torsdag den 5. april 2018

Bag of Holding og chokoladeæg (Magnus Chase, Discworld #2, Oliver Twist, Jon Pertwee (Doctor Who))

Der var engang en højtid. En højtid hvis rødder kunne spores tilbage til omtrent et halvt dusin forskellige religioner, inklusiv to af de helt store og så nogle fra oldtidens Europa. Men på trods af denne højtids langvarige historie, hvoruden hvilken vi ikke ville have "Always look on the bright side of life", så blev den nu engang fejret med tilbedelsen af en besynderlig hare, der tydeligvis ikke havde forstået, hvad det ville sige at være en hare, eftersom den lagde æg, der oven i købet var lavet af chokolade. God mad, diverse øl og krypterede breve var også en del af de moderne traditioner, og man kunne sagtens undre sig over, hvor pokker alt det mon var kommet fra. Og hvorfor og hvordan? Men på den anden side, så kunne det også være, at folk nogle gange bare har brug for at slappe af og få noget godt at spise, imens de nyder frihedens dage sammen med familien eller i selvskab med eksempelvis en god bog, et brætspil eller en tidsherre fra Galifrey. Sidstnævnte er faktisk også et acceptabelt valg.

Spearhead from Space - Terror of the Autons - The Three Doctors

Så har jeg bevæget mig ind i 70'ernes Doctor Who med farver, med dræbermannequiner og med "Doktor Smith. Doktor John Smith". Ja, det er en anderledes æra for serien, end hvad jeg tidligere har set. Doctor Who har altid forandret sig med tiden, og her er det ganske tydeligt, at spioner og hemmelige agenter var det helt store, da det blev skabt. I modsætning til tidligere så forholder Doktoren sig primært på jorden uden at forlade den, og det skaber nogle interessante historier. Samtidigt hænger det godt sammen med slutningen på den anden doktors tid i serien, og der er et mere sammenhængende plot samt mere faste rammer, der faktisk fungerer overraskende godt. Jeg er glad for, at serien med tiden vendte tilbage til sin gamle form igen, men der er meget at nyde, imens det står på. Her kommer mange af Doctor Whos mest genkendelige elementer også fra såsom den soniske skruetrækker, UNIT (den menneskelige organisation dedikeret til bekæmpe trusler fra rummet, som doktoren ofte arbejder sammen med, og som her anføres af den fremragende Brigadier Lethbridge-Stewart, der samtidigt skaber noget dejligt modspil for vores ynglings tidsherre) og selvfølgelig: The Master.

Personen, der besluttede sig for, at doktoren havde brug for en ligesindet og tilsvarende rival, fortjener en jelly baby. Jeg har kun fået en enkelt historie med ham (indtil videre), men Roger Delgado er dedikeret skræmmende i rollen. Han er kold og udregnende, han er karismatisk og intelligent, og så passer han bare godt sammen Jon Pertwees tredje doktor. Der er et troværdigt bånd imellem dem, der virkeligt får seeren til at tro på, at de er gamle venner, samtidigt med at fjendskabet ikke undermineres. Selv når han er omgivet af, lad os kalde dem ydmyge, effekter, så leverer han en solid optræden. Desuden så har han et flot overskæg.

Men angående den tredje doktor, så lad os da endelig lige snakke lidt om ham. Jeg må indrømme, at jeg mest af alt havde lyst til at fortsætte med nr. 2 efter at have set The War Games, og jeg kommer nok tilbage til ham inden alt for længe, men det tager nu alligevel ikke lang tid at vende sig til Pertwee. Der er lidt mere action helt over ham end de to forrige doktorer, men han kan samtidigt være fjollet, dramatisk, sjov og charmerende efter behov. Hvor Throughtons anden doktor var ens yndlings onkel og Hartnells var en striks, men kærlig bedstefar, så minder Pertwee mere om en sej lærer fra de tidlige klasser. Han har lidt tryllekunstner over sig og mere end en lille smule vis mentor. Sådan har jeg i hvert fald opfattet ham. Og okay, det kan godt, at det kun er mig, der ville have elsket at have ham som lærer i folkeskolen, eller som faktisk godt kan lide tryllekunstnere. Uanset hvad så fungerer han godt sammen med the Master, men der sker også noget magisk over The Three Doctors, hvor han optræder side om side med den allerede nævnte anden doktor.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg har det med at elske multi doktor historier, når forskellige inkarnationer af tidsherren møder hinanden. De er muligvis ikke allesammen lige gode, og efter at have reflekteret lidt har jeg også erkendt, at årets juleafsnit Twice Upon a Time var langt fra perfekt, selvom jeg nød det en hel del. Men dette er den første multidoktor historie af dem alle, og jeg fandt den yderst fornøjelig. Det var godt at se lidt mere af anden doktor, endda i farve, og skænderierne mellem Througton og Pertwees inkarnationer var både underholdende og interessante. Det var bare en skam, at Hartnell på et tidspunktet var for syg til for alvor at deltage i historien.

Men nok om Doctor Who for denne gang, for der er også et par bøger på dagsordenen.
Faktisk føles det som om, jeg er kommet lidt mere i gang med at læse igen efter en mere langsom periode, og det er dejligt, for der er omtrent sytten bøger i min reol, jeg mangler, primært diverse af Steven King, men også både "Rosens Navn", "The Once and Future King", "Good Omens" og "Frankenstein". Jeg snublede også tilbage i vinteren inde i en bogbutik og kom til at ramme ind i The Ultimate Hitchhiker's Guide to the Galaxy til 50kr på originalsproget, så den må jeg også komme i gang med på et tidspunkt, da jeg kun har de oversatte versioner tidligere. Men en ting ad gangen.

Discworld #2 The Light Fantastic

Lad os starte ud med det mest positive. Tilbage i januar fik jeg læst den første bog i den bizare Discworld serie, og her i påsken fik jeg "kæmpet" mig igennem toeren på ca. to aftener. Dog var der ikke megen kamp involveret, for jeg overgav mig med glæde, og desuden var bogen ikke særligt lang. The Light Fantastic er en forsættelse på The Colour of Magic, og den går i gang lige, hvor den første bog sluttede, hvorefter man så følger Rincewind, den uduelige troldmand, og turisten Twoflower på deres efterfølgende utraditionelle eventyr. Heldigvis beholder den alle de stærkeste elementer fra den første bog, imens den bygger oven på, hvor etteren var en smule svag. Humoren er stærk med en masse god sarkasme og flere kærlige fantasy parodier undervejs, men i modsætning til den første bog, så føles det langt mere som én sammenhængende historie denne gang, i stedet for flere små. Derfor nød jeg den også mere, og selvom jeg ikke ligefrem vil sige, at fortællingen var en, der ramte mig dybt, så var karakterene mere udviklede, og så er der også et par mere alvorlige karakterøjeblikke. Især slutningen var overraskende rørerende med alt taget i betragtning. Alt i alt er det et skridt i den rigtige retning, og jeg kan ikke vente med at få fingrene i den næste bog i serien.

Oliver Twist

Men man kan åbenbart ikke nøjes med drager, levende tusindbenede kister og troldmænd her i livet, har jeg i hvert fald hørt, selv hvis jeg endnu ikke har nogen beviser derpå, så jeg fik også færdiggjort Oliver Twist her i ferien. Det og så skal jeg bruge den i et AT-forløb. Eller rettere sagt bruger jeg AT-forløbet som en undskyldning for at læse en smule Charles Dickens. En af de to ting.
Nu skal jeg nok forsøge at undlade at trække for meget af mine to analyser (nykritisk og socialhistorisk, undskyld) ind over.
Nå, hvad er der så at sige. Først og fremmest så vil jeg starte ud med et af de bedste elementer ved hele bogen. Charles Dickens måde at skrive på. Til tider kan han godt blive ført lidt på vildspor i sit eget sprogbrug, men han har så meget humor, så mange skarpe fortællerkommentarer og så megen charme, at historien bare flyder afsted. Til tider kan den være lidt tung og køre lidt for langt som sagt, men for det meste havde jeg ikke nogen problemer. Den måde, han skriver på, det føles bare sådan, som en historie bør fortælles. Ikke nødvendigvis skrives, men helt klart fortælles. Især af en 1800-tals britte.

Der er også adskillige charmerende personer at finde i bogen, blandt andet den unge gadetyv The Artful Dodger, men desværre var Oliver selv for det meste lidt tør. Han var ikke så slem, som jeg havde frygtet, og han har da sine mere interessante øjeblikke samt lidt af et temperament især i starten, men hans rolle er nu engang den af et offer, som tjener at tale børnearbejderens sag i industrialiseringens England. Han er godhjertet og ren og behandles dårligt af folk fra adskillige folkelag, samtidigt med at flere omkring ham forsøger at udnytte ham til selv at tjene penge. Verdenen rundt om ham virker også nogle gange en smule overdrevet, eksempelvis da lederne af et arbejdshus for unge begynder at flippe helt ud, da han spørger efter lidt ekstra at spise, men Dickens skriver det som sagt med en sådan charme, at man godt kan tilgive det.

Hvad, jeg dog ikke helt så meget kan tilgive, er det indskudte romantiske subplot mellem to mindre vigtige karakterer, noget jeg aldrig havde forestillet mig fra Oliver Twist. I sidste ende virker det vel også til at give fin mening, men i det hele taget, må jeg indrømme, at jeg fandt delene blandt de finere folkelag lidt mere tørre end alt, hvad der har med Fagins tyve eller med selve børnearbejdet at gøre. Det er bare ikke nær så interessant, og selv om der er en eller to behagelige karakterer, som også ender med at spille fornuftige roller i historien, så var de dele bare ikke nær så stærke. Nej, det gode kød er mest blandt tyvene, som måske er meget luskede og tydeligvis onde for det meste, men som alligevel har en smule dybde gemt i sig.

Magnus Chase and the Ship of the Dead

Så er vi ved det sidste for denne gang, og hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg haft lidt svært ved at vide, hvad præcis jeg skulle sige om Rick Riordans tredje bog i hans serie af moderne genfortællinger af den nordiske mytologi. Jeg voksede op med hans Percy Jackson bøger (det samme, men med græsk mytologi), som jeg virkeligt elskede, og som jeg stadigvæk holder meget af frem til denne dag. Senere læste jeg hans triologi om egyptisk mytologi, som jeg nød, men dog lidt gik hen og glemte alt om igen. Heldigvis blev jeg så positivt overrasket over de første to bøger i denne nye serie, da det, for mig i hvert fald, virkede som om, han forsøgte sig med nogle nye ting og byggede op til en længere serie igen. Derfor havde jeg også set frem til den tredje bog, The Ship of the Dead, selvom jeg må indrømme, at titlen gjorde mig en lille smule bekymret. "Hvis det er meningen, at den sidste bog skal handle om ragnarok i en eller anden forstand" tænkte jeg "er det så ikke lidt tidligt at bringe Naglfar ind?. Men jeg regnede samtidigt med, at han havde en løsning til det. Den første havde trods alt klaret skærene og var sluppet afsted med Fenris Ulven indenfor visse rammer. Den sidste havde også brugt nogen tid på at bygge denne situation op. Desuden tænkte jeg, at det vel ikke kunne skade at introducere Helheim for alvor og få nogle flere ragnarok elementer stillet på plads, så egentligt endte jeg med at gå rimeligt optimistisk ind i bogen alligevel.

Hvad tænkte jeg så, da den var færdig. Tja, altså jeg syntes ikke ligefrem, at jeg ville kalde den dårlig eller ringe eller så skuffende endda igen. Den gjorde nogle sunde ting for karaktererne for at udvikle dem videre, og det kunne jeg rigtigt godt lide. Det var heller ikke fordi, at plottet ikke havde nogle gode sider, selvom det var lidt ustabilt. Alt i alt tænkte jeg, at den fungerede fint som et midtpunktet i serien. Her kommer så lige en meget mild spoiler, ikke for bogen som sådan, men mere bare for virkeligheden, men nu er du advaret. Det var den sidste bog i serien.

Åh møg...

For pludseligt blev denne bogs okay slutning til en rimeligt tam en. Jeg ved ikke engang helt, hvorfor det er den sidste bog, det giver ingen mening. Hvorfor bruge så lang tid på at uddybe karakternes baggrundshistorier og introducere potentiale, hvis det alligevel er slut lige om lidt. Så burde fokus, noget af det i hvert fald, have været på at opbygge spænding, for det var der ærgeligt nok ikke særligt meget af i den her. Hvis der overhovedet var noget altså. Okay, nu er jeg måske lidt for hård, men hvis jeg skal være helt ærlig, så blev jeg ved med at glemme alt om, at det hastede med endemålet for heltene. Jeg synes bare, at det, der skete med karaktererne, var langt mere interessant. Jeg vidste mere eller mindre præcis, hvad der ville komme til at ske til sidst, fordi det stort kun kunne gå én vej. Jeg regnede med, at der ville være mere senere hen. Det er der så åbenbart ikke.

Nu er jeg måske så heller ikke længere den helt optimale målgruppe, det indrømmer jeg. Primært fordi jeg kender alle myterne, som genfortælles undervejs og derfor begynder at gætte mig halvvejs i mål, så snart bestemte navne begynder at dukke op. Men det kunne jeg sagtens have tilgivet, det lover jeg. Problemet med "The Ship of the Dead" var simpelthen bare, at... der var ikke nogen konsekvenser, noget som jeg ellers synes, at Percy Jackson håndterede rimeligt flot for en ungdomsserie at være. Intet dårligt skete for alvor dog her, hvis nogen tog en beslutning. Der var aldrig noget, som vendte tilbage for at bide hovedpersonerne bagi, hvilket lidt underminerede hele udviklingen af karaktererne. Samtidigt så synes jeg ikke rigtigt, at bogen rigtigt gjorde brug af de værktøjer, den havde til stede. Der var så meget potentiale, hvis den bruger ikke så meget af det. Oven i det så er den faktisk heller ikke særligt lang, en del kortere end den forrige og langt overlegne bog, som ikke engang havde en nær så stor historie. Så var der også en næsten fuldstændigt ligegyldig cameo undervejs, der fyldte to-tre kapitler, og som måske var behagelig fanservice, men som i sidste ende betød intet. Med en smule justering kunne den både have været behagelig og relevant for plottet.

Jeg havde sådan håbet på, at denne bog ville bryde ud af Riordan formlen en smule, og jeg synes ikke engang, det er særligt meget at forlange. Han har gjort det før, det var en af grundene til, at Percy Jackson fungerede så godt som en serie. Alle bøgerne genfortalte måske diverse historier fra den græske mytologi, imens de sendte unge halvguder ud på missioner, men undervejs prøvede den også lidt noget at variere sig selv. Ikke på revolutionerende vis, men nok til at det betød noget. Femmeren nok mest af alt, men både toeren, treeren og fireren havde hver især et eller andet i deres plot, der fik dem til at stikke ud fra resten af serien. Det har "Ship of the Dead" ikke rigtigt, vil jeg argumentere for. Jeg ville have elsket, hvis han forsøgte sig noget lidt andet med denne bog, bare et eller andet. Men nej.

Som det sidste så var skurkene nu altså en smule uduelige. Som i ret meget. Det var jo heller ikke fordi, at hans forrige serier gjorde sine mytologiske skikkelser til hverken Smeagol, Hannibal Lector eller noget medlem af Lannister familien. Men det hjalp en hel del, at han skabte dødelige, som de kunne omgås, og som kunne afspejle heltene. Det havde selv Kane Chronicles. Det havde de to forrige bøger i serien også, hvilket var et af de bedste elementer, men hvor det blev af denne gang, det ved jeg ikke. Det var ikke engang fordi, at Riordan havde været nødsaget til at gøre særligt meget for at få bare en kort tilstedeværelse (host host, Helheim, host host). Ellers så må jeg indrømme, at jeg nok bare ikke er særligt stor fan af hans Loke. Faktisk kan jeg næsten bedre lide Marvel udgaven end, hvad denne bog har at byde på. Det gjorde ondt at skrive, og jeg er ked af det, Rick. Men i mine øjne så virker denne udgave simpelthen bare for... simpel. Hans motivationer giver fin mening, og han besidder mange af de egenskaber, jeg godt kan lide ved Loke. Han er måske bare lidt for ond til min smag. Og det er ikke fordi, at jeg har noget imod Loke som ond, for han kan skam være en snog, en rotte og en uduelig slyngel. Jeg kan bare godt lide at se nogle positive træk ved ham, for dem har han trods alt fremvist i mytologien fra tid til anden, det første af hvilke kunne være en smule intelligens. For her var han bare lidt for dum faktisk. Eller måske bare lidt for "muhahaha" ond. Jeg synes bare, han hører mere til et sted i baggrunden med en plan. Jeg ved det ikke. Han virkede bare ikke for mig, hvilket var lidt af en skam, for jeg synes at erindre, at jeg godt kunne lide ham i de første to. Mere end her under alle omstændigheder.

Det er måske også uretfærdigt, når det er en karakter, jeg har så mange tanker om i forvejen, og som jeg allerede har en yndlingsudgave af, og ja, jeg er udmærket klar over, at Valhalla versionen også er et langt stykke fra de oprindelige myter. Jeg synes bare, han bedre fanger de mange forskellige aspekter af karakteren på samme tid, selv hvis han til gengæld er lidt for god. Men tja, det er svært at sige, og måske har jeg bare for høje forventninger og et nostalgisk syn på karakteren.

Så kort fortalt, for denne anmeldelse blev pludseligt meget længere, end jeg havde regnet med, og klokken er efterhånden mange, så var det en underholdende og som altid sjov bog med en håndfuld gode karakterer. Jeg ville bare have ønsket, at der havde været lidt mere spænding, lidt mere liv og lidt flere nye ideer i den, samt at han faktisk havde gjort noget med sine karakterer, for det her tjente bare ikke som en særligt tilfredsstillende slutning, plotmæssigt.

lørdag den 17. marts 2018

Bag of Holding (Doctor Who - The War Games, The Colour of Magic, V for Vendetta, Knigths of the Old Republic)

Så er det vist efterhånden ved at være alt for længe siden, jeg sidst har fået gjort noget ved det her blogprojekt. De sidste par måneder har bare været lidt travle med skolesager, en hel del optagede weekender og så en god del arbejde på min bog. Desuden har de sidste par bøger, jeg har været igennem, ikke rigtigt passet til bloggen, tænkte jeg, selv hvis jeg nok godt kunne bruge en smule tid på at gøre som så mange og fortælle, hvor meget jeg elskede at læse "Of Mice and Men" eller "Lord of the Flies". Harpiks var også ret god, men det var en skoleopgave, og det duer ikke her. Lad os hellere dykke ned i britisk sorthvid science fiction fra 60'erne, efterfulgt af en fantasy roman med en kæmpe skildpadde, et Bioware computerspil og så en dystopisk Alan Moore tegneserie. Meget mere passende. Vi kan jo ikke have, at Fantasy Nørden pludseligt skulle gå hen og blive en kultiveret læseoplevelse, vel.

Klassisk Who (The War Games)

Som nogen af jer måske ved, så er jeg lidt af en whovian. Jeg har set alt af den nye serie, har en sonisk skruetrækker liggende et sted og en bog om fænomenet "Whoology", der blev udgivet i forbindelses med halvtreds års jubilæummet. Dog er jeg aldrig før kommet rigtigt ind i den klassiske æra af serien (dvs. alt fra 1963-1989) med undtagelse fra den første historie med hulemændene, tyve års jubilæummet og så den noget kontroversielle film fra 1996, som forsøgte at bringe serien tilbage til live igen, dengang den befandt sig i sin mangeårige dvale tilstand. Forleden besluttede jeg mig så omsider for at give den gamle serie et forsøg for alvor, og jeg bestilte nogle blandede dvd'er fra amazon, dvs. ca. fem historier i sorthvid og lige så mange i farve. Nu er jeg så igennem alle de farveløse fra 60'erne. På den ene side nød jeg dem faktisk virkeligt meget, men på den anden side betyder det også, at jeg ikke har mere med Patrick Throughtons doktor, og det, synes jeg, er en skam.

Ikke at sige at jeg ikke nød de afsnit med William Hartnell i hovedrollen, jeg fik, for de havde masser af charme og gode ideer, men jeg må nu engang indrømme, at da jeg gik i gang med Tomb of the Cybermen blev jeg bare så meget mere interreseret, og da jeg i går aftes blev færdig med den ti afsnit lange "War Games" var jeg gået hen og blevet virkeligt glad for den anden doktor. Dette kan meget vel skyldes, at jeg har set specifikt de første tre afsnit med Hartnells doktor, imens jeg har udvalgt, hvad der vist nok skulle to af Throughtons bedste historier. Det er ikke til at sige. Jeg ved kun, at selvom min oprindelige plan bestod i løbende at skaffe en lille håndfuld historier fra hver doktor, så har jeg nu et pludseligt behov for at få flere historier specifikt med den anden doktor. Årsagen til dette er simpelthen bare The War Games.

Jeg må indrømme, at jeg havde visse reservationer, da jeg gik i gang med det gamle Who. Jeg tænkte, at det nok skulle blive interessant, og jeg glædede mig til at få set noget, men der var alligevel en vis frygt for, at det ville blive en smule kedeligt, eller at jeg ville blive skuffet. Hvad angik de tre første historier var jeg heller ikke super tilfreds. Jeg nød dem og syntes som sagt, at de havde en del charme, men jeg elskede dem ikke. Da jeg bagefter så Tomb of the Cybermen blev det en smule bedre, og der var nogle rigtigt gode øjeblikke, men det var først ved the War Games, at jeg virkeligt blev tilfreds med min egen beslutning om at komme i gang med klassisk Who. For jeg elskede næsten hvert et øjeblik af denne historie. Manglen på farve, de forældede effekter og det faktum, at det var en historie på 10 afsnit (ca. 4 timers sorthvid tv) gjorde ingenting. De dygtige skuespillere, det spændende plot og et helt vildt fantastisk koncept bar historien fra ende til anden. Det var en rigtig god oplevelse og en, jeg med glæde kunne finde på at gentage en dag. Throughton var fremragende, skurken var også rigtig god, og plottet udfoldede sig på dramatisk vis trin for trin på en måde, der aldrig fik det til at føles langsomt. Det var Doctor Who på sit højeste og overgik meget af den nye serie. Oven i det var det faktum, at doktoren rejste med en højlænder fra 1700-tallet og en pige fra fremtiden, noget den nyere serie virkeligt godt kunne trænge til.

Det er samtidigt tydeligt undervejs, hvor vigtig denne historie har været for serien i det hele taget, idet man lærer mange nye ting om doktoren selv, der endnu spiller en rolle den dag i dag. Personligt har jeg ingen anelse om, hvor højt den rangerer i forhold til resten af tidens Doctor Who blandt størstedelen af fans, men jeg kan varmt anbefale den til enhver, som er interesseret i at se noget af den anden doktor. Jeg kan ikke rigtigt sige meget mere uden at begynde at afsløre handlingen og det mærkelige plot, men jeg låner med glæde dvd'en ud, skulle nogen af mine ca. 10 læsere være interesserede.

Men lad os nu vandre videre til:

Discworld #1 - The Colour of Magic

Et andet stykke science fiction jeg har meget stærke følelser for er Blafferens Galakseguide, så da jeg hørte, at der var en tilsvarende satirisk fantasy bogserie, som fandt sted på ryggen af en kæmpestor skildpadde, der flyver gennem verdensrummet, vidste jeg med det samme, at det var noget, jeg bare måtte læse. Det tog mig heller ikke mere end et døgn at komme igennem seriens første bog "The Colour of Magic", en til tider fjollet, til tider bizar og til tider sær fortælling om en uduelig troldmand, en turist (der arbejder med forsikring) og et stykke levende baggage, der tager på eventyr.

Som lovet var det også en rigtig god oplevelse med en masse god britisk humor. Tænk en blanding af Blackadder og Monty Python med en fantasy verden til baggrund. Der er skarp dialog og utallige sjove koncepter, som udgør bogens rygrad, men desværre er der også nogle mangler. Plottet er ikke det stærkeste, ikke hele vejen igennem i hvert fald, og jeg syntes selv, at den gik for langt ud i at parodiere Conan og lignende "Sword & Sorcery" bøger på et tidspunkt. Det skyldes nok mest, at jeg ikke er særligt meget til den subgenre, samtidigt med at den ikke rigtigt er så udbredt længere, hvilket gør, at nogle af vittighederne om emnet er en smule forældede. Det virker heller ikke altid som om, at bogen er villig til at tage sit eget plot eller sin egen genre så seriøst til tider, hvilket jeg synes er en smule trist, for personligt mener jeg, at de bedste komedier er dem, der samtidigt forsøger at fortælle en historie. Selv Monty Python har fortalt sammenhængene historier nogle gange. Det skal dog ikke betyde, at jeg ikke nød The Colour of Magic, for som sagt kom jeg igennem den på under 24 timer midt i en skoleuge. Jeg glæder mig også til at komme i gang med efterfølgeren, for jeg har læst, at serien skulle blive bedre undervejs. Der er trods alt også noget i stil med 40 bøger... på den front kan det godt være, at jeg ender med at bruge al min SU i løbet af min universitets tid, hvis jeg først kommer i gang, men det problem må jeg vel tage til den tid.

V for Vendetta

Det ser ud til, at min ekspedition ind i tegneseriernes verden fortsætter i år. Årets første blev V for Vendetta, som jeg fik i julegave, og som jeg brugte det meste af 1. januar på at ligge og læse i min seng. Jeg må skamfuldt indrømme, at jeg allerede havde set filmen, og derfor kendte jeg allerede til en god del af plottet. Eller det troede jeg i hvert fald, at jeg gjorde.

Denne bizare, mørke tegneserie er nemlig en del anderledes fra den moderne filmatisering, men meget af den handler om det samme: overvågning, propaganda og omdømme. Hvad der virkede i filmen er trukket direkte ud af tegneserien, og man kan godt se, at de har udvalgt de stærkeste elementer.


Først og fremmest er der vores hovedperson, selveste den mystiske V. 50% af tegneseriens styrke ligger bare i ham. Han er den absolut bedste del af den, og uanset om han er underholdende, skræmmende eller dramatisk, tre træk han ofte bærer på samme tid, så brillerer han. Han er en karakter, der på papir, kunne se en smule irriterende eller prætentiøs ud, men som bare fungerer her, fordi han kombinerer sine lange taler om godt og godt med handling, med skarp planlægning og med en god indsprøjtning af galsskab, der gør ham både upålidelig og troværdig på samme tid, hvis det giver mening. Det faktum, at man faktisk ikke ved særligt meget om ham, gør kun mere for hans karakter, og mystikken omkring ham passer så godt til den historie om opfattelse, skygger og propaganda, som tegneserien fortæller.

V for Vendetta er en tidsløs fortælling, der måske ikke helt leverer det samme stød som Moores senere mesterværk: "Watchmen", men som står på egne ben og fortæller en spændende historie, selv hvis der er et mærkeligt skift undervejs, som vist nok skyldes en flerårig forsinkelse i tegneseriens færdiggørelse.


Star Wars - Knights of the Old Republic

Til sidst har jeg så et computerspil på tjeklisten. Et jeg faktisk gerne har villet spille i en del år efterhånden. (Høh, jeg indså lige, at dette spil fra 2003 er den ting nyeste i dette indlæg). En ven forsøgte i flere omgange at få mig til at spille det, da jeg gik på Mentiqa, og det faktum, at det er et Bioware spil og forgængeren til Mass Effect og Dragon Age, foruden at det er Star Wars, burde have lokket mig til for længe siden. I sidste ende viste det sig dog at være en ganske simpel ting, der fik mig til at prøve det af. Det kom på tilbud til ca. 30kr, hvilket betød, at der ikke var noget pres på mig for at nyde det, på samme måde som hvis jeg havde betalt 200kr for det. Nogle gange er penge nu bare den mest indflydelsesrige faktor.

Men hvad tænkte jeg mon så om spillet, da jeg fik spillet det... tja, det var godt, som alle siger, men jeg kunne også mærke alderen på det. Kampsystemet var en smule kedeligt, selv hvis det blev bedre, efter man fik et lyssværd, og der er flere tekniske problemer undervejs. Det er også mærkeligt for mig, der har spillet Mass Effect først, at genkende ting, som senere gik hen og indgik i nogle af mine yndlingsspil. I modsætning til eksempelvis sorthvid Doctor Who er de tekniske ting sværere at finde sig til rette med, da de bremser oplevelsen og sætter historien på pause. For historien var nemlig god, noget jeg gerne indrømmer, at jeg tager som lidt af en selvfølge, da det er Bioware, eller det blev den i hvert fald, så snart man kom nogle timer ind i spillet. Hele den første planet derimod var... altså, lad os bare sige, at jeg er glad for, at resten af historien foregik andetsteds. Tatoine er muligvis en ørkenplanet, men på det felt er intet så tørt som Taris. Derefter gik det heldigvis kun op ad bakke. Jeg synes også, at Star Wars vinklen fugnerede rigtigt godt i spillet, og Bioware forsøger nogle interessante ting med den fjerne galakse, vi kender så godt efterhånden, men disse har utalige andre nok allerede diskutteret ihjel. I stedet vil jeg bare slutte af med et billede af en yderst ædel jedi, der for nyligt vandt en kostume konkurrence til en fastalavnsfest.

For sådan fungerer en anmeldelse nemlig. Må kræften være med dig.

torsdag den 28. december 2017

Fortællinger fra Mortlan #26 Kragesønnens Medgift

#26 Kragesønnens Medgift

”Få legender er så omstridte og varierede, men dog mangfoldige og udspredte som dem om Kragekonen. Alle lande i Mortlan har hørt hendes navn og oplevet hendes tilstedeværelse på et eller andet tidspunkt gennem tiderne, om det værende omtalt i en sang, fremtrædende i en lokal fortælling eller ligefrem skjult som et af landets dødelige borgere. Denne gamle, men magtfulde kvinde har et utal af navne deriblandt: Moderheksen, Den Mørke Fjer, Moniems Skygge (Central Mortlan), Den Kloge Kone, Nephthys (Syden) og Fala (Det Vestlige Vildnis).”


Fortæller: Carina le Fey
Periode: Udbredt folkeeventyr fra ca. 205AA
Placering: Ukendt oprindelse

Hvad ved du rent faktisk om hekse? Er du blandt dem, der ser dem som intet andet end vildmarken og afkrogenes magikere og alkymister? Eller opfatter du dem som sortekunstnere, som plagebringere og måske endda som ondskabsbørn? Uanset hvad så tager du fejl. På samme tid er vi nemlig både begge dele og ingen af dem. At være en af os, en af de sande hekse, betyder mere end som så. Heks er ikke betegnelsen for et erhverv eller besidderen af en hemmelig magisk evne. Det betyder en af heksene, en af vort folk, hvad enten man så er en magiker eller ej. Vi er på den samme tid børn af naturen, af visdom og af mørket, men det betyder ikke, at vi foragter lyset, eller at vi tjener dæmoner. Vi lever i mange af verdens afkroge, selvom der selvfølgelig er flest i Tågelandet, på Natteøerne og Itrildar, men vi er ét folk, blot delt i mange stammer, og vi er af Mortlan og har været her længe. Og selvom der er mange af os, som besidder magiens gave eller har kundskab til alkymi og ånder, så er det vores kultur og vore skikke, der definerer os.

Det er samtidigt svært at sige, hvem der egentligt er skyld i alle disse fordomme. På den ene side har jeg ikke meget til overs for ignorante narhoveder med deres selvretfærdige anklager og handlinger i ”godhedens” navn. Men jeg ved også godt, at vi selv bærer en del af skylden. Mange af os nyder det omdømme, vi har, da det for det meste lader os leve i fred blandt vores egne. Det er heller ikke fordi, at der ingen er iblandt os, som faktisk er skyldige i nogle af de anklager, der er blevet fremlagt. Jeg har da kendt mere end en halvsnes ”sortekunstnere”, eller nekromantikere som nu de rent faktisk hedder, og blodmagikere blandt mit folk, og der har endda været en slægtning eller to. Jeg vil dog i samme forbindelse dog påminde dig om, at vi godt nok ikke er de eneste, og at andre magikere har været skyldige i mindst lige så slemme forbrydelser. Desuden er det heller ikke min opfattelse, at en bestemt form for farlig magi nødvendigvis bør være ond af natur, så længe den håndteres korrekt, og det er ikke min intention at retfærdiggøre denne holdning overfor nogen som helst, selv hvis Magiens Vogtere ikke er enige.

Men hvis der er en ting, vi i det mindste kan blive enige om, så er det, at der findes én heks, som rent faktisk fortjener al frygten og alle fordommene, og det er Kragekonen. Man siger, at ingen ved noget om hende, men personligt er der nu to ting, jeg ikke er i tvivl om: For det første så ved jeg, at hun er en rigtig heks eller i hvert fald har været det på et eller andet tidspunkt. For det andet så ved jeg, at hun betyder ondskab, og at verden ville være et bedre sted uden hende. De fleste af fordommene mod vores folk stammer fra hende og er blevet spredt gennem en af de mange fortællinger, hun optræder i, hvad enten det har været en sang, en saga eller et eventyr. Tag bare ”Kragesønnens Medgift” som et eksempel.

Der var engang en konge, som havde næsten alt, hvad man kunne ønske sig i livet. Et godt hjem, trofaste tjenere, et fornuftigt overskud, glade venner, mad på bordet og en elskværdig hustru, som han bedårede mere end alt andet i hele verden. Han manglede dog den endelige krone på værket, som ville gøre ham til den lykkeligeste mand, man kunne forestille sig. Det var dog desværre den ene ting, som fik resten af hans liv til at virke usikkert og midlertidigt, og som forhindrede ham i at nyde, hvad han havde om sig. Den gode konge manglede nemlig en arving.

I mange år havde kongen og dronningen forsøgt sig, men alt, der var kommet ud af det, havde været tre dødsfødte sønner, og de var begyndt at give op. Begge nærmede sig en alder, hvor det at få børn virkede nærmest umuligt, og blandt kongens landsmænd begyndte flere nu at kigge mod tronen og forestille sig, hvem der ville komme til at arve den. Der blev hvisket på kongens hof og i hans by, og til sidst gik han til sine rådgivere efter svar. Fra nær og fjern blev læger, alkymister og troldmænd tilkaldt, men selvom mange kom med løfter, var der i sidste ende ingen, som havde en løsning på kongens problem. Men da den sidste af de vise lærde forlod kongens slot, trådte en ydmyg kvaksalver i stedet frem for kongen. Ingen kunne rigtigt huske, hvornår han var ankommet, men han havde været der i månedsvis, vidste man, for alle de dygtige læger og troldmænd havde ofte gjort nar af ham, imens han stod og ventede på sin tur til at blive præsenteret for kongen. Den gamle kvaksalver ville nok heller aldrig have fået et ord med kongen, hvis ikke alle de andre til sidst var blevet smidt på porten, og kongens tjenere desperat havde trukket ham med indenfor, da deres hersker kaldte på at få den næste læge fremvist.

Men da det så endelig blev kvaksalverens tur til at stå foran kongen, hverken bukkede eller præsenterede han sig selv. Da man spurgte ham hvorfor, svarede han blot, at han var en gammel mand med en dårlig ryg, og at hvem, han var, ikke betød noget. ”Jeg kommer ikke for at kurere dig, konge” fortalte kvaksalveren ham efterfølgende. ”Det går udover mine ydmyge kundskaber, det kunne selv de tosser, dine rådgivere havde tilkaldt, se. Derimod er jeg kommet for at rådgive dig, hvis du ellers ønsker det. Jeg kan nemlig fortælle dig, hvem der faktisk er i stand til at løse dit problem”. Dette svar kom noget bag på både kongen og rådgiverne, men selv om de var en smule mistænksomme, så var de samtidigt nysgerrige og så ikke i øjeblikket ikke andre muligheder. Derfor spurgte de den gamle kvaksalver, hvad han skulle have for denne information. Nogle af dem tog ham nemlig for en bedrager, som kun var ude efter penge, og derfor kom svaret bag på dem. ”Det er ikke noget, du kan købe dig til, konge” lød det. ”For navnet er nemlig noget, jeg bringer til dig som en gave. I mange år har jeg boet i dette land, og selvom vi aldrig før har mødt hinanden, konge, så gør det os til landsmænd. Derfor har jeg ondt af dig, da jeg ved, hvad plager dig, og mener, at ingen i verden bør trække det barnløse lod, medmindre selveste skæbnen og gudernes vilje skulle stå imod det. Hør nu på mig, min landsmand, og så vil jeg fortælle dig, hvad du skal gøre, og hvem du må opsøge.

Du skal gå ind i den gamle skov mod øst og vandre ad den krogede sti, indtil du kommer til en lille, åben lysning. Her vil du sætte dig og vente, og på et tidspunkt vil en mørk krage lande foran dig. Den må du ikke jage væk eller gøre noget ved. Om du drager ind i skoven på egen hånd, det bestemmer du selv, konge, men først når du er alene med kragen, vil den så føre dig til den person, du søger. Hun vil nemlig kun ønske dit selvskab, og du vil ikke modtage hendes, hvis du ikke er villig til at udvise en smule tillid. Denne kvinde er løsningen på dit problem, men jeg advarerer dig, for hun kan samtidigt være begyndelsen på et nyt. Vær på agt overfor hende, men vis samtidigt respekt, og sørg for at forstå hendes aftale. Hun vil nemlig i modsætning til mig ønske noget til gengæld, og uanset hvad du forsøger dig, så skal hun nok få det”.

Med disse ord vendte kvaksalveren sig om, og han forlod kongen og alle rådgiverene forundrede og tankefulde. Nogle mente endnu, at den gamle mand havde været en svindler, men kongen troede på, at manden havde ønsket at hjælpe ham. Derfor valgte han også den næste dag at arrangere en jagt i den gamle skov mod øst, hvor han sammen med sit følge begyndte på den krogede sti og ellers arbejdede sig ind mod midten i løbet af dagen. Omkring middagstid nåede selvsskabet også som forudsagt en lille, men åben lysning, hvor kongen besluttede sig for, at de ville tage et lille hvil. Mad blev fundet frem, og imens jagtselvskabet spiste, dukkede en mørk krage som lovet op og landede foran kongen. En jæger ville til drive den bort, men kongen forbød det, da han kunne se på fuglen, at den ønskede noget med ham. ”Er du kommet for at vise mig til hende, som har en løsning på mit problem?” spurgte kongen den, og straks fløj fuglen hen mellem nogle nære træer, hvor han nu fik øje på en mørk sti, der ikke tidligere havde været der.

Derfor beordrede kongen straks sine folk, at de måtte videre, og han skulle til at lede dem ad stien, da han opdagede, at den var borte, og det samme var kragen. Skuffet drog han så videre med jagtselvskabet, imens han forbandede sig selv for ikke at have fulgt kvaksalverens ord. Selvfølgelig gik det ikke an, at han tog selvskabet med hen for at besøge denne kvinde, hvis hun kun ville tale med ham. I stedet fortsatte kongen så jagten i mange timer, og da det endnu en gang blev tid til at holde rast, valgte han en anden plads til størstedelen af jægerne, imens han kun med sin væbner og sin bedste ven tog tilbage til den forrige. Endnu en gang dukkede kragen op efter en lille ventetid, men denne gang tøvede kongen, før han rejste sig op, da han allerede havde på fornemmelsen, hvad der ville komme til at ske. Efter en smule tid lykkedes det ham dog at komme på benene, men da han så kiggede på den mørke sti, der ligesom kragen var dukket op igen, fejlede hans mod ham. Han kaldte på væbneren og vennen, men akkurat som før forsvandt både fugl og sti af dette, og fortvivlet måtte kongen genoptage sin jagt.

Den varede resten af dagen, og da der ikke var nogen grund til at holde yderligere rast i skoven, satte de kort før solnedgang kursen tilbage mod vest og mod skovens udgang. En efter en forlod de så træernes voksende skygger, og snart var kongen den eneste, som ikke havde forladt den gamle skov. Han stod usikkert på skellet, for inderst inde vidste han godt, at han kun ville få denne ene chance, og da kongens følge kaldte på ham, vendte han i stedet om og red hurtigt tilbage ind i skoven, hvor ingen kunne følge efter. Det tog ham ikke længe at finde den efterhånden velkendte lysning, hvor han for tredje satte sig til at vente. Men denne gang dukkede kragen ikke op kort efter. Solen gik ned, og mørket omgav snart kongen, men han ventede, for han ville ikke miste denne sidste mulighed. Fra træerne omkring lysningen syntes han at høre sultne rovdyr, og fra tid til anden så han mærkeligt forvredne skikkelser af uhyrer og magiske skabninger, som hørte til i mørket og her i natten var blevet til jægerne. Men kongen holdt ud, selv da han efter lang tids venten begyndte at høre sine folk kalde på sig fra vest, og da lyden var kommet ganske nær, og kongen frøs fra top til tå, sad han endnu og ventede tålmodigt. Til sidst blev hans tålmodighed også belønnet, da kragen viste sig for ham en tredje og sidste gang.

Denne gang fulgte han den uden tøven, og uden noget ønske om selvskab tog han den mørke sti mellem træerne, der lukkede sig bag ham, så snart han var trådt ud fra lysningen. Skyggerne omgav og omfavnede ham, men han fulgte efter kragen, og takket være den forvildede han ikke sig bort og forsvandt for evigt, sådan som nogle har gjort det i det mørke tomrum. Imens kongen gik, forsøgte han at tænke sagen igennem og holde styr på tid og retning, men han indså snart, at ingen af delene gav nogen mening for ham. Hvor end han så var, så herskeder der ingen forståelige regler, og da kragen så til sidst stoppede op, vidste han ikke, om han var gået i et øjeblik eller resten af natten. Alt, han forstod, var, at han lidt længere fremme kunne se en lille træhytte, og at det var her, han var ment til at være.

Kongen trådte frem mod hytten, men døren åbnede sig, allerede før han nåede at banke på. Forsigtigt gik han så indenfor, da hans angst fra tidligere nu var vendt tilbage, og da han nåede indenfor og fik øje på den, han søgte, kom han endnu en gang i tvivl. Han havde naturligvis hørt om hende forinden. Længe før kvaksalveren havde fortalt, hvordan han skulle finde hende. Men aldrig havde han forestillet sig, at han ville komme til hende efter hjælp, og ingen af hans rådgivere havde så meget som overvejet at nævne. For alle vidste jo trods alt, at Kragekonen ikke fandtes.

”Vær hilset, o konge” hilste hun dog, da han den nat stod ansigt til ansigt med hendes sære, mørke skikkelse. ”Jeg har ventet dig i nogen tid efterhånden og havde ærligtalt håbet på, at du ville være kommet tidligere. Men du kom trods alt, og jeg vil nu alligevel lade det gælde for noget. Så fortæl mig da: Hvad er det, du ønsker fra mig?”.

”Jeg ønsker mig en søn, som kan arve mit kongerige” svarede kongen med ord, der krævede alt hans mod og al hans styrke. Han var nu engang en konge, og han ville opføre sig som en. ”Du skal nok blive rigeligt belønnet, hvis du kan hjælpe mig med at opnå en”.

”Hmmm…” svarede Kragekonen med en kaglen, og det lavede en rædsom lyd, da hun slog sine kløer mod et bord. En lyd som alene var lige med at tage det sidste mod fra kongen. ”En søn, en søn, en søn. Selvfølgelig ønsker du en søn, min gode konge. Men en søn kan jeg ikke skaffe dig. Tre gange har skæbnen nægtet dig en, og derfor er det nu ikke længere muligt. Var du kommet til mig tidligere, kunne jeg have fundet ud af noget, men selveste skæbnen kan hverken jeg eller guderne gå imod. Sådan er det bare”.

Dette svar skuffede kongen, men han vidste godt, at der var en anden udvej. ”En datter” sagde han. ”Hvis du kan skaffe mig en datter i stedet, vil du også blive rigeligt belønnet. Det lover jeg dig”.
”Ja” svarede Kragekonen, og hun nikkede til sig selv, idet hun begyndte at rode sine flasker og kedler igennem. ”Jeg kan brygge dig et middel, som vil hjælpe dig denne ene gang, og din hustru vil give liv til en datter. Men først må du give mig dit ord på, at du vil betale mig, hvad jeg kræver”.
”Du fremsiger bare din pris” sagde kongen lettet, da han vidste, at hans skattekammer alligevel indeholdte mere end rigeligt. ”Bronze, sølv, guld, natrina, magiske sten. Hvad end du ønsker, skal jeg nok levere”.

”Men du misforstår, min gode konge” lød Kragekonens svar. ”For min pris kommer hverken til at være i metaller, ædle sten eller andre genstande. Jeg har brug for en aftale, ser du. Et løfte. Den skønne datter som din hustru om ni måneder vil bringe til verden, hun vil gennem sin opvækst og barndom bringe meget liv og megen lykke med sig, og alle vil elske hende. Men hun vil voksne op og blive en kvinde, og en skønne dag vil tiden komme for hende til at ægte og finde sig en mand, som du finder værdig. Mange af dine venners sønner vil spørge om hendes hånd, men du må afvise dem alle. Først når jeg sender min søn til dig, må du lade hende gifte sig, og gennem deres ægteskab vil dit barn blive min svigerdatter, og min søn vil blive din”.

”Du ønsker, at din egen søn en dag skal sidde på min tro” sagde kongen ligeud, og selve tanken forfærdede ham. ”Opdrag ham, som du vil, når han kommer til dig” svarede Kragekonen på dette. ”Giv ham dit navn, hvis du vil. Træn ham til at blive en retfærdig og god hersker som du selv, hvis det er dit ønske. Men tag ham til dig, og vent på hans ankomst. På denne måde vil din efterfølger have min beskyttelse, og dit kongerige vil vinde sig en allieret i mig fremover. Dette er mit krav, hvis jeg skal løse dit problem, o konge. Ellers får du ingen børn, og du kan få lov til at se dit rige styrte sammen i en blodig borgerkrig”.

Da kongen ikke så nogen anden udvej og desuden vidste, at hun talte sandt, accepterede han Kragekonens handel, og hun rakte ham en gul mikstur i en lille krystalflaske. Den skulle kongen og dronningen så dele, når han vendte hjem til sit slot, og takket være miksturen ville deres ønske om et barn gå i opfyldelse. Uden yderligere snak tog kongen så lettet, men samtidigt tung om hjertet afsked med Kragekonen, og fuglen fra tidligere fulgte ham tilbage gennem skyggerne og mørket.
Det var så blevet morgen, da kongen endelig nåede tilbage til skoven, hvor han fandt sine bekymrede jagtkammerater. De havde søgt hele natten af frygt for, hvad der kunne være hændt ham, men til deres overraskelse var kongen både munter og livlig, da de stødte på ham. Forventningsfuldt og ivrigt skyndte han sig hjem til sin hustru, hvor de delte miksturen som fortalt, og som ved et mirakel kunne hoflægerne nogle få måneder senere konstatere, at dronningen var gravid. Al kongens gamle tvivl og frygt forsvandt med det samme, og for første gange i mange år kunne han nu nyde det gode liv, han havde omkring sig. Hans hjem kom til at virke mere hyggeligt end nogensinde, hans tjenere syntes at være muntere, overskuddet syntes nu at have et formål, hans venner delte hans lykke, hans mad smagte så meget bedre, og hans kærlighed til dronningen gjorde det umulige og voksede dag for dag.

Ni måneder efter jagten kom hans datter så til verden, og det var den smukkeste pige, man nogensinde havde set på de kanter. Hun kom til at blive hele kongerigets hjertenskær, og alle elskede hende, præcis som det var blevet lovet. Dette blev den lykkeliggeste tid i kongens liv, og for hvert år der gik, voksede datteren sammen med hendes skønhed, og hver gang hun lærte noget nyt, blev han mere stolt af hende. Hun var snart et livligt barn, som løb rundt i alle slottets korridorer med den samme kraft som en af selveste vindguderne, men selv når hun ødelagde noget, elskede alle hende for det. Dernærst blev hun en dygtig elev hos hoffets undervisere, og hun lærte hurtigt at skrive og læse så godt som nogen af kongens tjenere. Til sidst blev hun dog en ung voksen og en rigtig prinsesse, og kongen vidste, at tiden snart måtte være inde, selv hvis han forsøgte at trække den ud år for år. Det nåede dog sin ende, da kongen en sen aften blev mødt af en velkendt skikkelse på slottet. ”Det er tid” fortalte Kragekonen ham. ”De kommer snart, hver og en af dem. Alle kongerigets unge mænd ønsker din datter til ægte, men husk nu, hvad du lovede mig. Min søn blev også blive sendt, og du vil komme til at møde ham inden længe. Vent på ham, for kun han kan ægte din smukke datter”. Med disse ord forsvandt Kragekonen, og kongen mødte hende aldrig igen.

Allerede den næste dag gik hendes ord dog allerede i opfyldelse, da et større følge kom til syne foran slottets port. Der var mange tilsyneladende tilfældige skikkelser fra forskellige dele af landet, men alle som én var de kommet med det samme formål. ”Jeg bringer bud og gaver fra øst” fortalte en ung og beskidt svinedreng kongen, da han fremviste en flok grise til ham. ”Disse tilhører nu Dem, min konge, da de er en gave fra en håbefuld bejler, som er blevet betaget af Deres yndefulde datter”. Før svinedrengen kunne nå at tale ud, begyndte den næste i rækken at præsentere sin herres sag, idet han knælede og løftede et sværd smedet med magiske runer. ”Jeg tjener en rig og ærefuld prins fra nord, som ønsker at skænke dig denne klinge” sagde tjeneren, hvis klæder var simple, men elegante. ”Han vil selv ankomme om nogle få dage med flere gaver”. Dette fik kongen til at smile, da den nordlige hersker var en gammel ven og trofast allieret. Man kunne næppe tænke sig en bedre ægtemand til hans datter. Men hans glæde forsvandt, da den næste i rækken trådte frem, og han blev påmindet om sit løfte. Denne tjeners udseende fik ham nemlig til at tænke på Kragekonen, da han bar mørke, dystre klæder og desuden talte med tunge, alvorsfulde ord. ”Min herre er en prins af syden” sagde tjeneren, og for kongen præsenterede han et sort skjold. ”Jeg bringer denne gave samt bud om, at han vil være hos dig om ganske få dage”. Med disse ord trådte den mørke tjener indenfor, og kongen blev efterladt med dystre tanker, men ingen tid havde han til dem, for adskillige andre tjenere stod stadigvæk og ventede.

Sådan fortsatte det hele dagen, og først ved aftenstide var alle gaverne blevet bragt indenfor på slottet. Om dem samledes kongen, dronningen og prinsessen, idet de så dem igennem og forsøgte at holde styr på navnene af de mange friere, der alle havde lovet at komme til slottet inden for ganske kort tid. ”Disse første gaver er blevet skænket til mig og kongeriget som et tegn på respekt” fortalte kongen dem. ”Men inden længe vil det være din tur, min skønne datter, og du vil være omgivet af disse fremmede mænd langvejsfra”. ”Hvoraf vi vil vælge den bedste til dig” konkluderede dronningen, og prinsessen smilede lykkeligt. Så lykkeligt at det gav kongen dårlig samvittighed.

Ikke mange dage efter dukkede de første bejlere op med deres følger, og snart var slottet fyldt med alverdens adelssønner, mægtige krigere, trabadurer og rige handelsmænd. For hver dag der gik, syntes stedet at blive mere livligt og mere proppet, men ingen af de mange gæster så i denne tid noget til prinsessen. Kun kongen og dronningen tog høfligt imod dem, men ingen løfter blev givet, og ikke så meget som et kortvarigt glimt blev set af den eftertragtede unge kvinde, de alle var kommet så langt for at møde og gøre kur til. Hver evig eneste dag var der en, som spurgte kongen, hvornår de ville få muligheden for selv at møde hans skønne datter. Til dette faste spørgsmål havde kongen det samme faste svar. ”Prinsessen vil ikke vise sig, før jeg er sikker på at have mødt en værdig mand i blandt jer”,

Men i virkeligheden var kongen i en dyb dyb tvivl, da han på den ene side ønskede at opholde sin aftale, samtidigt med at han gerne ville finde en fornuftig ægtemand til sin elskede datter. Derfor var han evigt og altid i dårligt humør, og hver gang han gik gennem gårdspladsen, skyndte han sig bort, før svinedrengen eller andre tjenere kunne nå at indhente ham og fortælle om deres herreres kærlighed til prinsessen.

Til sidst ankom så de to mest afventede bejlere af dem alle; nemlig prinsen af norden og prinsen af syden. De red side om side ind i slotsgården, og dette syn fik kun deres kontraster til at virke endnu tydeligere. Den nordlige prins, der som sagt var søn af kongens gamle ven, var høj og muskuløs som en ægte kriger. Hans hår var gyldent, hans træk ædle, og han fremførte sig selv med værdigheden af en ægte prins. Nej, en konge. Synet af hans skikkelse fik alle til at smile og vækkede latter hos selv den mest triste sjæl. Den sydlige prins derimod var krumrygget og senet. Hans hår var mørkt, hans træk gustne, og han fremførte sig til gengæld på mistroisk vis som en med bedrag i sinde. Synet af hans skikkelse fik alle til at gyse og vækkede frygt hos selv den braveste sjæl. Alt ved hans væsen mindede kongen om besøget hos Kragekonen, og han var ikke et eneste øjeblik i tvivl om, at han var den søn, der var blevet lovet.

Sammen med resten af bejlerne førte kongen så disse prinser til sin storsal, hvor de alle opholdt sig i mange dage, så han kunne blive sikker i sin sag af, hvem han skulle vælge som svigersøn og arving. For hver dag der gik blev han dermed mere sikker på, at den sydlige prins betød forbandelser, krager og råddenhed, imens den nordlige prins måtte betyde velstand, retfærdighed og godhed. Og denne konklusion fik ham i sidste ende til at tage en alvorlig beslutning.

Imens alt dette stod på, sad prinsessen mutters alene i sit tårnværelse med kun en enkelt kammerpige til selvskab. Længe havde hun drømt om sit bryllup og om den mand, hun skulle ægte, så da bejlerne endelig ankom, og hun blev nægtet at møde dem, var hun ganske utilfreds. Hvad, hun ikke vidste, var naturligvis, at kongen havde holdt hende fra bejlerne så længe, da han ikke ønskede, at kragesønnen skulle have en chance for at møde hende og udøve trolddom på hans elskede datter.

Dag for dag ventede prinsessen tålmodigt, men da der fortsat intet svar kom, valgte hun til sidst selv at opsøge svarene. Med sin skrækslagne kammerpige på slæb forklædte hun sig som en tjenerske, og forsigtigt sneg hun sig igennem slottet for til sidst at nå frem til storsalens indgang. Her tøvede hun dog, da hun vidste, at hendes far ville genkende hende og blive vred, men før hun nåede at tage en beslutning, blev hun genkendt af en anden, som hun dog aldrig i sit liv havde set før. Det var svinedrengen, som mangen en nat havde betragtet hendes smukke skikkelse fra svinestalden, da hun længselsfuldt havde kigget ud af et vindue fra tårnet i håbet om at finde ud af, hvordan tingene stod til. For at undgå at komme i klemme indviede hun straks svinedrengen i sine gøremål og forbød ham at nævne dem for andre samt at hjælpe hende med at komme uset rundt på slottet. Til hendes overraskelse tilbød han dog mere end bare, hvad hun krævede. ”Lad mig være dine øjne og ører” sagde svinedrengen. ”Jeg serverer for bejlerne hver eneste dag, og jeg ser mangt og meget. Hvis du vil mødes med mig hver dag i min hytte, så kan jeg berette for dig alt, hvad der er hændt i storsalen i dagens løb”.

Lykkeligt takkede prinsessen ja til dette tilbud, og sådan begyndte en månedlang rutine. Hver dag spionerede svinedrengen for hende, og hver dag rapportede han det tilbage, da de sammen sad og spiste i hans hytte. Men efterhånden som tiden gik, begyndte nyhederne bare at blive kedelig for hende, for alt hendes fader og bejlerne tilsyneladende talte om var politik, handel og tvekampe. For prinsessen virkede der ikke til at være megen forskel fra den nordlige prins til den sydlige, da hun intet for alvor vidste om dem, og efterhånden begyndte selvskabet i stedet at blive årsagen til hendes mange besøg. For i svinedrengen fandt hun en reel person, hun kunne tale med, som ikke gemte sig bag adelige titler og store godser. Han var virkelig, og han var villig til at tale med hende hver eneste dag, og dette kom langsomt til at blive af større interesse for prinsessen end, hvad de bejlere egentligt lavede.

Da måneden så var omme, forlod kongen omsider storsalen, og han skyndte sig at opsøge prinsessen i tårnet, fuldstændigt uvidende om hendes mange besøg til svinehytten. ”I morgen” fortalte han muntert sin datter. ”I morgen vil du komme ned og møde vores mange gæster, og så skal jeg nok introducere dig til din kommende ægtemand”. Denne nyhed kom en smule bag på prinsessen, der halvt havde glemt, at de mange bejlere jo var kommet for at bede om hendes hånd. Egentligt ønskede hun ikke længere noget med dem at gøre, men trofast fortalte hun faderen, at hun nok skulle gøre, som der blev sagt.

Den næste morgen vendte livet tilbage til slottet, da nyheden blev kendt af alle, og en forventningsfuld folkemængde stillede ivrigt op for at betragte prinsessen og kongen, der i fællesskab vandrede ned til storsalen, hvor bejlerne ventede. Hver og en af dem var i sit pæneste tøj, og alle som én knælede de ved synet af kongen, dronningen og deres underskønne datter. Tydeligst i mængden var de to prinser, som begge var glade for endelig at få sagen afgjort, samtidigt med at de hver især troede på, at de nok skulle blive den udvalgte ægtemand. Denne dag trak kongen heller ikke tiden ud længe, og efter en kort tale bad han nordens prins rejse sig, så han kunne tage plads foran kongen og blive velsignet. ”Dig har jeg fundet ædlest af alle, mit barn” sagde kongen. ”Og det vil være min største fornøjelse at have dig til svigersøn og arving, da jeg ved, at du en skønne dag vil blive en fantatisk konge”.

Der var jubel og klapsalver i få sekunder, men så gennemskar et forfærdeligt skrig storsalen. Røg og ild fyldte rummet, og i kaosset forvandlede kragesønnen sig. En rædselsvækkende drage med sorte skæl, der var hårde som bjerge, og en ånde, der var varm som selveste den første ild, stod nu i blandt dem, og omkring sig spredte den død. Dens skarpe hale huggede hovederne af en lang række af bejlere, og inden den nordlige prins kunne nå at trække sit sværd, greb udyrets kløer ham og slyngede ham gennem salen. Den gamle konge blev her lammet af en gammel frygt, da han med det samme indså, at dette var hans egen skyld. Han nåede netop at tænke, at dette måtte være Kragekonens straf, da drageilden fortærrede hans kød og gjorde hans knogler til aske.

Midt i dette kaos og denne røg styrtede prinsessen fortumlet rundt, og der ville hun have endt sine dage, hvis ikke den trofaste svinedreng havde fundet hende og hurtigt ført hende ud derfra. ”Mine forældre” udbrød hun fortvivlet, da han fik sat hende fra sig i slotsgården. ”De er stadigvæk derinde”. Det var dog kun et lille stykke af den fulde sandhed, da svinedrengen, prinsessen og kammerpigen faktisk var de eneste, som var undsluppet dragens vrede. Men da hun forsøgte at rejse sig op og løbe tilbage ind efter sin familie, stoppede kammerpigen hende, da hun havde til ordre at holde sin frøken ude af fare. ”Vent her” fortalte svinedrengen dem begge. ”En sidste gang vil jeg være dine øjne og ører”.

Han løb frem mod storsalens port, men før han trådte ind, knælede han først ned og samlede et sværd og et skjold op, som var faldet til jorden. Det var faktisk netop det gyldne sværd og det mørke skjold, som kongen halvanden måned tidligere havde modtaget som gaver, og bevæbnet med disse stormede svinedrengen ind i storsalen.

Udefra hørte man nu bølen og bruldren som fra et drabeligt slagsmål, men inden andre turde komme svinedrengen til hjælp. Storsalen og resten af slottet rystede, og alle forestillede sig, hvordan at dragen måtte have endt knægtens liv. Men netop som der lød et sidste skrig, og alle opgav håbet, fløj dragen ud gennem taget på storsalen, og med en lille skikkelse på ryggen bevægede den sig mod øst, mod den gamle skov.

Prinsessen og kammerpigen skyndte sig nu ind i storsalen, men der var ikke eneste levende sjæl at finde derinde. De genkendte hurtigt resterne af kongen og dronningen sammen med den nordlige prins og de mange andre bejlere. Der var kun to skikkelser, man ikke fandt blandt ødelæggelsen og de mange døde. Det var svinedrengen og den sydlige prins, som de kort forinden havde set flyve afsted mod øst, den ene oven på den anden.

På prinsessens ordre red et kompagni af jægere nu i samme retning, alt imens de døde blev tilset og på respektfuldvis fjernet fra storsalen. Langt blev deres ridt dog ikke, for da de nåede udkanten af den gamle skov, blev jægerne mødt af svinedrengens lille skikkelse. I bæltet havde han det gyldne sværd, på ryggen hang det mørke skjold, og i hans favn lå det afhuggede hoved af den sydlige prins. ”Dragen er død” erklærede svinedrengen, og jægerne jublede.

Sammen red de så tilbage til slottet, og da prinsessen fik øje på den unge svinedreng, blev hun lettet og varm om hjertet, selvom sorgen ved forældrenes død endnu hang over hende. Folket var i denne stund lederløse, og da prinsessen så erklærede, at hun ville ægte dragedræberen, var der ingen, som stod hende imod. Alle de andre bejlere var døde, og det ville ikke være rigtigt at benægte en helt hans velfortjente belønning.

Således kom det altså til at ende med, at den tidligere svinedreng og prinsessen nu blev kronet som konge og dronning, og hånd i hånd genopbyggede de riget og herskede sammen i mange år. Deres slægt kom til at blive velsignet og stærk, og mange børn bragte den nye dronning til verden, som tilførte glæde til det hulrum, hendes forældre havde efterladt sig. Svinedrengen blev også en dygtig konge, som regerede med både visdom og tålmodighed, og han blev kendt som en meget ydmyg mand. Mest af alt fordi han altid nægtede at berette om, hvordan han egentligt havde endt dragens liv. ”Det var ikke noget” hørte man ham ofte sige. ”Retfærdigheden sejrede og lod den skyldige tabe”. Selv hans egen hustru fortalte han i mange år ikke den fulde historie, selvom hun ofte spurgte ham, til sidst mere af vane end af nysgerrighed.


Det var først en sen aften, da den unge konge og dronning begge var blevet gamle og havde foruden børn også børnebørn, at hun fik et svar. ”Du har ofte stillet mig det spørgsmål” sagde den tidlige svinedreng alvorligt, da hun den aften spurgte ham for allersidste gang. ”Og jeg har altid nægtet at besvare det. Ikke mere. I aften skal du nok få sandheden at vide”. Kongen tøvede og vendte sit mørke blik mod øst, hvor han netop kunne ane udkanten af den gamle skov. ”Jeg dræbte ikke dragen” fortalte han sin hustru. ”Kun de skyldige faldt foran mig. Edsbryderen og tyvene, der forsøgte at tage det, der retmæssigt var mit. For ser du, min kære; jeg er dragen. Jeg er den, som du blev lovet til allerede før din fødsel. Jeg er kragesønnen, og jeg ankom sammen med de mange indbildske bejlere, men til forskel fra dem, så gjorde jeg krav på, hvad der var mit. Havde blot din far villet lytte til mig og æret sit ord, så ville tingene være endt anderledes. Men da han brød sin ed og trodsede min mor, så trådte skæbnen ind, og jeg var tvunget til at handle. Kongen lovede, at vi skulle blive mand og kone, og Kragekonen får altid, hvad hun bliver lovet”.

Andre Historier

mandag den 18. december 2017

SRP Bag of Holding (The Last Jedi, Shadow of War, Critical Mass, DM of the Rings og Styx: Shards of Darkness)

Så er vi ved at være godt inde i december, og jeg tror, at vi allesammen udmærket ved, hvad det betyder. Star Wars... hov vent, hvad siger du? Betydet det faktisk SRP... som jeg skal aflevere om to dage. Hvorfor pokker er jeg så ikke travlt optaget af at arbejde på den i stedet for at sidde og skrive et blogindlæg? Tja, det skal du da ikke spørge mig om. Til benægtelses-mobilen!!!

Nå, hvor kom jeg fra? Star Wars, der var det, for hvad kunne være vigtigere her i denne tid. Det eneste jeg behøver at fokusere på i denne tid er at skrive på min blog... og måske også lige en smule videre på den bog, jeg så længe har arbejdet på. Faktisk skal jeg i gang med at skrive et kapitel udelukkende fra skurkenes synsvinkel, så det glæder jeg mig til. Ellers hvad vigtige ting, der skal skrives, angår, så kunne jeg jo begynde på det vintersolhvervs bordrollespils scenarie, jeg skal afholde. Var det ikke det hele? Det tror jeg da. Nå... Star Wars.

The Last Jedi

Endnu en gang er det december, og endnu en gang betyder december en ny Star Wars film. I går aftes var jeg så inde for at se forsættelsen i den nye triologi, og for en gangs skyld var det ikke alt for længe efter alle andre. I år forsøgte jeg også at gøre alt, hvad jeg kunne for at undgå trailere, da jeg ikke ønskede at få noget som helst afsløret. Med undtagelse fra nogle få sekunder af Kylo Ren, der stod og så intens ud, lykkedes det også mere eller mindre for mig. I modsætning til sidste år igen ved The Force Awakens, hvor jeg havde overhørt en rimeligt stor spoiler, anede jeg altså næsten intet om plottet. Hvilket jeg er ganske glad for, da der var en hel del af gode sager at finde the Last Jedi. Der var flere, inklusiv mig selv, som frygtede, at den ville komme til at blive lidt for meget som the Empire Strikes Back, men det syntes jeg ikke var tilfældet, når man først var kommet ind i filmen. Plottet var på mange måder overraskende, og det udviklede sig i nye retninger indenfor Star Wars universet, så det var meget spændende at prøve noget lidt andet i en historie, der trods alt er ved at have nogle film på sig.

Det skal dog også siges, at filmen til tider kunne være en smule følelsesmæssigt manipulerende, på den gode måde altså. Man forventer, at en ting kommer til at ske, hvorefter filmen gør præcis det modsatte. Ikke for at sige at den afhænger udelukkende af chock effekten, for så chockerende er de fleste ting nu heller ikke, når man overvejer dem bagefter, men den spiller nu alligevel en vigtig rolle i the Last Jedis struktur. Jeg ved heller ikke helt, om jeg vil sige, at den gentager sig selv, men den benytter i hvert fald "vildspors" teknikken nok gange til, at det kan bemærkes. Bagefter sad jeg lidt og overvejede halvt fascineret, hvordan filmen gjorde det og slap afsted med det, men jeg er samtidigt nået frem til, at havde den gjort det en gang til, ville det have været for meget. Som sagt er det heller ikke alt, filmen indeholder. Der er nemlig også rimeligt af andre former for overraskelser undervejs som sammen med de sædvanligvis smukke planeter, spændende rumskibskampe, John Williams musik og de religiøse rumtroldmænd udgør en solid film og et vigtigt kapitel i Star Wars historien. Om det er den bedste film i sagaen, som nogle har sagt, ved jeg ikke. Der var nogle ting, jeg havde håbet på at se, som slet ikke blev udforsket, men samtidigt tilbød the Last Jedi mig noget, jeg ikke havde forventet, som jeg dog alligevel fandt ud af, at serien havde brug for. Men det er svært at sige særligt meget mere om filmen uden at gå ind i plottet, så det vil jeg undlade og blot ende med at konkludere, at jeg sagtens kan anbefale den.

Nå, nu da det er ovre, er der vist noget andet, jeg burde få skrevet... nemlig om flere ting i dette blogindlæg. 

Tolkien Fanfiction - Shadow of War

Nu er det ganske rigtigt et lille stykke tid siden, at Middle-Earth - Shadow of War udkom, men jeg er først nået frem til at anmelde det nu, så tja...

Så hvad er der at sige om efterfølgeren til 2014s rimeligt succesfulde action-fantasy spil placeret i Tolkiens Midgård? For det første så er Shadow of War langt langt større. Jeg tror, at selve spilverdenen er omtrent fire-fem gange så stor, samtidigt med at historien er en hel del længere. Desuden fylder spillet også alt for, mere end 100GB tror jeg faktisk. Det er en smule tosset, hvordan at et relativt simpelt spil pludseligt er vokset til sådant et uhyre, som Shadow of War er. På nogle punkter er det også lidt en skam, for Shadow of War lider af det samme, som så mange andre større spil lider af nu om dage. De skal allesammen være helt vildt store, både hvad spilverden, historie og indhold angår. Man praler med, hvor mange timer det tager at gennemføre ens spil, og jeg synes ærligttalt, at det er en skam. For når alle spil begynder at skulle se sådan ud, bliver det kvantitet over kvalitet. Ikke alle spil kan være Witcher III. Det var præcis det samme, der var galt med Mass Effect - Andromeda. Der skal simpelthen være så meget indhold, at der ikke er tid til at virkeligt at finpudse de bedste dele, og ærligttalt så ender der altid være så meget unødvendigt fyld, som jeg bare ikke orker at gennemføre.
Mine yndlingsspil er ofte dem, jeg kan gennemføre på forholdsvis kort tid, men som jeg har genspillet utallige gange, fordi de har prioriteret godt indhold over meget indhold. Jeg vil også vædde med, at hvis man skar halvdelen af indholdet væk fra Shadow of War, alt fedtet så at sige, og havde fokuseret lidt mere på de dele, der virkeligt virkede, så ville resultatet være et dobbelt så godt spil. For sagen er nemlig den, at der er godt indhold i Shadow of War, en helt masse af det faktisk, men det er ofte begravet under en masse unødvendigt pjat og så mange gentagelser, at sjove oplevelser med tiden bliver dødkedelige. Tag for eksempel forterobringerne i spillet. Til at starte med syntes jeg de var sjove, fordi de havde så megen fart på og så mange ting, der skete på samme tid. Men efterhånden som jeg kom igennem spillet og skulle indtage flere og flere fæstninger, begyndte charmen lidt at falme. Det var ikke længere nødvendigt for mig at bruge så lang tid på forberedelser, og orkerne i slagene begyndte at blive fremmede for mig, hvor jeg tidligere havde mødt gamle fjender, som jeg havde kæmpet mod flere gange forinden. Hvis spillet nu havde sat tempoet bare en lille smule ned ved belejringerne, men til gengæld haft færre af dem, lad os nu sige, hvis de tilføjede belejringstårne, katapulter og konstruktion af disse, så tror jeg, at jeg havde husket hver af dem bedre i sidste ende. De var virkeligt sjove, som de var, men de kunne have været fantastiske. Det samme gælder orkerne, der ligesom i det første spil er styret og reguleret af det interessante nemesis system, som denne gang er blevet udvidet med trolde. Disse orker og trolde er virkeligt et af de bedste elementer i spillet, men desværre er det kun i begyndelsen, at man virkeligt får tid til at lære dem at kende. Senere går det så hurtigt, at man næsten ikke engang når at opfange deres navne, og der begynder at komme så mange gentagelser af de samme arketyper og navne, at det hele flyder sammen. Man vil bare gerne videre i spillet, og for at gøre det skal man måske igennem 50-60 orkkaptajner. Et lidt langsommere system med flere muligheder ville have gjort meget.
Nu skal jeg selvfølgelig ikke forlange alt for meget. Det drejer sig naturligvis om tilfældigt computergenerede orker, ikke A Song of Ice and Fire skurke. For selve orkerne og deres programmører skal nemlig have deres velfortjente ros. Hvis det ikke havde været for dem, så tvivler jeg virkeligt på, at Shadow of Mordor overhovedet havde været succesfuldt nok til at få en toer. I det hele taget er orkerne og troldene bare den bedste del af spillet, også i historien. De passer ikke altid ind med Tolkiens lore, men de er altid udstyret med ca. 300% mere personlighed end menneskene til stede. For igen er de rimeligt kedelige. Altså Talion er en smule bedre med måske et eller to interessante øjeblikke, men udover orkerne så har man virkeligt kun Celebrimbors aggresive sarkasme til at lade sig underholde. Ligeledes falder historien rimeligt meget sammen under sin egen vægt. Spillet prøver på at gøre sytten forskellige ting på samme tid, uden rigtigt at finde ud af, hvordan den skal håndtere balancen eller Tolkiens univers. Når man ser et interview med folkene bag spillet, så fornemmer man også, hvor glade de er for Ringenes Herre, og hvor meget de gerne vil bidrage til den verden selv, men de lader samtidigt til ikke rigtigt at forstå hvorfor, den fungerer. Jeg er sikker på, at de har haft rigitigt sjovt med at lave spillet, og der er naturligvis også et par sjove eller måske ligefrem halvseje øjeblikke, men det bliver aldrig "episk", som de ellers kalder det for.

Sagen er nemlig den, at episk ikke betyder drager, genfærd, eksplosioner og enorme kampe. Hvis noget skal være episk, så skal det først og fremmest indeholde en god historie, og selv hvis folkene bag spillet i hvert fald lader til at have fat i et par gode ideer, så ligger deres fokus nu alligevel først og fremmest i underholdningsværdien. Tolkiens univers er ikke episk, fordi der er balrogger, troldmænd, drager, trolde og onde, smykkeentusiastiske fyrster i høje tårne. Det er episk, fordi det fortæller en historie om noget, der er større end karakterer i den. Fordi det fortæller noget universielt om godt og ondt og om det almenes menneske kamp for at overkomme livets udfordringer.

Desuden så har Tolkiens rigtige univers i modsætning til dette spil en spændende lore og baggrundshistorie, der giver mening...

Undskyld.

Det var jeg bare lige nødt til at komme ud med. 

Nå, nu da jeg har fået min indre Tolkien fan mættet (Shelob giver ikke mening i spillet, og heksekongen er ligeledes virkeligt irriterende), kan jeg med ro i sindet få afsluttet min anmeldelse. Kort fortalt så er Shadow of War en sjov oplevlese, men man skal igennem en masse unødvendigt indhold for at komme frem til de gode dele nogle gange. Hvad historien angår, så er der faktisk interessante ideer undervejs og faktisk en yderst udmærket sidehistorie (ud af måske fire desværre), men det er ikke meget mere end en sjæleløs Tolkien fanfiction. Prikker man lidt til den, finder man måske en smule liv, men den er rimeligt tilfreds med bare at smide kompromiret mytologi, store slag og alt for snakkesagelig ringånder efter en. God oplevelse som helhed, men ikke en jeg kommer til genopleve ligesom det første spil, da det ville tage alt for lang tid.

Hellblazer - Critical og DM of the Rings

Så inden vi når til det sidste element i denne bag of holding (endnu et computerspil, må jeg skuffe de mere litteære læsere med), vil jeg lige smide et enkelt Hellblazer album ind samt en anden tegneserie. Jeg blev nemlig færdig med vol. 9 for halvanden uge, tror jeg nok, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte komme ind på det her, før jeg glemte alt om det. Egentligt havde jeg lovet mig selv, at jeg ikke ville gå i gang med dette album, før jeg var færdig med at læse Sarum (som jeg har kæmpet med siden september), men ligesom med min SRP holdt jeg ikke helt løftet til mig selv. Ups. Jeg ved det, jeg ved det. Hvad er der sket med alle de mange bøger, jeg plejede at læse? Hvorfor er jeg pludseligt begyndt at læse så mange tegneserier? Jeg skammer mig ærligttalt en lille smule over det, men jeg har bare ikke haft så meget tid til at få læst her i efteråret/december. Enten det eller også har jeg været doven. Tegneserier er dejligt nemme har jeg fundet ud af, men de slår nu alligevel ikke god gammeldags romaner, og så snart jeg får juleferie, skal Sarum nok komme til at smage støvet... på min bogreol, fordi jeg bliver færdig med den og sætter bogen tilbage. Nå, men Hellblazer. Så albummet er lidt en mærkelig sag, da den egentligt udgøres af to længere historier. Den første, hvis navn jeg ikke erindrer, så lad os bare kalde den for "den med dæmonkatten, spøgelserne og den mærkelige virus", og så Critical Mass historien. "Den med dæmonkatten, spøgelserne og den mærkelige virus" er den med dæmonkatten, spøgelserne og den mærkelige virus, og det faktum, at jeg ikke husker meget mere, bør næsten fortælle dig, hvad jeg syntes om den. Den var vel meget fin, tror jeg, men historien var en lille smule mærkelig, syntes jeg, og det var desværre på den forkerte måde. Critical Mass derimod var en påformindelse om, hvorfor jeg er blevet så glad for Hellblazer. I den historie fornæmrer Constantine en masse folk, han forsøger på desperat vis at løse de problemer, han er havnet i, og så møder han nogle mytologiske skabninger. Den var fyldt med humor, deprimerende skikkelser, creapy skurke og så naturligvis John Constantine, som trods alt er 70% af årsagerne til, at man skal læse Hellblazer.

Den anden tegneserie er internetserien: DM of the Rings, som på humorristisk vis genfortæller Ringenes Herre, hvis det havde været en bordrollespilskampagne... en fuldstændigt elendig bordrollespilskampagne. Den har en masse interne vittigheder bundet til enten bordrollespil, Tolkiens univers og naturligvis Monty Python, og den er egentligt bare den rene fornøjelse at læse.
Jeg fandt den egentligt halvtilfældigt, imens jeg havde hørt lidt om den tidligere, og så kom jeg til at læse det hele fordelt ud over en eftermiddag og den efterfølgende aften (tog mig vist 2-3 timer). Da jeg først var gået i gang, var det svært at stoppe, og heldigvis kunne den findes på Goodsreads bagefter, så den tæller med i min udfordring for... bøger, jeg skal have læst i år. Ja, jeg skammer mig lidt over det, men jeg fortryder ikke at have læst den... (indsæt suk her)... jeg burde komme i gang med at læse lidt mere igen... og skrive og alt for meget andet. Sarum skal bare lige besejres først.

Nå, hvis nogen skulle være interesserede, så efterlader jeg her et link til tegneserien.

https://www.shamusyoung.com/twentysidedtale/?p=612

Nå, så må jeg hellere komme videre til den vigtige ting, der begynder med S. S... S... hvad var det nu. Nå jov, Styx - Shards of Darkness.

Styx - Shards of Darkness

Igen drejer det sig om en efterfølger til et andet spil, denne gang 2014 gobling simulator Styx - Shards of Darkness. Shards of Darkness fortsætter så historien om den lille evigt bandende, evigt rav-hungrenede gobling med en serie af besværlige missioner, hvor man ligesom i forgængeren forsigtigt sniger sig fremad og bare håber på ikke at blive opdaget. Det er også ligesom som forængeren et sjovt spil, omend udfordrende, med velstrukturerede baner og en dejligt samling værktøjer til spillerens rådighed, man kan benytte sig af for at gennemføre dem. Det er dog også et frustrerende spil til tider, og det tog mig mange måneder (måske endda ni-ti styks er jeg bange for), hvor jeg i korte intervaller vendte tilbage til spillet hver tredje måned efter at have siddet fast, før jeg endeligt gennemførte det i november.
Med nogle få ændringer, visse for det bedre, visse for det værre, så er det mere eller mindr den samme oplevelse som etteren. Det er stadigvæk sjovt at snige sig rundt, selv hvis det til tider kan være frusterende, og på den postive side er grafikken blevet meget bedre, og der er ikke nær så mange bugs og tekniske problemer. Historien er dog en smule svagere denne gang. Altså etteren var ikke noget mesterværk på det punkt, men den var simpel, ligefrem og havde et godt plottwist til sidst. Denne gang virker det til, at spillet ønsker at vise meget mere, men samtidigt virker det aldrig som om, man ser nok eller rettere sagt det rigtige til at bekymre sig særligt meget om situationen. For eksempel er der en mission, hvor man skal håndtere nogle forrædere, der har stukket Styx i ryggen, men som spilleren har man bare aldrig mødt disse individer før, kun den organisation de er medlemmer af, og missionen føles derfor hul og meningsløs. Der er også andre tidspunkter, hvor man begynder at tænke over, hvad Styxs motivation overhovedet har været i denne situation, og selvom en forklaring ofte følger senere hen, så er det bare strukturet på en ueffektiv måde. Selve Styx er også fortsat en fornuftig protagonist, men jeg tror nu alligevel, at han var bedre i etterne. Jeg tror, at studiet bag spillet hørte, hvor meget folk kunne lide ham, når han var sjov, så i dette spil prøver han ofte alt for meget. Han har stadigvæk gode vittigheder, men flere er bare referencer til overlegne historier, og der behøver altså ikke være en vittighed hver fjerde sekund, især ikke hvis kun halvdelen af dem duer til noget. Det værste er næsten, når man skal lytte til de samme kedelige vittigheder flere gange, som spillet nogle gange tvinger en til. Styx spiller dog stadigvæk sin rolle som hovedperson fint nok, men han føles bare for meget en del af tiden. Skulle der komme en treer, så har studiet altså brug for at finde en balance til ham, og når de er i gang med det, så skal de også lige sørge for, at hans motivationer bliver lidt klarere.
Hvad angår personerne rundt om Styx, så synes jeg dog, at toeren var etteren overlegen. Det er nok primært, fordi jeg ikke kan huske nogen personer fra det første spil, hvorimod der her var flere, som i hvert fald var visuelt og plotmæssigt mere interessante. De fik ikke altid en helt masse udviklig, og der er langt igen til stærke karakterer, men det hjalp, at Styx havde andre at interreagere med end papfigurerne fra etteren. Nu synes jeg dog, at jeg har fået det til at lyde, som om jeg ikke kunne lide spillet. Det er ikke rigtigt. Jeg nød det, og jeg er glad for, at jeg fik spillet det, men jeg tror, at jeg venter på en tilbudspris, skulle der engang komme en treer.

Nå. NU er det så tid. Jeg er ked af det, men jeg vil gerne fremsætte en ERKLÆRING! Det gør mig ondt at måtte bekendtgøre, at - selv om et bag of holding indlæg er en alt for kort tid at leve blandt jer - er dette SLUTNINGEN. Jeg går min vej. Jeg forlader jer NU. FARVEL!
Han steg ned og frosvandt. Man så et blændende lysglimt, og alle læserne blinkede. Da de lukkede øjnene op igen, var Fantasy Nørden ikke at se nogen steder. Et hundrede og fireogfyrre himmelfaldne læsere sad målløse tilbage. Unge Jakob Stoltenhår tog fødderne ned fra bordet, spiste en smule rugbrød stumper og stampede. Så blev der dødstille, indtil pludseligt hver eneste onkel, mentiqaner, fjerne slægtning, gamle ven fra rollespil og klassekammerat efter flere dybe indåndinger begyndte at snakke i munden på de andre.

SRPen havde taget ham, og han ville ikke vende tilbage, før den var overstået.