torsdag den 19. oktober 2017

Bag Runner 2049 (dvs. Bag of Holding m. Blade Runner, Wise Man's Fear, Hellblazer samt Reaper og Mithril bordrollespils figurer)

Hvem er jeg? Et spørgsmål der mangen en gang gennem menneskehedens historie er blevet stillet såvel af store tænkere som små børn, der vel egentligt også er store tænkere på deres egen måde. Et spørgsmål der samtidigt ofte følges op med gamle klassikere såsom: "Hvor kommer vi fra?", "Hvad er meningen med livet?" og naturligvis "Hvornår bliver George R. R. Martin færdig med the Winds of Winter?". Den slags spørgsmål plager os ofte og vil nok fortsætte med at forfølge menneskeheden resten af vores dage. Det er også den type af spørgsmål, som vi ikke rigtigt kan udforske så meget i vores almindelige liv, men kun gennem historier. Gennem bøger, tv, rollespil, drama, flere bøger og så lige film. Og ja, der er pointe med denne lange introduktion til indlægget. Jeg skal nemlig til at snakke om Blade Runner, både den gamle og den nye, og jeg tænkte, at en ordenlig introduktion var på plads.

Drømmer androide Harrison om en elektrisk Ford?

Som enhver Sci-fi fan eller mediefags lærer sagtens kan fortælle dig, så er Blade Runner en anelse respekteret og faktisk lidt af en anerkendt film. Den slags film som ikke klarede sig særligt godt økonomisk set, da den udkom, men med tiden fik sig en dedikeret "kult" af trofaste fanatikere. For på trods af at filmen måske ikke var den mest adrenalin drevne oplevelse, så var det en tankefuld rejse med masser af visuelle vidundere, flere deprimerende, men behagelige numre på soundtracket og så ellers en masse andre cyberpunk træk. Foruden Harrison Ford i sine unge dage naturligvis.
Alt var mørkt, filosofisk og ellers bare noir, og takket være de interessante spørgsmål, som filmen præsenterede samt en fuldstændigt tosset (på den gode måde) Rutger Hauer, er den som sagt endt med at være rimeligt elsket. Det ville være noget af en underdrivelse at sige, at visse folk tog Blade Runner seriøst. For mange er det filmen over alle film, som alt andet sci-fi eller måske endda underholdning skal sammenlignes med. Personligt kan jeg også godt lide Blade Runner, men jeg vil dog samtidigt sige, at det ikke ligefrem er den type film, jeg kunne se hver dag. Den fylder på sindet og påvirker mine tanker i flere dage efter på samme måde som Rumrejsen 2001. I alt har jeg nok set den tre gange (kun Final Cut), hvor af den tredje gang var i mandags, inden min ven Jakob (om det er en ægte ven? Nej, hvis jeg havde råd til sådan en, så ville jeg nok ikke skrive min blog via google... bare en lille intern Blade Runner vittighed) og jeg tog ind for at se den nye, og hver gang har jeg ladet Blade Runners kølige charme ramme ind over mig som den regn, der evigt og altid plager Deckard i filmen. Udover at være en god film er det nemlig også en oplevelse, men jeg vil nu ikke sige, at jeg hører til blandt Blade Runner eliten. Jeg har som sagt kun set final cut-versionen, og jeg er ikke af den opfattelse, at det nødvendigvis er den absolut bedste film af alle, selvom jeg godt kan lide og værdsætte den.
Alligevel blev jeg nervøs, da jeg læste, at der i år ville komme en efterfølger til denne imponerende klassiker. Blade Runner er en... film for sig, der kan fortolkes på et halvt hundrede forskellige måder både på grund af dens surealistiske træk og bizare karakterer. Den er ikke den slags film, man bare lige sætter sig ned og nyder uden at blive påvirket. Jeg vil heller ikke kalde den for en action film, og det var nok mest der, at jeg frygtede for denne eftefølger med Ryan Gosling i hovedrollen. Reklamerne gav mig nemlig en fornemmelse af, at der ville være mere fart på denne gang, men uanset hvor meget jeg end gruede for filmens skæbne, så var jeg jo trods alt nødt til at se den.
Man har vel en pligt her i livet som blogger og sci-fi fan.
Hvad er der så at sige til filmen, der ifølge så mange umuligt kunne fungere? Altså for det første vil jeg lige bemærke, at jeg havde en smule ondt af instruktøren, selvom han nu nok selv valgte projektet. Da Blade Runner først udkom var det langt fra alle, der kunne lide den, men dens indflydelse og senere fans har sørget for, at det nok er en film, der sent bliver glemt. Den nye er derfor en film, som mange nok ikke var villige til overhovedet at give en chance, hvis jeg skal være helt ærlig. Flere brød sig aldrig om den første til at starte med, andre er for glade for den gamle til at være åbne, og en tredje part forventede at blive mødt af en spændende action-film. Men nok om det, så jeg endeligt kan komme i gang med selve filmen.
Visuelt set så er Blade Runner 2049 en sand fryd, og stilen har den samme tunge, beskidte aura over sig, der præsenterer en trist cyberpunk fremtid, der kun virker alt for realitisk på længere sigt. Masser af neon og regn. På en måde er Blade Runner den omvendte Guardians of the Galaxy på dette punkt, da de begge benytter sig af stærke farver til den samme grad, men med to forskellige formål. I Guardians er man på et eventyr, og der spilles med glade, lettere surealistiske billeder. Her er det også surealitisk på sin vis, men alligevel lidt for virkelighedsnært og som sagt trist. Blade Runners verden er smuk at kigge på, men det er godt nok ikke en, jeg kunne tænke mig at leve i. Samtidigt udvider filmen også en smule på verdenen, men uden at man får en masse unødig information. Der gives lidt om skabelsen af replikanter, og ormene fra den første forklares, samtidigt med at man hører mere om jordens status. Det tager dog ikke for meget fokus fra historien, der ligesom den første fokuserer på en ung blade runner på jagt efter en replikant eller to, imens vedkommende langsomt finder ud af mere om sagen, og en større hemmelighed afslører sig. Der er en masse noir detektiv elementer, og de få action sekvenser, som filmen nu engang har, er langsomme, intense og påvirket af den elektroniske cyberpunk musik. Der er som sagt en god detektiv historie heri, som fuldstændigt kom bag på mig. Til at starte med syntes jeg nemlig den virkede lidt for åbenlys og gennemskuelig, men efterhånden som den udfoldede sig, afslørede den flere uventede sider. Jeg vil ikke sige, at det var den bedste detektiv historie nogensinde eller sådan noget, men for mig kom der et par overraskelser på de rigtige tidspunkter, som vigtigst af alt hjalp historien og understøttede temaet.
Hvad angår historie og tema, så føles 2049 mest af alt som den naturlige efterfølger. Den stiller de relevante spørgsmål, man kan finde i kølvandet på originalens, og så tager den det oprindeligt koncept og udforsker det på en ny måde. Hvor der var mange spørgsmål om Harrison Fords Deckard i den oprindelige, så er Ryan Goslings K mere fastlagt fra starten. Men det er ikke en dårlig ting, for det præsenterer mere konkrete identitetsproblemer for ham, og det ville alligevel være kedeligt at prøve den samme ting to gange i træk. Man føler noget for denne yngre blade runner, og det er virkeligt hans film. Han har sin egen verden omkring sig, som man introduceres til, og i denne leges der med flere interessante temaer, der fungerer som forlængelser til originalen, uden at de gentager for meget. Af denne årsag er det nok også meget godt, at Fords rolle i filmen er begrænset. Han er med i en under en time, men hans scener er velbenyttede og har alle et formål, udover at det selvfølgelig er Harrison Ford, som jo for det meste er en god ting. Filmen er dog ikke helt uden sine problemer, selvom de er mindre. Skurken for eksempel er egentligt meget god og har forståelige motivationer, men Jared Leto (det er ikke en spoiler, at han spiller skurken, bare se på plakaten) har ikke rigtigt særligt meget at lave i filmen. Klimakset er heller ikke helt lige så tosset, som det i originalen, men det er dog intenst, og der står en del på spil. Mere er jeg bange for, at jeg ikke rigtigt kan sige uden at afsløre noget, og bare den mindste smule er desværre for meget. Jeg vil bare afslutte denne anmeldelse med at sige, at filmen klart er en værdig efterfølger, der står på egne ben og gør sin egen ting, imens den vedholder ånden fra den første film. Nogle har kaldt 2049 for lang, noget jeg ikke selv syntes, men det skal dog bemærkes, at jeg heller ikke ville kalde den for den perfekte film. Måske tæt på, men der er nogle små knaster under vejs, der kommer i vejen. Alligevel er det en, der skal ses af sci-fi fans og mediefagslærere, og jeg ser allerede frem til at gense den en gang i fremtiden. Nu frygter jeg bare, at der kommer en tredje film, for selvom denne ikke lægger synderligt op til det, kunne det jo godt ske, og jeg tvivler på, at succes kan slå til tre gange.

The Wise Man's Fear

Så er tiden kommet til en bog igen, nemlig murstensromanen The Wise Man's Fear, en efterfølger til The Name of the Wind, som jeg virkeligt godt kunne lide på trods af bogens få, mindre problemer i forhold til hovedpersonen. Denne længere efterfølger til en allerede rimeligt lang bog fortsætter så ellers, hvor den første slap. Kvothe er stadigvæk på universitetet, hvor han fortsat er i gæld, kommer i problemer med Ambrose, som han trækker sine venner ind i, og ellers bare lever sit liv. Denne del af bogen er nok den mest afslappede, på trods af der nu engang hænder et par ting, og det er dejligt, at den tager sig tiden til at udvide lidt på karakterer og deres forhold. Man kommer for alvor til at tro på venskaberne mellem Kvothe og de andre, og så får begge hans to bedste venner en smule fokus, hvilket også er rart, da det meste indtil da har handlet om hvor rødhårede protagonist og så Denna. Dette er dog kun den første del af bogen, da Kvothe snart rejser ud på eventyr, og man får kapitel efter kapitel af worldbuilding og fjerne, fremmede kulturer.

Her møder man en masse interessante koncepter, der ofte virker bizare eller ligefrem unaturlige, men alligevel præsenteres på en troværdig måde. Man får et bedre indblik i Rothfuss skønne fantasy univers, og det bliver aldrig kedeligt takket være hans velskrevne ord. Dog kan det til tider føles lidt for belejligt, at Kvothe er nødt til at rejse hen til alle disse steder. Historier gennemføres ikke altid helt, før han er nødt til at tage videre, og der er et par elementer og karakterer, der introduceres, men i sidste ende ikke bruges til særligt meget. Overgangen fra mindre eventyr til eventyr er ikke smertefuld eller noget, men den kunne godt være håndteret noget bedre. Det værste ved disse er dog, at man ved lige præcis, hvorfor de er der, og man kan se, at der er en tydelig mening med flere, ja især en, af disse mindre historier, nemlig at Kvothe skal være klar til treeren. Som læsere ved vi, at Kvothe kommer til at blive en legende og en berygtet sværdkæmper, så derfor er han nødt til at bruge tid på at lære det i denne bog. På det punkt i historien er jeg bare lige blevet så fokuseret på et andet plot, at denne nødvendige sidehistorie nærmest kommer i vejen for mig. Den del var nemlig ikke dårligt skrevet, men hele det afsnit var nok alligevel bogens svageste del af to årsager: Den føles lidt for meget som et redskab til at klargøre hovedpersonen til den næste bog, og så tager den fokus og tid væk fra en større historie, som bogen havde brugt så lang tid på at udfolde. Det er egentligt ret trist, da jeg tror, jeg ville have syntes meget mere om denne mindre fortælling om Kvothes "trænings montage", hvis dens placering i bogen havde været mere naturlig. I stedet kommer den i kølvandet på en af de bedste historier og falder så tæt på slutningen, at jeg mere var nervøs for, at bogen ikke ville få tid til at få afsluttet andre plotelementer. I det hele taget har den det med at introducere ting, der ikke altid bliver fulgt op på, men heldigvis er der så meget godt indhold i bogen, at de egentligt ikke betyder helt vildt meget på langt sigt. Det er bare en lang bog (ca. 1100 sider i paperback), og dens struktur gjorde, at jeg kunne lide nogle dele langt mere end andre. Især kapitlerne på kroen, hvor Kvothe skjuler sig og fortæller sin historie senere hen, syntes jeg om sammen med Elodin og hele skov-røver-plottet.

Hvad vor protagonist, Kvothe, angår, så synes jeg samtidigt, at denne bog var en forbedring over den første. Jeg har tidligere kommenteret, at han godt kan være lidt af Mary Sue, altså en karakter der er alt for god til alting og aldrig rammes af konsekvenserne fra sine fejltagelser, men det, tror jeg ikke længere, er den rette betegnelse. Kvothe har ganske vist en umenneskelig hukommelse og læreevne, der til tider kan få ham til at virke utroværdig, men han er også stolt, han kan være sårbar, han kan komme op i det røde felt, og så er det helt tydeligt ud fra kapitlerne, hvor han fortæller sin historie, at noget kommer til at gå helt galt for ham på et tidspunkt. Og jeg kan ikke vente med at finde ud af hvad. Dette betyder desværre bare, at Winds of Winter bliver gjort selskab af The Doors of Stone, som jeg så også må vente på, i Tolkien må vide hvor længe. 

Men fra denne rødhårede musikalske troldmand med sværdkundskaber og videre til den arrogante, men charmerende, trenchcoat bærende svindler af en middelmådig troldmand fra Liverpool, der går under navnet: John Constantine. Det er tid til at snakke om mere Hellblazer.

Bloodlines - Tainted Love - Rake at The Gates of Hell

I disse tre bind i serien forsætter den historie, som påbegyndte i den fremragende Dangerious Habits historie, hvorefter Constantine nu ikke ligefrem er i kridthuset med djævelen efter en sag med en smule svindel og en løftet langefinger. Bloodlines genoptager først, hvad Original Sin gjorde, idet den fortæller om en masse mindre sager, Constantine kommer ud for. Her møder man både hævngerrige spøgelser, triste hedenske juleånder (ja, julen er nu engang en meget gammel sag), gode gammeldavs' dæmoner, medlemmer af den britiske kongelige familie, vampyrer, og så er der mere tid med Johnnys bedste ven og trofaste chaufør Chas, alt imens djævelen begynder at planlægge sin hævn. Dog kan Constantines humør ikke dæmpes, da han i dette bind er glad for første gang i evigheder. Det er også dejligt at se ham i en så uvandt situation, men formålet med det er først og fremmest, at det kommer til at gøre langt mere ondt, når skæbnen nu engang indhenter Constantine og leverer ham hans sædvanlige måltid: smerte, døde venner og intet andet end dårlige valg. Samtidigt fungerer den som build up til bind syv, der nok er blandt mine yndlings i serien indtil videre.

Tainted Love, som det syvende bind hedder, var nemlig den rene fornøjelse på sådan en grufuld, smertefuld og til tider sjov måde. Heri kommer Constantine nok gennem flere af sine værste oplevelser, og det siger ikke så lidt, alt imens han forbereder sig på den uundgåelige krig mod The First of The Fallen altså djævelen, da de af en eller anden grund ikke måtte bruge Lucifer. Karakterer fra tidligere kommer tilbage, nogle mindre historier afsluttes, og Constantine plotter og manipulerer som sædvanligt. Dog får det konsekvenser, da han møder nogle nazister (ja, nazister, ingen dæmoner i den del af historien), og mere vil jeg ikke sige, men det efterfølges med nogle hårde tider for den bandende, meget menneskelige antihelt. Constantine er nemlig ikke den slags antihelt, man kan lide, bare fordi han sej, men snarere fordi han er så forståelig, som jeg har nævnt tidligere. Han begår fejl, masser af dem, og han kan være lidt af en skiderik til tider, men han har også potentialet til at gøre godt. Hellblazer er altid værd at læse på grund af Constantine selv samt den gode dialog og den anderledes måde, hvormed han løser eller undlader at løse et problem, men i Tainted Love er der bare mere end det. Vi starter ud med Constantine på hans højeste, og langsomt mister han alt. Bindet ender så med, at hans krig eller kamp eller hvad pokker, det end bør kaldes, med djævelen kan begynde, og den historie er fremragende, omend forstyrrende og noget for sig.

Derfor er det bare en skam, at det ottende bind Rake at the Gates of Hell starter ud med Damnation's Flame, hvor Constantine vælger at tage en lille ferie i New York, inden han begynder sin strid med djævelen. Denne alt for lange historie har nogle interessante ideer og et enkelt øjeblik af ren "øh hvad?", men ellers føles den bare unødvendigt lang og unødvendig i det hele taget. En gammel karakter bringes tilbage, som jeg egentligt godt kunne have tænkt mig at have set tidligere, men forholdet mellem denne og Constantine må i mellemtiden have udviklet sig, for han er pludseligt ude efter hævn, og halvdelen af tiden forstod jeg ikke rigtigt, hvad meningen med det hele var. Hvilket altsammen er trist, fordi den trækker tid fra Rake at the Gates of Hell, som egentligt burde have været længere. I denne, Garth Ennis sidste, Hellblazer historie står den britiske lurendrejer så endelig over for djævelen, idet både gamle venner og fjender trækkes ind i konflikten. Nogle ting forstod jeg ikke altid årsagen bag, men i sidste ende virkede det meste egentligt meget godt. Der er især en del, hvor Constantine taler med en præst, jeg godt kunne lide, men historien lider nu engang af for kort tid til at få alt fortalt. En hel del af Constantines forberedelse ryger naturligvis ud af vinduet, som det jo skal for at skabe spænding, men det sker lidt for hurtigt, og jeg kunne bare godt have brugt lidt længere tid på at få afsluttet en akt, der nu har fyldt hele fire bind i serien. Det er dog alligevel en interessant slutning, og den er heller ikke dårlig, langt fra, den mangler bare lidt mere plads til at udfolde sig. Den når næsten kun lige at komme i gang, og så er den ellers ovre. De fleste ting får den heldigvis afsluttet, og den har endda plads til lidt mere baggrundshistorie, fordi hvorfor ikke, men ja... jeg kom bare ikke til at føle mig helt mæt.

Lim, maling og nye mærker

Så er der også blevet malet et par bordrollespilsfigurer i denne efterårsferie, men for en gangs skyld er det ikke Games Workshop produkter, der har været fremme. Jeg besluttede mig i sommerferien, da jeg kiggede på internettet efter forskellige figurer, at jeg ville prøve nogle nye værker. Ved den lejlighed kiggede jeg dog fortsat kun efter Ringenes Herre, og det var der, jeg faldt over Mithril, der siden et tidspunkt før filmene har lavet figurer baseret på Tolkiens værker. Dette fandt jeg rimeligt interessant, da GWs figurer næsten udelukkende er baseret på filmene, og selvom de er meget flotte, så kunne jeg godt tænke mig noget variation blandt mine tropper. Desuden er GW ofte ret dyre. Der var så over i købet tilbud hos Mithril, og jeg bestilte et par, jeg godt kunne lide (primært orker). Samtidigt var jeg Dragons Lair i Aarhus for kort tid siden, hvor jeg faldt over nogle Reaper - Bones figurer, der ligeledes er meget billigere end GW, og kort fortalt havde jeg nu nok at male i ferien af andre mærker. Lad os tage et kig på udvalget:
Helt til venstre ser vi de to Reaper figurer. Et genfærd og en stor trold med en kølle (fik jeg nævnt, hvor meget jeg elskede at male trolde?). Disse var rimeligt billige i forhold til andre bordrollespilsfigurer, men desværre er materialet også en anelse blødere end eksempelvis GW (som jo egentligt er det eneste andet, jeg ejer). Det var ikket problem med trolden, da den var så tyk, eller ved spøgelset, men jeg kan godt forestille, at det ikke duer meget til mindre figurer. De tre til højre er så mithril, hvoraf der er to orker og en bjergtrold. Helt specifikt bjergtrolde kongen fra Hobbitten. Personligt kunne jeg faktisk godt lide bjergtroldene i Hobbitten filmene, hvad angår effekterne var de noget af det eneste, der imponerede mig, men deres bjergtrolde konge passede bare ikke ind i min forestilling af ham. Han var alt for stor i forhold til de andre, selvom jeg godt kunne lide stemmen. Denne her derimod er perfekt. Med en fin kappe, et løftet sværd og en smuk pelskrave ligner han bare en, der er støbt til at være konge. Meget mere troværdig. Ellers er der en ork shaman, der bare er perfektion i reneste form med løftet stav, kåbe og maske, og til sidst er der en ork bueskytte, jeg købte med, fordi han kostede ti kroner ved udsalget, og fordi jeg ikke har særligt mange ork bueskytter. Ellers er der ikke noget særligt ved ham. Det skal dog lige bemærkes, at materialet ved shamanen og bjergtrolden er bly, rimeligt gammeldags fordi det sådan rent set kan være giftigt, skulle man komme til at indtage det. De bliver heller ikke produceret længere, men nu er det trods alt heller ikke fordi, at jeg har tænkt mig at spise dem eller at lade små børn lege med dem, så det går nok.
Her ser vi så figurerne i malet udgave samt en jumbobog, fordi Anders And. Der er ikke meget andet at tilføje, end at jeg er meget tilfreds med at have købt dem, og hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg ikke, de er blevet så slemme endda. Note til mig selv: Overvej at købe flere figurer fra disse mærker i fremtiden. De er nemlig billigere end GW og egentligt vældigt flotte. 

Nu tænker du måske, at jeg vist nok er begyndt at blive lidt for glad for bordrollespils figurer på det sidste. Til det kan jeg kun svare, at det ikke er noget nyt, men et gammelt behov der er vendt tilbage. Jeg går desuden lidt og leger med tanken om at indføre figurer i Mortlan, når vi spiller bordrollespil. Altså kun til de større kampe, men det kunne være praktisk for at holde styr på alle spillerne, og samtidigt kunne jeg måske lokke en ven eller to ind i hobbbyen på samme tid. Jeg stoppede nemlig i sin tid, fordi ingen rigtigt gad praktisere denne halvdyre interesse sammen med mig, men jeg tror nu engang, at der gemmer sig potentielle ofre blandt mine bordrollespillere.

Især den rødhårede tror jeg ikke, det kræver meget for at omvende... (indsæt ond latter her). Men nej, helt seriøst, så burde jeg nok komme tilbage til mine lektier. Denne lille pause i skrivningen af min fysikaflevering har vist varet for længe nu.

Ups

Sådan da

onsdag den 4. oktober 2017

Dværge #51 Et Spring Ind I Det Nye År

Lige en "lille" note, inden vi når til historien.

Det er nu et godt stykke tid siden, jeg sidst har skrevet på denne længere varende fortælling. 51 afsnit siden jeg påbegyndte serien i en alder af femten år. Noget jeg er meget glad for, at jeg gjorde, for dværge har ofte været mit flugtsted, når så meget andet har presset på i mit liv. Den bog jeg snart har arbejdet på i fem år, den synes jeg også er sjov at arbejde på, det nyder jeg virkeligt, og jeg elsker også at skrive fortællinger fra Mortlan, men dværge er bare noget helt andet. Serien har haft to formål for mig fra begyndelsen: At lade mig øve mig i at skrive og at lade mig have det sjovt med at skrive noget, som til tider/meget ofte kan være fuldtændigt tosset. For lad mig lige være helt ærlig: Dværge er langt ude med skiftende fokus, lamme vittigheder, variende tone og skurke trukket direkte ud fra superhelte historier eller Star Wars. Hvad angår det første punkt så synes jeg i hvert fald selv, at jeg er blevet bedre til at skrive, siden jeg begyndte på serien. Det gør helt ondt for mig at kigge tilbage på de tidlige afsnit nu og se, hvor stift et sprogbrug jeg havde dengang. Ikke for at sige at jeg er fantatisk nu eller noget, men personligt vil jeg mene, at serien har ladet mig forbedre min skrivestil og måske endda (hvem ved) muliggjort min langvarige drøm om en dag at få en bog udgivet.

Nu om dage betyder det dog for det meste, at jeg efterhånden har så mange andre ting at skrive på, at jeg ofte udsætter dværge. Jeg vil gerne færdiggøre den fjerde udgave af Tronen af Træ (min bog som har været fem år undervejs) i løbet af tredje g (25% i øjeblikket af den nyeste udgave), jeg vil gerne i gang med at afholde bordrollespil igen (efter efterårsferien, det lover jeg, mine trofaste spillere), jeg vil gerne skrive videre på Fortællinger (historien om Fredegar og Rosa skal færdiggøres, og så har jeg et par andre ting planlagt), jeg vil gerne have tid til at lave andet end at skrive såsom at læse, at spille live, male bordrollespils figurer og være sammen med mine venner, og så vil jeg gerne kunne passe min skolegang ("SRP is coming", og det bliver langt ondere end en hær af is udøde).

Dog kan jeg ikke forlade Marintra, Faros, Bruntop, Trak og alle de andre nu. Vi er kommet så langt, og jeg har brugt tid på at udtænke plot, og hvor jeg vil føre historien hen. Deri ligger nemlig et andet problem. Da Dværge begyndte var det små, korte afsnit med en relativ simpel historie, som på ingen måde var inspireret af visse tv serier, film og andre bøger, jeg er eller har været fan af. Nu derimod er jeg blevet ambitiøs, og med ca. 49 afsnit tilbage er der et stykke igen. Jeg skylder mine karakterer at færdiggøre historien, og jeg skylder de få personer, der rent faktisk har gidet læse dværge, at få fortalt en ordenlig afslutning. Noget jeg heller ikke bare kan gøre uden videre. Nu er det større plot først gået i gang, og det kan ikke stoppes, før vi er igennem Mechai Oprøret, Den Politisk Kamp og Et Par Mindre Historier. Heldgivis har dværge stadig to friheder, som Tronen af Træ og Fortællinger ikke har: 1) Jeg behøver ikke rette det igennem hundrede gange, for dværges udgangspunkt i kvalitet er ikke svær at leve op til og 2) Jeg kan fortsætte med den samme elendige humor, jeg har haft siden starten.

Så hvis du har fulgt med i dværge enten fra den smertefulde begyndelse (bare drop de første 20afsnit, hvis de er for meget, så vigtige er de ikke) eller fra et senere og forhåbentligt bedre punkt, så takker jeg dig, og jeg lover, at denne historie nok skal fortsætte og vil ende en dag, uanset hvor mange pauser jeg så end bliver nødt til at tage undervejs.


#51 Et Spring Ind I Det Nye År

Den 29. Qos 1076AA, nytårsaftensdag, tidligt om morgenen
Elverkvindens øjenlåg fløj op, og hun holdt med besvær en voldsom rysten inde, imens hendes skræmte blik var rettet mod det mørke træloft... træloft? Hvor var hun dog henne? En gru lagde sig over hende med følelsen af en kold hånd, der lukkede sig om hendes hjerte, indtil det bristede og blev til et tusinde små stykker is. Elverkvinden tog en dyb indånding og så endnu én, imens hendes ben helt af sig selv kravlede op til hendes brystkasse, så hun kom til at ligge i skrædderstilling. Det er ikke cellen, hviskede en stemme i hendes hoved. Selvfølgelig er det ikke det, svarede hun den irriteret igen. Det kan jeg da selv se, din... din... din middelmådige observatør. Av, sagde stemmen og blev så tavs. I stedet krøb stilhed tilbage i sindet på hende, en ulidelig intethed som kun kunne blive brudt af flere åndssvage tanker. Men der kom ingen.

Sådan lå hun længe uden at røre sig. Gik der mon minutter eller timer? Det vidste hun ikke. Alt hun vidste var, at den krybende og kravlende stilhed til sidst blev for meget for hende. Hun var nødt til at give lyd fra sig. Nødt til at larme. Til at skrige. Vent! Kaldte stemmen fra før dog, før hun kunne nå at gøre nogen af disse ting. Find ud af, hvor du er først. Mon du overhovedet er bevogtet i øjeblikket. Dette kunne være din chance. Din eneste chance for at komme væk. Komme væk? Ideen virkede fjern for hende, ja nærmest fremmed eller uforståelig. Sidste gang jeg forsøgte, mindede hun stemmen om, blev jeg fanget. Hans hænder... brændende som ild, og staffen... smertefuld som en fakkel. Men ser du ham måske nogen steder, hva? Spurgte stemmen, nu nærmest bedende, nej tiggende. Kom nu. Tag dig sammen. Hvis du har muligheden for at komme væk nu, og du ikke tager den... Det vil jeg aldrig kunne tilgive dig for. Det ville du aldrig kunne tilgive dig selv for, og det ved jeg. Elverkvinden sukkede lydløst. Stemmen havde ret. For Herroth da også, det havde den sgu, og hvis hun forspildte en mulighed på grund af frygt...

Uden yderligere tøven kom hun elegant på benene, præcis som en kat, og med vagtsomme øjne betragtede hun lokalet. Det lod til at være et lille soveværelse, og da elverkvinden kiggede ned, opdagede hun, at hun lå i en seng. En rigtig seng. Hun kunne ikke erindre, hvor længe siden det sidst havde været. Men netop som hun overvejede dette, og fjerne, behagelige minder svævede rundt i udkanten af hendes bevidsthed, bemærkede hun noget andet, der skræmte hende. Hun var ikke alene i sengen. Uden at værdige den fremmede et ekstra blik, hoppede hun ned fra sengen, greb instinktivt en læderomsvunden daggert på sengebordet og stormede så frem mod det åbne vindue, hvorfra hun kunne høre og lugte livet fra gaden udenfor. Friheden ventede forude, og hun tog springet uden at kigge efter. Men netop som elverkvinden forlod soveværelset, vågnede sengens anden ejer op, og den lille mørkhårede dværg satte sig først forvirret, så skræmt op. ”Tsyseria!” kaldte Marintra efter elverkvinden, idet hun sprang op fra sengen.

Samtidigt nedenunder, i kælderen hos Smedens Datter
”Duk dig, højre, højre, stik, venstre” instruerede Faros, imens han skiftevis angreb med træsværdet og undveg sin modstanders træk. ”Hold nu op med det der!” beklagede Tugy sig irriteret. ”Hvorfor gør du det?”. ”Det er svært, ikke sandt” svarede den gamle kriger hende igen med et lusket smil. ”At handle når man har først fået en kommando. I stedet for at lægge en plan selv, tvinges man ind i en ramme, og hjernen lader som regel kun to muligheder være tilbage. Man kan gøre, som der bliver sagt, eller man kan gøre det præcis modsatte”. Han markerede blidt på siden af hendes ribben med træsværdet og undgik samtidigt hendes modangreb. ”Man har ikke lyst til at følge kommandoen, det er jo tydeligvis dumt. Så ved modstanderen, hvad man har tænkt sig. Hop, parrer, hug, højere, venstre, venstre, højre. På den anden side så kunne det modsatte også være en fælde, tænker man. Hvis han nu ved, at jeg ikke vil følge instruksen. Hvis han nu ikke regner med det”. Træklingerne mødtes i luften, Tugy med sin fulde styrke bag sit hug og Faros med kun en andel af sin. ”Det er en labyrint” fortalte han, imens de stod der, ansigt til ansigt. ”Og når man først har forvitret sit sind derind, så finder man aldrig ud igen. Kampen er ikke kun noget, der foregår her i denne virkelighed. Den udkæmpes også herinde”. Han prikkede to gange på Tugys pande med sin ene pegefinger, imens han kun holdt sværdet med sin ene hånd, og hun snerrede arrigt ad ham. ”Derfor skal man undgå labyrinten helt. Vær opmærksom, men lad dig ikke distrahere, når du kæmper”. ”Faktisk” tilføjede han med et nyt smil ”så er det nok et godt råd sådan helt generelt”. Tugy fnøs og dukkede sig så for at placere en knytnæve i maven på Faros, idet hun helt gav slip på sværdet. Dette kom bag på den skæggede kriger, og han stønnede smertefuldt, dog uden at vige. I stedet vendte han straks træsværdet ned mod hende, men det skete et halvt sekund for langsomt. ”Og hvad så nu?” spurgte Faros hæst, da hun rejste sig op flere meter fra ham. ”Du har mistet dit sværd og for hvad? At få mig til at tie stille”. Et provokerende smil spillede sig Tugys læber, og hun trak på skuldrene. ”Dine ord, ikke mine” lo hun. ”Men ja... du var sgu begyndt at gå mig på nerverne. Ved Bæstet da også, du ævler bare løs, når du først er gået i gang, gør du ikke?”. Faros rynkede brynene over kommentaren, men nåede ikke at komme med noget velovervejet svar, da Marintra pludseligt trådte ind i hulen. ”Har I set Tsyseria?” spurgte hun bekymret.

Braldirborg Slot
Goblingen gav et kort, næsten usynligt buk fra sig, da Runa trådte ude fra sit værelse. ”Godmorgen” hilste han kortfattet. ”Man kan have lov at håbe” svarede den gravide enke, lettere underholdt over vagtens opførsel. ”En stor dag bliver det i hvert fald” sukkede hun. ”I nat begynder et nyt år, og kun guderne kan vide, hvad det må bringe med sig”. ”Nye tider... eller de samme?” mumlede goblingen tankefuldt med et hævet øjebryn. ”Lige præcis” afgjorde hun og vendte så blikket ned mod gangens anden ende. ”Skal vi?” foreslog hun, og vagten nikkede. Hun var i dagens anledning klædt i en kobberfarvet kjole, imens han bar en sin sædvanlige læderrustning og ved siderne havde sine trofaste daggerter. ”Du lader til at være en mand af få ord, Trak” bemærkede Runa, imens de gik. ”Hvis det er fordi, du er bange for at sige noget, så slap endelig af. Personligt foretrækker jeg mine livvagter livlige, eller i hvert fald sådan at jeg kan føre en samtale med dem”. ”Hvis jeg kun har få ord, så er det fordi, jeg ikke ved, hvilke der er passende” indrømmede goblingen. ”Jeg er ikke særligt vandt til hoflivet”. ”Det var jeg heller ikke indtil for to år siden, hvor jeg blev gift med Mågens” svarede Runa ham. ”I Mugball er alt det her anderledes, ser du. Der er slet ikke den samme...”. ”Illusion?” foreslog Trak, hvilket Runa til at smile. ”Ja” fnøs hun. ”Det er kynisk måde at se på det, men ja. Hvor jeg kommer fra, er man praktisk anlagt. Hele det her rænkespil har vi hverken råd eller tid til. Det måtte jeg lære, da jeg kom til Zrulf. Derfor tænkte jeg egentligt, at det ville være fornøjeligt at have en anden udlænding ved min side, som heller ikke var vandt til alt det her. Måske endda en ærlig person. Ikke for at sige at jeg er helt uden venner ved hoffet, men de er alle charlataner, strateger og politiker, der ser verden som én stor slagmark”. ”Undskyld mig” sagde Trak med så megen høflighed, han kunne mønstre. ”Men hvorfor fortæller du mig egentligt alt det her bare uden videre? Jeg har kun arbejdet for dig i ganske kort tid”. ”Tja” sukkede Runa. ”Måske er jeg bare ensom. Måske synes jeg, at du virker som en troværdig mand. Eller måske er det en fælde, idet jeg allerede nu har regnet ud, at du er en spion for Hertug Rothil. Det er ikke til at vide, er det vel?”. Trak fnøs. ”Sikke en køn verden du lever i”. ”I sandhed” nikkede Runa med et smil. ”Men nok om mig, hvis du insisterer. Fortæl mig i stedet noget om dig selv. Tjarn nævnte for mig, at du tidligere har arbejdet som vagt. Jeg kan næsten gætte mig selv til, at det ikke har været på et hof, medmindre du altså er en spion for Rothil”. ”Byvagt” svarede Trak uden at uddybe. ”'Ingen er så forbandede'” sagde Runa sagte, og goblingen fnøs endnu en gang. ”Et hårdt liv, ja” sagde han. ”Og ofte et utaknemmeligt et af slagen ligeså”. ”Noget af at skridt opad i så fald” bemærkede Runa. ”Ganske beundringsværdigt ville nogle nok kalde det for og heller ikke helt dårligt, hvad angår forholdene. Jeg kan i hvert fald forestille mig, at sengekvaliteten og maden er anelse bedre”. ”Tja” sagde Trak overvejende. ”De to områder er måske en lille smule mere komfortable her, men hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg langt mere bange på hoffet, end jeg nogensinde var på gaden. Kroslagsmål, tyve og knive i mørke gyder, det har jeg forstand på. Politik og snigmordere derimod. Der ser man de sande rædsler”. ”Et klogt valg af frygt” svarede enken bifaldende.

Tilbage på Smedens Datter, i kælderen
Det snaskede vand boblede fredsommeligt, og alkymisten mærkede et gab trænge sig på, da den blide aroma af damp nåede hans næsebor. Men Bruntop måtte ikke falde i staver nu, og han rystede søvnen af sig. Ikke at den pludselige trang til en lur var en dårlig ting, da den nemlig beviste, at hans sovemiddel virkede efter hensigten. ”Godt at se” mumlede alkymisten til sig selv. ”Længe siden sidst”. ”Hvad er længe siden?”. Bruntop vendte sig om og fik til sin overraskelse øje på Bella, der var kommet ned i kælderen. ”Hvordan?” spurgte han lettere mistænksomt. Heksens øjne funklede, og hun aede blidt broxaen på sin skulder. ”Troede du virkeligt, at en skjult dør ville kunne stoppe mig? Den slags har vi altså også i Itrildar”. Dette svar beroligede dog ikke alkymisten, og han trådte forsigtigt et skridt nærmere hende med vagtsomt blik. Endelig gik det op for heksen, hvad han tænkte, og hendes mund formede en tynd streg. ”På den måde” sagde hun forstående. ”Jeg skulle altså have spurgt først, før jeg gik ned i jeres lille hemmelige 'skjulehule'”. Dette havde Bruntop ikke noget svar på. ”Bare rolig” sukkede heksen en anelse stødt. ”Jeg skal nok gå igen, hvis du ikke stoler på mig. Ellers kan jeg også gå tilbage til mit værelse, men det var dig selv, som sagde, at jeg ikke var jeres fange”. ”Det er du heller ikke” udbrød Bruntop, før han kunne nå at overveje sit svar, og han blev straks en smule rød i hovedet. ”Undskyld... ville ikke hentyde den slags. Så længe du ikke piller ved nogen af Faros eller Marintras sager, går det nok. Mine sager kan klare det, hvis er forsigtig”.

Bella smilede, denne gang uden at skjule det, og hun trådte så ind i Bruntops lille værksted, hvor hun gav sig til at betragte den kogende kedel. ”Hvad brygger man så her, hvis man må have lov at spørge?”. Før alkymisten kunne nå at svare, faldt hendes blik på den åbne krukke med tørrede drømmeblade. ”Sovemiddel” gættede hun sig til. ”Enten det eller også har du den samme mærkelige smag i te som min faster”. ”Ikke te” svarede Bruntop, og heksen nikkede. ”Er det så til ham elveren med dødsblikket? Den Ensomme Skygges søn?” spurgte hun. ”Han ser ellers ud som en, der godt kunne bruge noget til at sove bedre om natten med de rander, han har under øjnene. Ganske forståeligt egentligt”. ”Ikke til Manwe” svarede Bruntop. ”Noget andet”. Da elverens navn blev nævnt, mistede Bella straks den lille smule farve, hun havde fået i kinderne. ”Manwe” gentog hun. ”Sønnen er altså opkaldt efter faderen...”. Før Bruntop kunne nå at svare, sluttede en tredje sig dog til dem i kælderen, nemlig Regin.

”Bruntop” kaldte kroværten, da han trådte ind i værkstedet. ”Hvordan går det med sovemidlet? De har ikke fundet Tsyseria endnu, men...”. Dværgen frøs på stedet, da han fik øje på Bella, og hans øjne knep sig mistænksomt sammen. ”Hvad laver hun hernede?” spurgte han høfligt, men fjendtligt. ”Kedede sig” svarede Bruntop, der atter var blevet en lille smule rød i hovedet. ”Manglede nok selskab”. ”Jeg er sikker på, at du kan finde bedre selskab, Bruntop” svarede Regin ham. ”Den slags som ikke truer folk i mørke gyder midt om natten...”. Han tav, da han indså, hvad han lige havde sagt, og gav sig til at ændre på sine ord. ”Altså måske ikke helt” tilføjede han ”men i hvert fald nogen som ikke har gjort det ved mig... var min pointe”. ”Ikke mig” svarede Bruntop. ”Hun var ensom”. ”Fundet Tsyseria?” spurgte Bella skarpt, idet hun ignorerede kroværtens nag og alkymistens kommentar. ”Hvad er der sket?”. ”Ikke noget der vedrører dig” svarede Regin hende igen og sendte samtidigt alvorlige blikke til alkymisten. ”Nej, det var ikke sådan...” begyndte heksen, men tav så. ”Jeg mener” forsøgte hun på ny. ”Altså hvis I har brug for at finde hende... I leder Tsyseria, men kan ikke finde hende. Hun er et sted i byen, kan jeg altså konkludere, og I har brug for hjælp. Min hjælp”. ”Hvorfor skulle vi have brug for din hjælp?” fnøs Regin. ”Eller overhovedet stole på den?”. ”Fordi” svarede heksen og klappede samtidigt broxaen på sin skulder. ”Jeg har denne. Hvis I leder efter nogen i en by så stor som Braldirborg, kan jeg love dig for, at du ønsker et ekstra sæt øjne i luften. Det var sådan, jeg fandt dig dengang i Platnir”. Regin blev en anelse paf og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige, imens han vreden i hans kinder kun voksede. Dog besad kroværten nu alligevel en vis fornuft. ”Fint!” snerrede han fyrigt og vinkede Bella med sig. ”Kom så”. Hun gjorde, som der blev sagt, dog med et sejrrigt smil på læberne. ”Kommer du Bruntop?” kaldte Regin, da hun næsten var nået ud af kælderen. ”Lige et øjeblik” sagde alkymisten, idet han fyldte flere flasker samt en lille sprøjte op med det nu færdige sovemiddel. ”Hov” mumlede Regin så pludseligt og tabte helt tråden. ”Der var faktisk en ting til... nåh jov”. Frem fra sin bæltetaske fremdrog han en mørk konvolut, som han lagde i hænderne på alkymisten. ”Brev til dig her i morges. Glemte det helt i alt postyret”. ”Tak” svarede Bruntop, der straks genkendte håndskriften, som havde nedfældet adressen. ”Kigger på det senere”. Uden yderligere ord skyndte de sig ellers af sted for at slutte sig til de andre, imens Bruntop knugede brevet til sig og forsøgte med al sin viljestyrke ikke at tænke nærmere over det. Men det var en svær sag, for brevet var nemlig fra hans moder og gamle lærermester, som han ikke havde hørt noget fra i mange år. Overprofessor Hylda, olddværgenes leder.

Samme aften, andetsteds i byen
”Noget nyt?” spurgte Marintra desperat, men Faros rystede blot på hovedet. Det lykkedes kun lige præcis for hende at holde sin vrede inde og undlade at sparke til den nærmeste væg. ”Egern møg” hviskede hun i stedet og bed sig i underlæben. Ganske forsigtigt bevægede den rødskæggede kriger sig nærmere, og da han talte, var det med stor vagtsomhed. ”Jeg troede” sagde han blidt ”at hun var begyndt at få det bedre. I løbet af de sidste par uger har hun været fuld af liv og munterhed”. ”Præcis” svarede Marintra ham igen. ”Jeg håbede det samme. Der er intet i hele denne verden, jeg ønsker mig mere, end at hun skal få det godt igen, men...”. Dværgens blik formørkedes. ”Lige siden snigmorderen” vrissede hun vredt og sendte samtidigt et rødt blik mod nord, hvor byens slot lå. ”Ved du, hvad han vovede at bede mig om?” spurgte hun så. ”Den selvvigtige dyndorm, Tjarn. Han spurgte, om Tsyseria ikke kunne vogte over hende Mågens' enke”. Faros rynkede panden. ”Det har du ikke nævnt tidligere” bemærkede han. ”Nej” sukkede Marintra ”det har jeg ikke... prøv engang at forestille dig, hvad Nattergal ville tænke, hvis jeg fortalte hende, at jeg sagde nej. Hun ville føle sig holdt tilbage og tænke, at jeg var overbeskyttende”. Marintra gav en lavmælt, glædesløs latter fra sig. ”Overbeskyttende. Jeg har kun lige fået hende tilbage, og hun tror, at alt er ved det gamle igen. At hun bare lige kan springe tilbage i dette liv igen...”. Hun tav pludseligt, da hun indså sit eget dårlige ordvalg. ”Kom nu” bød Faros ind med et venligt smil. ”Lad os nu bare komme videre og finde hende. Tidligere spion eller ej, så må hun dukke op på et eller andet tidspunkt”.

Han var lige i nærheden, Tsyseria kunne mærke det. Mærke hans arrogante, provokerende blik. Mærke hans flammende hænder og de tunge metalkæder, han havde sat hende i. Hun kunne umuligt undslippe ham. Aldrig nogensinde. Men han er ikke her nogen steder, insisterede stemmen i hendes hoved. Den evigt irriterende og for altid plagende stemme, der opførte sig som om, den vidste bedre end hende. Du er sluppet væk, fortsatte den, dette er ikke skibet. Det er en by. En stor, kaotisk, levende by. Men hvilken en? Burde du ikke hellere tage og finde ud af det? Tsyseria forsøgte igen at ignorere stemmen, men den konstante nagen gik ikke væk, før hun handlede, det havde hun erfaret. Med tungt hoved listede hun sig så op til en fremmed dværg, der stod i siden af gaden, hvor han var ved at hamre et skilt fast. Tsyseria prikkede ham forsigtigt på skuldrene, og dværgen sprang i vejret af chok. Han bandede på et fremmed sprog og vendte sig så om mod hende med anklagende øjne. ”Hvad skulle det til for?” forlangte han at få at vide. ”Undskyld” hviskede Tsyseria, idet hun betragtede den fremmede dværg. Hans træk var sydlige, hans hud mørk, og under sin flade tud havde han et kæmpestort overskæg. Samtidigt så dværgen hende an. Han skævede først lidt betænksomt ved hendes nattøj, men frøs så fast på stedet, da han lagde mærke til daggerten ved hendes side. ”Hvor er jeg?” spurgte hun høfligt. ”I en lille gyde ved siden af Skt. Laust Stræde” lød det forskræmte svar. Denne information hjalp ikke Tsyseria på nogen måde, men før hun kunne nå at stille et opfølgende spørgsmål, dukkede en ny skikkelse op et stykke bag dværgen. En skikkelse hun straks genkendte. ”Rugbert” hviskede hun skrækslagent, og før den fremmede dværg kunne nå at se, hvad der havde påvirket hende sådan, var hun forsvundet. ”Hvad handlede det nu om, Didgo?” spurgte hans kollega, en skaldet mand, der dog ikke var en pyromantiker, og som heller aldrig havde sat fødderne i Frangica. ”Aner det ikke” svarede Didrik-Dolgo og trak så på skuldrene. ”Og hvis jeg skal være helt ærlig, så gider jeg egentligt heller ikke vide det”.

Marintra blev ramt af mange forskellige følelser ved synet af Bella, der sammen med Bruntop og Regin sluttede sig til dem. Hverken Za-Sien, Manwe eller Tugy havde fundet noget nyt, men det kunne jo være, at heksen havde vist sig at være nyttig. ”Jeg kan se hende” fortalte Bella ganske rigtigt til Marintras fryd. ”Se hende?” spurgte Manwe mistroisk. ”Hvad mener du med, at du kan se hende? Du kigger jo på os”. Men det gjorde hun nu alligevel ikke, som hendes slørede øjne afslørede. Hun kiggede nemlig gennem sin sjælebundne broxa, fra et punkt højt oppe over byen. ”Hun er kun et lille stykke herfra” fortsatte heksen. ”Hvis vi skynder os, kan vi måske nå at indhente hende”.


Han var fulgt efter hende siden mødet med den fremmede dværg. Det havde været en fejl at stoppe op, det forstod hun nu. Bare bevæg dig, indtil solen går ned, sådan havde hendes plan lydt, men den var nu umuliggjort. Rugbert var lige i hælene på hende, og der var ingen mulighed for flugt. Du løj over for mig, anklagede hun stemmen i sit hoved, men for en gangs skyld sagde den ikke noget. ”Tsyseria” hørte hun ham kalde. ”Vent”. Men hun gjorde ikke, som der blev sagt. I stedet satte hun i løb og flygtede ned til højre, som hun havde gjort det så mange gange tidligere, men det viste sig denne gang at være en blindgyde, ikke endnu en flugtvej. ”Nej, nej, nej” hviskede hun til sig selv, idet hun placerede ryggen mod muren og løftede daggerten op for at beskytte sig selv. ”Tsyseria” kaldte stemmen endnu en gang, og Rugbert var nu kun få meter fra hende. ”Det er bare mig”. Men hun gjorde ikke, som der blev sagt. Ikke igen. Ikke tilbage til Charybdis og fangekælderen. Så hellere dø. Kniven blev peget mod den hadede pyromantiker, og for første gang kiggede hun ordenligt på våbnet i sin hånd. ”Tsyseria?”. Det var Hugtand, hendes Hugtand. Hendes fars gamle daggert. Den havde hun ikke set siden... siden Elementernes By... men den havde Blækblink da? ”Nattergal?” kaldte stemmen, men den tilhørte nu ikke længere Rugbert. I stedet så hun Marintra for sit blik, og Tsyserias krop slappede helt af. Daggerten faldt fra hendes hånd og ramte gaden med et ”klank”. ”Blækblink?” hviskede hun med genkendelse i stemmen og blev så omfavnet af den lille dværgkvinde. ”Det er mig, ja” trøstede Marintra hende grådkvalt. ”Du er hos mig. Du er hjemme igen. Husker du det ikke?”.

mandag den 11. september 2017

Fortællinger fra Mortlan #25 Sigmund Evig-Dømt


#25 Sigmund Evig-Dømt

”Sigmund Evig-Dømt er en udbredt folkefortælling om en nordisk mand ved navn Sigmund, en lejesoldat, svindler og en skamløs tyv, som stjæler en øjensynlig værdifuld krystal fra en gammel kvinde, fordi ”den skinnede sådan”, hvorefter han forbandes af kvinden, der viser sig at være Kragekonen i forklædning. Hans straf bliver, at hans skal lide over et tusinde forfærdelige skæbner. ”Aldrig ældes, men altid dø” som en af sangene formulerer det. For det er primært via sang, at Sigmund fortælling er blevet videreleveret, selv hvis nogle individer flere gange gennem historien har påstået at løbe ind i den Evig-Dømte.”

Fortæller: Kvad med ukendt forfatter og et utal af forskellige melodier samt senere fortolkninger i folkesange.
Oprindelse: Myten opstår ca. 750FA (midtvejs gennem den første alder), men kvadets oprindelsesår er ikke erindret.

Kom her, og hør, mine gæve godtfolk
Kom, og lyt til den sande fortælling
Om manden hvis hjerte ofte mødte en dolk
Om manden der stjal fra en gammel kælling

Hans navn var Sigmund, den snu, den listig’
Klædt i grønt med sort en hat og et venligt smil
Fra enhver han stjal, han var altid dristig
Dengang han var evig heldig, undveg hver en pil

Men én forbrydelse hans skæbne forseglede
Snedigt og lumsket han udvalgte en gammel kone
Fra hende en skinnende, smuk krystal han negled’
Men gerningen blev straffet, han fik en gæld at afsone

”Aldrig skal du ældes, men altid og evigt vil du dø
Et tusinde skæbner vil ej være nok, din elendige kanalje
Du tølperiske tyv, dine mange fjender skal snart stå i kø
Forbandet være du, der skal bære døden som en medalje

Dit trofaste sværd vil fremover aldrig vige fra din side
Se det dog ikke så muntert, for tyven vil nu frygte striden
Hver gang du det trækker, skal du komme til at lide
Igen og igen du vil falde, og det vil fortsætte gennem tiden”

Allerede den aften mødte Sigmund Amalosh for første gang
Den listige svindler snød i spil og blev stukket med en kniv
Om morgen han vågnede, men fik kort efter knust hovedet af en tang
Døden blev snart hans kendte ven, idet hans forlod liv efter liv

Der fandtes intet skjul for Sigmund, for buer intet læ
Engang han lige præcis overlevede en salve i ryggen
Hvorefter en gut ved navn Hvad kastede en kniv i hans knæ
Altid han kom tilbage, selv når der ikke var magi i bryggen

I frygten for smerte flygtede Sigmund til skoven
Her søgte han at finde fred, at leve bare en enkelt dag
Han var træt af landet, en bonde havde most ham under ploven
Men i naturens rige blev han mødt af én, som ikke fandt ham svag

En hornet, pelset minotaur, en prægtig vogter og kriger
Mødte Sigmund muntert i skoven og kløvede hans krop
Mens den mægtige modstander ler, Sigmund kun skriger
Snu en fjende, forbandelsen kendte, tog ham til sin bjergtop

Der minotauron søgte mangen en udfordring dag efter dag
Længe havde udyret ledt efter en modstander værdig
En fjende, en rival, en udfordrer som kunne klare et nederlag
Stavkamp, sværd, økser og næver, bæstet var evig ihærdig

Sigmunds ben blev trampet, hans knogler blev knust
Hver dag og nat i hulen den Evig-Dømte øksen frygtede
Han kæmpede for sin frihed og ramte jorden med et prust
Det tog tre måner, før Sigmund endelig flygtede

Dernæst søgte den engang tyv at ændre sit fag
Sværdet blev gemt, og på kroen han slæbte
Et halvt års tid han levede, ja indtil en skønne dag
Døden ham indhentede, uanset hvad han tilstræbte

Jo mer’ man udskyder det onde, jo værre vil det blive
Det er gode ord at huske, som Sigmund havde forglemt
Tidligere han altid undveg, dengang han almindeligt var i live
Han fandt ro i kroens larm, men det endte rigtigt slemt

Åh, så mange skæbner på en skrækkelig dag alene
Om morgenen han først skæbnesvangert snubled ind i bålet
En utilfreds kunde valgte dernæst hans øje og en ske at forene
Og da Sigmund rykkede en keddel, han led under stålet

Ja, sådan fortsatte den forbandedes mange liv
Enhver kamp, ethvert våben Sigmund afvæbne
Sten, klo, nål, reb, næb, ja endda siv
For sådan afgjorde Kragekonen hans skæbne


Andre historier

søndag den 3. september 2017

Udmattet Bag of Holding (Valkyrien, Watchmen, Doctor Jekyll, Game of Thrones, Buffy Brætspil)

Så er alt efterhånden ved det gamle igen. Skolen er begyndt på ny, afleveringer regner ned fra himlen, og jeg forsøger at komme i gang med at arbejde på at arrangere fremtidige bordrollespil scenarier. Alligevel er der et par forskelle i dette, mit tredje gymnasieår, eller 3. g som det jo egentligt kaldes. Jeg er begyndt ude i Lyng til live rollespil hver torsdag, hvilket tager en del lektie og skrivetid, samtidigt med at en lille slyngel af hundeart er flyttet ind i vores hjem, hvor den er en evig pinsel og plage... når den altså ikke er nuttet. Min pointe værende at jeg har haft nogle travle og ret stressende uger her i starten af skoleåret, noget der har forhindret mig i at få skrevet et eneste indlæg hele August. Især denne uge har været lidt meget med flere sene aftener, og i øjeblikket sidder jeg med en kop te i hånden, en fysik aflevering, der kigger truende på mig, og en mild hovedpine. Men jeg kan ikke klare det længere. Jeg er nødt til at komme ud med et stk. Bag of Holding, før mængden af emner hober sig op, og et eller andet springer i luften inde i hovedet på mig. Det går ikke at udskyde det længere, så find dig hellere til rette i ventesæddet, fysik aflevering, for du kommer til at sidde der et godt stykke tid endnu.

Lad os først tage et kig på en af de ting, der i ugens løb har været med til at gøre mig umådeligt træt, men som jeg samtidigt ikke ville være gået glip af for noget som helst i verden. Selv ikke San Pellegrino med citronsmag.

Wagner: Valkyrien

Ja, du læste rigtigt. I tirsdags var jeg sammen med forældrene og min lillebror (vi var langt de yngste til stede) inde for at høre Wagners klassiske opera Valkyrien, den første del af Nibelungs Sagaen, som blev opført af Den Ny Opera i Esbjerg. Nu er der måske en eller to blandt læserne, der tænker: "virkelig? Opera? Du var inde for at lytte til opera?", hvorefter vedkommende kommer med en masse kommentarer om, hvor kedeligt det må have været. Som svar på det har jeg kun en ting at sige: "Vig bort fra min blog, din usle nidding!". For Valkyrien var en oplevelse som ingen anden. Og før du påstår aldrig at have hørt om denne klassiske opera, så lyt lige til følgende musikstykke og fortæl mig bagefter, at det er fuldkommen fremmed for dig.

Jeg elsker klassisk musik, og at høre Valkyriernes Ridt opført af et orkester var en mangeårig drøm. Nu er det et minde, jeg vil tage med mig i graven. Der var selvfølgelig også andre stærke øjeblikke i musikken, og selve sangen var ganske fremragende, selv hvis den var på tysk (som den også skulle være, alt andet ville være forkert. Jeg var dog alligevel glad for underteksterne), men dette var nok højdepunktet. Når det kommer til plottet og historien, så kendte jeg jo allerede en del i forvejen, men andre dele var jeg knap så bekendt med. Dette skyldes, at jeg allerede havde læst en mere nordisk udgave af Vølsung sagaen, som stykket er baseret på, imens dette omhandlede den tyske, samtidigt med at det var Wagners egen fortolkning naturligvis. Men sådan er det altid med mytologi. Odin var her Votan, Frigg blev til Fricka, og Sigurd Fafnerbane var Sigfried. 
Flere af karakterer så også en smule anderledes ud, end jeg havde forestillet mig, men det kommer selvfølgelig også an på kostumefolkene hos Den Ny Opera. Flere af dem var også gansk godt klædt på, men jeg syntes nu alligevel, at et par af rustninger kunne have været lidt bedre. Det er måske bare mig med mine standarder og min egen ringbrynje herhjemme, som hvisker negative ting til mig, men der var bare et par ting, der føltes forkerte. Jeg kunne godt have holdt til at se en enkelt ordenlig kofte blandt dragterne. Så meget betød det selvfølgelig ikke i sidste ende, og jeg kan godt forestille mig, at det måske havde været for besværligt og varmt at opføre den lange lange opera i tung rustning og uldklæder. For den var lang, sådan som en opera egentligt skal være. Det meste af tiden betød det ikke så meget, men jeg syntes nu alligevel, at der var et par øjeblikke, hvor det tog dem evigheder at få sagt selv de simpleste ting. Alt skulle synges på syv forskellige måder og overspilles til uendelighed, og det var ganske rigtigt en del af charmen, men omkring slutningen af stykket var der nu alligevel en scene, jeg syntes var omtrent et kvarter for lang. Den mening kan naturligvis også være forbundet til, hvor meget jeg faktisk skulle på toilettet på tidspunktet, så det er ikke til at sige. Men på trods af den scene og de få andre langtrukne øjeblikke, så beskadigede det slet ikke oplevelsen. Ikke blot er det lidt en del af traditionen, men selv hvis der var en smule fyld, så lød det hele jo godt. Alt var måske ikke Valkyriens Ridt, men dog imponerende uanset hvad.

Watchmen


I den anden halvdel af sommerferien fortsatte jeg så med min nye tegneserie hobby, og da jeg fik den kritiske anerkendte og rimeligt elskede Watchmen i fødselsdagsgave, gik jeg altså i gang med den. Hvilket jeg er umådeligt glad for, at jeg gjorde. Opdelt i tovl kapitler fortæller Watchmen en tragisk, intrigefyldt og langsom, men spændende historie i en alternativ virkelighed, hvor superhelte har eksisteret i flere omgange og dermed har ændret verdenshistorien (eksempelvis ved at deltage i Vietnam Krigen). Der kigges især på de politiske effekter, superhelte bringer med sig, og det er en interessant fortolkning af konceptet, der sidenhen har inspireret en masse andre tegneserier i genren. Watchmen blev skrevet af Allan Moore i 80'erne og er siden blevet anerkendt som en af de bedste tegneserier nogensinde, og jeg vil sige, at hvis jeg skulle læse én enkelt superhelte tegneserie, så er jeg glad for, at det blev denne. Den er overraskende nem at komme ind i på de trods af det komplicerede plot, og jeg elskede virkeligt, at der kun var tolv kapitler, og at historien ved vejs ende var færdig og ikke behøvede at fortsætte i al uendelighed som de fleste andre tegneserier. I Watchmen finder man en sammenhængende fortælling med adskillige lag, der langsomt udfolder sig, hvor intet fortælles udnødvendigt, og alt i sidste ende får en betydning. Det er som at læse en roman, og jeg elskede, at der imellem hvert kapitel var ca. 4-5 siders prosa eksempelvis i form af uddrag fra avis artikler og en selv biografi fra universet, der gav ekstra baggrundsviden og en stærkere knyttelse til hovedpersonerne. Dette skift mellem tegneserie og prosa var behageligt, og sammen med historiens struktur danner det et samlet spind af røde tråde, der betaler sig i tifold ved slutningen, når alt afsluttes, uden at der er behov for en efterfølger.
Selvfølgelig er jeg nødt til at have et billede af Rorschac. Selv hvis man prøver at sprede sit fokus til alle hovedpersonerne, så kommer man ufrivilligt tilbage til ham hele tiden.
De første par kapitler af Watchmen er mere langsomme i det, og de bygger langsomt op til anden halvdel, som gør, at efter et vidst punkt i bogen, affyres plottwist og tragisk øjeblik efter øjeblik i en fantastisk, tilfredsstillende og smertefuld (på den gode måde) strøm. Der er flere nævneværdige øjeblikke i tegneserien, som ikke blot er stærke i historiens kontekst, men også smukt tegnede og meningsfulde i sig selv, og hvori man både får de værste og de bedste sider af menneskeheden at se. Grå moral, umulige dilemmaer og farerne ved et compromis er centrale temaer i fortællingen, men det, der virkeligt driver den fremad, er som i enhver anden god historie naturligvis hovedpersonerne. Hver af de seks centrale karakterer og tragiske skikkelser, man følger, repræsenterer et eller andet aspekt i debatten, og de har hver sin mening og pointe at komme med. De fungerer perfekt sammen, og jeg er glad for, at der blev valgt lige det antal. En karakter mindre ville ikke have været helt nok. En mere havde nok været unødvendig, selv hvis den måske var blevet interessant. Fokusset skifter imellem Rorschac, Nite Owl, Silk Spectre, Dr. Manhattan, Ozymandias og the Comedian på en effektiv måde. Hver gang man føler, at en karakter er langt vigtigere end en anden, vendes det på hovedet, og så får man mere information om den "glemte" hovedperson.

Jeg ved ikke, hvad der er mere at sige efterhånden, udover at Watchmen er en sand fryd at læse, selv for folk uden megen erfaring med tegneserier eller superhelte. Har man set en enkelt film eller to, er det nok til, at man kan forstå meget af det. Tegneserien benytter nemlig det til sin fordel, at folk allerede ved, hvad en superhelt er, og at man allerede kender så mange typiske historier om dem. Den undgår alle disse ting, samtidigt med at den også refererer til dem og ærer dem på sin egen måde. Jeg kan klart anbefale Watchmen til enhver, som er villig til at læse en mørk, satirisk og meget deprimerende fortælling, hvori der stilles spørgsmål til ikke blot selve konceptet med en superhelt, men også regeringen, ideologier og politik generelt, uden at udelukkende argumentere for en side af sagen.

Dr. Jekyll and Mr. Hyde (and Other Stories)

Efter den spanske klassiker Don Quijote de La Mancha og Watchmen, der er en helt anden form for klassiker, fik jeg også læst en tredje klassiker her i sommerferien. Det var den engelske science fiction historie fra 1886, som revolutinerede genren, og hvis arv har påvirket så mange andre værker: The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde. En relativt kort, men velskrevet historie, som alle i hele verden nok har fået spoilet efterhånden. Den er dog stadig en fornøjelse at læse, selv hvis man ser overraskelsen nærme sig på horisonten og bare venter på, at den kommer. Konceptet i fortællingen er nemlig stadigvæk relevant og værd at opleve på skrift. Hvis du læser dette og rent faktisk ikke ved, hvad plottwistet er eller ligeledes aldrig har hørt om Dr. Jekyll & Mr. Hyde, så skynd dig ud for at finde bogen, så du kan læse den. Jeg er ligeglad med, om du rent faktisk har en interesse i at gøre det, eller om du normalt læser mange bøger. Det er din pligt at gøre det, når så mange andre går i gang med den velvidende, hvad historien egentligt handler om. Afsted med sig.


Udover Dr. Jekyll var der også et par andre historier i samlingen, hvoraf en var rimeligt forstyrrende (på den gode måde), en var skrevet i en stærk skotsk accent, som jeg ikke forstod meget af, og resten var rimeligt afslappende læsning, men som jeg sidenhen har glemt næsten alt om. Hovedbegivenheden er virkeligt Dr. Jekyll, som coveret til venstre også lidt indikerer. Det er måske endda en skam, at bogen starter ud med denne historie, for alt derefter virker blegt og meningsløst.

Så er der kun to ting tilbage på listen, men før jeg går i gang med at diskuttere Game of Thrones, vil jeg lige snige et brætspil ind, så jeg ikke slutter af med noget, de fleste er ligeglade med. Det handler om at fastholde opmærksomheden så længe som muligt og at bruge alle kneb dertil.

Buffy the Vampire Slayer som brætspil

I sommerferien anskaffede jeg mig en rimeligt nørdet genstand til min samling af rimeligt nørdede genstande. Det var den nye brætspils udgave af Buffy the Vampire Slayer, en tv serie jeg faldt for i starten af anden g, og som nu står og pryder min hylde i form af et bokssæt og det omtalte brætspil (jeg mangler kun en vinyl figur). Som den hungrende fan jeg er, der ønskede flere eventyr i Sunnydale, købte jeg altså brætspillet, da jeg havde læst, at det var sjovt. Noget der viste sig at være fuldkommen sandt. Buffy som brætspil er primært sjov i ren form, og det er fyldt med referencer og humor fra serien, samtidigt med at det prøver at gøre noget i Buffys ånd. Det er derfor et lidt utraditionelt brætspil, hvor man arbejder sammen alle spillerne imod en npc skurk og en masse "badies" (ja, der ikke mangel på Buffy-speak), uden at der går helt bordrollespil i den. Man spiller som op til seks medlemmer af Scooby banden (Buffy, Willow, Xander, Giles, Spike og Angel, altså de fire oprindelige og de to med mest fanstøtte) og kan kæmpe imod en række "big bads" fra serien, der inkluderer The Master, Borgmesteren og The First Evil. Konceptet med at arbejde sammen allesammen lyder måske lidt tamt (jeg modtog flere kommentarer fra familiemedlemmer om, at "man jo ikke kan spille om penge"), men det er alligevel sjovt og kan være udfordrende, hvis man sætter sværhedsgraden nok op.

Samtidigt med at man bekæmper hovedskurken, er der også flere dæmoner og vampyrer i spil, som konstant forsøger at sætte tænderne i nogle dejligt sprøde "townies". Lykkedes det for dem at dræbe nok, har man tabt. Der er også event kort og en bunke "monster of the week", der skal besejres, og naturligvis kan det ske, at en spiller midlertidigt bliver ond, for det ville trods alt ikke være Buffy uden. Det er et morsomt spil, hvor samarbejde virkeligt udgør en vigtig rolle og en stor del af sværhedsgraden. Hvor svært det ellers er kan afgøres af, hvor mange event kort der trækkes og sådan noget, men arbejder man ikke sammen, bliver det altså bare meget mere interessant og ofte umuligt at komme igennem. Meget af hvad der sker i spillet er tilfældigt, og det skaber en god variation fra spil til spil, men jeg synes nu alligevel, at et par karakterer og uhyrer mangler. Jeg ville personligt elske en udvidelspakke eller to. Muligvis en med ekstra scoobier (Oz, Anya, Tara, Dawn og selvfølgelig Cordy) + ekstra monster of the week kort, og så kunne der samtidigt blive lavet en Angel udvidelse. Alt jeg siger er bare, at jeg ville elske at kunne spille som Lorne. Spørgsmålet er bare, om spillet kommer til at sælge godt nok til at muliggøre det.

Nå, men videre til den sidste ting, som jeg faktisk overvejede at udelade, da alle andre taler om det alligevel.

Game of Thrones sæson 7 (ingen spoilers, bare rolig, medboglæsere)

Nu er HBOs store tv fortolkning af George R. R. Martins jo for alvor kommet foran bøgernes plot, noget de allerede begyndte på for nogle sæsonner siden, og serien viser altså ikke længere, hvad der "virkeligt" skete... i virkeligheden altså, som bøgerne jo er. Om det er en god eller dårlig ting kan diskutteres til døde. Personligt synes jeg, at fortolkninger bør variere en smule, da det er et andet medie, og der skal være plads til forandringer, så længe essensen holdes i live. Jeg er også meget glad for, at tv serien forhåbenligt ikke har spoilet alt for meget i de kommende to bøger. På den anden side kunne jeg virkeligt godt have tænkt mig at se Lady Stoneheart og Jamies "samtaler" med Illyn Payne i serien. Men sådan er verden nu engang bare.

Der er dog ikke andet at gøre end at kigge på det, vi så endte med at få i form af sæson 7, som for mig i hvert fald var en af de mest blandede sæsonner til dato. Altså det er utvivlsomt, at det tekniske og rent mediemæssige er blevet langt bedre, efterhånden som serien er kommet fremad. Jeg har set ting i denne sæson, jeg aldrig havde forestillet mig at se på tv, og som efterlod mig en tilstand af måløshed. Jeg var skam også underholdt hele vejen i gennem sæsonnen, men nogle ting har desværre forstyrret mig. For det første er der antallet af afsnit. Sæsonnen var langt mere fokuseret end andre, hvilket både var en god og en dårlig ting. På den ene side var der intet af det unødvendige fyld, som tidligere sæsonner har været tvunget til at indeholde. Det betød dog også, at nogle ting føltes forhastede, og at hvisse historier ikke fik den tid, de fortjente. Megen af intrigen og det langsomme rænkespil var forsvundet, og det fandt jeg meget trist. Det havde altid været den stærkeste del af tidligere sæsonner eller bøgerne for den sags skyld. Det skal dog ikke betyde, at det var helt borte, eller at der ikke var noget godt i sæsonnen. Der var masser af gode øjeblikke, og flere af de mindre historier fik faktisk tiden til at bevæge sig fremad på tilfredstillende vis. Nogle blev dog bare nødt til at blive ofret, og der var flere karakterer, hvor jeg ikke rigtigt syntes at se eller høre noget til dem gennem det meste af sæsonnen. Enten havde de ikke noget at lave, eller også fik man det bare ikke at se.
Betragt engang eunukkens hungrende blik, hvori hans tøst efter mere tid og flere replikker kan bemærkes.
Der var også flere lidt for forudsigelige øjeblikke i sæsonnen, som egentligt ikke var dårlige, men bare skuffende i forhold til, hvad der tidligere har været, og hvad bøgerne/virkeligheden har præsenteret. Egentligt kan sæsonnen repræsenteres af to forskellige afsnit, som hver viser en side af den. Spoils of War indeholder både de nye tekniske vidundere og fortidens historiemæssige fortælleteknikker, og det afsnit var uden tvivl sæsonnens højdepunkt. Et vist andet afsnit, lad os kalde det for Lynravns afsnittet, viste sig at være en smuk og spændende oplevelse fyldt med action, hvor mange gamle elementer til gengæld blev stukket i ryggen, og hvor plottet udfoldede sig i en ret linje i modsætning til det tidligere spind af tråde, liv og skæbner, der gjorde hele affæren så interessant til at begynde med.

Det lyder også til, at sæson er en smule forsinket (der er en god chance for, at vi får endnu en bog inden da), og jeg kan heller ikke rigtigt se, hvordan de skal afslutte historien på kun seks afsnit. Seks! Hvordan skal de dog nogensinde få tid til at implementere Tom Bombadil eller Voldemorts baggrundhistorie...

Fortællinger fra Mortlan #24 En Charlatan og Hans Samvittighed

#24 En Charlatan og Hans Samvittighed

”De Nordlige Stammer er et Mortlans mest selvstændige lande, som har meget lidt at gøre med andre end Keinzieht, den nordligste af bystaterne. De er et stolt jægerfolk med stærke traditioner, som går meget op i forfædrenes arv, spirituel vejledelse og balance i naturen. De er delt ind i mange stammer, hvoraf de vigtigste er Karyb, Aujag, Ujarak, Wapasha og Aqakuktuq.”

Fortæller: Dogro Mortus
Periode: Monic 1076AA
Placering: Omkring Keinzieht i det fjerne vesten

”Fredegar… din… forbandede… idiot!” råbte Rosa lettere muggent, idet hun stormede gennem skoven og forsøgte at undvige alle de mange svippende grene, som dosnen foran hende sendte tilbage. ”Hvad har jeg nu gjort?” spurgte han lige så irriteret, selvom jeg kan forestille mig, at han faktisk godt vidste, hvad det drejede sig om. ”Hvorfor stjal du deres krone?” spurgte elverkvinden ham anklagende. ”Du vidste, hvad der ville ske”. ”Nej, jeg gjorde ej” lød svaret. ”Vel gjorde du så”. ”Vel gjorde jeg ej”. ”Det gjorde jeg altså ikke… særligt meget” bed Fredegar hende af. ”Desuden synes jeg, de overreagerer”. ”Overreagerer!” udbrød Rosa, nu for alvor vredt. ”De er nisser, hvad havde du regnet med. Nej, at overreagere er at stjæle en guldkrone, fordi nogen snyder i kortspil”. I det fjerne kunne de begge høre de blodtørstige råb fra horden af vrede, bevæbnede nisser, der var lige i hælene på dem.

”De snød ikke bare i kortspil” rettede Fredegar hende. ”De brugte magi, hvilket er en uærlig form for snyd. Almindelig svindel kan jeg håndtere, men magisk svindel er altså snyd”. ”Du tabte syv bronzemønter” fnøs Rosa ”syv! Og du stjal dem tilbage igen bagefter”. ”Hvad så?” fortsatte dosnen ”min stolthed var såret. Jeg havde brug for erstatning, og jeg manglede en ny hat”. ”Nissehøvdingens guldkrone tæller IKKE som en ny hat… og hvorfor stopper du op?”. ”På grund af den dybe afgrund selvfølgelig” svarede Fredegar, og Rosa nåede lige præcis at gøre holdt selv, inden hun selv styrtede ned mod de kolde, våde klipper og den larmende flod halvtreds meter længere nede. ”Hvad gør vi så nu?” spurgte Rosa forpustet. Bag dem kunne de begge høre, at larmen fra nissejægerne nærmede sig hastigt. ”Du skal ikke kigge på mig” svarede Fredegar med løftede hænder. ”Jeg skaffede os nøglerne og en ny hat. Det må være din opgave at få os ud herfra. Kan du ikke tilkalde nogle ulve til at æde nisserne eller sådan noget?”. ”Uskyldige ulve skal ikke dø på grund af dig og dit behov for at provokere en hær af nisser” lød svaret. ”Uskyldige?” fnøs Fredegar. ”Ahhhh… virkeligt. Jeg er sikker på, at de har ædt nisser før. Hvem har ikke det… glem, jeg sagde den sidste del”.

Der stod Fredegar og Rosa Estella så, imens de mundhuggedes om, hvis skyld det var, og hvordan nissekød egentligt smagte, imens den vrede horde nærmede. Der tror jeg også, vi lige vil forlade dem en kort stund, for at du eller I, mit gode publikum, lige kan få en forklaring. Jeg er bange for, at jeg i min iver for at få fortalt en bestemt historie er kommet til at springe lige ind i den, men det duer naturligvis ikke.

Først er en introduktion måske på plads, for uden kendskab til personerne i en historie er den ikke meget værd. De to omtalte hovedpersoner i denne lille beretning er mine to gode venner Fredegar og Rosa Estella, som jeg måske tidligere har nævnt, men aldrig rigtigt fortalt særligt meget om. Det er dog meget vigtigt, at du får et indblik i dem, hvis du ønsker at forstå historien ordentligt. At forstå dem er måske for meget forlangt, nej, selv ikke jeg forstår altid mine to venner, da de til tider kan forekomme mig en tand… særlige.

Nå, først er der Fredegar, hvis efternavn jeg aldrig har hørt, og som, jeg tvivler på, overhovedet eksisterer, en dosne handelsmand fra Blæstens Øer udstyret med bakkenbarter, som oftere forhandler med røvere, uhyrer og hekse end mere traditionelle købere. Man siger jo almindeligvis, at tale er sølv, imens tavshed er guld, men i så fald er Fredegar vist mest til sølv. Han er en udmærket forretningsmand med god sans for forhandling, men han har det med til tider at lide af, hvad den gode Rosa kalder for ”impulsivt, oppustet, tyverisyndrom” eller IOT-syndromet, gerne med et ekstra ID- foran. Altså alle dosner føler sig til tider en smule fristet til at låne andre folks personlige genstande for sjov og spas, men Fredegar tager det altid et skridt eller sytten for langt.

Så er der Rosa Estella, foruden hvilken vor gode handelsmand for længe siden ville have endt sine dage med en uheldig skæbne. Jeg kan godt lide at kalde hende for hans samvittighed, men hun er lige så meget hans storesøster som et moralsk kompas. Af de to handelspartnere er Fredegar naturligvis den dygtigste handelsmand, og hun kan sommetider være lidt for blød i forhandlinger, men hun er samtidigt styrken, og uden hendes magiske kundskaber ville mange situationer være endt en anelse katastrofalt. Samtidigt vil jeg dog også mene, at hun har brug for Fredegar på en mærkelig måde, og det må du aldrig fortælle hende, at jeg har sagt, for så slår hun mig sikkert.

Nå, der har vi dem, vores to hovedpersoner i denne lille fortælling. Der er selvfølgelig meget, jeg ikke har fortalt, men hver ting til sin tid, og nu ønsker jeg heller ikke at afsløre alle mine venners mørkeste hemmeligheder.

Hvad så med situationen, spørger du måske? Hvordan pokker kom de til at være i disse hersens problemer, de befandt sig i, da de var på flugt fra nisserne? Og hvad lavede de overhovedet i nærheden af nisser til at starte med? Det skal jeg nok komme til, hav lidt tålmodighed.
Så sagen er den, at jeg var draget til det fjerne vesten i Bystaterne på den anden side af Det Angloriske Imperium. En lang og besværlig rejse utvivlsomt, men også en der viste sig at være det hele værd. Det er en synd og skam, at det dystre slaveimperium skal adskille os fra en så beriget kultur og så fine byer, som landområderne der har at byde på. Ved samme lejlighed var Fredegar og Rosa draget med mig, da førstnævnte havde fået den ide, at han ville købe en ladning alkymiingredienser, som området producerer tonsvis af og lever godt på, sammen med nogle lokale oste, hvorefter han ville sejle dem hjem til Handelsrepublikken og sælge dem for gode summer med det mål at indbetale en gammel gæld. Alt gik efter hans plan og på trods af et par mindre besværligheder, fik de sikret deres last og gjordt sig klar til den lange hjemrejse, vi ventede blot på et sidste arrangement på en kro i Keinzieht, da ulykken ramte dem i kølvandet på nytåret.

Snart var besætningen og provianten til hjemrejsen borte, og der var ikke umiddelbart penge til at erstatte dem. Så det var i en handling af ren desperation, kan jeg kun gætte mig til, da Fredegar en forbandet dag opsøgte den tvivlsomme og upålidelige Felix Philip Leopold Engeldahl, en digter af navn udelukkende, hvis værker på ingen måde kan kaldes kunst, og som leverer så lidt mad på bordet, at manden ofte stjæler sig til føden af dovenskab og talentløshed. Rakkerpak… men det er ikke min rolle at dømme, blot at berette, og derfor vil jeg springe tilbage den dag, nogle få dage tidligere end hændelsen med nisserne, kronen og flugten gennem skoven.

”Fredegar” hilste den talentløse tølper, idet dosnen tog plads over for ham i det mørke, dystre kammer, der stank langt væk af beboerens uduelighed og lave værdi. ”Vær hilset, du fabelagtige dosne. Du kommer lige i rette tid. Jeg vil vove det gæt, at du har overvejet mit forslag?”. ”Det har jeg, og jeg har dømt det for at være dårligt og ilde udtænkt, din elendige slubbert. Forbandet være du og alle dine værker, ja selv dit pandakagedigt var ikke nær så godt, som det fik prestigen for at være. Det var blot fordi, det ikke var nær så rædsomt som alt det andet, du har forfattet. Vig bort, beskidte krapyl, jeg vil ikke have dig i mit åsyn”… var, hvad Fredegar sikkert ville have sagt, hvis ikke omstændighederne tvang ham til at handle irrationelt og smede et samarbejde med denne nederdrægtige skikkelse.

”Det har jeg, min gode Engeldahl” svarede han dog desværre i virkeligheden. ”Det lyder en anelse risikabelt, må jeg dog sige. Især med den andel du tilbyder mig”. ”Jeg ser ikke problemet med andelen, to femtedele lyder mere end retfærdigt i mine ører. Jeg har gjort alt det hårde arbejde, du ordner bare det allersidste element”. ”Noget du ikke selv kan tage dig af, så vidt jeg hører?” sagde Fredegar henkastet. ”Det hæver værdien en smule. For ikke at nævne det faktum, at du blev fanget i Aujag. Nisserne vil være på vagt, næste gang nogen forsøger sig. Har du overhovedet hørt noget fra din kontakt på det sidste?”. Digteren tøvede et øjeblik og knugede sine usle hænder. ”Jeg forstår, hvad du siger, Fredegar” svarede han en smule nervøst. ”Vi deler halv halv”. ”Eller rettere sagt får jeg tre femtedele, efter at du fortalt mig den reelle pris, din køber er villig til at betale” irettesatte handelsmanden ham til poetens skønne misfornøjelse. ”Du er desperat, Engeldahl, og jeg ønsker ærligt talt ikke at vide, hvad du er blevet blandet ind i. Men jeg har brug for pengene lige så meget som du, og uden mig kommer der slet ikke til at være nogen”.

Felixs blik flakkede arrigt, men Fredegar vidste allerede, at sejren var hans. Det var blevet alment kendt, at digteren på det sidste var faldet i unåde hos en eller anden magtfuld lånehaj, og nu vovede kun de færreste på egnen at hjælpe ham. Det var ikke i Keinzieht, at poeten havde kontakter, nej, de fleste af disse boede længere nordpå og tættere på grænsen, men det måtte utvivlsomt være det første sted, denne lånehaj ville lede efter ham, så Engeldahl måtte undgå sine faste kontakter i øjeblikket, både for sin egen og deres sikkerhedsskyld. Desværre vidste den gode Fredegar ikke helt, hvem denne lånehaj var, og han regnede derfor med, at vedkommende ikke ville blive et problem, hvis han hurtigt fik løst situationen. Men det skal vi nok komme tilbage til.

I hvert fald endte Felix ”Fupmager” med at acceptere Fredegars betingelser, og kort efter drog dosnen og hans trofaste forretningspartner af sted mod Aujag, den nærmeste og sydligste af de nordlige stammer i Det Vestlige Vildnis, hvis den sætning ellers giver mening for nogen af læserne. Sagen var nemlig den, at den elendige Engeldahl havde slået en handel af med nogle… lyssky typer blandt stammener, og at de sammen havde planlagt erhvervelsen af en værdifuld genstand, hvis oprindelige ejer på tidspunktet var for mig ukendt, da jeg ligesom Fredegar ikke så nogen årsag til at grave dybere i hvad, der kun kunne føre til yderligere problemer.

Det havde så været Engeldahls rolle at overtage besiddelse af omtalte værdigenstand i Aujag, hvorefter han skulle bringe den til sin forudaftalte køber. Noget slynglen mislykkedes i. Jeg kender ikke de specifikke detaljer, men nu var Postyrets Poet jagtet af både nisser og lånehajen.

”Kunne du ikke bare lade mig om at tale uden at afbryde denne ene gang?” spurgte Fredegar hviskende, da han og Rosa to dage senere befandt sig i udkanten af Aujag, netop som en lille flok tungt bevæbnede, knæhøje (for elveren) nisser besluttede sig for, at de vist nok så en smule interessante ud. ”For dét ender jo altid godt” bemærkede Rosa tørt. ”Eller vent… nej, det gør det vist aldrig”. ”Shhh” tyssede dosnen på hende, og straks efter benyttede han sig af sit veltrænede smil. ”God eftermiddag, I gæve gutter” hilste han energisk på de morderiske nisser. ”Skønt vejr, ikke sandt?”. ”Det sner, har sneet i adskillige dage og ser ikke ud til at stoppe med at sne før en gang i næste måned” svarede en af nisserne muggent med en tung kølle knuget mellem sine hænder. Hans tale var præget af både nissernes eget sprog og de lokale stammesprog, noget der resulterede i en ganske usædvanlig dialekt. ”Alt er koldt og vådt, og vi sidder fast med dødkedelig vagttjeneste. Nævn en eneste god ting ved situationen”. ”Tja” svarede Fredegar med et smil ”når tingene virkeligt er så ubehagelige og triste, som du udtrykker dem, så er der kun en fornuftig mulighed i sigte”. ”Margka?” foreslog en af nisserne med en ivrig glød i blikket og et klap på sin økse. ”Zan” rettede Fredegar ham på nissesproget til vagternes overraskelse. ”Zantol ghoz lrozo, bor zhat”. De observerede dosnen nysgerrigt i flere sekunder, hvorefter de alle tre så brød ud i latter. ”Jamen, selvfølgelig” sagde ham med køllen ”gæstfrihed og alt det der. Kom da endelig med indenfor”. ”Hvad sagde du til dem?” hviskede Rosa en smule mistroisk til Fredegar, imens nisserne førte dem hen mod et stort langhus, hvorfra der kunne høres sang, råb og smerteskrig. ”Jeg foreslog forhandlinger og et spil kort” svarede Fredegar ”eller det ville jeg have gjort, hvis nissesproget ellers indeholdt et ord for forhandling eller fred for den slags skyld”. ”Hvad foreslog du da så?” spurgte elveren alvorligt med en truende hvæsen. ”Fredegar!”. ”Tag det nu roligt” svarede dosnen en smule defensivt. ”Hvorfor er du altid på nakken af mig? Jeg foreslog bare, hvad enhver bør sige til nisser for at berolige dem i situationer som disse. Ølpause”.

”Jeg tror, jeg springer over” sagde Rosa, da dosnen ikke længe efter forsøgte at uddele kort til hende. De befandt sig nu i selskab med adskillige andre nisser inde i langhuset, hvor høvdingen åbenbart afholdt et efter-efter-efter-nytårsgilde. “God ide” bifaldt Fredegar og gav sig til at række kort til de tre nisser. ”Der er ingen grund til at fornærme vores værter med dine elendige dragehale evner… desuden kan du tage dig et kig rundt omkring. Se, om du ikke kan finde ud af noget om Engeldahls partner. Dværgkvinde ved navn Ino… nala… Ino…”. Han tav, imens han forsøgte at erindre navnet. ”Inola” bød Rosa en smule utilfredst ind. ”Vi kommer hele denne vej, og så glemmer du navnet”. ”Vel, gjorde jeg ej” fnøs Fredegar ”jeg havde det lige på tungen. Men tag du hellere og find hende, så forsøger jeg at få noget ud af nisserne imens… om det så værende småpenge eller information”. ”Du er ikke min chef, Fredegar” brokkede elveren sig, som hun havde gjort det så mange gange tidligere. ”Fint, fint” mumlede dosnen med skyggen af et gammelt smil over sine læber. ”Hvad vil du da så gøre?”.

I den anden ende af langhusets spisesal var der en mindre forsamling af særligt vigtige nisser, nemlig høvdingens nærmeste støtter og mest trofaste voldsmænd. Selve høvdingen, en gammel, rynken nisse med en gylden krone på hovedet, hverken larmede eller gjorde meget, men hans selskab både støjede, drak og åd også mere end rigeligt på egen hånd. I stedet for at deltage i festlighederne var høvdingen nemlig optaget af en lavmælt, men alvorlig samtale med sin gæst, en bistert udseende ashas kvinde i en hvid pelskåbe. ”Slap nu af, min fine ven” sagde høvdingen i et afslappet forsøg på at berolige modparten. ”Du skal nok få, hvad du er ude efter, men hver ting til sin tid”. Samtalen foregik på det almene sprog, da ashas kvinden hverken talte nissernes tungemål eller det lokale stammesprog. ”Tiden er nu” svarede gæsten utålmodigt og skarpt med en stærk accent med rod i modersmålet miz. ”Og din især er ved at løbe ud, hvis du altså ønsker en belønning. Ellers løser jeg sagen selv, og det vil du komme til at fortryde, mærk dig mine ord”. Høvdingen rettede sig en smule op på sin lille trone og foldede så sine hænder, ganske afslappet, men samtidigt tydeligvis krænket. ”Truer du mig, min kære frøken Luca… må jeg kalde dig Dorathea?”. Der kom intet mundtligt svar fra adelskvinden, men hendes øjne sagde mere end tusinde ord. ”Jamen fint da” sukkede høvdingen og trak på skuldrene. ”Frøken Luca, så. Uanset hvad, så må jeg fortælle Dem, at jeg ikke er meget for trusler. Så hvorfor ændrer vi ikke lige tonen og finder ud af tingene på en civiliseret måde, sådan som jeg har hørt, at I gør det nede i jeres fine bystater. Ellers, hvis det ikke passer Dem, kan vi afgøre tingene på nissemåden. Mine drenge burde kunne finde økser og knive frem rimeligt hur… nej vent, de sidder allerede med dem, klar til at patere enhver, der irriterer mig. Så før du begynder at komme med ildeudtænkte trusler, burde du måske anse din situation lidt nærmere”.

Disse ord fik frøken Lucas bistre blik til at blegne, og høvdingens mund formede et selvtilfreds smil, samtidigt med at hans blik bevægede sig væk fra gæsten og fæstnede sig ved et punkt på gulvet til højre for ham. ”Se her” hviskede han muntert til frøken Luca og samlede et kyllingelår op fra bordet foran sig, som han kastede fra sig med præcision. Det klaskede ned på trægulvet, hvor det lå for sig i snavset i flere sekunder, imens frøken Luca kiggede forvirret og en smule forstyrret på sin vært. ”Vent et lille øjeblik” opfordrede høvdingen hende, og fra sine spidse tænder skabte han en overraskende smuk fløjten. Som var det startsignalet til et kapløb, blev kyllingelåret med det samme angrebet fra alle sider. Omringet og magtesløst forsvandt det bid for bid. ”Hvad siger du så?” spurgte høvdingen entusiastisk, men blev kun mødt af frøken Lucas utilpasse blik. ”Ikke meget for rotter antager jeg? Se, der er ellers en ny én… den spiser dog ikke. Måske er den genert. Den skal nok lige vende sig til stedet… kunne du tænkte dig at holde den?”. ”Hold op!” udbrød frøken Luca med et hvin og et voldsomt ryk. ”Du bringer ikke det skadedyr i nærheden af mig, for så sværger jeg, at jeg brænder det… og hele hytten ned om nødvendigt. Jeg skal nok samarbejde, men hold for Moniems skyld det ækle bæst væk”. ”Som De ønsker, frøken Luca” smilede høvdingen, og han satte den lille rotte fra sig. ”Så lad os da i stedet tale forretning, men på civiliseret vis”. Hænderne blev genfoldet og ansigtet givet en overvejende mine, idet nissen fortsatte sin talen. ”De tekster De er ude efter” sagde han langsomt. ”De er meget mulige for mig at anskaffe”. ”Men jeg troede…” afbrød frøken Luca, hvorefter hun pludseligt tav ved mindet om høvdingens tidligere kommentarer. ”Tyven Inola er pågrebet” forsikrede nissen hende. ”Og alt skal nok gå, som jeg har planlagt det. Den del, jeg er mere interesseret i at tale om, er den belønning, De nævnte, og som allerede blev lovet i din første besked. Husk på, at det ikke er let en ting, De beder mig om. Skrifterne er hellige for Wapasha stammen, og de vil søge hævn, hvis de opdager, at jeg har haft noget som helst med deres forsvinden at gøre. Hvis jeg på den anden side leverede dem tilbage til stammen… tja, så ville de måske værdsætte det. Det kunne ikke skade at have en tjeneste til gode hos shamanerne”. ”Du behøver ikke uddybe din pointe yderligere” afbrød frøken Luca. ”Den er gået ind. Hvad er det, du ønsker til gengæld?”.

Resten af samtalen kender jeg ikke til, for inden høvdingen kunne nå at svare, drog iagttageren (og dermed min kilde) videre. Vedkommende havde lært alt, hvad der var nødvendigt at vide, så lad os derfor springe videre i fortællingen. Frøken Dorathea af den rige Luca familie, Dionisios regerende adelsslægt, var nemlig ikke den eneste gæst hos nisserne. I ”kælderen” under langhuset, hvor de vigtigste af høvdingens ufrivillige besøgende blev opbevaret, befandt der sig nemlig i øjeblikket to kroppe, hvoraf den ene endnu trak vejret. Ejeren af omtalte legeme regnede dog ikke med at have megen tid igen og var ærligttalt rimeligt frygtsom for hvilken skæbne, han havde i vente, noget der kun er forståeligt med hans daværende situation taget i betragtning. For det første blev han holdt imod sin vilje i et fangehul styret af nisser. For det andet så var hans tidligere ven og cellekammerat gået bort natten over takket være hendes sår og kulden. Og for det tredje så havde han bare en lang historie med at blive forfulgt af uheld.

Han vågnede denne grå og triste eftermiddag ved en ganske lavmælt, men samtidigt velkendt og let genkendelig lyd. Gæsten, der var en dværg af sydlig herkomst, skal det lige bemærkes, åbnede træt og forsigtigt øjnene, men det tog ham ikke længe at blive fuldstændig vågen. Længe havde han en forfærdelig sult plaget ham, og han havde mange års træning i at fange rotter, en træning han havde anskaffet sig som hjemløs på gaderne i Pereturs By, Sets hovedstad. Det var godt nok flere år siden, han sidst var blevet tvunget til at leve af de mørke gnavere, men den slags gik aldrig væk, og dværgen erindrede det hele, som havde han lært det dagen før. Tålmodigt ventede han med et halvsovende blik og en afslappet, men beredt krop, imens rotten sneg sig ind i cellen og nærmede sig Inolas forfrosne lig, ganske målrettet. Lige før den nåede frem til hende, gjorde den dog pludselig holdt og gav sig til at betragte hende nysgerrigt. I samme øjeblik sprang dværgen til handling.

Angrebet kom helt bag på rotten, og de mørke, ivrige hænder lukkede sig hastigt om den som tremmer. Det lille væsen snappede og kradsede for at komme fri, men det var helt forgæves, da dværgen var vandt til den slags og vidste præcis, hvordan han skulle holde bæstet, så det ikke kunne bide ham. Smilende skulle han lige til at vride halsen om på byttet, da en pludselig kraft kom ud af ingenting og ramte ham i brystkassen med følelsen af et spark. Dværgen blev kastet tilbage og ramte først lammende ind i stenvæggen, hvorefter han faldt til jorden og slog hovedet på en sten. Hans blik blev sløret af smerten, og han kunne derfor kun lige fornemme omridset af en fremmed skikkelse foran sig, der øjnesynligt var kommet ud af ingenting. En elverkvinde klædt i mørk uld med et pint udtrykt i ansigtet som befandt sig lige der, hvor rotten havde været få sekunder tidligere.
”Ahhhh…” beklagede dværgen sig med hænderne på sin usædvanligt store og nu også blodige tud. ”Av, av, av, av for Al’Ahmar da også. Khara!”. ”Shhh” tyssede elverkvinden på ham. ”Vær stille, ellers hører nisserne dig”. ”Vær stille” brokkede dværgen sig fornærmet. ”Du sparkede mig i ansigtet!”. ”Og du forsøgte at spise mig”. ”Ja, men…” begyndte han igen, men tav så. ”Det var ikke… det var… det tæller ikke… og hvem er du egentligt?”. ”Rosa Estella” lød svaret. ”Hvad med dig?”. ”Didrik-Dolgo” sagde dværgen og kom på benene. ”Men de fleste kalder mig Didgo”. ”Jaså… godt, Didgo” sagde Rosa og vendte blikket mod den døde dværgkvinde. ”Jeg antager, at det er Inola”. Didgo nikkede langsomt. ”De bankede hende efter flugtforsøget og efterlod os så bare hernede. Du er den første person, jeg har set hele dagen. Jeg havde ærligttalt regnet med at se dig tidligere. Var du kommet i går, havde hun måske overlevet”. ”Du har altså afventet mig?” sagde Rosa overrasket. ”Tja, måske ikke lige dig, men du ved… en eller anden… interesseret person. Du ved, hvad jeg mener”. ”Det tror jeg faktisk ikke, at jeg gør” kommenterede hun en anelse forvirret. ”Du er ude efter bogen” forklarede Didgo kortfattet. ”Hvem er ikke det efterhånden? Den forbandede ting har ikke bragt andet end problemer med sig, og jeg advarede hende. Jeg sagde til Inola, at hun ikke skulle lytte til Engeldahl. Det ender aldrig godt, når man blander religiøse fladpander ind i sine affærer, tro mig, det ved jeg alt om”. Han sukkede smertefuldt, og der var gammelt ubehag at spore i hans blik, idet han vendte det mod sin døde ven. Der hvilede det et kort øjeblik, før han atter tog ordet. ”Nå” sagde han. ”Lad os bare springe frem til den sidste del af samtalen, for jeg er ikke i humør til alt det unødvendige bavl. Jeg ved, hvor bogen er, og hvis du får mig ud herfra, skal jeg nok vise dig, hvor du kan finde den. Aftale?”.

Det var en noget så utilfreds Rosa Estella, der bagefter fandt Fredegar igen og fortalte ham alt, hvad der var sket. ”Det lader i hvert fald til, at Engeldahl har udeladt en detalje eller to” gav dosnen hende tøvende ret. ”Detalje?” fnøs hun. ”Jeg vil ikke ligefrem kalde det for en detalje, at vi i virkeligheden er her for at afhente en hellig tekst stjålet fra Wapasha Stammen”. Fredgar lagde en hånd på hagen. ”Tja, måske er detalje ikke helt det rette ord, men det ændrer ikke på tingene. Selv hvis vi ikke kendte omstændighederne helt, så havde vi begge en fornemmelse af, hvad vi meldte os til”. ”Din ide” påmindede Rosa ham. ”Ja” nikkede han alvorligt. ”Men så vidt jeg husker var det også den eneste ide, som kunne få styr på vores planer. Vi står allerede i gæld nok derhjemme, og får vi ikke fuldført denne handelsrejse, så ser jeg ikke, hvordan vi kan få den betalt”. ”Du har ret” sukkede Rosa. ”Men det ændrer ikke på, at jeg slet ikke bryder mig om det”. ”Hvilket er ganske godt” sluttede Fredegar med et smil. ”For jeg er bange for, at jeg til gengæld nyder situationen lidt for meget. Spændingen, kaosset, eventyret… trangen til at tie stille lige nu, før du vælger at slå mig i ansigtet”. ”Den sidste bør nok være din primære motivation” sagde Rosa skarpt. ”Det har du nok ret i” mumlede handelsmanden. ”Det ændrer dog ikke på, at vi behøver en plan”. ”Du distraherer nisserne, imens jeg får ham ud derfra?” sagde Rosa med et ofte brugt blik, som var det en selvfølge. ”Ender det ikke altid med at være vores plan i sidste ende alligevel? Først får jeg dog brug for nøglerne til fangehullet, hvis jeg skal få Didgo ud uden at lar…”. Før hun kunne nå at fuldføre sætningen, rakte Fredegar et tungt nøglebundt frem mod hende. ”Hvilket du allerede har stjålet” sukkede hun. ”Selvfølgelig. Jeg antager, at du også allerede har en ide til, hvordan du vil distrahere alle nisserne?”. ”Udford høvdingen og alle hans vigtigste folk til dragehale” sagde han med løftede hænder. ”Arranger det sådan, at flere af dem kommer i slåskamp. Bare rolig, jeg har styr på tingene. Jeg har gjort det her hundredevis af gange før”. ”Det er den del, der bekymrer mig” bemærkede Rosa.

Didgo kiggede nervøst op, da hun trådte ind i kælderen kort tid efter. ”Endelig” sagde han utålmodigt. ”Jeg var begyndt at frygte, at du ikke ville komme tilbage”. ”Jeg var kun væk i en halv time” svarede Rosa, idet hun gav sig til at åbne celledøren. ”Du er ikke den mest tålmodige dværg i verden, er du?”. ”Jeg kan sagtens være tålmodig” sagde han en smule fornærmet. ”Men der kom en anden for at besøge mig, imens du var borte. En sur ashas kvinde”. ”Frøken Luca” gættede Rosa sig til, og hun gjorde et kort holdt, før hun blev færdig med at åbne døren. ”Jeg antager, at hun kom med et andet tilbud til dig”. ”Ja, ja, ja” sagde Didgo nervøst. ”Men jeg foretrækker dit, så du skal ikke være bange for, at jeg har forrådt dig eller sådan noget. Du gav mig måske en blodnæse, men i det mindste tilbød du mig frihed i stedet for at komme med trusler”. ”Nå, den slags tilbud” sagde Rosa, stadig forsigtigt, men mindre mistroisk end før. ”Så lad os da få dig ud herfra, før den gode frøken vender tilbage”. ”Sød musik i mine ører” svarede Didgo. Elverkvinden åbnede celledøren for ham, og da de listede sig gennem kælderen, syntes hun at kunne ane Fredegars højlydte stemme fra salen over dem. I sit stille sind bad hun til Bearon om, at han bare denne ene gang kunne holde sig til sin opgave uden at lave ravage i den. Men den slags har ikke den store effekt på ham. Når Fredegar først har set sit snit til at lave ballade, så kan selv ikke guderne komme i vejen for ham.

Han må dog alligevel have forstået alvoren ved situationen, for både Rosa og Didgo nåede uskadte ud af nissestammen, og der gik ikke længe, før de vandrede rundt i skoven i søgen efter den skjulte bog. ”Hvor langt er der igen?” spurgte hun dværgen. Der var stadig rester af mistro at finde i hendes stemme, og den tog til i styrke, efterhånden som de kom længere og længere væk fra stammen. ”Ikke langt” svarede Didgo. ”Men nu er det altså din tur til at være tålmodig. Vi kunne jo ikke bare skjule bogen hvor som helst. Det ville ikke gøre os meget godt, hvis en nisse faldt over den, ville det?”. Han gjorde straks holdt, da han kom til en stor bautasten. ”Hvad er der?” spurgte Rosa. Han tyssede på hende som svar. ”Skal lige tænke”. Så gav han sig til at tælle på fingrene og gik til venstre om stenen. Efter omtrent tredive skridt stoppede han op igen og gav sig til at undersøge jorden rundt om sig. ”Sådan” sagde han til sidst, da hans blik fæstnede sig på en gammel, rådden træstub, som han hurtigt kastede til siden. ”Her er den”. Han fremdrog en en lille sæk, som var grundigt bundet og lukket. ”Hvor belejligt” kommenterede en selvtilfreds stemme bag Didgo, og dværgen vendte sig rundt på stedet, fuldkommen bleg i ansigtet. ”Det ville også have været en skam, hvis vi kom hele denne vej for ingenting” sagde Dorathea Luca, storsmilende. ”Jeg må indrømme, at jeg havde min tvivl efter det første lange stykke, og jeg spurgte mig selv, om jeg virkeligt bare var blevet narret. Det er ren og skær fryd at erfare, at det ikke var tilfældet”. Så smeltede hendes smil, og hun rakte en grådig, men elegant hånd ud mod Didgo. ”Ræk mig bogen, dværg, jeg advarer dig kunne denne ene gang”. Hendes anden hånd blev holdt med stive fingre på en ganske unaturlig måde, der kun kunne indikere, at hun var klar til at kaste en besværgelse, hvis han nægtede. Didgo sank en klump og kastede et blik over skuldren, men Rosa var i midlertid forsvundet, og han valgte med en rysten at adlyde adelskvinden. ”Dygtig hund” sagde frøken Luca, og hendes smil vendte tilbage, da bogen kom i hendes besiddelse. Hendes blik blev helt opslugt af den, og en flamme blev antændt i dem. ”En af de syv Skæbnebøger…” sukkede hun. ”Du ved ikke, hvor længe jeg har ønsket mig dette relikvie… men det vedrører vel egentligt ikke dig”. Hun vendte blikket tilbage mod dværgen. ”Hvor er din veninde egentligt henne?” spurgte hun med mild nysgerrighd. ”Veninde?” sagde Didgo uskyldigt, men frøken Luca fandt det ikke spor morsomt. ”Bare lad være. Jeg så jer sammen, jeg fulgte efter jer. Tror du måske, at hun så mig og stak halen mellem benene uden at advare dig. Sikke fine venner du har dig, dværg”. Didgo svarede ikke, men løftede bare langsomt hænderne mod himlen i overgivelse.
Frøken Luca nåede dog ikke at fælde nogen dom over ham, for sekundet efter gav hun et hvin fra sig efterfulgt af et hyl af smerte. ”Beskidte udyr”. En lille, sort rotte var sprunget op fra skovbunden og havde bidt hendes hånd, så bogen faldt til jorden. Ashas kvinden hævede hænderne i vrede for at udslette dyret med sin magi, men så langt nåede hun aldrig, da en pludselig sværm af halvt lysende bier faldt over hende. ”Che cavolo!” bandede hun højlydt på miz, men begyndte så på en smertens hylen og hvæsen, imens hun svingede hænderne rundt i forsøget på at kaste sin besværgelse. Didgo stod og betragtede dette, fuldkommen lamslået, da en hånd greb hans, og han hørte ordet: ”løb!”. Mere skulle der ikke til at få ham til at tage benene over nakken, og både han og Rosa var nået om på den anden side af bautastenen, da frøken Luca fik gjort det af med den sidste bi. ”Hvordan i Litunguls navn… hvordan?” hostede han, dog uden at stoppe op. ”Du har set mig forvandle mig selv til en rotte, og så spørger du om det?” hvæsede Rosa irriteret. ”Løb nu bare, og så kan du måske forsøge at regne hele druide tingen ud senere”. Et godt stykke bagude kunne frøken Lucas vrede udråb høres, og de skyndte sig at sætte hastigheden op.

De løb og løb og løb, indtil de ikke var langt borte fra Aujag Stammen. Den vrede adelskvinde kunne ikke længere høres, og det var et stykke tid siden, de sidst havde gjort det, men der var ingen garanti for, at faren var passeret. Tværtimod kunne det betyde, at hun var ude på et eller andet, men noget sagde nu Rosa, at frøken Luca ikke ville have helt lige så nemt ved at finde vej igennem skoven, som de havde haft det, selv hvis deres fodspor kunne anes i sneen. ”Her må jeg så insistere på, at vi skilles, Didgo” sagde Rosa, efter hun havde kigget hele vejen rundt efter andre tilstedeværende uden at finde en eneste nisse. ”Nej, nej, nej” rystede dværgen på hovedet. ”Jeg har ikke lyst til at løbe ind i hende tossen på egen hånd”. ”Hvem tror du, hun helst vil følge efter?” fnøs Rosa. ”Dig der egentligt ikke har gjort hende noget, eller mig der sendte en magiske bisværm efter hende, og som har denne”. Hun klappede bogen i sine hænder. Didgos ansigtsudtryk gik hurtigt fra at være nervøst til en smule håbefuldt. ”Du siger noget” gav han hende ret. ”I så fald siger jeg held og lykke og øh…”. Han fuldførte ikke sætningen, men vendte sig straks om og spænede af sted mod syd. ”Jamen farvel da” sagde Rosa en smule paf og gav sig så også selv af sted mod det aftalte mødested med Fredegar. ”Lad os nu bare håbe, at han har holdt fingrene for sig selv” mumlede hun til sig selv og bad endnu en gang til Naturfaderen i sit stille sind.

Som vi allerede ved, så var både den bøn og den forrige nyttesløse. For nu er vi nemlig tilbage ved begyndelsen på vores historie. Som I måske erindrer, befandt Fredegar og Rosa, Charlatanen og Samvittigheden, sig på en klippekant i besiddelse af en stjålen nissekrone, imens høvdingens vrede horder nærmede sig hastigt. Vi vil springe en god del af deres mundhuggeri over, da jeg ærligttalt tror, der har været nok af den slags i historien allerede, og gå direkte videre til deres flugt.

”Ahhh!” skreg dosnen, da et spyd skar igennem luften og begravede sig ved siden af hans venstre fod. ”Så gør det dog, Rosa. Hvad betaler jeg dig egentligt for?”. ”Du betaler mig ikke” lød det vrede svar. ”Og du er IKKE min chef!”. Netop som hun sagde det, kom en nisse tilsyne mellem træerne, og et gennemborende smil dukkede op på dens læber. ”Rosa?” sagde Fredegar nervøst. ”Vil du ikke være sød at ordne det?”. Men da han kiggede tilbage var hun væk. ”Typisk” fnøs dosnen. ”Klassisk fugleflugt”. Nissen var i midlertid begyndt at kalde på forstærkninger, og inden længe stod der fem af dem og betragtede ham ivrigt. ”Zok” hilste Fredegar med et smil og en fremrakt hånd, som nisserne betragtede hånligt. ”Salve. Buenos dias. Ciao. Bonjour. Ni hao. Salvar. Hyggehejsa. Hov, hvad er det?”. Fredegars anden hånd, som havde været inde i jakkelommen, sprang pludseligt frem, og med sig bragte den en kastekniv. Nisserne dukkede sig instinktivt, men ingen af dem var det udtænkte mål, og i stedet faldt en gennemboret grankogle ned fra en af trætoppene. De kiggede lidt småforvirret på den i nogle sekunder, men vendte så igen opmærksomheden tilbage mod Fredegar… der i mellemtiden var forsvundet.


”Du er så heldig, at det rent faktisk virkede” hviskede Rosa i en blanding af lettelse og frustration til Fredegar. ”Shhh” svarede han og pegede op på klippekanten over dem. ”De er der stadigvæk”. ”De kan umuligt høre os over denne larm” kommenterede elverkvinden. Hun hentydede naturligvis til den fossende, vilde bjergflod, de stod på bredden af. ”Måske ikke” gav dosnen hende ret. ”Det er dog nok en god ide at komme videre alligevel, før de regner den ud”. ”Jeg tvivler nu på, at en så idiotisk plan vil falde dem ind, selv hvis de er nisser” svarede Rosa tørt. ”Det virkede da” beklagede Fredegar sig. ”Jeg havde fuld tiltro i dine evner til at levitere mig ned, efter jeg sprang”. ”Og du må hellere takke Bearon for, at jeg overhovedet nåede at gribe dig. Et halvt sekund længere, og så var du blevet kvast på klipperne” fortsatte Rosa, dog ikke længere helt så hårdt. ”Du må desuden takke ham yderligere for, at jeg ikke lod friste til at lade det ske”.

En Uheldig Affære i Keinzeht
Del 1 - En Charlatans og Hans Samvittighed       Del 2 - En Uheldig Optræden (kommer indenfor det næste århundrede)    Del 3 - En Dæmonfordrivelsestjeneste (-II-)     Del 4 - En Skæbnesvanger og Ellers Virkeligt Irriterende Bog (-II-)

Andre historier: