde og et værn mod inkvisitorerne” er de argumenter, heksen har brugt i sin sag, noget der tidligere er blevet diskuteret til vores rådsmøder. Men er blodmagiens mørke magt virkeligt det eneste værn, der er stærkt nok til at holde Kahjn stangen?

Den Ensomme Mystiker

Ikke alle er enige i den sag, og blandt blodmagikernes fjender er Ratimir, den mægtige mystiker og hersker af sindet. I øjeblikket sørger han over sin døde ven, tankehyrden Gio der til hans overraskelse havde svoret troskab til Kesserick, en mand Ratimir foragtede. Selv efter al mystikerens besvær med at få Gio ud af inkvisitorernes kløer, en bedrift han aldrig havde udført uden Jernstøvlernes hjælp, forrådte tankehyrden ham og søgte Yaroslavs blod, som han havde skjult blandt De Grå Dysser. Et genfærd kom i vejen, og nu er Gio død, men også Jernstøvlerne vendte Ratimir ryggen, og han blev efterladt alene tilbage med sin vens lig i sine arme, imens blodmagikere og lejesvende drog mod Røverhøj for at fuldføre værket.

Nu sidder Ratimir alene tilbage, og hans tanker er i uråd. Som nogle af jer måske husker, har vi tidligere forsøgt at rekruttere ham til vores sag, og jeg råder til, at vi forsøger os endnu en gang. Ellers frygter jeg, hvad der vil hænde, og hvilken mørk skæbne den talentfulde troldmand vil få.

De Efterladte Brødre

Men lad os vende tilbage til Jernstøvlerne selv, for deres rejse gennem Crymron for at indtjene den umådelige gæld har hverken været nem eller uden tab for deres side. Først var der Kaptajn Sommer, som forrådte dem og var i skyld i uttalige dødsfald, da han forsøgte at stikke af med de penge, lejesvendene allerede havde anskaffet.

Senere var der alliancen med Kesserick, der kom til at give bagslag, da en deling af Jernstøvlerne på tidspunktet arbejdede i Baruna, De Røde Jægeres land. Da de resterende medlemmer mødte op, var flere af deres våbenbrødre blevet henrettet, og resten blev holdt fanget af vampyrer.
Der var også mylingen uden for Morghana, som dosne heksen Forsyth hyrede dem til at begrave. Men i stedet for at få hævet forbandelsen, mistede lejesoldaterne to medlemmer, både lægen Grinor og odderen Sorte Krat. Med et løfte om at vende tilbage for at hæve forbandelsen, forlod de andre Jernstøvlerne dem trælbundne som gengangere i tjeneste til mylingen. Det var her, hvor den intelligente og tidligere syge Grinor arbejdede på at studere hævnpesten, der havde taget plads i hans krop, imens han endnu levede. Nu i form af en genganger risikerede han ikke at smitte nogen, og hans forskning resulterede i brugbar og værdifuld viden.

Folkets Helt

Men Jernstøvlerne var ikke de eneste, som hørte om mylingens situation, og snart blev den forbandede flok af gengangerer berygtede, idet flere og flere blev slået ihjel af det forbandede barn. Som I nok alle husker, kom det til sidst Sir Bedwyr den Brave for øre, og han drog til Morghana for at håndtere problemet, samtidigt med at vores sidste rådsmøde fandt sted. Jernstøvlerne vendte også tilbage på omtrent den samme tid, og en farefuld situation bød sig. På den ene side var der lejesoldaterne, som ønskede at hæve forbandelsen og redde deres våbenbrødres sjæle. De vidste, hvordan forbandelsen skulle hæves, men de var allerede en gang mislykkedes, og Sir Bedwyr havde folkets opbakning for sine tidligere bedrifter som en af Halwars Klinger, hvor han havde fordrevet snesevis af dæmoner med sin klinge og vogtet bøndernes rettigheder. En sand forkæmper for folket var han.

Da sagen var ovre, stod tingene ganske anderledes for ham, og den engang så ædle helt var knust og usikker på sig selv. Bedwyrs egen stædighed havde ledt til, at en dæmon besatte ham, og hvis det ikke havde været for Jernstøvlerne, eller vores egen Morge le Fey, ville den have fortæret hans sjæl og drevet ham til at gøre forfærdelige ting på Forrådnelses, den udøde konge af Williamsborg, ordre. I stedet blev forbandelsen ophævet, og Grinor overgav sine studier til sine gamle venner, imens Bedwyr opgav sin plads hos Halwars Klinger, en post han ikke længere følte, han fortjente. I stedet søgte han at gøre skaden god igen og at lære livets mørkere sider, så han drog med Jernstøvlerne og forpligtede sit sværd til deres sag.

Den Plagede Pestbringer

Hvad angår Grinors opdagelser i forhold til pesten, så bliver den sag noget af det vigtigste, vi skal diskutere til mødet. Som I nok alle har hørt, har vores kære medlem Katia taget den beslutning selv at kontakte Kryster, troldmanden bag pesten, til at overtage journalen fra Jernstøvlerne. Hvorvidt, den beslutning var den rette, er meget diskutabelt, men lad os nu vente med at dømme handlingen. Det er dog en vigtig sag, og vi andre bør i det mindste få et ord indført, før Katia fører sit lille projekt ud i livet.

Krakkensønnernes Fald

Den sydlige del af Crymron er samtidigt blevet påvirket af Jernstøvlernes handlinger, for gælden til Jarskon var større end bare deres eget problem. Det rygtes nu, at Krakkensønnernes leder længe havde planlagt at forlade sit lille rige i Odad for at bekrige Det Angloriske Imperium, og at han ville bruge de indsamlede penge til at finansiere dette. For Jernstøvlerne var nemlig ikke den eneste gæld, han i foråret gjorde krav på. Alt, der var ham skyldt, blev betalt tilbage, og alle disse indsamlede midler tiltrak sig uønsket opmærksomhed. De optimistiske blandt Jarskons folk håbede på, at han ville bruge ressourcerne til at sikre landets grænser mod Kahjn og inkvisitorerne, men ingen så nogensinde noget bevis på dette. Dette blev den sidste dråbe for Saxe Bovbrækker, der længe havde foragtet Jarskon og ønsket hans position. Med denne fornyede frygt vendte han sig imod sin anfører og tillod inkvisitorerne at angribe ham, og snart var Bovbrækker den nye leder af Odad og Krakkensønnerne. Men Saxe varede ikke længe, for hans evner strakte sig kun til snuhed, forræderi og rivalisering, så da Himmelkrigerne bagefter vendte blikket mod ham, knækkede han, og Odad blev invaderet af inkvisitorer. I netop dette øjeblik forbereder Odads naboer og gamle venner sig på krig, idet de frygter, at de er det næste mål på inkvisitorernes liste.

Det Faldne Bjerg og Den Skjulte Landsby

Også mod nordvest er fodsporene nået, selvom sagerne her ikke er så meget vores som andres. En lille landsby skjult mellem bjergene er sikker på grund af to medlemmer af Jernstøvlerne, en tidligere bonde og en Mortus, imens Scienca, olddværgenes ambassade i regionen, er styrtet sammen i startbraget til en større konflikt, der sidenhen er raset i resten af Mortlan, og hvis navn er mechai.

De desperate soldater


Men hvad med lejesoldaterne selv? Hvad er der sket med de desperate sjæle, der plyndrede Græsland, allierede sig med blodmagikere, befriede slaver og ophævede forbandelser i forsøget på at udtjene deres gæld. De befinder sig nu over havet i Ørkenia, hvor de håndterer en ny kontrakt fra deres tidligere medlem, Satomir Mortus IV, imens de undgår scenelyset. Mange liv er blevet ændret på grund af dem, og tyngden af deres gerninger har nu ramt dem. Flere ønsker at forlade lejesoldatskompagniet, og der vil snart ikke være mange af de originale tilbage. I stedet vil de begynde at genopbygge på ny under kommando af Kaptajn Brok med løjtnanterne Bedwyr, Erik Kranieknuser og Cordelia til at anføre de tre delinger. Hvor deres vej vil føre dem hen nu er uvist, men jeg kan forestille mig, at de trænger til hvile og diskretion efter de mange større sager, de på det seneste har været igennem. Det er måske også for det bedste, for selvom Jernstøvlerne har skaffet sig et stort omdømme gennem deres seneste bedrifter, så har de også fået mange fjender, og der er flere, som ønsker dem døde.

Krysters Historie

onsdag den 19. juli 2017

Sommer Bag of Holding (Bombadil vs Balrog, Don Quijote de La Mancha, Homecoming, Mass Effect, Doctor Who - Farvel Capaldi, og sprang hans efterfølger lige internettet i luften?)

Så ja, jeg er bange for, at du lige er blevet udsat for det internetfænomen, der vist nok kaldes "clickbait". Kun en lille del af indlægget omhandler rent faktisk en konfrontation mellem vores allesammens ynglings tossede, syngende og mystiske skovånd og en af en Fyrst Melkors formskiftende, mørke tjenere. Undskyld, det skal ikke ske igen. Det var bare det, at jeg fik ideen om det billede til indlægget og kunne ikke lade den gå igen. Nå, bag of holding. Lad mig lige gennemgå et spil, en film og en klassisk roman først, så skal jeg nok komme til det med balroggen og den lille mand i den blå frakke. Til sidst kigger vi så på Doctor Who.

Så er det her omsider. Min anmeldelse af det længe ventede fjerde spil i Mass Effect serien, Andromeda, længe efter at alle de rigtige anmeldere kom med deres. Men bare vent på den næste sag listen, for der er jeg faktisk endnu længere bagefter... som i flere århundreder. Ja, alt er er, som det plejer.

Nå, Mass Effect - Andromeda. Efterfølgeren til den højt elskede og lige så højt priste science fiction computerspils triologi, hvori man fløj rundt i Mælkevejen ombord på skibet, Normandy med sin besætning af farverige karakterer, nogle mennesker, nogle rumvæsner og nogle maskiner, imens man bekæmpede rædselsvækkende Lovecraft lignende rumuhyrer i et hav af drama, grå dilemmaer og moralske debatter om godt, ondt og krogans blandet med en god del humor. Det, jeg egentligt prøver at fortælle jer, er, hvor stort et pres der hvilede på denne sene efterfølger, som primært blev produceret af et helt andet hold af spildesignere. Andromeda blev skabt med en arv hængende over sig, som naturligvis skabte interesse, men som samtidigt kom til at blive en forbandelse selv med spillets løfte om at drage til en ny galakse, klar til at blive udforsket.
Du har muligvis hørt om den kritik, der faldt over spillet, det øjeblik, det kom ud. Det blev kaldt grimt, ødelagt, ufærdigt og alle mulige andre negative ting. Personligt er jeg også glad for, at jeg ventede med at spille det igennem, til de første par opdateringer havde løst mange af de største problemer. Nogle af dem i hvert fald. Men grafikken er virkeligt et område, hvor Andromeda ikke føles færdigt. Normalt går jeg ikke særligt meget op i den slags, men problemet ligger først og fremmest i uregelmæssigheden. Det ene øjeblik kan Andromeda være et af de smukkeste spil og køre som en ny film, det næste sekund er det under det oprindelige Mass Effects standarder, og her taler vi altså om noget, der udkom for ti år siden. Når spillet hele tiden springer frem og tilbage i kvalitet, brydes oplevelsen, og dertil oplevede jeg også adskillige forstyrrelser i lyden.
På det gameplaymæssige område var Andromeda i sin kerne et virkeligt stærkt spil. Kampene var sjove, den nye jetpack passede godt ind med de gamle Mass Effect elementer, og jeg hadede ikke mako-erstatningen helt vildt meget. Kun en lille smule, men det var mere takket være planeterne end selve køretøjet. For de var ofte meget kedelige. Løftet om udforskelse af nye planeter blev besvaret med tomme sletter fyldt med kedelige "gå derhen"-opgaver. Især Eos var ulidelig, selvom den egentligt kunne være meget smuk til tider, og det samme gjaldt den der irriterende jungleplanet, hvor man blev overfaldet af de samme uhyrer hver fjerde sekund. På en måde mindede det mig om Dragon Age Inquisition, hvor et par af områderne føltes helt tomme og kedelige på den samme måde, men hvor der også var mindre og langt sjovere områder. Der var også et område eller to i Andromeda, jeg godt kunne lide, og som på grund af sin mindre størrelse tillod færre tomme pladser. Ikke at de store planeter ikke indeholdte nogen gode missioner overhovedet, for der var et par, problemet var bare, at de var skjult under alle de uendeligt mange repetitions missioner. Jeg nød også at kolonisere planeterne, men der var ofte mere besvær involveret end fortjeneste og underholdning.
"Men hvad så med hovedhistorien?" spørger du måske. Det er trods alt et af de områder, hvor Bioware som regel er stærke, og noget af det, de er bedst kendt for. Lyder deres almindelige standarder kombineret med løftet om en ny galakse og den slags historiemuligheder, det medbringer, ikke som en god ting? Det gør det i hvert fald... desværre bliver det ikke til særligt meget. I stedet for at fokusere historien om de mange interessante koncepter og ideer, der er ved at rejse til en ny galakse, møde nye rumvæsner, forhandle og kolonisere, vælger historien i stedet at lægge sig op af det velkendte. For denne nye galakse har naturligvis en masse prothean, jeg mener remnant ruiner, og de er naturligvis nøglen til at starte teraformningen af de nyopdagede verdener. På samme tid forsøger en ny skurk, med samme vandindhold som rugfras, naturligvis at finde disse ruiner selv, så han kan bruge dem til sine onde planer, muhahaha og så videre. Alt i alt ikke særligt spændende. Altså remnant ruinerne er ganske smukke, og jeg nød nogle enkelte af dem, men jeg havde klart foretrukket dem som sideindhold eller måske blot en enkelt planet, men ligesom keth føles som kopi collectors, så føles disse ruiner bare som den irriterende erstatning for protheans. Yderligere så har ruinerne ikke meget mysterium over sig, de er der bare, og i stedet for hemmeligheder indeholder de blot macguffins. Grunden til, at protheans virkede så godt i den gamle serie, var, at deres historie var så forbundet til, hvad Shepard gennemgik, og at man langsomt lærte mere om dem. Der var den her aura af mystik, som disse erstatnings remnants bare ikke besidder. Folk virker knap nok til at interessere sig for dem, og alle tager deres plotteknologi lettere for givet. Hvad skurken angår, lad os kalde ham #SarenFan17, så er han ikke blot kedelig og uinteressant, han føles samtidigt, ligesom hele keth racen om remnant ruinerne, som et ekko af tidligere og langt mere interessante skurke. Især når man kigger tilbage på, hvad der har været, så falder han hurtigt til jorden. Ingen motivation, ingen originalitet, og han er hverken skræmmende, underholdende, karismatisk eller særligt menneskelig. #SarenFan17 er måske det svageste element i hele hovedhistorien.
Det skal dog ikke betyde, at spillets historie ikke har sine øjeblikke, men de kan desværre tælles på én hånd. Begyndelsen især er smertefuld på grund af det kvalmende manuskript, dog går det langsomt bedre for spillet, selvom det aldrig når tidligere Mass Effects spils niveau. I det hele taget føles det ikke færdigt, som om spillet godt kunne have brugt et år eller to mere i udviklingen. For dér er gode ideer til stede i Andromeda, der er interessante historier og komplekse karakterer. Som altid har man nemlig en dejlig, farverig besætning med både sjove og meningsfulde øjeblikke, desværre benytter hovedhistorien sig sjældent af disse, og sådan går det også med alle de mest interessante ideer. Loyalitets missionerne er nemlig tilbage i Andromeda, og jeg ved ikke, hvad der helt præcist er foregået ovre hos Bioware, da de lavede spillet, men så snart man starter en af disse... så kommer spillet til live. Nogle er sjove og hæsblændende minieventyr, imens andre drejer sig om selve konceptet med Andromeda, koloniseringen og tilpasningen i en ny galakse. Flere af dem håndterer de emner, som hovedhistorien undgik at gå dybere ind, og når man spiller disse, så får man at se, hvor smukt Andromeda faktisk kunne være blevet. Lad mig tage et eksempel: Når man først møder en ny rumvæsenrace i hovedhistorien og skal igennem de første forhandlinger, er det ovre på fem minutter, og så sendes man ud på en kedelig fetchquest, for at man kan komme videre med keth plottet.

Hvorimod hvis man spiller den tilknyttede loyalitetsmission og en sidemission eller to, så bliver det for alvor interessant. Her arbejder man med intrigefyldt politik, imens man forsøger at undgå krig med dette nye folkefærd. Der er debatter, om hvorvidt man er besættere i denne nye galakse, og fanatikere på begge sider forsøger at skabe konflikt. Bare en mission af det er bedre end hele hovedhistorien.
Eller et andet eksempel: I en anden loyalitetmission skal man sikre Krogan nybyggernes afgrøder fra piraterne for at vinde deres venskab, imens man kæmper side om side med en gammel krogan bedstefar, der opfører sig som en hård kriger, men i virkeligheden bare vil passe på sit barnebarn. Den leder så op til en anden mission, hvor man får et rent faktisk interessant moralsk valg. Hvad sker der samtidigt i hovedhistorien: Man skyder keth og får at vide af #SarenFan17, der var så kedelig, at jeg har glemt hans reelle navn, at man er uforstående og aldrig vil kunne sætte sig ind i hans perspektiv og bla bla bla. Med andre ord så har han stjålet replikker fra Sovereign i det oprindelige spil, som altså bare virker bedre, når de kommer fra en flere kilometer høj metal blæksprutte fra rummet. Nej, i stedet for det burde spillet nok snarere have drejet sig om de mange små historier, der kommer med at flytte til en ny galakse, og der er en masse fremragende koncepter skjult i spillet, ikke kun i loyalitetsmissionerne. Sidemissionerne føles nemlig ofte mere relevante end selve hovedhistorien, og hvis tankerne bag dem var blevet udvidet og bygget videre på, kunne de sagtens have udgjort hele spillet. Jeg fandt en lille bitte mission, som omhandlede en syg kolonist, der var blevet bragt til Andromeda, og som risikerede at smitte alt og alle. Hvis det var blevet udvidet til et fuldt Columbus plot, hvor man risikerede at inficere en planet med indfødte rumvæsner, kunne det være blevet en fremragende historie.

Der er en masse godt indhold begravet under de kedelige, tomme verdner i Mass Effect Andromeda, det kræver bare en smule gravearbejde at finde det. Men når man finder dem, så føles det i sandhed, som om man spiller en del af den oprindelige Mass Effect triologi igen, det er bare ærgeligt, at der er så meget fyld, så mange genbrugte ideer og sådan en uduelig skurk, som det bliver holdt skjult bag. Faktisk tror jeg, jeg havde nydt spillet mere, hvis jeg havde købt det på tilbud, og det ikke havde været en Mass Effect efterfølger, for der er et godt spil heri, når skærer skidtet væk. Det er bare ikke, hvad han forventer fra Mass Effect. Jeg ville også gerne spille Andromeda igen, hvis jeg kunne springe alle de kedelige dele og nøjes udelukkende med loyalitetsmisionerne og en håndfuld sidemissioner.

Nå lad os springe videre til et stykke klassisk litteratur.

Don Quijote de La Mancha

Det har taget mig en smule tid, men jeg har nu besejret Cervantes spanske klassiker fra 1605 og 1615, både første og anden del. For de, der ikke ved, hvad jeg ævler om (for det er der åbenbart, nogle der ikke gør, og med nogle mener jeg primært folk på min egen alder), så skal I blot vide, at Don Quijote er en parodi på klassiske ridderomaner, og egentligt fantasy i det hele taget, hvori en ellers så begavet adelsmand læser en masse af omtalte genre, går lettere balajka, beslutter sig for at blive ridder og tager så ellers på eventyr efter at have skiftet navn til Don Quijote. Jeg har gerne villet læse bogen i stykke tid af to årsager: 1) Det er en klassisk roman med stor indflydelse på senere værker og 2) Et par af mine familiemedlemmer har advareret mig om, at det er, hvad der kommer til at ske med mig, når jeg læser så meget fantasy. I så fald har min skæbne også bare at blive en klassiker.

Don Quijote er som resultat lidt et mismask af genrer. Den er meget sjov til tider, da det jo er en parodi, og den kan også være spændende i visse kapitler, især mange af hans eventyr er begge dele. Samtidigt indeholder bogen dog også mange andre historier, hvoraf en stor del desværre føles ret unødvendige, selvom de skam er velskrevne for det meste, og det skader lidt historiens gang, især i del 1 er det ofte tilfældet. Der er også ulideligt lange "diskussioner" og taler om diverse ting, men primært litteratur, hvor man ofte føler sig en smule udeladt, hvis man ikke, som jeg, har læst en eneste af de værker, der omtales. Men det er også en lille del af det. Det, som jeg fandt mest langtrukkent, var de endeløse debatter, hvor det mest af alt føltes, som om Cervantes bare sad og gav sig selv ret. Igen handler det primært om ridderromaner, hvor han har adskillige karakterer være enige med hinanden i, at de er uduelige, og at man skal holde sig inden for virkelighedens grænser, når man skriver fiktion. Jeg ved ikke, om Cervantes bare ikke bryder sig om ridderromaner, men jeg synes nogle gange, at han går lidt langt i at fremføre sit budskab. Der er egentligt også en god meddelse deri, om at man ikke skal tro på alt, hvad man læser, og at litteratur bør variere sig, som jeg er helt enig, men når hans karakterer bare bliver ved med at være enige med hinanden med den gale Don Quijote som den eneste modpart, så er jeg altså bange for, at der ikke kommer nogen diskussion ud af sagen, og derfor bliver de samme ting gentaget gang på gang. Der er også et par kapitler, hvor han kritiserer en masse anden litteratur samt teater og poesi, hvor det ligeledes bare er to karakterer, der er enige med hinanden. Faktisk ender det nogle gange med at føle rimeligt meget som selvros fra Cervantes' side, da folk samtidigt kommer med kommentarer såsom "se ham Don Quijote der, han er så gal, at jeg er sikker på, ingen kunne opdigte en nær så fascinerende og underholdende person, selv hvis de bedste forfattere forsøgte". Ja, den slags sker fra tid til anden. Andre tider er det, som om han siger: "Alle de her forfattere er elendige, fordi de ikke følger fiktionens regler, imens jeg er god". Jeg er sikker på, at det ikke er det, han (udelukkende) mener, men sådan kan det altså komme til at føles fra tid til anden, og det fylder altså en god del af bogen. Nu vil jeg heller ikke angribe Cervantes, for han er samtidigt en god forfatter, men han bruger flere gange alt for lang tid på disse modstandsløse enetaler, og de føles nogle gange endeløse, imens man venter på, at Cervantes kommer videre med historien.
Hvad selve historien angår, så er den dog god, og den kan som sagt være både spændende og sjov, når den ellers kommer i gang i del 1. Del 2 er dog, hvor den virkeligt bliver til en klassiker. Den indeholder ikke nær så mange irriterende enetaler, men derimod flere eventyr og færre tilfældige historier. Der kommer mere kødpå, og den eneste gang, hvor Cervantes virkeligt begiver sig ind i litteratur kritik, er, da han angriber en anden forfatter for at have skrevet en falsk del 2 til hans værk i selve bogen. Jeg vil ikke afsløre, hvad der præcis sker, men lad os bare sige, at Don Quijote finder den anden del 2, læser dele af den og siger, at den er noget værre sludder. Et andet område hvor del 2 også forbedrer på historien er ved Sancho Panza, Don Quijotes "trofaste" væbner. I del 1 virker han lidt urealistisk, idet han hele tiden skifter mellem meget snedig og meget dum. I del 2 bliver han mere sammenhængende og føles mere som en fast karakter i stedet for at være fanget mellem to forskellige som i del 1, hvor han virker som om, han hele tiden skifter mellem den snedige sæson 1 Baldrick og den dumme sæson 3 Baldrick fra Blackadder, en karakter der er baseret til dels på Sancho Panza. Fik jeg forresten nævnt, at jeg elsker Blackadder.

Nå, men del 1 og del 2 af Quijote fungerer godt sammen som en længere oplevelse, og selvom der er et par kontinuitets fejltagelser, enkelte karakterer skifter navne og den slags, så er det en god oplevelse. Tung til tider, primært de lange og repetitive taler, men fornøjelig og sjov.
Advarsel: Dette er ikke en karakter fra Don Quijote eller Spider-Man. Jeg er bare glad for Blackadder og så muligheden for at indsætte et billede af Baldrick.
Og ja, Spider-Man er det næste på listen...

Spider-Man Homecoming

Så er Spider-Man tilbage i biograferne med den tredje inkarnation af karakteren siden 2002, og den britiske og langt yngre Tom Holland har erstattet Andrew Garfield, der sidst spillede karakteren i the Amazing Spider-Man (2012) og efterfølgeren The Amazing Spider-Man 2 (2014).

Det var mig, der forsøgte at lyde som en rigtig anmelder. Men uanset hvad, så er den nye Spider-Man film ude, forskellen fra de tidligere værende at Sony har lavet en aftale med Marvel, som placerer ham i marvels store filmunivers fyldt med talende træer, blodige voldsmænd og en lillebitte Paul Rudd. Noget der virkeligt kan ses i filmen. Altså ikke det med Paul Rudd (tror jeg da), mere at man kan se effekterne af de andre film på denne. Det betyder dog ikke, at filmen er begrænset, tværtimod så går den i en ny retning, som ingen tidligere Spider-Man film eller andre Marvel film har forsøgt sig med. Alting bliver mindre (ikke helt på Paul Rudd måden) i denne meget personlige film, der omhandler Peter Parkers første dage som den der edderkoppe-ting. Noget som virkeligt puster nyt liv i en ellers rimeligt brugt karakter.

Den nye Pater Per... Peter Parker er mere ungdommelig og uerfaren end sine forgængere, og selvom jeg altid vil have et særligt forhold til Toby McGuires Spider-Man film, så fanger denne nye bedre hele teenage situationen, samtidigt med at den har lige den rette skuespiller i den tomme hollænder til at blande ung, genert nørd med en sjov og rimeligt grøn superhelt. I Homecoming handler det ikke om at redde verden eller bare hele Manhattan. Nej, filmen har et dejligt budskab om, at man kan lige så godt være en helt ved at gøre med de små ting: hjælpe en gammel dame med at finde vej, give fremmede noget at smile over og naturligvis besejre en superskurk... som i forhold til tidligere Spider-Man skurke (og superskurke generelt) virkeligt ikke er en særlig stor sag. Men lad os lige snakke om ham et kort øjeblik. For selvom Micheal Keatons Vulture er en relativt lille fisk i det store hav af skurke, så er han klart blandt de bedste. Altså Spider-Man har altid haft gode filmskurke (noget der ikke kan siges om de fleste andre superhelte), men denne gang ramte Sony plet. Jeg kan ikke helt afgøre, om det er den menneskelighed, Keaton bringer til karakteren, der gør det, eller bare hans truende tilstedeværelse. Under alle omstændigheder lykkedes det ham at fremstille en skurk, som egentligt ikke er så ond igen, da han har klare motivationer for alt, han gør. Han har ikke engang rigtigt lyst til at slå nogen ihjel eller overtage nogen form for verdensherredømme, bare at leve sit liv i fred.

Resten af castet gør det også meget godt, og der er naturligvis et par andre marvel karakterer med, som plakaten måske indikerer en lille smule, men det er virkeligt disse to, protagonist og antagonist, som driver filmen og gør den til en lille, men sjov og frisk film. Den kan i hvert fald godt holde til at blive set to gange, hvilket jeg også skal. Så det var da meget heldigt.

Men nå, lad os nu lige vende tilbage til det billede i starten, for hvad handlede det nu om? Som jeg vist har nævnt et par gange tidligere på bloggen, gik jeg meget op i Games Workshops serie af Ringenes Herre figurer før i tiden, selvom jeg aldrig rigtigt fik helt styr på reglerne, da jeg forsøgte at spille det. Tja, da jeg ryddede på mit værelse for halvanden uge siden, fandt jeg min gamle regelbog, og jeg forsøgte for første gang i mange år at få styr på dem. Lad os bare sige, at jeg er blevet en del bedre til engelsk end dengang, jeg første gang forsøgte mig i fjerde klasse, og i sidste uge blev der både spillet og malet derhjemme.

Lord of the Rings Strategy Battle Game

Jeg har altid nydt at stille mine mange figurer op til slag og forsøge på at spille efter reglerne som yngre, og jeg ved ikke, hvor mange malede figurer jeg har derhjemme, men jeg vil bare sige, at selve spillet også er ganske underholdende. Man kan både spille scenarier og slag, men da jeg foretrækker at håndtere komplekse historier med karakterark og tyvesiddede, holdt jeg mest til slagene.

Betragt det intelligente valg af sodavand. "Looks like tonix is
back on the menu, boys!"... ... bare glem, at det lige skete.
Det meste af spillet virker godt balanceret, selvom at bueskytter er virkeligt svage, og jeg havde det sjovt med at knuse mine søskende... i ét ud af de tre slag, vi spillede. Det første låste jeg de andre inde i et fort og stak af med min heksekonge af Angmar og sidste tilbageværende ork, og det andet snakker vi ikke om. Til mit forsvar vil jeg sige, at orker er uduelige imod spøgelser og elvere. Men på trods af det så spillede jeg som dem i alle de tre slag (dog gobling underrace anført af balrog i det tredje og sidste slag, som jo var det eneste, der virkeligt betød noget). Jeg elsker bare Tolkiens orker.


I dette omtalte sidste slag, hvor jeg slog Aragorn ihjel med en trold og Gandalf ihjel med en balrog, fandt konfrontationen, jeg nævnte i begyndelsen af indlægget, også sted. Noget jeg havde drømt om i årevis faktisk. Tom Bombadil kæmpede mod Durins Bane for at holde den væk, så Aragorn, Gimli, Boromir og Gandalf kunne fokusere på horden af goblinger. Resultatet var en smule skuffende, da balroggen blot blev skubbet 2cm bagud hver runde, men samtidigt ret passende. Faktisk er Bombadil en god karakter til crowdcontrol i spillet samt en healer, og jeg elsker, hvad de har gjort ved hans stats (?????). Gyldenbær blev også brugt af mine ærkefjender, også kendt som mine yngre søskende, med mere eller mindre de samme egenskaber. I starten fandt jeg det også sjovt og udfordrende, da jeg var nødt til at undgå dem og finde andre måder at føre mine trolde gennem det hårde terræn, som jeg selv havde opstillet.
Senere endte slaget dog med at trække ud i evigheder, da jeg næsten havde vundet, og mine ondskabsfulde rivaler skjulte deres sidste helte (Gandalf, Gimli og Boromir) bag Bombadil og Gyldenbær, sådan at jeg umuligt kunne komme til dem. En ting var, at jeg var nødt til at slå dem ihjel på en runde, fordi de kunne blive healet. Det var noget helt andet, at jeg ikke engang kunne komme til dem. Til sidst lavede de dog et sidste angreb, hvori jeg gladeligt nedslagtede dem. Det er altid dejligt med en god slutning, omend en smule bitter... jeg mistede nemlig en af mine smukke trolde, som jeg selv havde malet.

Men det var i det hele taget sjovt at komme i gang med spillet igen efter så mange år, og reglerne gik bedre, for hver gang vi spillede. De er gode til større slag, ikke alt for komplicerede, men ikke heller alt for simple. Mit eneste virkelige problem med dem var bueskydningen, som var alt for svag, måske ikke så meget for goblingerne, men i hvert for karakterer som Legolas, der burde være en mesterskytte.

Det var dejligt at få spillet lidt igen, og min interesse for figurerne vendte straks tilbage. Men efter at have malet et par kom jeg i tanke om, hvorfor var jeg var stoppet til at begynde med: 1) Figurerne fylder, 2) Jeg forstod aldrig reglerne i første omgang, 3) Det var svært at få venner med ind i hobbyen (som ikke er helt billig og kræver en del tålmodighed) og 4) Man bruger en del maling. Alligevel tænker jeg, at jeg giver det en chance til. Jeg har stadigvæk halvanden pakke af figurer, der mangler at blive malet, og der er så mange andre, jeg godt kunne tænke mig at få fat i. Det ser i hvert fald ikke ud til at gå super godt for Games Workshop, for der er mange, de ikke længere producerer såsom Denethor, Beregond og deres gamle udgave af Radagast, som måske ikke er prydet med den syvende doktors ansigt, men til gengæld havde en del mere troldmands værdighed end den nye. Derfor tænker jeg, at jeg hellere må skaffe mig de sidste, jeg gerne vil have, imens tid er. Jeg mangler i hvert fald Træskæg, Shelob, Galadriel og Saruman.... men det kunne egentligt også være dejligt med Faramir, Eowyn, Theoden og Eomer. Og måske nogle dyssegæster, nogle warger og et par uruk-haier. Og trolde. Jeg har brug for flere trolde, for to er slet ikke nok, og de er så sjove at male.

Jeg er bange for, at jeg har et problem.

Men nu er det tid til at gå videre til det sidste punkt på den ikkeeksisterende liste over ting, jeg vil indkludere i dette indlæg. Det er nemlig blevet den tid igen, hvor en regeneration nærmer sig, og en ny skikkelse snart vil træde ind og overtage styringen af tardissen.

Doctor Who - Farvel Capaldi (sæson 10)

Her er vi så. Peter Capaldis sidste sæson som Doktoren er nået til vejs ende, og han har kun et enkelt juelafsnit tilbage af sin tid i tardissen. Det der med at regenere i julen er virkeligt ved at blive en fast ting. Hans sidste sæson, sæson 10 af den nye serie, var utvivlsomt den stærkeste af de tre, han har haft. Sæson 8 var rimeligt fornuftig, synes jeg, men den havde det problem, der var dens mangel på gode måder at bruge Danny Pink på. Sæson 9 opfulgte en masse godt build up med en stor skuffelse i det sidste afsnit, som serien bare lader til at have glemt sidenhen. Sæson 10 derimod sluttede på to sollide afsnit, og selvom jeg ikke var super glad for hele sideplottet med olieklatten (det er dumt), så virkede alt andet for mig. Hvad angår de mindre historier i sæsonnen, så var der som sædvanligt et par stærke og et par svage. Munkehistorien var en sær mellemting, fordi der var to gode afsnit med build up, og så blev det hele løst alt for hurtigt på ét enkelt afsnit. Færre monster of the week og mere tid til længere akter kunne have været sundt for serien, selvom det lidt går imod rutinen.

Det har været godt at se nogle gamle karakterer igen og at få genskabt en smule kontinuitet, der både er Doctor Whos skønhed og forbandelse. På rejsekammerat området var det også forfriskende at få to diverse karakterer med Doktoren, hvoraf ingen af de tre omrejsende havde nogen romantiske forbindelser. De var bare tre venner, der rejste gennem tid og rum, og især Nardole kom jeg til at holde af langt mere, end jeg havde regnet med. Bill var også god, men det var godt at se, at serien forstår sig på at bringe tidligere engangskarakterer tilbage som kompagnoner og udbygge på dem, ligesom serien i sin tid gjorde med Donna. Jeg håber på, at vi får begge at se igen, men især Nardole kunne godt bruge en sæson mere, fordi han var så anderledes fra de seneste karakterer i serien. For en gangs skyld havde vi en kompagnon, som ikke var et menneske.

Men det allerbedste ved hele sæsonen, samt sæson 8 og 9 vil jeg lige tilføje, har helt klart været Peter Capaldis ældre læreragtige doktor. Alle de forskellige skuespillere har naturligvis bragt noget nyt med sig til rollen. Den oprindelige var en hård, gnaven bedstefar med en skjult, munter side. To var lidt af en hygge onkel, tre var en hemmelig agent, fire var noget helt for sig og så videre og videre. Personligt har jeg mest set de nyere doktor (et faktum jeg overhovedet ikke forsøgte at skjule ved at bruge de ældre som eksempler), og jeg fandt virkelig Capaldi som en dejlig afveksling efter Smiths tilsyneladende muntre, men hemmelighedsfulde og mørke doktor, præcis som han selv stod ud fra Tennants heroiske og seje doktor. Capaldi bragte noget ærligt til rollen, og den tolvte doktor forsøgte ikke at give sig ud for at være en anden person end den, han i virkeligheden var. I stedet forsøgte han at regne ud, hvem det præcis var. Han var en gammel mand til tider, men han var samtidigt fuld af energi, karisma og passion, og der er en tydelig kærlighed for rollen i Capaldis optræden. Det havde de andre selvfølgelig også, men jeg vil alligevel mene, at 12 måske har været den bedste taler af dem alle, i hvert fald når det kommer til diskussionerne om godt og ondt, om krig, om nød og mest af alt om venlighed. Han kunne samtidigt være så fjollet, som doktoren behøver at være, når det var passende, og selvom Tennant måske så sejere ud, når han løb, så kunne 12 også være ganske sej, når han ønskede det.
Der var dengang, han spillede titelmelodien på sin guitar

Ikke noget ondt ment mod Tennant, han var også fantastisk. Ved du hvad? Jeg tror bare, vi siger, at jeg elsker alle doktorene, og så er det det. Men pointen er, at jeg har nydt Capaldis tur som doktoren, og det bliver svært at tage afsked med ham til jul. Selv når serien har gjort forfærdelige ting og haft svage manusskripter (sæson 9s afslutning), så han har været der, og Capaldi gjorde rollen til sin egen, sådan som enhver doktor bør gøre det. På trods af det så ser jeg dog meget frem til juleafsnittet, hvis præmis lyder skønt, og jeg er også spændt på at se, hvad fremtiden har i vente med den kommende doktor.

For erstatningen er jo allerede blevet annonceret, noget der lader til at have bragt internettet i brand over debatten om dette kontroversielle valg. Personligt vil jeg også sige, at jeg er irriteret... over at de annoncerede skuespilleren så tidligt. Jeg ville have foretrukket at finde ud af det i juleafsnittet, så det var blevet en overraskelse, men desværre er det ikke sådan, verden fungerer.

Men for at være helt alvorlig i et øjeblik, så synes jeg, folk er alt for aggresive på begge sider af debatten, da det jo er internettets (og essentielt set menneskehedens, desværre) måde at opføre sig på nogle gange. For dem, der ikke har hørt annonceringen, vil jeg helst ikke afsløre det, men det tvivler jeg nu på, du ikke har, hvis du går meget op i det.

Forandringen er jo, at doktoreren denne gang kommer til at blive spillet af en kvinde, en ide serien har leget en smule med i årevis efterhånden og langsomt afprøvet med først Missy, men også andre timelords. Mange fans er vrede og siger, at det aldrig kommer til at gå, og at det er noget værre møg, som skyldes politik og BBCs ønsker om at fremstå i et godt lys og bla bla bla. Disse folk har det med at bande en del og kalde andre folk for slemme ting. Samtidigt vil jeg dog sige, at de helt ekstreme støtter for en kvindelig doktor er lige så aggresive og ubehagelige. I det hele taget er situationen lidt brændfarlig i øjeblikket, hvilket, jeg synes, er synd, for det ødelægger ofte muligheden for en ordenlig debat, og så har jeg undt af Jodie Whittaker, den kommende doktor, på grund af al den negativitet, hun er blevet ramt af, før hun overhovedet har spillet rollen et eneste afsnit.
Jeg ville også lyve, hvis jeg sagde andet end, at jeg blev en lille smule nervøs ved annonceringen, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det skyldtes som så mange af disse vrede fans' holdninger nok den pludselige forandring ved at have en kvindelig doktor, men forandring er jo grunden til, at serien har overlevet så længe. Desuden bliver jeg altid en smule nervøs, når jeg skal til at skifte doktor, fordi man lige har vænnet sig en ting, og jeg tror, det lige så meget skyldes, at jeg skal af med Capaldi. Der var også mange, der var vrede, dengang han fik rollen, og flere kaldte ham for gammel, noget jeg personligt finder rimeligt latterligt.

Men nu vi snakker om gamle og kvindelige doktorer... betyder det så, at vi i fremtiden kan få Maggie Smith? Jeg nævner det bare lige, for det, tror jeg, kunne blive forrygende. Uanset hvad så glæder jeg mig til at se, hvad Whittaker gør med rollen, og jeg synes, alle bør give hende en chance, selvom man selvfølgelig har ret til at have sin egen holdning, uanset hvad den så end må være. Hun var i hvert god i Broadchurch, men det er også alt, jeg ved om hende.

Hvis hun gør det godt i rollen, så er det egentligt det eneste, der betyder noget for mig. Det og så hvorvidt vi nogensinde får en bedre afslutning på Galifrey plottet, samt hvorvidt Mickey, Martha, Jack og Nardole kommer tilbage. Det kunne også være sjovt at se McGanns ottende doktor igen, for jeg har lidt ondt af ham, da han kun fik den middelmådige film og så et miniafsnit til at vise sine evner... men lad os nu holde os på sagen. Jeg ønsker held og lykke til Whittaker, selvom jeg kommer til at savne Capaldi, men mest af alt glæder jeg mig til juleafsnittet, der har potentialet til at blive det bedste i årevis.

Men jeg tror, jeg bare vil lade Capaldi udtrykke sig på området.


Nå, fortsat god sommer allesammen. Personligt har jeg ikke fået hverken læst eller skrevet nær så meget, som jeg havde håbet på, men vi har lige fået en hund, og så bliver jeg atten lige om ganske få dage. Så jeg har haft en smule at se til.

lørdag den 24. juni 2017

Dværge #50 Lang Vej Igen

#50 Lang Vej Igen

Den 21. Qos 1076AA, Braldirborg, Smedens Datter, heksens værelse
Heksen viste ingen tegn på at bemærke Manwes tilstedeværelse. Kun broxaen i hendes hænder betragtede ham årvågent. Den lille mørke skabning snerrede en smule og blev så tavs, da ejerens hånd aede den blidt. Bella sad i en sammenkrøbet stilling midt på sin seng, og rundt om sig havde hun nærmest bygget en lille rede af bøger, pergament og puder. Manwe nåede halvvejs igennem rummet, før hun endeligt henvendte sig til ham. ”En måned” lød den hæse stemme. ”Det er en måned siden, Den Ensomme Skygge, din fader, døde, og først nu opsøger du mig. Jeg havde troet, du ville være mere nysgerrig”. ”Og jeg troede, at du var stum” svarede elveren hende stift. ”Det siger de andre i hvert fald”. Bella Theodora le Fey rettede hovedet op og vendte sine mørke, dybe øjne imod ham. ”Jeg ønsker ikke at tale om mig selv” fortalte hun ”ikke endnu i hvert fald. Så meget er endnu uklart. Men du kommer for at tale om din fader, og der kan jeg ikke stille mig imod. Du har en ret til at høre, hvad jeg ved, eller hvad jeg tror, jeg ved. For jeg er bange for, at min forståelse af sagen ikke lader til at være så vandtæt, som jeg oprindeligt troede”.

Manwe tøvede. Han havde forventet modstand fra heksen, måske endda vrede. Da hans fader døde, havde hun råbt ad himmelene. Det her var uventet. ”Hvorfor prøvede du på at slå ham ihjel?” spurgte han efter en lille tænkepause. ”Jeg havde forstået, at han var en forræder mod Hegana” svarede heksen. ”At han havde såret hendes andre tjenere og været skyld i flere dødsfald. Derfor tog jeg det på mig selv at finde ham og at lade retfærdigheden ske fyldest. At straffe ham for hans forræderi”. ”Men han forrådte hende ikke” irettesatte Manwe hende. ”Det var, hvad han sagde” sagde hun, ikke helt overbevist. ”Hvis han virkeligt havde forrådt hende” fnøs Den Ensomme Skygges søn ”tror du så ikke, at du ville have fået den tilgivelse, du søgte?”. Heksens ansigt trak sig sammen i smerte, og hun blinkede vredt flere gange. ”Min sag er min egen” mumlede hun arrigt. ”Det siger du jo” kommenterede Manwe ”men det virker alligevel lidt mistænksomt, gør det ikke? Du påstår, at han er forræderen, imens du tydeligvis selv har gjort noget galt, da du ikke længere er i kridthuset hos din herskerinde. Det skulle vel aldrig være dig, der er forræderen”.

Stilhed. Bella sank en klump, og hendes blik søgte gulvet, imens hun igen begyndte at ae broxaen, der sendte truende blikke mod gæsten. ”Hør her” sagde hun efter en lille pause. ”Jeg har gjort noget, men jeg er ingen forræder mod Hegana, og jeg har ikke gjort dig noget. Jeg sætter pris på dine venners gæstfrihed her, og jeg forstår, hvis I er mistænksomme over for mig. Jeg skal også glædeligt rejse bort igen, hvis det er, hvad I ønsker. Men jeg er ingen forræder, selv hvis jeg måske har taget fejl af din fader. Selv hvis det er tilfældet, så slog jeg ham ikke ihjel, og husk også lige engang på det her: Jeg er har aldrig arbejdet som en lejemorder eller dræbt uskyldige i modsætning til din fader, som arbejdede for Prins Gjortnal for nogle måneder siden, hvis jeg ikke tager helt fejl”. Kommentaren ramte Manwe hårdt, og ude af stand til at komme med et svar vendte han sig om for at gå. ”Manwe” kaldte hun efter ham, og han stoppede op. ”Det var, hvad jeg fik at vide. At elveren ved navn Manwe havde forrådt Hegana og dræbt en af hendes mest trofaste tjenere”.

Der gik nogle få minutter, og så gik døren op igen. Denne gang var det Bruntop, der som sædvanligt havde hendes mad og blod til broxaen. Et halvt sekund syntes dværgen også at opfatte et smil på heksens læber, men så var det væk igen, og han blev usikker på, om det overhovedet havde været der i første omgang. ”Hvad synes du om bogen?” spurgte alkymisten, da han med et smil bemærkede bogmærket stikkende ud fra den. ”Den er... behagende” svarede heksen uden tegn på nogen følelser. Bruntop vidste ikke helt, hvad han skulle sige til det, og satte blot maden fra sig på bordet. Så stod han et kort øjeblik og kiggede rundt, imens han ledte efter en undskyldning for yderligere 'samtale', men gav til sidst op. Han var næsten nået ud af rummet igen, da han pludseligt kom i tanke om noget. ”Jeg hørte Manwe tale lidt højlydt tidligere herinde” sagde Bruntop nysgerrigt. ”Jeg håber, at I fik snakket sammen om, hvad der skete”. Heksen sendte ham et utilfreds blik, og han opgav at finde flere undskyldninger.

Da alkymisten smækkede døren i bag sig, trådte en tredje besøgende frem fra skyggerne. Bella spærrede straks øjnene op ved synet af den velkendte skikkelse, og hun sprang forskrækket en halv meter bagud. ”Tante Carina” udbrød hun overrasket, idet hun følte både håb og frygt på samme tid. ”Shhh” tyssede elverkvinden på hende. ”Vi behøver ikke alarmere dine værter, vel?”. Den ældre heks satte sig på sengekanten og lod sin mørke hætte falde tilbage, så hendes pjuskede og kaotiske sorte hår kom til syne. Det stak ud i alle retninger, og spidserne af hendes elver ører kunne lige nøjagtigt anes under roddet. ”Hvad laver du her?” spurgte Bella lavmælt og rykkede hen ved siden af tanten. ”Jeg hørte, hvad der skete i Mugball” svarede Carina. ”Troede du virkelig, jeg ikke ville opdage det, hvis sådan noget skete så nær mit hjem?”. ”Det ved jeg ikke” mumlede Bella ærligt. ”Jeg havde vist ikke helt tænkt det igennem”. ”Titlen på din livshistorie” kommenterede tanten køligt, og Bella lo for den første gang i mange måneder. ”Har du hørt noget fra... præstinderne?” spurgte hun nervøst, da latteren til sidst døde ud. ”Det har jeg” svarede Carina alvorligt. ”De er ikke glade, Bella. Langt fra. Først var der din opførsel på Natteøerne og nu det her. Den Ensomme Skygge var måske ikke længere i Fyrstindens tjeneste, men det gør ham ikke til en forræder”. ”Jeg hørte bare, at...” begyndte Bella usikkert, men blev tavs, da Carina løftede en pegefinger. ”Jeg hørte præcis det samme, men der er mere end en elver i verden med navnet Manwe. Et utal af præstinder har døbt deres børn efter ham, og så er der selvfølgelig også hans egen søn. Lad nu sagen ligge”. ”Men...” udbrød Bella og blev atter gjort tavs af tanten. ”Lad den ligge, min kære” sagde Carina alvorligt, næsten i et truende tonefald. ”Du har allerede fået dig mere end rigeligt af fjender hjemme i Itrildar, og jeg ønsker ikke at se min broders datter falde i unåde hos dem. Lad være med at drage tilbage dertil, det vil kun ende grimt. Hvad, du gør nu, er op til dig selv, men du kan ikke tage hjem. Der er du ikke velkommen længere”.

I krostuen
”Så, hvor sagde du, at de små krus befandt sig?” spurgte Regin, imens han stod og rodede baren igennem. ”Nede til højre” svarede Monolo ”og lad for Monicas skyld være med at putte løg i dem, jeg beder dig”. ”Jeg er bange for, at du mistede al ret til at bestemme den slags, da du mistede positionen” svarede dværgen ham stædigt igen, og dosnen sukkede. ”Så dagen er kommet, hva?” lød det fra Trak, idet goblingen trådte ind i krostuen. ”Det er den” svarede Monolo ham. ”Jeg er bare ikke ment til at være et sted alt for længe ad gangen. Men hvad med dig selv? Burde du ikke være i gang med at beskytte dværgenes fremtid eller sådan noget?”. ”Det burde jeg egentligt” nikkede goblingen. ”Jeg har kun nogle få minutter”.

”Og du vælger at spilde dem på den taber?” mumlede Regin. ”Hvad skal det betyde?” spurgte dosnen fornærmet, og den nye krovært trak på skuldrene. ”Ikke noget. Bare at han kunne bruge dem på bedre ting såsom at møde den nye medarbejder på Smeden Datter og bestille et eller andet”. ”Jeg har måske lige tid til et enkelt krus” bifaldt goblingen. ”Men uden løg”. ”Det samme her, men med ekstra ingen løg” meldte Marintra sig ind i samtalen, da hende, Faros, Tsyseria og Bruntop kom hen til baren. ”En omgang på huset kan jeg næsten gætte mig til” sagde Regin, som gik i gang med at skænke op. ”Som din nye chef ville jeg råde dig til det” svarede Faros ham med et smil. ”Det her skal nok blive sjovt”. ”Åh nej” sukkede Regin, da han indså, hvad det betød.

”Hvornår sejler skibet?” spurgte Tsyseria og tog imod et krus. ”Om ikke alt for længe” svarede dosnen. ”Faktisk er jeg ved at være sent på den”. ”Og der har vi en af efternølerne” observerede Regin, da Za-Sien sluttede sig til dem. ”Hvad skulle det være? Jeg ved, at I oddere deler dosnernes holdning til øl. Kan jeg byde på noget frugtsaft måske?”. ”Bare vand” svarede odderen. ”Manwe kommer ikke ned. Jeg forsøgte at tale til ham, men han trængte virkeligt til noget søvn”. ”Det er helt fint” sagde Monolo med et smil. ”Lad ham hellere sove”.

”Sådan der” sagde Regin, da han delte de sidste drikkevarer ud. ”En skål for stedets nye krovært... og også lidt for Monolo for at være så god at give plads til forbedring”. Tsyseria sendte ham et arrigt blik. ”En skål for Monolo” rettede hun ham ”og også en lille smule for Regin, selvom han er en fladpande”. ”Skål!” sagde alle de andre i kor, og krusene blev slået sammen, sådan at Regins: ”skål... hvem, hvad!” blev overdøvet. Da de hver især havde taget en slurk, satte de krusene fra sig og tog afsked med dosnen en efter en. ”Pas nu på dig selv” sagde Trak og lagde en hånd på Monolos skulder. ”Jeg kan prøve” svarede dosnen ”men ingen løfter”. Dernæst overrakte Bruntop en taske med eliksirer til Monolo som afskedsgave med kommentaren ”kunne blive nyttige”. Marintra stjal hans næse og gav ham et overkompliceret og fuldstændigt improviseret håndtryk, imens Faros nøjedes med et normalt et af slagsen. ”Hvis jeg finder noget i Scienca, skal jeg nok skrive” lovede dosnen ham. ”Det kan jeg være, det er lidt nemmere at finde ud af ting om olddværgene i en mindre koloni”. ”Godt” sagde Faros ”og ikke for at gentage Trak, men pas på nu dig selv. Crymron er et farligt sted. Især nu hvor Jarskon er vendt tilbage dertil”. ”Jeg skal nok forsøge” lo Monolo ”og ellers har jeg en fætter eller fire i området. Udover Dogro er der også en lejesoldat og en håndfuld ty... tyende”.

”Så er øjeblikket omsider oprundet” sagde han dramatisk, da turen kom til Za-Sien. ”De sidste to følgesvende fra Stenhal skilles. Efter denne dag vil vores gamle fællesskab kun eksistere i vore hjerter”. ”Lad venligst være med det der” sagde odderen irriteret. ”Skal vi ikke bare nøjes med et håndtryk?”. ”Jov, lad os det”. Til sidst var der kun Tsyseria tilbage. ”Tja” sagde Monolo. ”Det er nok en naturlov, at man gemmer det bedste til sidst”. De to gamle venner omfavnede hinanden, og elverkvinden lod en hånd løbe gennem den unge dosnes hår. ”Jeg ved ikke rigtigt om, jeg ville kalde en afsked for det bedste” kommenterede hun. ”Du ved, hvad jeg mener” vrissede dosnen som respons. ”Jeg er ked af, at jeg ikke kan blive længere... men verden kalder på mig, og jeg kan ikke holde mig tilbage. Jeg skal nok komme tilbage en dag, og i mellemtiden må du venligst gerne lade være med at dø igen. Det ville jeg sætte pris på”. ”Jeg skal prøve” svarede Tsyseria.
Monolo stoppede op et halvt sekund, da han nåede udenfor, og tog en dyb vejrtrækning. I det fjerne kunne han mærke det evige kald, som alle dosner oplevede på et eller andet tidspunkt i livet. Formålet med deres skabelse. Eventyrets kald og opdagelsernes invitation. ”Skal du virkeligt af sted?” peb en lille, forsigtig stemme til venstre for ham, og han vendte sig med et smil mod Skruml, den lille troldepige. Hun var i selskab med Raz, Tugy og de andre hjemløse. ”Det er jeg bange for” svarede han, og hun kiggede trist ned i jorden. ”Dog vil jeg mene, at der er tid til en sidste historie på gåturen ned til havnen. Hvis I altså er interesserede?”. Forslaget blev mødt med et bifald. ”Jamen så” sagde Monolo muntert. ”Lad os da endelig komme af sted. Har jeg nogensinde fortalt jer om dengang, jeg narrede to byvagter i Frangica til at løbe i ring i en halv time”.


Da dosnen var forsvundet, tømte Trak resten af krusets indhold i et drag. ”I må hellere komme i gang” sagde han så til Faros og Tsyseria. ”Jeg har altså kun øjeblikke, så drop ventetiden”. ”Komme i gang med hvad?” spurgte Marintra nysgerrigt. ”Hvad snakker møgduen om?”. ”Lige et øjeblik” sagde Tsyseria, hvorefter hun forsvandt ind på lageret i ganske kort tid og snart efter dukkede op igen med en lang stofindpakket genstand, som hun rakte til Marintra. ”Det skulle I da ikke have gjort” udbrød Blækblink ”en dims! Jeg altid aldrig ønsket mig en dims”. ”Åben den nu bare” sukkede Trak. Med et stort smil gjorde Marintra, som der blev sagt, og hun udstødte faktisk et lille gisp ved synet af indholdet. ”Nej” sagde hun overrasket og taknemmeligt. ”Nej, det kan ikke. Den må godt nok have været dyr og ikke bare et lille dyr som en hare, men haljamar dyr eller sådan noget i den stil”. ”Jeg kendte en, som skyldte mig en tjeneste” forklarede Faros. ”Tro endelig ikke, at jeg har brugt penge på dig”. ”Lad være med at lytte til ham, Blækblink” sagde Tsyseria og gav ham en albue i siden, imens Marintra nøje inspicerede den blå bue. ”Han arbejdede hårdt på at skaffe den til dig”. ”Den er i hvert en fald en skønhed” erkendte Za-Sien næsten højtideligt. ”For ikke at nævne vandkrystallernes magiske egenskaber” tilføjede Bruntop. ”Den skal nok blive nyttig, hvis jeg bliver tørstig” mumlede Marintra til alkymistens utilfredshed. ”Det er ikke helt sådan, det fungerer. Krystallerne kommer fra døde vand elementar ånder, og deres magi er skyld i, at buens projektiler kan passere direkte igennem...”. ”Tak” afbrød Marintra ham ”allesammen, tak skal I have for den. Men forklaringen kan vente til senere. Lige nu har jeg mest lyst til at afprøve den”. ”Så lad os da gå nedenunder” foreslog Tsyseria. ”Kunne det tænkte sig, at andre måske måtte få lov til at affyre et enkelt skud?” spurgte Za-Sien ivrigt. ”Især hvis vedkommende nu faktisk er en søn af skytternes gud”. Marintra lyttede dog ikke rigtigt til ham, for i netop det øjeblik tænkte hun ikke særligt meget på selve buen, men snarere folkene omkring sig. For lige der i det øjeblik havde hun en fornemmelse af uovervindelighed. Der var intet, som kunne stå i vejen for dem. Hverken Prins Gjortnal, Gwora eller noget pokkers mechai oprør. De havde måske meget at nå i fremtiden, men lige her og nu var hun ikke særligt bekymret. Hele verden kunne bare komme an. Især musene måtte gerne komme an, jo før, jo bedre og jo blodigere.  

 Første Afsnit            Forrige Afsnit

fredag den 23. juni 2017

Dværge #49 Familie er Noget Værre Noget

#49 Familie er Noget Værre Noget

Morgenen den 8. Qos 1077AA i Braldirborg, Smedens Datter
”Sikke en fin korridor I har derude” kommenterede Arolnar, da Faros hurtigt lukkede døren efter sig. ”Den kunne jeg faktisk godt tænke mig at tage et kig på, når vi er færdige her. Dette rum er begyndt at kede mig”. ”Ikke tale om” lød svaret. Bageren smilede. ”I kan da ikke bare holde mig herinde”. ”Åh, vi både kan og vil” sagde Faros. ”Og hvad nu hvis jeg skulle føle trangen til at besøge jeres latrin?”. ”Jeg kan få arrangeret en spand”. ”Virkelig?” fnøs Arolnar ”jeg troede, I skulle forestille at være de moralske typer”. ”Og du skal forestille at være vores informant” svarede Faros ham igen ”men indtil videre har du ikke sagt et ord. Hvis du gerne vil have den mindste mulighed for på et tidspunkt i fremtiden at få de der ønskede latrin besøg, så må du hellere komme i gang med at snakke”. ”Tja...” sukkede Arolnar ”det må jeg vel hellere. Lad os nu se, om jeg ikke kan finde det rette fortælletempo, så jeg bliver færdig omtrent samtidigt med, at I får løst jeres lille børneproblem. I har alligevel ikke tænkt jer at lukke mig ud herfra før det, har jeg ikke ret? Åh, se dog ikke så overrasket ud. Ungerne larmer, og jeg har ærlig talt ikke bedre ting at tage mig til end at lytte... trist, ikke sandt?”. Faros satte Arolnars mad hårdt fra sig på rummets ene lille bord og sendte ham så et truende blik. ”Hvis du så meget som overvejer at gøre noget...”. ”Så åbner du mit kranium og benytter indholdet til at fodre dine fisk eller sådan noget, det ved jeg, det ved jeg” sagde Arolnar ligegyldigt. ”Også det” kommenterede Faros ”men først giver jeg dig en privat koncert med alle Hughard Halletts største klassikere”. Ved denne trussel blev Bageren bleg. ”Du vover”. ”Ja, jeg vover”. Arolnar bed tænderne sammen, og en rystelse gik gennem ham til Faros' overraskelse, men han tog sig så sammen og talte med en kontrolleret og høflig stemme. ”Altså nu fortalte jeg bare, at jeg havde hørt visse ting ud af respekt for dig, så du vidste, hvordan landet lå. Jeg kunne sagtens have holdt det for mig selv”. ”Naturligvis” brummede Faros mistænksomt. ”Hvad med at vi springer denne del over og går direkte videre til årsagen bag dit ophold her?”. ”Det lyder... acceptabelt” sagde Bageren overvejende, hvorefter han satte sig ved det lille bord og begyndte at spise, imens han fortalte.

”Så, du vil gerne vide lidt om Gwora, ikke rigtigt? Det var i hvert, hvad du spurgte mig om, lige efter du fandt sedlen blandt mine varer i Thornas hænder. Jeg er bange for, at jeg var lidt privat på området den gang. Det var trods alt ikke min hensigt, at du skulle få fingre i varerne, så du må tilgive mig, hvis jeg var lidt... knotten og eller sindssyg. Men hvem er Gwora? Tja, for at gøre en lang historie kort, så lad os bare sige, at hun er den ledeste karrierekvinde, olddværgene har at byde på. Ingen står i vejen for hendes ambitioner, selv ikke familie eller venner. Hvis hun altså havde nogen tilbage. Før i tiden arbejdede hun i Mugball på at undersøge effekterne af fortyndet formic-blod, men det lykkedes aldrig for hende at fuldføre konceptet. Derfor tænkte jeg, at den bedrift måske ville tiltrække hendes opmærksomhed”. ”Og hvorfor er du så opsat på at slå hende ihjel helt præcist?” spurgte Faros. ”Jeg har mine årsager” svarede Arolnar vagt, idet han tog endnu en mundfuld mad. Krigeren sendte ham et utilfreds blik, og alkymisten skyndte sig at tilføje ”hun tog noget meget vigtigt fra mig for adskillige år tilbage, men lad nu være med at afbryde mig, hvis du gider høre, hvad jeg har at sige. Så, Gwora, hun er opsat på et eneste mål. At blive den vigtigste olddværg af dem alle, nemlig Stor Professoren”.
Faros vidste ikke alt for meget om olddværgenes hemmelighedsfulde samfund, men det var alligevel klart for ham den magt, som Stor Professoren havde. På ydersiden så det måske ikke ud til, at olddværgene havde så meget at skulle have sagt, men al videnskaben og opfindelserne, som dværgene var så kendte for, havde oprindelse i deres underjordiske laboratorier og smedjer. Alle de bedste og klogeste mekanikere og videnskabsfolk blev sendt derned, og det var slet ikke alle de store opdagelser, der nåede op til overfladen igen lige med det samme. Troede man på rygterne, så var olddværgenes underjordiske samfund som regel et par århundreder længere fremme på det teknologiske område end resten af Mortlan, og Stor Professoren forhandlede med dinoren om, hvornår diverse opdagelser blev overdraget til resten af dværgene.

”Men hvad har alt dette med disse mechai væsner at gøre?” spurgte Faros. ”Alt” svarede Arolnar med munden fuld af brød. ”Hun har opbygget det meste af sin plan omkring dem. Omkring deres oprør”. ”Deres oprør” gentog Faros hult, imens ordenes betydning langsomt gik op for ham. ”Lige præcis” sagde Bageren med et smil og et alt sigende blik. ”Velkommen til Zrulf, dværgenes mægtige rige. Bygget af vores helt egne trælle, som belejligt nok ikke er inkluderet i Thorhall Traktaten på grund af deres ukendthed og hemmelige eksistens. Vores videnskabsfolk bryder ikke loven, for nej, de har bare skabt deres helt egen slaverace i stedet, så man undgår den slags papirarbejde. Og krigene naturligvis, dem må man ikke glemme. Overvej engang den pudsige situation. Kolonikrigen begyndte, da elwariske kolonister i hemmelighed havde forsat slaveriet, efter Thorhall Traktaten blev underskrevet, men havde nogen blot taget et kig under jorden her i vores skønne land, så ville problemerne været opstået meget tidligere. Belejligt nok løb Elwar med skandalen”.

”Forventer du virkeligt, at jeg skal tro på det. At der findes en hel race af hemmelige væsner i trælskab til olddværgene?” spurgte Faros i et forsøg på at lyde mere skeptisk, end han i virkeligheden var. Arolnar var måske ikke den mest pålidelige kilde i verden, men hvad, han havde sagt, stemte overens med det, han selv havde set på rejsen tilbage fra Rlatos. Olddværgene var også kendt for deres hemmeligheder, noget de selv tog en stor stolthed i. På den anden side lød dette måske lige lovligt overdrevet. ”Håber i hvert fald” svarede Bageren henkastet, idet han færdiggjorde sin mad og sprang tilbage på sengen. ”Tro er en finurlig ting, især når man forholder sig til en kendt løgners udsagn. Men du misforstår noget. Mechai er ikke kun olddværgenes hemmelighed. Jeg kan love dig for, at mange andre indflydelsesrige folk kender til dem, men foretrækker at kigge bort og ikke tænkte for meget over det. Du kunne tage og spørge Mågens, hvis han ellers stadigvæk levede... Nogle gange bidrager moraldrevne genovervejelser heller ikke til med andet end bøvl. Uanset om du så vælger at tro på mig eller ej, så vil du snart erfare, at jeg taler snart. Om ganske kort tid begynder det, kan jeg forestille mig”. ”Det oprør du nævnte?” gættede Faros, og Arolnar nikkede bekræftende. ”Lige præcis. Elwanor-Krisen fandt sted for næsten trehundrede år siden, men nu er vi åbenbart tilbage ved den gamle sag igen. Lad frihedens horn høres over hele landet. Fra hvert eneste jordhul og grav kommer de snart, og undergrundens fanger vil flygte mod dagens lys. Det skal nok blive interessant at se deres reaktioner, når de kommer ud af hulen og undslipper skyggebilledernes verden. Mon det bliver for meget for dem? Der er en stor smuk verden derude, altså når vi ikke lige har travlt med at ødelægge den, når vi ellers bekriger hinanden, som bare venter på at blive udforsket af dem”. ”Du er tosset” kommenterede Faros usikkert. Han var tør i halsen og vidste ikke, hvad han skulle tænkte om alt det, Arolnar havde fortalt ham.

”Jeg er ikke helt rask” erkendte Bageren henkastet og slikkede madrester af fingrene ”det accepterede jeg for mange år siden. Men fantasifostre og hallucinationer har aldrig været mit krus øl. Du så en mechai. En herold af revolutionen måske. Og snart vil alle komme til at se dem, når de kravler, kryber og kæmper sig op fra underverdenen. Ikke længe nu, det er jeg vis på”. ”Hvis det her bare er noget, du finder på” truede Faros gnavent ”så skal jeg nok levere dig til denne Gwora helt personligt”. ”Lige præcis” fnøs Arolnar ”så hvorfor skulle jeg lyve over for dig?”.

Samtidigt på Manwes værelse
Elveren kunne mærke søvnen nærme sig, men han nægtede fortsat at give efter. Ikke nu. Ikke når han var så tæt på. Han var næsten sikker på, at han i det fjerne kunne ane stemmen fra tidligere... ”Manwe, hvad laver du?”. Odderens spørgsmål vækkede ham brat, og han forsøgte desperat at skjule masken, imens han gabte højlydt, og værelset roterede rundt om ham for hans søvnige blik. Lad os bare sige, at det ikke lykkedes helt, som Manwe ønskede det. ”Hvad er...” begyndte Za-Sien overrasket, men blev så dybt seriøs, da han genkendte masken. ”Hvor har du den fra, Manwe?”. Elveren svarede ikke, men vendte Den Ensomme Skygges maske i sine hænder, som om han slet ikke havde hørt odderen. ”Manwe?” gentog Za-Sien, denne gang en del hårdere, og han lagde en stram pote på elverens skulder. ”Manwe, kan du høre mig?”. ”Selvfølgelig kan jeg høre dig” lød det irritable svar. ”Undskyld, jeg er bare lidt søvnig”. ”Nej, du har øjensynligt haft for travlt med at sidde herinde og stirre på den der ting hele natten” bemærkede odderen anklagende. ”Hvorfor fortalte du os ikke, at du fandt den? Hvorfor fortalte du mig det ikke?”. ”Jeg...” svarede Manwe langsomt ”jeg var bange for, hvordan I ville reagere”. En kort stilhed fulgte, hvori elverens trætte blik hvilede på vennen. ”Du var bange for at miste den” konkluderede Za-Sien. ”Det forstår jeg godt. Med alt det mærkelige, der er sket, kan det være godt at have noget fysisk, man kan holde fast i”. ”Det er mere end det” sagde Manwe, nu pludseligt lysvågen. ”Hvordan mere?”. ”Det er svært at forklare” sagde elveren langsomt, men ivrigt. ”Da jeg første gang rørte masken, var det som om... som jeg blev ramt af et eller andet. En eller anden kraft”. Odderen rettede et mistænksomt blik mod masken. ”Manwe” sagde han langsomt ”hvis der hviler en forbandelse eller noget lignende i...”. ”Sådan er det slet ikke” afbrød elveren ham ”nej, det var ikke magi som sådan... ikke på den måde. Nej, det var noget andet. Et minde”. ”Et minde?” sagde odderen nysgerrigt, men lige så mistænksomt. ”Hvilken slags minde, og hvem tilhørte det?”. ”Min far gætter jeg på” svarede Manwe ”jeg ved ikke, hvornår det foregik, men det var ikke helt nyt... for jeg var med i det”. ”Du var i det?” udbrød odderen overrasket. ”Som en lille dreng” nikkede Manwe. ”Men det er ikke alt... min moder var der også, jeg genkendte hendes stemme... Za-Sien, jeg så min familie”.

På en markedsplads, andetsteds i byen
Vagtkaptajn Tjarn hilste med et nik på et par velkendte byvagter, der passerede forbi bænken, hvor han sad og hvilede sig. Det var midt på dagen, og markedspladsen var fuld af liv. Der blev solgt, der blev købt. Der blev råbt, og der blev skrålet. ”Skulle du ikke forestille at være en trænet byvagt?”. Tjarn sukkede opgivende ved den pludselige tilstedeværelse af Marintra ved hans side. ”Og goddag til dig” sagde han tørt ”du er sent på den”. ”Jeg havde travlt” svarede hun vagt ”med at stjæle, myrde og fornærme adelige. Forbryderting, ved du nok”. ”Vil du ikke nok lade være med det der?” sagde Tjarn irriteret. ”Jeg tilkaldte dig af vigtige årsager, så jeg ville sætte pris på det, hvis du ville tage det her alvorligt”. ”Det gør jeg skam” svarede Marintra ham igen ”men hvis vi har et problem med attitude, så er du selv skyld i det. Lad mig lige få en ting på det rene her. Jeg arbejdede ikke for Dinor Mågens, og jeg arbejder ikke for dig. Det gør ingen af os”. Tjarn blev tavs, og Marintra kunne se på ham, at han overvejede sine muligheder med omhu. ”Da aftalen i sin tid dukkede op, blev der foreslået en alliance af en art. Det var alt” fortsatte hun ”alligevel kommer du til os efter hjælp gang på gang. Du truer Faros, og du får to af mine folk såret, ja faktisk er du heldig, at de ikke døde for at redde dit sølle skind. I så fald ville du allerede være nede for at hilse på din bedstemor, det kan jeg godt love dig for”. ”Vi... Dinoren skaffede jer adgang til Baldan” sagde Tjarn stædigt, og Marintra fnøs som svar. ”Mange måneder siden. Hvad har I gjort for os sidenhen?”. Vagtkaptajnen betragtede hende overvejende i flere sekunder og åbnede til sidst munden. Men før han nåede at sige noget, afbrød Marintra ham endnu en gang. ”Hvis noget i stil med 'Gjortnal er også jeres fjende, og han vil hævne sig på jer, hvis han kommer til magten, så gør nu, som jeg siger, lalalala' kommer ud af arret på dig nu, så kan du godt spare dig. Skulle ske det, ville vi tage sagen i egne hænder. Vi kan passe os selv. Desuden har du brug for os. Ellers ville du nok gå til en af dine anstændige bekendtskaber. Hvis du da overhovedet har nogen tilbage af den slags”.

Tjarn lukkede munden igen med et udtryk af blandet vrede og respekt. ”Du fik mig” sagde han ”men det gør det ikke mindre sandt. Hvis Runa og barnet dør, inden rådet er klar til at vælge, så bliver Gjortnal kronet. Hvis det er det, der skal til, så vil jeg personligt tigge og bede om jeres hjælp. Betale jer endda, hvis det er nødvendigt”. ”Du kender mig slet ikke, din skæggede filurmager” sagde Marintra ”hvis du tror, jeg ønsker penge for det her. Nej, jeg ønsker, at du skal give andre personer penge. Eller få nogen til det i hvert fald. Du eller Runa eller en tredje person vil bruge sin indflydelse til at få nogle penge doneret til en sød, gammel kattedame, jeg kender, så hun kan starte et børnehjem for krigsflygtninge op her i byen. Er det forstået?”. ”Det kan måske godt arrangeres” erkendte Tjarn. ”Ikke noget med måske” rettede Marintra ham ”i dag kommer jeg med kravene. Desuden vil du diskret begynde at spørge alle de mest pompøse og vigtige folk, du kender, hvad de ved om mechai. Specifikt dem med kontakter til olddværgene”. ”Mechai?” gentog Tjarn uforstående. ”Hvad snakker du om?”. ”Det kommer du snart til at finde ud. Eller måske ikke og i så fald skal du bare glemme, jeg spurgte dig, for så er det hele noget værre sludder. Som det tredje og sidste, så kommer Braldirborgs bygarde aldrig til at genindfange Arolnar. Ikke før du har hørt fra Klippedyret Erik i hvert fald. Er det forstået?”. ”Klippedyret Erik?” sagde Tjarn uforstående, men han lod så til at erkende sig ligeglad. ”Men du har nok ret angående Arolnar” tilføjede han ironisk ”hvem end, der gjorde det, var tilsyneladende dygtig. Jeg ved ikke, om du har hørt det, men fængselsvagterne skammer sig så meget over det, at de har valgt den efterladte orne, Baldan hed den besynderligt nok, til at være deres nye maskot. Den skal åbenbart minde dem om deres største fejltagelse og presse dem til at blive bedre”.

Tilbage på Smedens Datter, mange timer senere
Tugy vågnede med ét sæt og en kold brystkasse. Med drømmende skridt skyndte hun sig ud i det tomme køkken, hvor hun febrilsk stak sine klistrede hænder ned i en spand med koldt vand. De skulle være rene, det var alt, hun vidste. Hun kunne ikke klare at have beskidte hænder længere. Stanken var blevet for meget. Den kom til hende, hver gang hun lukkede øjnene, selv i dagtimerne var hun ikke altid sikker. Hvis hun var alene et kort øjeblik, ville hun pludseligt mærke den velkendte fornemmelse af den røde, klistrede væske. ”Tugy, hvad laver du dog?” lød Tsyserias stemme søvnigt henne fra døråbningen. ”Har du fået noget på hænderne, skat?”. Tugy nikkede, uden at sige noget, og elverkvinden kom nærmere. ”Jeg tror, du har fået det af” bemærkede hun blidt, da hun nåede frem til Tugy ”dine hænder er rene. Se selv”. ”Nej, de er ej” svarede Tugy, der nu langsomt begyndte at indse, at hun ikke længere drømte. ”De kommer aldrig til at være rene igen... ikke efter, hvad jeg har gjort. De er blodige... Tsyseria, mine hænder er blodige”.

”Det var bare en drøm” protesterede Tugy, da hun lidt efter sad overfor Faros, nu helt vågen. ”Selvfølgelig var det bare det” lød svaret. ”Men det ændrer ikke på noget”. Han rakte ud efter hendes hånd og sagde roligt til hende ”jeg ved, hvad du går igennem, Tugy. Det er kun helt naturligt, efter hvad der skete”. ”Naturligt!” udbrød hun arrigt ”sku' er det da ikke naturligt. Han fortjente det... han sårede Irram, tog os til fange, brændte mig... han fortjente det, og jeg var mere end glad for at gøre det. Jeg ønskede at dræbe ham”. ”Sandt alt sammen” nikkede Faros. ”Men det udelukker ikke, at din reaktion er naturlig. Tugy, hvad du gjorde... jeg vil ikke kalde det en ond handling, men det bør heller ikke være en, der tages for ingenting. At tage et liv skal være en alvorlig sag”. Tugy bed tænderne sammen, og Faros kiggede strategisk væk, så hun ”diskret” kunne fjerne en tåre. ”Men hvad med dig?” spurgte hun lidt efter. ”Har du det da stadigvæk på samme måde, når du... jeg mener, du har levet der her liv så længe”. ”Det kan være hårdt til tider” svarede Faros ”at holde styr på tingene længere. Jeg lærte allerede at dræbe længe før Legionen, men der fuldendte de træningen. Man lærer, at ens liv er ligegyldigt, hvis det ikke kan bruges til at dræbe ildtrolde og at beskytte resten af dværgene. Liv og død bliver reduceret til det normale, og inden længe opsluger det en helt... det tog sin tid at bryde fri af de tanker igen, men jeg prøver. Jeg prøver. Nå, det var nok om mig. Der er ingen grund til at give dig yderligere mareridt. Hvis du skulle få brug for at tale igen, så kommer du bare til mig uden tøven, husk det, Tugy”. Hun nikkede forstående og rejste sig så for at gå, men stoppede op i døråbningen og vendte hovedet tilbage mod den gamle kriger. ”Jeg vil gerne blive her” sagde hun bedende. ”Jeg ved, at I planlægger at finde et sted til Irram og de andre, men jeg vil gerne blive her hos dig og Tsyseria og de andre... hvis jeg altså må det?”. ”Selvfølgelig må du det” svarede Faros øjeblikkeligt. ”Men sørg nu for, at du er helt sikker, inden du beslutter dig” tilføjede han. ”Det er jeg” svarede hun beslutsomt ”desuden kan det jo ikke gå, at Raz er den eneste, som skal et andet sted hen. For I sender ham væk, gør I ikke? Efter hele magtblods-tingen er det ikke sikkert for ham længere”. ”Du overhører mere, end hvad du har godt af, din lille spion” fnøs Faros. ”Hvor sender I ham hen?” spurgte hun nysgerrigt med skjult bekymring i stemmen. ”Intet er besluttet endnu” svarede han. ”Måske Magiens Vogtere, hvis de kan holde ham sikker”. ”Er det ikke for tæt på?” spurgte Tugy og forsvandt så ud af rummet.

”Hun har ret” kommenterede Tsyseria, da hun få sekunder senere tog hendes plads i døråbningen. ”Det er alt for tæt på”. ”Ikke også dig” sukkede Faros. ”Er der ingen her, som ikke aflytter andres samtaler? Jeg begynder snart at fortryde at have indbudt en hel flok tidligere spioner og tyve til at bo på min kro”. ”Ja, slemme Tsyseria” lød det fra Monolo, der også trådte frem fra bag døren, hvor de begge havde stået i skjul. ”Skam dig”. I hånden havde en skål med tørret frugt, som han øjensynligt havde medbragt for at spise, imens han og Tsyseria aflyttede Faros og Tugy. ”Har nogen af jer rent faktisk konstruktive ting at sige?” spurgte Faros irriteret. ”Eller er I bare kommet, fordi I kedede jer?”. ”Vi var også bekymrede for Tugy” svarede Monolo ærligt. ”Du skal ikke tro, du er den eneste, som holder af tøsen. Men hun havde også ret i forhold til Raz. For det første er Magiens Vogtere alt for tæt, denne afdeling i hvert fald, og for det andet så ville de ikke lade ham gå igen, når de først har fået fat på ham. Ved du, hvor sjælden en magtblodet lige er? Hvor meget de er værd i magikernes verden, for slet ikke at tale om den medfølgende prestige ved at have oplært en?”. ”Jeg ved det, jeg ved det” sukkede Faros. ”Vi må finde på noget andet. Der skulle vel ikke være nogen i din familie, som kunne ordne noget, Monolo?”. ”Hmmm” mumlede dosnen ”Dogro er i øjeblikket i Crymron, hvor han bor hos en magtfuld heks, som i hvert fald kunne oplære ham... men jeg ville ikke ønske at sende noget barn derned, og desuden har de allerede et magtblodet spædbarn at tage sig”. ”Jeg troede, du sagde, at de var meget sjældne?” fnøs Faros med et hævet øjenbryn. ”Det er de også” svarede Monolo igen ”men denne dreng blev født for længe siden og fik først for ganske nylig ophævet forbandelsen, der hvilede over knægten, da Dogro og hans 'veninde' Camilla valgte at tage det til sig som deres eget... og jeg står bare og ævler om en lang og kompliceret historie, som ikke er relevant lige nu”.


”Hvad med Aiola?” lød et pludseligt forslag fra den netop ankomne odder. ”Shrakirens bortløbne datter?” spurgte Tsyseria. Både dosnen og odderen nikkede som svar. ”Hvad med hende?” sagde Faros uforstående. ”Sagde I ikke, at Raz var den uægte søn af en eller anden Malka adelsmand fra Ashas?” spurgte Za-Sien. ”For Aiolas moder var også en Malka”. ”Det påstod han, jov” svarede Faros. ”Men ashas-folk plejer at være ret hårde mod uægte børn. Dem gider ingen rigtigt have, end ikke deres egne familier”. ”Sådan er det som regel, ja” sagde Monolo med gnitrende øjne af forståelse. ”Aiola står dog noget ud fra den klassiske ashas kvinde. Jeg synes også at huske noget om en moder fra Malka slægten. I så fald er hende og Raz fætter og kusine, og hun rejser af sted mod Rina om nogle få uger. Langt væk herfra hvor ingen vil have hørt noget. Jeg kunne prøve at kontakte hende”. ”Det skal jeg nok” bed Za-Sien af ham. ”Tag hellere og få noget søvn. Jeg skal alligevel være oppe i nogle timer endnu... at oversætte Den Angloriske Ambassadørs dokumenter tager tid, for mit anglorisk er en smule rustent”.

Første Afsnit        Forrige Afsnit                                                                                      Næste Afsnit